Noter fra en valg­kamp #6: En ærger­lig dag at være soci­al­de­mo­krat 

Sym­bo­lik­ken var så tyk, at man skul­le tro, at soci­al­de­mo­kra­ter­ne hav­de tabt jæv­ne­ren i sovsen. 

Få dage inden kom­mu­nalval­get ændre­de den køben­havn­ske fili­al af par­ti­et loka­li­tet for den valg­fest, der skul­le mar­ke­re en lang og hård valg­kamps afslut­ning. Oprin­de­ligt var pla­nen, at den skul­le hol­des i Ama­ger Bio, lige­som den blev gjort det for­ri­ge år. Men et par dage inden val­get kom der ny besked: Val­get skul­le i ste­det fejres på Arbej­der­mu­se­et.

“Det er ikke fol­ke­tings­valg, det her,” bli­ver stem­mer fra par­ti­et ved at hvi­ske en i ører­ne, når man kon­sta­te­rer, at det ikke lige­frem er et pran­gen­de frem­mø­de, der er tale om her på Arbej­der­mu­se­et. 

At det ikke skyl­des den spå­e­de til­ba­ge­gang, må det for­stås. 

Klok­ken er lidt efter 19, og om gan­ske kort tid vil Soci­al­de­mo­kra­tiets spids­kan­di­dat Per­nil­le Rosen­krantz-Theil ankom­me og hol­de sin tale. Det er uhørt tid­ligt at hol­de sådan en tale, alle­re­de inden valg­ste­der­ne luk­ker. Men det gør Per­nil­le Rosen­krantz-Theil.

Det er til toner­ne af Edith Piafs “Non, je ne reg­ret­te rien”, at over­borg­mester­kan­di­da­ten tages imod af man­ge fir­kan­te­de pap­skil­te påtrykt hen­des navn, “Per­nil­le Rosen­krantz-Theil”.

Talen består af man­ge sæt­nin­ger, der egent­lig ikke bety­der det helt sto­re.

“At lede, det er at tage ansvar. At ræk­ke hån­den op når de andre kig­ger ned i bor­det. At stil­le sig op når de andre bli­ver sid­den­de. At bli­ve stå­en­de når det blæ­ser, og når det er svært,” ind­le­der hun.

Og så siger hun tak. Til alle de hjæl­pen­de hæn­der, til alle støt­ter­ne. 

“Jeg sag­de fra star­ten af, at det vil­le bli­ve tæt på umu­ligt. At det vil­le bli­ve svært end­nu engang at ska­be det fler­tal, der skal til, for at der også de næste fire år vil sid­de en soci­al­de­mo­krat på over­borg­mester­kon­to­ret.”

Men:

“Jeg sag­de også, at hvis vi dør, så dør vi med støv­ler­ne på. Og ved I hvad? De er her end­nu,” siger hun, hvil­ket folk jub­ler helt ufat­te­ligt højt over.