Jeg love­de tid­li­ge­re i sep­tem­ber en opfølg­ning på debat­ten om det iden­ti­tetspo­li­ti­ske i kul­tu­ren. Mere spe­ci­fikt om oppo­si­tio­nens ved­va­ren­de og efter­hån­den tem­me­lig træt­ten­de enga­ge­ment i en use­ri­øs popu­lær­kul­tu­rel strøm­ning, der kun lader, som om den er politisk. 

I den­ne uge spe­ci­fi­ce­rer jeg, hvad det vil sige, at den iden­ti­tetspo­li­ti­ske posi­tion i sam­tids­lit­te­ra­tu­ren og kun­sten i det hele taget er pseudopolitisk.