Sexistisk, dominerende og opfarende: Omstridt museumschef får skarp kritik af lang række tidligere medarbejdere
Pressenævnet har udtalt kritik af artiklen.
Det korte af det lange
Flere tidligere medarbejdere beskriver et dysfunktionelt arbejdsmiljø på Museum Sydøstdanmark, hvor mobning og overfusninger er en del af dagligdagen. De tidligere medarbejdere mener, at museumschefen går efter struben, hvis man stiller sig i vejen, og at problemerne er så godt som umulige at få løst, fordi chefens familiemedlemmer og venner arbejder på museet.
Hele historien
Udadtil fremstår Thorbjørn Kolbo som en succesfortælling fra et museum i provinsen. I sin tid som museumschef på Museum Sydøstdanmark har han vundet priser og søsat milliondyre satsninger, ligesom han har turneret i medierne med den ene udstilling efter den anden, fra Picasso til Jim Lyngvild.
Fra 2013 til 2021 var han desuden socialdemokratisk medlem af kommunalbestyrelsen i Vordingborg Kommune, de sidste fire år som formand for Kultur‑, Idræt- og Fritidsudvalget. Kolbo kender gud og hvermand på de sydsjællandske egne, og han får ting til at ske.
Da han sagde farvel til kommunalbestyrelsen i 2021, omtalte Vordingborgs borgmester ham som en bulldog.
“At han i vores samarbejde nu kan tage en rolle som en mere fritgående lokalpolitisk ‘bulldog’, er en kæmpe fordel i det fremtidige politiske landskab,” sagde Vordingborgs borgmester Mikael Smed (S).
Nu føjer en række tidligere ansatte nuancer til fortællingen om denne fritgående bulldog og prisvindende museumschef, der efter Frihedsbrevets afsløringer er blevet sat i forbindelse med habilitetsproblemer og nepotisme.
Den seneste tid har Frihedsbrevet beskrevet, hvordan Kolbo er chef på et museum, hvor også hans mor, far, svoger og fætter er ansat – de to sidste har endda Kolbo som nærmeste chef.
Museets direktør, Keld Møller Hansen, har forklaret, at det ikke har haft nogen effekt på arbejdsmiljøet.
Men der findes også en anden historie. For ifølge en lang række kilder er Thorbjørn Kolbo både dominerende, opfarende og sexistisk. Museumschefens ledelsestil knækker højtuddannede mennesker, der slår sig på en chef, som deler de ansatte op i et A- og B‑hold, forklarer de.
Frihedsbrevet har forelagt Keld Møller Hansen og Thorbjørn Kolbo kritikken. I et mailsvar skriver direktør Keld Møller Hansen, at de “ikke kan nikke genkendende” til de situationer, de tidligere medarbejdere har oplevet.
Man er bange for ham
Frihedsbrevet har talt med 14 tidligere ansatte. 12 ønsker at forblive anonyme, mens to står frem ved navn. Alle har mærket på egen krop, hvordan det var at arbejde under Keld Møller Hansens og Thorbjørn Kolbos ledelse. De beskriver deres tid på museet som en hård tid med konflikter, A- og B‑hold, overfusninger, sexisme og chikanerende adfærd, og de er alle lettede over, at tiden som ansat på museet er forbi.
De tidligere ansatte beskriver en chef, der vil frem i verden og vil have ting til at ske. Det kan Thorbjørn Kolbo. Han vil magten frem for alt andet og skyr ingen midler for at få sin vilje, fortæller de. De beskriver en chef, der går mere op i kommunikation end i faglighed, og en chef, der udfører sit job, som var det en politisk valgkamp, der føres hver dag med spidse albuer for at komme frem og rydde modstand af vejen.
“Jeg har personligt overvejet om Thorbjørn får et personligt kick ud af at få folk fyret. Han kan ikke tåle uenighed, og at han ikke bare bliver beundret,” siger en tidligere medarbejder og beskriver arbejdsmiljøet sådan her:
“Udskamninger var hverdagskost på det museum. Man blev helt glad, hvis Thorbjørn sagde godmorgen. Det var, som om proportionerne for almindelig ordentlig adfærd helt forsvandt.”
