Socialdemokratiet samlede tropperne i formand Frederiksens fødeby – Frihedsbrevet tog med for at lede efter magtens pris
Det korte af det lange
I weekenden afholdt Socialdemokratiet årsmøde i Aalborg. Det skete efter en periode, hvor intern uro har martret det gamle arbejderparti. Både fra baglandet og den socialdemokratiske folketingsgruppe er kritikken piblet frem.
Frihedsbrevet tjekkede ind på samme hotel som statsminister Mette Frederiksen for at undersøge, om prisen, hun betaler for magten, er ved at blive for høj for hendes eget parti.
Hele historien
Ved morgenmadsbuffeten på Comwell Hvide Hus kunne Mette Frederiksen sidde og kigge ned på Aalborg Kongress & Kultur Center.
“Skal jeg bare køre med det her resten af dagen eller op i bad?” spurgte Mette Frederiksen sukkende og sarkastisk sine morgenmadskompagnoner og gestikulerede ned af sig selv.
Med en oversized sort hættetrøje, et par løse bukser og sneakers sad statsministeren med to af sine særlige rådgivere, Martin Justesen og Ida Bjørn-Mortensen, og skulle til at gøre sig klar til at møde det socialdemokratiske bagland.
Om tre timer skulle hun stå over for dem og i sin tale forklare, hvorfor Socialdemokratiet vil give flere skattelettelser end først bebudet, samtidig med at økonomien i kommunerne er under pres.
Et stenkast fra Aalborg Kongres & Kultur Center, hvor Socialdemokratiets årsmøde i weekenden løb af stablen, var et væld af højtstående socialdemokrater – og Frihedsbrevet – indkvarteret på Comwell.
Op til årsmødet havde flere S‑borgmestre samt byrødder og regionsrådsmedlemmer råbt vagt i gevær over Socialdemokratiets nyfundne appetit på skattelettelser.
“Jeg er dødirriteret på min egen statsminister. Det er voldsomt ærgerligt, og jeg synes, hun skal tænke sig voldsomt godt om. Det er ikke socialdemokratisk politik,” udtalte eksempelvis Per Kjeldsen, socialdemokratisk medlem af Region Nordjylland, til DR godt en uge før årsmødet.
Sideløbende har anonyme stemmer i Socialdemokratiets folketingsgruppe beklaget sig over at være blevet hensat til rollen som “statister” i regeringens arbejdsfællesskab.
Frihedsbrevet var med, da de røde faner vejede i formand Frederiksens fødeby for at blive klogere på magtens pris.
Ingen konflikt, blot “debat”
Der var stille i salen på Aalborg Kongres & Kultur Center, da Mette Frederiksen lørdag lidt over middag og 20 minutter inde i sin tale endelig adresserede elefanten i rummet, efter hun havde budt de delegerede velkommen til Socialdemokratiets årsmøde.
“Husk nu klapsalven i det næste kapitel, jeg går ind i,” sagde Mette Frederiksen, før hun gik til angreb på baglandets kritik af regeringens planer om skattelettelser.
“Glemmer I, så husker jeg. For lønløftet (til offentligt ansatte, red.) var ikke det eneste, vi gik til valg på. Vi gik til valg – og vi vandt et valg – på skattelettelser,” mindede hun de fremmødte om, der som beordret replicerede med en dog noget forkølet klapsalve.
Selvom mange i salen var med Mette Frederiksen, var det langt fra alle, og på de store tv-stationers live-sending fra årsmødet blev flere medlemmers hovedrysten fanget af kameraerne og sendt direkte ud i stuerne.
Men Mette Frederiksens budskab gik klart igennem. At være arbejderparti anno 2023 er ikke ensbetydende med at være imod skattelettelser by default.
“Pas nu på, at Socialdemokratiet ikke omvendt bliver et parti, hvor svaret på det meste bliver, at skatten skal op. Vi kan godt være i samlede planer, hvor der er skattelettelser, hvis balancerne er rigtige,” sagde hun og slog fast, at balancen i regeringens vedtagne skattereform er helt rigtig.
