Til Moderaternes årsmøde med Bergur, Bosse og resten af bussen
Det korte af det lange
En reportage fra Moderaternes årsmøde, hvor intet rigtigt flasker sig for Frihedsbrevets udsendte.
Det lykkes dog at få et interview med spidskandidat til Europa-Parlamentsvalget, Stine Bosse, der blandt andet forløber således:
Er det demokratisk, mener du, at kæmpe for at holde visse dele af samfundet uden for indflydelse?
“Jamen altså… Nej. Men jeg har jo en politik, jeg gerne vil have gennemført.”
Digital i DGI
Jeg træder ind ad bagdøren i DGI Huset i Vejle klokken lidt over 10 lørdag formiddag. Ved check-in-skranken til Moderaternes årsmøde er der kø. En kvinde står og bander ned i sin telefon.
Moderaterne har fået lavet en app alene til dagen i dag, hvor man skal logge ind med en kode, man har fået tilsendt efter tilmelding, og den danner tilsyneladende genstand for store frustrationer allerede nu.
Kvinden i skranken stikker hovedet ud, så hun kan se forbi den svovlende kvinde foran mig, og spørger, om jeg har downloadet app’en. Det har jeg.
Jeg viser mit pressekort og tager det i en strop rundt om halsen, som jeg har fået besked på. Derudover får jeg også et navneskilt udleveret, som også skal rundt om halsen.
“Beklager,” siger kvinden. “Det er ikke mig, der har bestemt, at I skal have to på.”
Bag mig kan jeg høre, at jeg har lavet en pinlig fejl. Lars Løkke Rasmussen er første mand på talerstolen, og han er allerede i gang. Jeg træder ind i den store sal, hvor hundredvis af moderate tilhængere sidder omkranset af lilla faner.
Lars Løkke Rasmussen holder en veludført tale. Det er han god til. Han afviger forbløffende lidt fra det talepapir, pressen har fået tilsendt, selvom han nærmest ikke kigger i det.
Han fortæller, at hans rådgivere – og dem har han nogle stykker af, indskyder han – har sagt til ham, at man aldrig må sige en pointe og så efterfølge den med et “men”, fordi det udvisker hele pointen.
Noget tilsvarende sås forleden, da Mette Frederiksen sagde, at hun ikke brugte termen “tredje verdenskrig” og efterfulgte det af et “men”, og lige siden har det givet anledning til at diskutere, hvorfor statsministeren bruger så vildt et udtryk om trusselsbilledet i Europa.
I Lars Løkke Rasmussen tilfælde insisterer han på at sige, at Israel har ret til at forsvare sig… “MEN!” siger han med løftet pegefinger.
“Det skal ske inden for international ret.”
Han nævner ikke, om han mener, at Israel bryder international ret.
Bossen og Bergur
I siden af salen går Bergur Løkke Rasmussens kæreste frem og tilbage med en barnevogn. Jeg omtaler ham her med sit fulde navn, men under hele årsmødet går han blot under sit fornavn, Bergur.
Han er afslappet, men præsentabelt klædt med mørke chinos og jordfarvede pullover over skjorten.
Det er også tilfældet, da han sammen med partiets spidskandidat til Europa-Parlamentsvalget, Stine Bosse, går på scenen under en kæmpe lilla planche med påskriften: “Bosse og Bergur”, som var de to værter på DR’s børnetime engang i 80’erne.
At hele partiet er på fornavn med formandens søn, indkapsler den joviale, nærmest familiære facon, Lars Løkke Rasmussen selv lægger for dagen på hele mødet.
Det er efterhånden en tyndslidt observation, men jeg forstår godt dem, der synes, at Lars Løkke Rasmussens gemyt giver lyst til at drikke en fadøl med ham, sådan som han omgås menige medlemmer helt ubesværet, høj som lav.
Jakob Engel-Schmidt gør sig i det samme, og hans evner på feltet slår mig som en anelse undervurderet.
“Hej, hyggeligt at møde dig,” siger han til medlemmer, han præsenteres for, mens han læner sig fremover og kigger imødekommende på dem. Han er iklædt sit brede smil, der får det til at se ud, som om han er på en evig mission for at imponere sin svigermor.
Fra talerstolen modtager Lars Løkke Rasmussen det ene bifald efter det andet, og på sociale medier strømmer det ind med ros.
