Prins Hen­riks hemmelighed

“Jeg var tre år i mili­tæ­ret, men i Alge­ri­et var jeg kun et år. Men i sådan en krig er man kon­fron­te­ret med det fak­tum, at man selv kan dø når som helst, og at man også kan kom­me i den situ­a­tion selv at skul­le dræ­be. Man spe­ku­le­rer selv­føl­ge­lig over sådan en pro­blem­stil­ling, det er i hvert fald et foru­ro­li­gen­de dilem­ma at befin­de sig i. Men hvis man siger, at det enten er ham eller mig, så fore­træk­ker jeg trods alt, at det er ham. I hvert fald mod­ner det at leve kon­stant under det pres at dræ­be eller bli­ve dræbt. Og det var situationen.”

Orde­ne stam­mer fra Prins Hen­rik, den nu afdø­de prins­ge­mal. Kon­gens far. Mens jeg resear­che­de til Fri­heds­bre­vets podcast­se­rie Prins Hen­riks Krig, ovre i Rigs­ar­ki­vet i Køben­havn, faldt jeg over udta­lel­sen i et højstemt fød­sels­dag­s­in­ter­view med prin­sen, skre­vet af jour­na­li­sten Ninka, og bragt i Poli­ti­ken den 3. april 1994 under over­skrif­ten “60 år uden panik”. 

Og det er stort set det, Prins Hen­rik siger om Alge­ri­et i den ombæ­ring, og Ninka har til­sy­ne­la­den­de ingen opføl­gen­de spørgs­mål. Som for eksem­pel om prin­sen ret­te­lig siger til hen­de, at han har slå­et men­ne­sker ihjel? Det får lov til at stå hen i det uvisse.