De ekstra skattelettelser, som regeringen har varslet, i kølvandet på at det økonomiske råderum igen er blevet opjusteret, kom Mette Frederiksen ikke ind på i sin tale.
Det er ellers netop disse øvrige lettelser oven i regeringsgrundlagets allerede aftalte skattelettelser, som S‑borgmestre og bagland har harceleret mod.
I forhallen i Aalborg Kongres & Kultur Center fik Frihedsbrevet lejlighed til at spørge Socialdemokratiets politiske ordfører Christian Rabjerg Madsen til partiets interne uro.
Vi har jo talt meget om, hvad magtens pris har været for Venstre ved at gå i regering med jer, men kan det her blive magtens pris for Socialdemokratiet, at man har et bagland og en ledelse på Christiansborg, der ikke kan enes?
“Jeg synes, at det er en forkert karakteristik at sige, at man ikke kan enes. Jeg synes, det handler om, at vi har en debat i et stort og bredt parti, som er repræsenteret både på regionsniveau, kommunalt niveau og selvfølgelig i Folketinget. Og der kan være sager, der giver anlægning til noget debat. I øjeblikket har vi nogle kommuner, som er midt i en budgetlægningsproces, som på grund af inflation gør, at de budgetter er sværere. Og det giver noget debat, det, synes jeg, er ret naturligt”.
Ser du det kun som en “debat”? Ser du det ikke som en reel kritik af Socialdemokratiets førte politik?
“Der er ting, vi er uenige om, og det afspejler debatten, men jeg synes, det er meget naturligt, og… nu har jeg efterhånden været med nogle år, og det plejer at være sådan, at der på årsmøder er nogle spørgsmål, som skaber debat på tværs af forskellige niveauer.”
Skubbet tilbage i bussen
Da regeringen blev dannet på en kold decemberdag sidste år, stod det fra starten klart, at den nye regeringsdannelse kom med en politisk pris for samtlige tre partier.
Det var på trods af partiernes interne uenigheder, at de fandt sammen for at løse nogle af vor tids største udfordringer, lød det.
Mens debatten om skattelettelser knager i Socialdemokratiet, er det regeringens varslede CO2-afgift, som i øjeblikket skal fordøjes og sluges hos Venstre. For Moderaterne, der går ind for afkriminalisering af brugen af hash, har regeringens skærpede straffe for selvsamme været en drøj kamel at få ned.
For partierne har regeringens arbejdsfællesskab samtidig betydet, at politiske profiler, der tidligere har bekriget hinanden, skulle danne fælles front. Og særligt for Socialdemokratiet, der kom fra en étpartiregering, har konstellationen helt lavpraktisk haft den konsekvens, at tidligere fremtrædende profiler måtte rykke bag i bussen.
Ligesom der skulle gøres plads til Venstre og Moderaternes politik i regeringsgrundlaget, skulle der også frigives ministertaburetter. Flere S‑ministre blev af Mette Frederiksen fyret i midterregeringens navn – blandt dem var for eksempel Rasmus Prehn, der blev degraderet i en sådan grad, at han ikke engang kunne få lov at få et eneste ordførerskab.
Børsen kunne i ugen op til årsmødet fortælle, hvordan flere socialdemokratiske folketingsmedlemmer – alle anonyme – er gået fra først at føle sig som “kommunikationskonsulenter” til nu at føle sig som “statister” i regeringen.
Herfra lyder kritikken, at der er sket en afkobling mellem regeringsledelsen og resten af gruppen, som er hensat til at se på fra sidelinjen.
Under årsmødet i Aalborg fik Frihedsbrevets udsendte lejlighed til at spørge flere af de kasserede S‑ministre til citat, om det er en kritik, de deler. Men det afviste både tidligere indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen, tidligere uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen og tidligere erhvervsminister Simon Kollerup.