“Det er nok den bedste tale, jeg længe har hørt om Danmarks to ben i konflikten i Gaza. Uanset om man er enig i @larsloekke eller ej, var det en klar tale, der indrammer Danmarks traditionelle holdninger. Vi støtter Israel og den palæstinensiske befolkning,” skriver Berlingskes internationale analytiker, Kristian Mouritzen, på X.
“Vi går ind for det evidensbaserede,” siger Lars Løkke Rasmussen i sin tale, og minuttet efter slår han fast, at den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj blev dræbt.
Han tilføjer, at både Bergur og Stine Bosse skal vælges til Europa-Parlamentsvalget i juni.
“Mindst!”
Løkke fortsætter med en rørende fortælling om Moderaternes medlem Mads Sebbelov, der mistede sin datter som 15-årig, mens hun stod på venteliste til at modtage et nyt hjerte.
Sebbelov har tidligere stillet et borgerforslag om aktivt fravalg af organdonation i stedet for aktivt tilvalg, og Lars Løkke Rasmussen fortæller foran alle, at han kan være stolt over sin indsats, med henvisning til at regeringen har stillet forslag om at ændre loven på området.
Alle jubler, og på storskærmen har kameraerne fundet Mads Sebbelov blandt de fremmødte. Det omtales ikke, at man trods regeringens forslag stadigvæk skal ind og give samtykke aktivt, hvis man vil donere sine organer.
Gør man ikke det, vil det være op til familien at tage stilling.
Det nævnes heller ikke, at Lungeforeningen har udtalt, at de tror, det kan føre til færre organdonationer.
Talen slutter, og Lars Løkke Rasmussen slentrer ned ad scenen og giver Mads Sebbelov et håndtryk og et kram.
Tekniske udfordringer
Næst i rækken er en organisatorisk beretning, som overstås forholdsvist hurtigt.
Inden årsmødet har medlemmerne og pressen fået tilsendt et sæt nye vedtægter, som også skal til afstemning på mødet. Hvis medlemmer vil gøre indsigelser og have taletid, kan det kun ske, hvis de beder om ordet i app’en.
Men nu driller den digitale virkelighed igen.
For da dirigenten råber to navne op, forklarer de begge, at det er en fejl, at de i app’en er kommet til at bede om ordet, og derefter tør dirigenten ikke forsøge sig med flere, siger han.
Derfor bliver vedtægterne vedtaget uden en eneste stemme imod, og uden at et eneste medlem får ordet.
Den politiske leder skal også vælges, og det bliver uden større dikkedarer naturligvis Lars Løkke Rasmussen, der sjosker op på scenen for at modtage sit valg.
Der er også valg til hovedbestyrelsen. Moderaterne går som bekendt ind for et opgør med politik på speed, så derfor har kandidaterne allernådigst fået hele 90 sekunder til at tale deres sag.
Flere af kandidaterne bruger kostbar taletid på at sige “Hej, mit navn er…” selvom det står bag dem på skærmen, og de opstillede er vidt forskellige. Der er alt fra galvaniserede erhvervsfolk til 19-årige og folketingsmedlem og webentrepenør Jeppe Søe, der i sin tale fortæller om, hvordan Moderaterne i opstarten tiltrak både statskundskabere og økonomer såvel som “ludere og lommetyve.”
Også ved valget til hovedbestyrelsen er der knas med app’en. Dirigenten melder afstemningen afsluttet, men det er den ikke, og han kigger nu panisk op bag sig, hvor de foreløbige stemmetal nu er endt, så alle kan se dem, mens flere fortsat mangler at afgive deres stemme.
Tallene på skærmen fortsætter med at blive opdateret, men nu trækker dirigenten en streg i sandet og fortæller endeligt, at nu slutter afstemningen altså.
Femernforbindelsen
Så er der frokost. Alt imens jeg har siddet her, er mine planer forpurret. Jeg er egentlig taget af sted for at få et interview med Lars Løkke Rasmussen om hans egen rolle i det “for hårde” politiske miljø, som han offentligt har vurderet til at have taget livet af Søren Pape Poulsen.
“Jeg kan ikke befri mig for tanken om, at det er resultatet af et sammenstød mellem et FOR hårdt politisk miljø og en kærlig sjæl,” skrev Løkke som reaktion på Søren Pape Poulsens dødsfald.
