Jeg love­de tid­li­ge­re i sep­tem­ber en opfølg­ning på debat­ten om det iden­ti­tetspo­li­ti­ske i kul­tu­ren. Mere spe­ci­fikt om oppo­si­tio­nens ved­va­ren­de og efter­hån­den tem­me­lig træt­ten­de enga­ge­ment i en use­ri­øs popu­lær­kul­tu­rel strøm­ning, der kun lader, som om den er poli­tisk. 

I den­ne uge spe­ci­fi­ce­rer jeg, hvad det vil sige, at den iden­ti­tetspo­li­ti­ske posi­tion i sam­tids­lit­te­ra­tu­ren og kun­sten i det hele taget er pseudopo­li­tisk.

Bliv med­lem og læs vide­re – spar 50%

Støt uaf­hæn­gig jour­na­li­stik og få adgang til hele vores arkiv – fra afslø­rin­ger til fæn­gen­de podcasts.

Se alle vores til­bud
Allerede medlem?