De mener alle, at regeringen har sat det bedste ministerhold muligt – også uden dem på holdkortet.
De “tre forskellige, dygtige kvinder”, der for eksempel har overtaget Christian Rabjerg Madsens ressortområder, “gør det rigtig glimrende”, sagde han med henvisning til indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde, social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil og kirkeminister, minister for landdistrikter og minister for nordisk samarbejde Louise Schack Elholm (hvis ministerium overtog planloven ved regeringsdannelsen).
Hvorfor er de bedre end dig, Christian Rabjerg Madsen?
“Jamen jeg synes, de er super dygtige, alle de tre, der har overtaget, og det er jo en naturlig konsekvens af at gå til valg på at lave en bred regering: at der skal være nye ministre. Og det tror jeg, man skal have det afslappet med, og jeg synes, det er vigtigt at sige, at Danmark stod i og står med nogle udfordringer, der gør, at en bred regering er det bedste for Danmark.”
Samme melding gav tidligere uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen, da Frihedsbrevet mødte ham på en terrasse foran konferencecenteret.
“Jeg synes, at vi har sammensat et rigtig, rigtig stærkt ministerhold.”
Føler du dig i dag som statist sammenlignet med sidste år, hvor du var minister?
“Jeg har selvfølgelig en anden og mindre fremtrædende rolle nu, når man ikke er minister, men jeg synes ikke, at det er et rigtigt billede. Selvfølgelig vil der være en forskel for os som parti og som folketingsgruppe i, om vi er i regeringen alene.”
Kan du så ikke forklare, hvorfor Christina Egelund er en bedre kvalificeret uddannelses- og forskningsminister, end du er?
“Jamen, det ved jeg da heller ikke. Du startede med at stille mig spørgsmålet om ikke at være minister mere, og der siger jeg, at det er jo en naturlig konsekvens af, at vi er flere partier i regeringen. Jeg synes, at hun gør det godt, og jeg havde en tid i ministeriet, som jeg var rigtig glad for, og nu er kortene så blandet på en måde, hvor det er hende, der har den, og ikke mig. Jeg bakker hende op i hendes arbejde, og så må vi se, om det bliver min tur igen en anden gang.”
Er det ikke bittert, at det er en fra et andet parti, som overtager din ministerpost, og du så stadig sidder i regeringen og ikke har den længere?
“Du brugte ordet, at jeg var blevet ‘degraderet’. Jeg ville nok have det mere sådan, hvis jeg var blevet sat af holdet, og en anden socialdemokrat var blevet sat ind, end det som er tilfældet, hvor andre partier skal have led i ministerposterne. På den måde er det nok i virkeligheden nemmere at have med at gøre, end hvis det havde været på den anden måde.”
For Jesper Petersens partifælle Simon Kollerup gik det netop på den “anden måde”, da regeringens ministerposter sidste år skulle fordeles.
Efter at have varetaget posten som erhvervsminister i årene 2019 til 2022 måtte han ved regeringsdannelsen overdrage pladsen til den mere erfarne og rutinerede partifælle Morten Bødskov, der kom fra posten som forsvarsminister.
Et led i den større kabale, som til gengæld betød, at Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen kunne overtage Forsvarsministeriet fra Bødskov.
“Jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde, at det var sjovere at stå her for tre år siden,” sagde Simon Kollerup i sin afskedstale sidste år, da den officielle overdragelse af ministeriet fandt sted.
I dag, ni måneder senere, siger Socialdemokratiets forsvarsordfører Simon Kollerup til Frihedsbrevet, at udsigten fra bagerst i bussen er “god”.
For et år siden, da I samlede partiet her til årsmødet, så var du jo netop også på ministerholdet, og der var du jo helt inde i regeringens maskinrum, men med al respekt er du jo blevet skubbet bag i bussen nu til fordel for Venstre-ministre og moderate ministre. Hvordan er det egentlig?