“Man er bange for ham,” som en anden siger.
“Han er fuldkommen uimodtagelig over for argumenter, og så har han en fuldstændig barnagtig form, hvor han kan råbe og skrige, så stemmen knækker over,” husker en tredje tidligere medarbejder.
“Han er tæt på at være et af de mest modbydelige mennesker, jeg nogensinde har truffet.”
Det bliver i familien
Thorbjørn Kolbos svoger, fætter og to af hans gode venner er, ifølge flere kilder, ansat på museet. Kolbo er udover at være en del af museets øverste ledelse også chef for det, der hedder ejendoms- og udstillingsafdelingen. Her er svogeren ejendomsleder, fætteren art director, og to gode venner er ansat som udstillingsarkitekt og teknisk leder.
At Kolbo har sine nærmeste tæt på sig, er langt fra uvæsentligt i denne sammenhæng. Det giver ham nemlig fripas, mener de tidligere ansatte. De mener, at museumschefen har indrettet sig sådan, at han har magt over alle dele af museet.
“Alt går igennem Thorbjørns afdeling. Så hvis de lukker ned for en, så kan man ikke komme videre med sit arbejde. Man står tilbage udenfor og ser ind,” siger en tidligere medarbejder.
“De holdt jo sammen, og det vil sige, at det var et entourage af rygklappere. Man kunne ikke få noget igennem,” siger en anden tidligere medarbejder.
Dennis Ejsenhardt er tidligere kommerciel chef på museet og den ene af de to tidligere ansatte, der har indvilliget i at stå frem ved navn.
I løbet af det halvandet år, Dennis Ejsenhardt arbejdede på museet, oplevede han flere gange, hvordan arbejdsmiljøet blev påvirket af Thorbjørn Kolbo og hans nærmeste.
“Gruppen omkring Thorbjørn skabte en utryg kultur, hvor ansatte ikke vidste, hvad der kom videre til chefen fra samtaler på tomandshånd, hvad der blev overhørt, eller hvad der blev set,” siger Dennis Ejsenhardt.
Voksenskældud
Mange af de tidligere ansatte er enige om, at Thorbjørn Kolbo er dygtig og engageret i de dele af hans arbejde, der ikke har med ansatte at gøre.
“Thorbjørn er fagligt dygtig, men dominerende og grænseoverskridende i sin adfærd. Han vil have sin vilje igennem, koste hvad det vil,” siger Dennis Ejsenhardt, der forlod museet efter en gensidig aftale.
Værst var, ifølge Ejsenhardt og mange andre, Kolbos temperament. Jævnligt gik han i flæsket på de ansatte, der gik ham på, og som kommerciel chef havde Dennis Ejsenhardt en række folk under sig, som ofte skulle samles op efter en overfusning fra Thorbjørn.
“Han har kort lunte og farer helt op i det røde felt. Man kan slet ikke kommunikere med ham, når han er der. Der var på et tidspunkt, hvor jeg bad ham om ikke at kontakte mine medarbejdere direkte, men kun gennem mig af samme årsag,” siger han.
Det kunne være alt muligt, der gjorde udslaget. For eksempel husker en tidligere medarbejder, hvordan Kolbo havde indført en regel om, at medarbejderne kun måtte pynte op til jul på én måde.
“Vi måtte kun have sorte julestjerner,” siger den tidligere medarbejder.
“Nogen havde lavet en juleudstilling med noget vat, som direktøren havde givet lov til. Thorbjørn flåede det der vat fra hinanden og kastede det rundt på forskellige skriveborde,” siger medarbejderen.
“Han er opfarende. Magtsyg. Flippede ud over de mindste ting.”
Samtlige tidligere medarbejdere, Frihedsbrevet har talt med, genkender historierne om Thorbjørn Kolbos overfusninger. Ikke alle har modtaget en, men alle har frygtet dem. Særligt, fordi en konflikt med Kolbo ikke nødvendigvis stoppede der.
