Stri­den om Kina blev vun­det i kulis­sen

Til den­ne uges Fri Tænk­ning har jeg talt med bri­tisk­fød­te David McCourt om hans bog ‘The End of Enga­ge­ment: America’s China and Rus­sia Experts and U.S. Stra­te­gy sin­ce 1989’, og vi kom også ind på hans kom­men­de bog ‘The Dra­gon Defi­ned: How Was­hin­g­ton, Can­ber­ra, and Lon­don Rei­mag­i­ned China’, der udkom­mer til efter­å­ret. McCourt er til dag­lig pro­fes­sor i socio­lo­gi ved Uni­ver­si­ty of Cali­for­nia-Davis. 

De to bøger tager os med bag kulis­ser­ne og beskri­ver, hvor­dan USA over en årræk­ke bevæ­ge­de sig fra at have haft fokus på enga­ge­ment, dia­log og sam­ar­bej­de med Kina og Rusland til en mere kon­fron­te­ren­de kurs som led i den stormagts­ri­va­li­se­ring, der nu domi­ne­rer den inter­na­tio­na­le orden.  
Vi tal­te om, hvil­ken rol­le eks­pert­mil­jø­er spil­ler for udform­nin­gen af USA’s uden­rigs­po­li­tik i for­hold til Kina og Rusland, de inter­ne og ofte per­son­li­ge slags­mål mel­lem eks­per­ter, hvor­dan eks­pertvi­den bli­ver til poli­tik, og hvor­dan mil­jø­et er split­tet mel­lem for­ta­le­re for og imod enga­ge­ment med Kina på den ene side og på den anden mel­lem dem, der mener, at USA skal for­hol­de sig til Rusland, som det er, og dem der er af den opfat­tel­se, at USA skal bekæm­pe det Rusland, som fin­des, og i ste­det arbej­de for et Rusland de ønsker.
Da Mat­t­hew Pot­tin­ger for nog­le årti­er siden arbej­de­de i Kina som kor­re­spon­dent for den ame­ri­kan­ske avis The Wall Stre­et Jour­nal, kom han på kant med de loka­le myn­dig­he­der. Bei­jing brød sig ikke om hans kri­ti­ske dæk­ning af lokal kor­rup­tion, og han blev iføl­ge sene­re rap­por­ter i ame­ri­kan­ske medi­er udsat for chi­ka­ne, over­våg­ning og fysisk inti­mi­de­ring.
Et af medi­er­ne, Poli­ti­co, for­tal­te, at net­op den erfa­ring var afgø­ren­de for Pot­tin­gers syn på Kina, og det fik også betyd­ning, da han i 2017 fik ansva­ret for USA’s poli­tik i Asi­en under Donald Trumps før­ste peri­o­de som præ­si­dent. Den på det tids­punkt 44-åri­ge Pot­tin­ger var driv­kraf­ten bag en epo­ke­gø­ren­de omfor­mu­le­ring af Was­hin­g­tons natio­na­le sik­ker­heds­stra­te­gi.
Pot­tin­ger men­te, at det var en stra­te­gisk brø­ler af USA i 1980’erne og 1990’erne og 2000’erne at frem­me Kinas inte­gra­tion i den glo­ba­le øko­no­mi. Han så lan­det som en trus­sel mod USA, og iføl­ge pen­ne­fø­re­ren på Trumps natio­na­le sik­ker­heds­stra­te­gi i 2017 var Pot­tin­ger som leder af Asi­en-kon­to­ret i Det Natio­na­le Sik­ker­heds­råd den cen­tra­le figur bag Was­hin­g­tons nye kurs, der gjor­de op med 40 års ambi­tion om at enga­ge­re Bei­jing og inte­gre­re ver­dens den­gang fol­ke­ri­ge­ste land i en glo­bal orden domi­ne­ret af Was­hin­g­ton.
En lig­nen­de histo­rie kan for­tæl­les om den nu pen­sio­ne­re­de ame­ri­kan­ske top­diplo­mat Dani­el Fri­ed, der til­ba­ge i 1980 blev udsta­tio­ne­ret på det ame­ri­kan­ske kon­su­lat i det davæ­ren­de Lenin­grad, hvor han hav­de ansvar for kon­tak­ten til system­kri­ti­ke­re og andre på kant med regi­met, og hvor KGB hav­de et træ­nings­cen­ter, der ofte brug­te det ame­ri­kan­ske kon­su­lat som mål, når de gen­nem­før­te over­våg­nings-øvel­ser.
En kol­le­ga til Fri­ed for­tæl­ler:
“En aften, da Fri­ed var på vej hjem, blev han enten anta­stet eller fik tæsk. Han føl­te, at det var plan­lagt for at give ham en lære­streg, for­di han ple­je­de omgang med dis­si­den­ter og den slags, og jeg tror, at det påvir­ke­de ham dybt.”