“Når man sidder bag i bussen, så har man god udsigt og kan se alle sine dejlige kolleger, og det er super dejligt. Og jeg synes, de gør det mega, mega godt. Altså, jeg nyder den nye opgave, som jeg har fået, og jeg kan jo ikke være utilfreds med, at der er blevet lavet en bred regering hen over midten, fordi det var det, jeg selv kæmpede for i valgkampen. Det er det, jeg synes, er en god idé. Så kan det da godt være, at det kunne være sjovt en dag at blive minister igen, hvis man får mulighed for det, men det kan jeg jo ikke gå og bruge min tid på.”
Ingen er statister
Hverken politisk ordfører Christian Rabjerg Madsen eller gruppeformand Leif Lahn Jensen ville på årsmødet svare Frihedsbrevet på, hvad de tænker om, at der i gruppen er medlemmer, der føler sig som statister i regeringssamarbejdet.
“Jeg kommer ikke til at forholde mig til anonyme udtalelser, fordi de er anonyme. Men jeg kan bare slå fast, at der ikke er nogen i folketingsgruppen, som er statister. Alle løfter væsentlige og vigtige opgaver på Christiansborg hver eneste dag”, sagde Christian Rabjerg, imens gruppeformand Leif Lahn blankt afviste at kommentere kritikken.
Frihedsbrevet fik dog mulighed for at stille statsminister Mette Frederiksen samme spørgsmål under et planlagt presse-doorstep lørdag eftermiddag. På spørgsmålet, om Mette Frederiksen ikke formår at inkludere sin egen gruppe nok, svarede hun:
“Altså, jeg synes, at vi har et rigtig, rigtig godt samarbejde i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Jeg tror altid, at der er et ønske om at blive inddraget endnu mere og komme tidligere ind i de politiske processer, og det er jo noget, vi har konstant opmærksomhed omkring, men jeg tror altid, der vil være et ønske i en folketingsgruppe om at blive inddraget mere,” sagde den socialdemokratiske partiformand og fortsatte:
“Og så er det klart, der er selvfølgelig en stor forskel på at være en etpartiregering, hvor parti og regering er præcis det samme, og så nu indgå i det, der er mere almindeligt i Danmark: Nemlig at man er i regering med flere partier på samme tidspunkt.”
Årsmødet i foyeren
Socialdemokratiet formåede med organisatorisk snilde at få den interne kritik til at falde sammen som en soufflé, idet der på årsmødet kun var afsat tid til “temadebatter” frem for en åben debat om Socialdemokratiets fremtid.
År tilbage havde det socialdemokratiske årsmøde et programpunkt, der hed “Dialog med formanden”, hvor delegerede havde mulighed for at tale direkte til formanden om, hvad de havde på hjerte, hvortil formanden til sidst ville komme med en replik. Formatet er dog sidenhen blevet droppet til fordel for tema-debatterne. Sidste år var der tre af dem. I år var der kun to.
Men under tema-debatten “Fremtidens medarbejdere og kompetencer” var der flere MF’ere og ministre, der fandt, at der var mere interessante ting at lave ude i foyeren og forhallen, hvor der blev serveret øl og kaffe.
Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bæk og social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil var nogle af dem, som prioriterede hyggelige snakke i foyeren over at høre, hvad baglandet havde på hjerte.
Det samme gjaldt flere af folketingsmedlemmerne – blandt andre Anders Kronborg, Thomas Skriver Jensen, gruppeformand Leif Lahn Jensen, Benny Engelbrecht samt de to fyrede ministre Jesper Petersen og Simon Kollerup.
Sidstnævnte havde endda så travlt med sin mingling, at han, da Frihedsbrevet rendte på ham igen, ikke kunne gengive en eneste pointe, han havde hørt fra baglandet under debatten.
Simon Kollerup, en af de eneste debatter, der kommer til at være på årsmødet, fandt sted her for lidt tid siden, og under hele debatten stod du ude i det her område. Hvorfor er du ikke interesseret i at høre, hvad de delegerede har at sige?
