Før­ste del af Søren Ulrik Thom­sens nye erin­drings­es­say er vidun­der­ligt velskre­vet. Meget få, måske ingen, skri­ver dansk med så omkuld­væl­ten­de kva­li­tet, meta­forisk og tan­ke­mæs­sig præ­ci­sion og tek­nisk dyg­tig­hed om ”tin­dren­de præ­sens” og ”bag­går­de­nes skum­ren­de æske­sy­stem” i Thom­sens by, Køben­havn. Hans fuld­kom­ment for­mu­le­re­de, træf­sik­re og musi­kal­ske erin­drings­es­say er ekstremt til­freds­stil­len­de læs­ning. Det besid­der en skøn­hed, som ikke er over­fla­disk og ikke kan iso­le­res, men som fin­des i sam­spil­let mel­lem tek­st­e­le­men­ter­ne – tem­po­et, ryt­men, bil­ledspro­get, følel­ser­ne, idéer­ne – der for­bin­der sig i et vold­somt vel­fun­ge­ren­de hele.