Kolbo kunne udse sig en person, som han ville have ned med nakken, fortæller de tidligere ansatte. De beskriver det som voksenmobning og chikane og som en oplevelse af at blive frosset ude og gjort til grin. I de værste tilfælde kunne man blive degraderet, fyret eller syg, hvis man kom på tværs af museumschefen.
“Der var jo virkelig, virkelig dårligt arbejdsmiljø, og alle vidste det. Hvis man pippede noget, kunne man risikere at blive fyret. Det hang som en trussel i luften,” siger en tidligere ansat.
En anden husker:
“Flere af de sygemeldinger, som er sket her de senere år, er kommet i kølvandet på, at medarbejderne havde en konflikt med Thorbjørn.”
“Man kommer ud i en slem forfatning, når man kommer ud fra det museum,” siger en tidligere medarbejder, der også forklarer, at hun efterfølgende fik professionel hjælp til at håndtere de ting, hun var udsat for i sin tid på museet.
Pussy power
Flere tidligere medarbejdere fortæller, at tonen på museet ofte var sexistisk. To kvindelige ansatte husker især en episode, der opstod til et møde. Thorbjørn Kolbo og Keld Møller Hansen var med til mødet sammen med kvindelige ansatte fra museet og repræsentanter fra en kommune. Keld Møller Hansen og Thorbjørn Kolbo talte om, at der var mange lækre kvinder ansat på museet. Thorbjørn kiggede på Keld og sagde:
“Det kunne være, at vi skulle droppe at lave museumsdrift og begynde at lave pornofilm i stedet.”
De grinede begge hånligt, husker de to mødedeltagere. Da en af kvinderne senere sagde noget på mødet, kiggede Thorbjørn igen på Keld og sagde “pussy power”, mens de igen grinede hånligt.
“Bagefter spurgte medarbejderne fra kommunen os hver især, hvordan det var at arbejde på museet, når der blev talt sådan til kvinder,” siger den ene tidligere ansatte.
“Faktisk var pussy power en henvisning til, at ikke alene var der efterhånden mange lækre kvinder ansat på museet – de var også lige lovlig rapkæftede,” siger en anden tidligere medarbejder.
Keld Møller Hansen genkender som sagt ingen af de beskrevne episoder, og i et skriftligt svar understreger han følgende:
“Museet har en nultolerance for krænkelser og har i foråret 2021 udarbejdet ‘retningslinjer for forebyggelse af og håndtering af krænkende handlinger’, som fortæller medarbejderne, hvad de skal gøre i tilfælde af krænkelser. Museet har ikke modtaget anmeldelser af krænkelser.”
Øjne alle vegne
En anden årsag til, at de tidligere medarbejdere var bange for Thorbjørn, var den udprægede stikkerkultur, som prægede museet.
Susanne Outzen, der stoppede på museet i 2021 efter 15 år som museumsinspektør, husker, at man aldrig kunne vide sig sikker, hvis man drøftede sin utilfredshed med ledelsen med andre ansatte.
Særligt husker hun en samtale, hun havde med en kollega, hun aldrig havde mødt før. I samtalen kom de ind på forholdet til ejendoms- og udstillingsafdelingen, som den ansatte roste, da de altid hjalp hende.
Det er bare ikke Susannes oplevelse, og det fik hun også sagt.
Da de var færdige med den korte snak, spurgte Susanne en anden kollega om, hvem det ukendte ansigt var. Hun svarede:
“Man skal passe på hende der. Det er Thorbjørns mor.”
“Det gibbede lidt i mig, og jeg blev lidt tavs. Man står straks og tænker: ‘Hvad fik jeg sagt?’ Jeg tror også, at det er derfor, jeg så tydeligt kan huske episoden,” siger Susanne Outzen.
Hun havde nemlig tidligere oplevet, at ting, der blev sagt på tomandshånd, kom Thorbjørn Kolbo og resten af ledelsen for øre, hvilket så resulterede i en røffel fra chefen.
Og hun står ikke alene med oplevelsen af en arbejdsplads, hvor der herskede en “udpræget stikkerkultur”.
“Folk følte, at de blev overvåget, og at der blev holdt øje med, hvordan man løste sine opgaver. Han havde bare øjne alle vegne,” lyder det fra en tidligere medarbejder.