“En rigtig vigtig del af et årsmøde, det er netværk, samtale og det at mødes med hinanden, og det foregår noget af det inde i salen, men meget af det foregår også herude i den her foyer og lobby, som er uden for salen.”
Jamen er du slet ikke interesseret i at høre, hvad de har at sige, når du bare står herude hele tiden?
“Jo, jeg synes, det er vigtigt, de ting, der sker inde i salen, men nogle gange får man også aftalt nogle møder, som ligger ude i lobbyen, hvor man ikke forstyrrer debatten inde i salen, og det er en af de ting, jeg lige har haft nu, som var et rigtig godt møde, jeg havde glædet mig til at skulle have.”
Ét møde? Jeg har da set sig spankulere rundt her og snakke med en masse forskellige og stå og grine og drikke kaffe…
“Jamen, det er også en del af at være på årsmøde i Socialdemokratiet – det er at grine og drikke kaffe og have det godt med hinanden.”
Men du har jo slet ikke været inde og lytte til noget af det?
“Jo, det har jeg.”
Hvad er én pointe, du har hørt derinde, som ikke er Mette Frederiksens?
“Jeg synes da for eksempel, at vores DSU-formand havde et meget godt indlæg om, hvad det vil sige at gøre den grønne omstilling til en kamp for fremtidens arbejdspladser og gøre det til muligheder i stedet for, at det skal være begrænsninger.”
Men hun var jo programsat. Hun var jo ikke en del af den debat, som var efterfølgende. Hun var jo et selvstændigt punkt, så hvad har du hørt fra de delegerede?
“Jamen, jeg synes, jeg har hørt mange gode indspark fra de delegerede. Jeg sidder jo selv sammen med min egen kreds af delegerede derinde fra Thisted-kredsen, og vi øh…”
Jamen, du sidder jo ikke derinde. Du er herude at snakke med alle mulige…
“Jeg er både herude og inde i salen.”
Et demokratisk underskud
Om søndagen ved udgangen af årsmødet kunne de delegerede få lov at knytte en sidste kommentar, efter partisekretær Lasse Rybergs organisatoriske beretning.
I en halvtom sal gik en delegeret, som Frihedsbrevet ikke fangede navnet på, på scenen for at dele sit frustration over måden, man fra partitoppens side havde valgt at facilitere debatten på.
Han mente, at det viste et “demokratisk underskud”, idet man ikke tillod, at der blev sat tid af til at diskutere, hvad de delegerede og baglandet har på hjerte.
“Så derfor har jeg egentlig et ønske til, at vi også kommer tilbage til det her, vi kendte fra de gamle dage – at vi har et behov for også at diskutere de højaktuelle emner. Om det er skattelettelser kontra velfærd, om det er mangel på offentligt ansatte, eller hvad pokker det nu er,” understregede den delegerede, som henviste til den frie debat, Socialdemokratiet havde indtil for et år siden, hvor man erstattede den med tema-debatterne.
Det indførte man, da debatten ellers “stak af i øst og vest”, som flere socialdemokrater udlagde det for Frihedsbrevet.
“Jeg tror, at et af symptomerne på, at vi i dag har så mange tomme pladser (i salen red.), er, at folk desværre har oplevet ikke at komme nok til orde og få diskuteret de ting, som er rigtig vigtige for os som socialdemokrater”, sagde den delegerede og fortsatte:
“Så bare en lille løftet pegefinger om, at vi husker at få demokratiet tilbage på kongressen (årsmødet red.). Fordi det er der, hvor vi som medlemmer har en reel mulighed for at komme til orde.”
Kan du lide, hvad du læste?
Bliv medlem i dag, og få adgang til al Frihedsbrevets indhold. Fra vores otte afsnit lange podcastserie Huset Færch, hvor Mads Brügger udfolder en vild fortælling om en skandaleombrust rigmandsfamilie, til magtkritisk og undersøgende journalistik om finans, politik og kultur.
Der er ingen bindingsperiode.
Allerede medlem? Log ind her