Mine garvede journalistkollegaer har ikke siddet meget ned, og på min computer kan jeg nu se den ene artikel efter den anden vælte ud. Jeg stirrer rådvild ud i luften.
Hvordan skal jeg få det interview med Lars Løkke Rasmussen? Jeg kan godt gå ud og proppe mikrofonen i hovedet på ham og servere de eksempler, jeg har researchet frem, hvor den ene kilde efter den anden beskriver, hvordan Løkke selv har gjort sig i benhård politisk kultur.
I Simon Emil Ammitzbøll-Billes bog Insider — Fire år med Løkke har jeg læst, at Løkke bruger alkohol i forhandlingerne, at han bevidst lægger møder om søndagen og lader dem trække ud til sent på natten, hvor han er kendt for at holde bedst ud, og derfor hiver det længste strå.
Er det god eller for hård politisk kultur, vil jeg vide.
Men det får jeg ikke at vide.
Jeg møder en af Danmarks Radios journalister, da jeg er på vej ud for at tisse, der fortæller mig, at Løkke netop har afholdt et doorstep, hvor han blev spurgt meget kritisk ind til, hvorfor Moderaterne ikke vil offentliggøre, hvem der donerer penge til dem.
En åben invitation til spørgsmål, og jeg har blot siddet på min plads. Amatør, tænker jeg.
Min backup-plan er at spørge baglandet i Moderaterne om, hvad de vil sige til at komme i regering med SF, som jo har bejlet i den retning. Men jeg tvivler nu på, om det overhovedet er særligt spændende, og jeg bliver mere og mere uoplagt.
Salen er nu nærmest tømt, mens alle spiser frokost i lokalet ved siden af, men da jeg kigger op fra mit bord, ser jeg et midaldrende, kvindeligt medlem med lyst hår komme gående imod mig.
Hun kigger direkte på mig og smiler, mens hun dingler sin pegefinger op og ned i takt til den dårlige jazz i lokalet.
“Du kigger meget intentionelt på mig,” siger jeg med et smil.
“Min mobil er simpelthen drænet for strøm. Jeg har brugt 40 procent allerede.”
Klokken er 12.15, og mødet har varet lidt over to timer. Ved pressebordene har vi adskillige stikdåser, og foran mig har hun udset sig den perfekte til sin opladning, tyder det på.
“Er det ved at bruge app’en til alting?,” spørger jeg.
“Jeg synes faktisk, det har fungeret fint, men det er da nok rigtigt nok,” svarer hun.
“Jeg skal holde tale senere, tror jeg,” siger hun pludselig, mens hun fedter med sit opladerstik.
“Nå, hvor spændende – hvad skal den handle om?,” spørger jeg.
“Der bliver talt rigtig meget om alle pengene til Forsvaret, men der bliver ikke talt om, hvor de skal komme fra, og det vil jeg gerne tale om.”
“Hvor skal de så komme fra?,” spørger jeg.
“Fra Femernforbindelsen.”
“Femernforbindelsen?”
“Ja, vi sætter betalingsanlægget op på den danske side, så tyskerne får slet ikke nogle penge ud af det. Vi skal selvfølgelig også betale for at bygge den.”
“Man kan det virkelig betale en forskel fra én-komma-et-eller-andet til 2,4 procent af BNP?”
“Ja, det vil jeg mene.”
“Hold da op!”
“Lige nu er det jo en underskudsforretning, der bliver betalt af Storebæltsforbindelsen, men på et tidspunkt vil den også give overskud ligesom Storebæltsbroen.”
“Vildt,” siger jeg, inden jeg rejser mig op og signalerer, at jeg må ud på gangen og udføre mit arbejde.
“Tak, fordi du ville høre om min tale,” siger hun.
“Jeg glæder mig til at høre den,” siger jeg, hvilket senere skal blive indfriet.
Spindulla
Jeg henvender mig til Moderaternes pressechef Ulla Østergaard, der går rundt og ligner sig selv. Hun halter til tider en smule, men hendes blik og faste tarv på telefonen er det samme, som jeg husker det lige siden hendes performance i dokumentaren Dagbog fra Midten.
Ulla Østergaard, også kaldet ‘Spindulla’, har en vis erfaring som pressechef i kaotiske midterpartier. I 2007 blev hun således pressechef i Ny Alliance og dermed nærmeste rådgiver for partiformanden Naser Khader.