“Jeg har aldrig været på en så dysfunktionel arbejdsplads,” som en anden tidligere medarbejder siger.
Frygtkultur
En konkret episode, flere uafhængigt af hinanden husker, er et møde, hvor der skulle vælges en medarbejderrepræsentant til bestyrelsen. Der opstod en diskussion, da en medarbejder ville have direktionen til at forlade lokalet, mens medarbejderne stemte.
“Der var en, der stillede sig op og sagde, at det ikke var rigtigt, og at ledelsen skulle gå ud af lokalet, mens vi diskuterede. Så blev han sat på plads rimelig kontant. Det var direktøren, der sagde, at det skulle han ikke blande sig i. Og så var direktionen også med til at tælle stemmerne op bagefter,” siger en tidligere ansat.
Susanne Outzen stillede op som medarbejderrepræsentant og husker derfor mødet tydeligt. Som repræsentant skulle hun stille sig op foran hele direktionen og med “ondt i maven” fortælle om, hvorfor hun gerne ville være medarbejderrepræsentant.
“Typisk vil man jo være medarbejderrepræsentant, fordi man gerne vil ændre noget, der er i vejen. Så det er jo grænseoverskridende at stå foran ledelsen og sige den slags ting. Og det er også imod reglerne. Men reglerne skal man åbenbart læse op på inden møderne, for ledelsen kender dem ikke,” siger hun.
En anden tidligere medarbejder, der var til stede ved mødet, husker stemningen i lokalet efter optrinnet.
“Vi var alle sammen chokerede oven på det der. Folk var så bange. Ingen turde sige noget,” siger den tidligere ansatte og fortsætter:
“Jeg fortrød, at vi ikke var flere, der bakkede op. Stemningen var bare så iskold. Det var en frygtkultur.”
Kig i APV’en
Typisk kan et dårligt arbejdsmiljø som det, de tidligere medarbejdere beskriver, aflæses i arbejdspladsvurderingen eller APV’en, der laves med et par års mellemrum. Men ikke på Museum Sydøstdanmark.
“Jeg har set museets APV’er (medarbejdernes vurderinger af arbejdspladsen, red.), og de ser fine ud,” sagde Kim Dawartz, centerchef for kulturområdet i Næstved Kommune, til Sjællandske Nyheder.
Men ifølge de tidligere ansatte er der en god grund til, at man ikke kan læse det dårlige arbejdsmiljø ud af APV’en.
Først og fremmest var spørgeskemaerne fordelt på så små afdelinger, at ledelsen ud af besvarelserne kunne læse, hvem der havde svaret hvad. Medarbejderne frygtede, at det kunne få konsekvenser for dem, hvis de var utilfredse.
“Folk turde ikke. Dels kunne det være lige meget, da det aldrig førte til noget, og så var man bange for at ryge ud. Det var ikke noget, der blev italesat, men man kunne jo se, hvad der skete med dem, der åbnede munden,” siger en tidligere medarbejder.
Keld Møller Hansen skriver i et skriftligt svar til Frihedsbrevet, at den senest foretagne APV ikke viser nogen problemer med arbejdsmiljøet.
“Museum Sydøstdanmark gennemførte i 2021 en anonym APV-undersøgelse.
APV-undersøgelsen blev gennemført af en ekstern konsulent, Human House. APV-undersøgelsen gav medarbejderne mulighed for i fuld fortrolighed, at kontakte en ekstern konsulent om eventuelle krænkelser. Der var ingen medarbejdere der benyttede sig af muligheden,” skriver direktør Keld Møller Hansen.
En snak med Arbejdstilsynet
En anden mulighed for at lette hjertet for et dårligt psykisk arbejdsmiljø er gennem samtaler med Arbejdstilsynet. Men på Museum Sydøstdanmark var det ikke så lige til at føre en fortrolig samtale mellem en medarbejder og tilsynets repræsentant.
Etagen havde hovedsageligt glasvægge, og forbipasserende kunne derfor registrere, hvem der gik ind i mødelokalet for at tage en samtale. Vejen til lokalet gik også lige forbi direktørens kontor, der havde glasvægge med folie på, og flere af kilderne frygtede, at Keld Møller Hansen fra sit skrivebord kunne holde øje med tilstrømningen.
