“Alle unge piger var i farezo­nen. Han lag­de an på stort set alle unge kvin­der. Der var fri jagt. Han var helt uhæmmet.”

Orde­ne kom­mer fra en kvin­de, der nu står frem og for­tæl­ler om sine ople­vel­ser, da hun for man­ge år siden arbej­de­de på for­la­get Gyldendal. 

Den per­son, hun taler om, hed­der Lars Boes­gaard og er for tiden en vidt og bredt omtalt for­lags­di­rek­tør på Lind­hardt & Ring­hof. Omta­len skyl­des en ræk­ke vid­nes­byrd fra en ræk­ke med­ar­bej­de­re på for­la­get under Boes­gaards ledel­se, der beskri­ves som græn­se­over­skri­den­de og seksualiseret.

Men nu for­tæl­ler fle­re kil­der, at pro­ble­mer­ne ikke begræn­ser sig til Boes­gaards tid på Lind­hardt & Ring­hof. Det er nem­lig en stil, han har prak­ti­se­ret, siden han i 00’erne var chef på Gyldendal.

En tid­li­ge­re chef på Lind­hardt & Ring­hof, Hans Hen­rik Schwab, står des­u­den frem og for­tæl­ler ind­gå­en­de om de kul­turæn­drin­ger og om de kon­kre­te epi­so­der, han som man­ge­årig chef ople­ve­de på for­la­get, da Egmont køb­te Lind­hardt & Ring­hof og siden ind­sat­te Lars Boes­gaard som direktør.

For at for­stå, hvad kul­tu­ren på for­la­get er skabt af, og hvor­for Boes­gaards ledel­ses­stil har stå­et på i så man­ge år, må man over 20 år til­ba­ge i tid.

Til en tid, hvor Lind­hardt & Ring­hof end­nu ikke var ble­vet købt af Egmont, og hvor Lars Boes­gaard sta­dig var chef på Gyl­den­dal. Til en tid, hvor man kun­ne bli­ve bedt om at sæt­te sig på che­fens skød, og hvor man med for­del kun­ne lære sig ikke at stå med ryg­gen til, når che­fen gik forbi.