Valgkampen det år gik dog op i røg af den mest spektakulære slags, hvorefter hun opsagde sin stilling, og senere drog hun til TV 2, som hun dog måtte forlade, efter hun som redaktør satte journalister til at skrive en falsk historie, som ifølge den grønlandske landsstyreformand, Múte B. Egede, var plantet for at påvirke valget.
Hvilke muligheder er der for et interview med Løkke om den hårde politiske kultur, spørger jeg. Hun lover mig at høre ham ad, men advarer, at årsmødet måske ikke lige er stedet, hvor Løkke mener, at den slags passer ind.
Jeg kommer mit afslag i forkøbet og siger, at jeg meget gerne vil tales ved om et interview til en senere lejlighed og forklarer kort rammen for, hvad jeg gerne vil spørge om.
Jeg bliver så grebet af de senere begivenheders gang, at jeg aldrig får fulgt op på, om jeg rent faktisk kunne få det interview i dag.
Jeg går ud på gangen og ind i frokostsalen, hvor maden netop er taget væk. Også det er glippet for mig. Jeg går ud i DGI Husets cafeteria og køber mig en panini.
Mens jeg venter på, at den bliver grillet, ser et medlem på mit pressekort og spørger, om jeg vil have et interview med Løkkes efterfølger.
Jeg kan se på hans navneskilt, at han hedder Ali, og jeg spørger, om det i så fald er ham, jeg skal tale med, og han bryder undskyldende ud i grin og forsikrer mig om, at det er for sjov.
Hi, Lars
Jeg spiser min panini, og går tilbage mod salen. Udenfor ser jeg Lars Løkke Rasmussen, der ryger, og jeg overvejer kort, om jeg skal gå ud og konfrontere ham uden aftale.
Jeg har det ikke i mig i dag, og i stedet falder jeg i staver. Ulla Østergaard er der også. Hun indtager sin cigaret – jeg vil vædde med, hun selv kalder det en smøg – på en måde, så det ligner, hun smager vand for første gang efter en lang ørkenvandring.
Hun trækker simpelthen livet ud af den og ind i sig, som var det hendes egentlige livsgerning.
Jeg går med hængende mule tilbage i salen og begynder at indstille mig på, at jeg ikke får noget med hjem, jeg kan bruge.
Lars Løkke Rasmussen indtager scenen og byder velkommen til et live-interview over en videoforbindelse med Estlands udenrigsminister, Margus Tsakhna, som Løkke har mødt i en rygeboks, og Løkke fortæller morsomt, at de begge har startet eget parti og derefter er blevet udenrigsministre.
“You only understand freedom, when you don’t have it,” fortæller den estiske udenrigsminister.
I salen skal der nu være paneldebat om “Et stærkere Europa i verden”, og deltagerne er den allestedsnærværende Netcompany-mogul André Rogaczewski, administrerende direktør hos Danske Rederier, Anne H. Steffensen, direktør i Tænketanken Europa, Lykke Friis, socialdemokraten Mogens Lykketoft, Stine Bosse og Lars Løkke Rasmussen.
Mogens Lykketoft kommer med flere engagerede indspark om, at falske nyheder skal tøjles, og der skal sættes grænser for, hvilke informationer der kan flyde frit, da det i hans optik skulle være forudsætningerne for en fri presse.
Lykke Friis lægger ud med at sige tak for at være inviteret ind i “Europa-bussen”, og Jeppe Søe, der agerer moderator, bemærker til høj latter, at han er glad for, at det endelig er en anden bus, der er tale om med slet skjult henvisning til, da Moderaterne af politisk kommentator Lars Trier Mogensen blev døbt ‘Klovnebussen’.
Ellers er paneldebatten lidt flad, fraregnet Rogaczewski, hvis talestrøm fører salen ud ad alverdens tangenter, lige fra forsvaret for Europas værdier, “se på USA, selvom halvdelen af det, de laver, er crap” og farerne ved kunstig intelligens.
“Hvem fanden gider bo i San Francisco, når man kan bo i København?,” spørger han retorisk efter en tirade.
Hvis man medregner regionen San Francisco Bay, drejer det sig om lidt mere end syv millioner mennesker, slår jeg op på Wikipedia.
Paneldebatten slutter, og Lars Løkke Rasmussen fortæller, at moderne teknologi giver mulighed for, at han kan vise endnu en videohilsen.