Flere mener også, at Keld Møller Hansen kunne høre, hvad der blev sagt til samtalerne.
“Da Arbejdstilsynet var der, skulle man gå forbi Kelds kontor for at tale med dem. De her samtaler foregik så inde i et rum, hvor der var en luftkanal, der førte direkte ind til Kelds kontor. Så han kunne sidde og aflytte det hele,” siger en tidligere medarbejder.
Den, der bestemmer
Et stort spørgsmål står tilbage for de tidligere medarbejdere. Hvorfor ser Keld Møller Hansen gennem fingrene med Thorbjørn Kolbos ledelse? Nogle håber, at det skyldes uvidenhed, da de husker Keld Møller Hansen som en dygtig direktør og en god mand. Andre mener, at Thorbjørn Kolbos resultater på museet har sløret direktørens syn.
Det har udadtil været nogle gode år for Museum Sydøstdanmark. Holmegaard Værk, der hører under Museum Sydøstdanmark, modtog i 2022 en pris til The European Museum of the Year Award, og i 2024 skal museets nye store vikingesatsning til 50 millioner, Borgringen, slå dørene op lidt uden for Køge.
Faktisk har museet under Kolbo og Møller Hansen modtaget så meget støtte, at Keld Møller Hansen i 2018 blev benådet med et ridderkors for sin indsats på museet.
“Museum Sydøstdanmark er stærk på forskning, udstillingsdesign og projekter. Så stærk, at museet i Keld Møller Hansens direktørtid har rejst over 250 millioner kroner til museumsprojekter, der løfter den lokale kulturarv op i den tunge liga af samfunds-drivere,” som museet selv skrev om direktøren i en pressemeddelelse.
“Fra Kelds side tror jeg, at han kunne bruge Thorbjørn til at komme frem i verden. Det pustede til hans narcissistiske side, det der med at være en stor kanon. For Thorbjørn handler det om magten,” siger en tidligere ansat.
“Der var kun en, der bestemte på det museum. Det var ikke direktøren.”
Thorbjørn Kolbo er efter Frihedsbrevets dækning blevet sygemeldt.
Museet siger stop
Keld Møller Hansen skriver i et svar, at han ikke kan genkende nogen af de situationer, de tidligere ansatte beskriver. Direktøren forklarer også, at han indtil nu har været villig til først mundtligt, dernæst skriftligt at svare på Frihedsbrevets mange kritikpunkter, men at han ikke vil kommentere yderligere.
“Vi er helt klar over, at det vil blive fremstillet negativt, at vi ikke ønsker at kommentere yderligere på Frihedsbrevet spørgsmål, men må fokusere vores ressourcer på de mange opgaver, der er ved at drive og udvikle Museum Sydøstdanmark,” skriver Keld Møller Hansen.
Keld Møller Hansen skriver også, at han trods sine skriftlige svar ikke oplever at blive citeret korrekt og objektivt.
Derfor siger museet nu stop.
“Vi oplever i stedet, at vores svar igen og igen bliver taget ud af kontekst og redigeret efter Frihedsbrevets ensidige og på forhånd fastlagte dagsorden. Omfanget af spørgsmål, påstande, fejlagtige beskrivelser og ikke mindst hensynet til vores bekymrede medarbejdere gør, at vi er nødt til at sige stop,” skriver Keld Møller Hansen.
Afsluttende understreger direktøren, at han først vil kommentere Frihedsbrevets artikel, når den er udgivet, og vil sende artiklen sammen med sine egne kommentarer til Museum Sydøstdanmarks bestyrelse.
Præcisering: Tidligere fremgik det af denne artikel, at der var glasvægge i det mødelokale, hvor medarbejderne havde mulighed for at tale med Arbejdstilsynet. Det er imidlertid ikke helt korrekt, da det er lokalerne, der fører op til mødelokalet, der har glasvægge. Vi har derfor rettet beskrivelsen af lokalerne i det pågældende afsnit.