På skærmen viser sig nu selveste Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, der filmer sig selv med sin telefon.
“Hi Lars,” indleder han indsvøbt i store mængder vindstøj, mågekald og med en hæk som bagtæppe.
“I do believe in ze Moderates,” siger han blandt andet, men jeg hører ikke meget mere. Jeg skynder mig i stedet at kontakte Udenrigsministeriets pressetjeneste for at høre, om ministeriet har stået for kontakten til denne videohilsen, som nu benyttes i partiets regi.
De har ikke været involveret, svarer de senere.
Stine Bosse holder også en tale.
Hun advarer mod de farlige bevægelser i verden. Klima og migration, specielt. Hun pointerer, at Moderaterne skal levere de rigtige løsninger, konkrete løsninger og ikke mere snak.
Forandringen skal komme fra midten, og yderfløjene skal holdes uden for indflydelse, skriver jeg ned på min blok. Her er måske en plan C, tænker jeg.
Bergur holder en tale med udgangspunkt i, at Danmark denne dag allerede har krydset “Overshoot day” og har brugt naturressourcer tilsvarende et helt år med et bæredygtigt forbrug, hvilket en statistik på storskærmen bakker ham op i.
Så er der pause igen.
Nu må det være nok, tænker jeg. Jeg må tjene min løn. Jeg tager min mikrofon under armen og går ud på gangen.
Er det demokratisk?
Jeg spørger om et interview med Bosse hos hendes pressemand, Markus, der straks siger ja.
Jeg hilser på Stine Bosse, inden hun skal på TV 2 News, og bemærker, at hendes højre øje er komplet blodsprængt og ildrødt. Hun har en spraglet top på med et print, der minder mig om det, man finder på porcelænsskåle på det ugentlige marked ved Gardasøen. Toppen er akkompagneret af et par lyse cowboybukser og et par støvler, der rager godt op på skinnebenene.
Jeg sætter mig i en stol, mens hun først går på News og bagefter over til Ekstra Bladet, der udfører et dobbeltinterview med hende og Dansk Folkepartis tidligere næstformand, Rene Christensen, der er med til sit første årsmøde, og det ser ud til at være sublim underholdning.
Så bliver det min tur.
Du siger i din tale, at I vil lave “konkrete løsninger” og “ikke mere snak”, specielt når det kommer til en af jeres mærkesager, nemlig flygtningekrisen. Så konkret som muligt – hvor skal asylmodtagecenteret ligge henne?
“Altså nu er det her ikke noget, vi har sat to streger under, for vi er stadigvæk i gang og har holdt møde med forskellige instanser i EU. Og vi har faktisk en rejse foran sig, Markus og jeg, hvor vi skal ned og tale med myndighederne i Grækenland for at forstå, hvordan situationen er, sådan at vi igen kan blive helt konkrete og vide, hvad er situationen derude,” svarer hun og fortsætter:
“Men der tegner sig et billede af, at der jo stadig kommer mennesker til vores kyster og vores grænser, som beder om asyl. Og hvis man opnår asyl, så er man ligesom i en rejse, og hvis man ikke opnår asyl, så kommer man retur. Og det retur er uden for EU. Og det er selvfølgelig enten til ens hjemland, og kan det ikke identificeres, så er det nok til nogle centre, som er drevet af EU, hvor man så kan opholde sig.”
Så er det vel heller ikke konkret endnu – så er det vel netop bare det, du selv opponerer imod, nemlig snak – du har ikke nogen konkret løsning på den del?
“Jeg prøver bare at sige til dig, at det bliver konkret.”
Men det er det ikke endnu?
“Det er så konkret, så jeg kan sige til dig, at det sådan er den umiddelbare rejse/ikke rejse. Men jeg kan ikke sige til dig, at så er det i dét land eller på dét sted, for det kræver jo, og det bliver vores kæmpe opgave, det kræver jo, at EU som sådan påtager sig at forhandle den rammeaftale, der skal danne rammen for de aftaler, som skal indgås med lande i Afrika. Så jeg kan blive konkret på, hvordan jeg gerne vil have forløbet, og hvad jeg gerne ser ske, men jeg kan jo ikke sammen med andre gode moderater gå ud og lave aftaler med den afrikanske union.”
Kan du så fortælle konkret, hvor du mener, det vil være bedst, at asylmodtagecentret lå henne?
“Det vil i hvert fald være enklest, hvis det ligger i lande, som i hvert fald er kendt for at leve op til menneskerettigheder og den type ting. Men jeg har omvendt også tænkt længe over, at vi bliver nødt at finde et modus vivendi, hvor vi kan sige, at vi stiller nogle mennesker, som kan garantere, at det her foregår efter de regler, som vi står for i Europa. Og det er jo det andet, at vi ikke giver afkald eller opgiver vores måde at tænke mennesker på i alle de her processer. Og det vil vi også stå værn om.”
Vil du mene, at det er konkret og andet end snak – det er vel så ukonkret, som det kan blive, når du ikke kan afgrænse det nærmest på nogen måde?
“Det er din udlægning af det. Den må du gerne have. Jeg giver dig interviewet og stiller som forudsætning, at jeg ikke kan være konkret-konkret, fordi vi ikke er færdige med at lave det. Men du må meget gerne, når vi er klar til at præsentere det, få et nyt interview, og så vil du stadigvæk høre, at jeg kan blive lidt mere konkret, end jeg er nu, men jeg kan jo ikke give dig aftalen med unionen. Det kan jeg jo ikke.”
En anden ting… Du siger deroppe, at I vil lave “de rigtige løsninger”, og der skal være mindre indflydelse til yderfløjene. Er det demokratisk, mener du, at kæmpe for at holde visse dele af samfundet uden for indflydelse?
“Jamen altså… Nej. Men jeg har jo en politik, jeg gerne vil have gennemført. Og lige nu, når jeg diskuterer med nogle af dem, specielt dem på højrefløjen, så er man jo ikke interesseret i, at der skal være CO2-afgift på landbrug, man er ikke interesseret i den Green Deal, som det har taget meget lang tid at skabe. Man vil gerne rulle ting tilbage, og så er det da min opgave at holde det væk,” siger hun og understreger:
“Jeg tror, at den Green Deal er ekstremt vigtig, for jeg er overbevist om, at lykkes vi ikke med at gøre det konkret og til handling, og faktisk får knækket de kurver, vi ser på CO2, så er det en gigantisk krise, der ligger foran de næste generationer.”
Er det ikke i sig selv problematisk, at du svarer klart nej til, at det, du kæmper for, er demokratisk?
“Jeg siger jo ikke, at det ikke er demokratisk.”
Jeg spurgte dig, om det er demokratisk, og så svarer du nej, og så forklarer du, hvorfor det du kæmper for er en god ide.
“Prøv at høre, du skal ikke udlægge mig på den måde, for så kommer jeg ikke til at tale med dig. Jeg siger til dig, at det er demokratisk, fordi jeg tror på noget. Jeg synes ikke, det er udemokratisk at tro på noget. Jeg har endda rakt ud til Anders Vistisen (fra Dansk Folkeparti, red.).”
“Og nu er han formand for ID (Identity and Democracy group i Europa-Parlamentet, red.), og tillykke med det. Jeg har rakt ud til ham og sagt: ‘Vil du være med til at lave nogle af de her mere håndfaste ting ved de ydre grænser?,’ og det svarede han aldrig på. Jeg har svaret for nylig til Politiken, hvor de spurgte, om jeg vil være en af dem, der siger, at vi aldrig kan stemme for, hvis ID kommer med et godt forslag,” forklarer hun og svarer selv på spørgsmålet:
“Nej! Hvis de kommer med et godt forslag, som, jeg synes, er en god ide, så vil jeg da naturligvis tale med dem. Så lad være med at sige, at det vil jeg aldrig. Men jeg vil naturligvis kæmpe for alt det, jeg står for, og hvis ID og Vistisen og alle mulige andre vil være med til det – be my guest – I would love it.”
Så konkret kan det siges.
Ordet er frit
På vej tilbage i salen støder jeg ind i en tidligere kollega, der er i svømmehallen med sin familie, og mens vi taler om gamle dage, kommer Stine Bosses pressemand hen til mig for at forklare, at da hun svarede nej til, at hendes politiske hensigter er demokratiske, så sigtede hun til selve præmissen for mit spørgsmål.
Jeg beroliger ham med, at vi afspiller interviewet på lyd, at jeg ikke klipper hende i stykker, så lytterne kan vurdere selv. Da dette er ved at udvikle sig til en reportage, er det derfor på sin plads med en understregelse af, at intet fra interviewet foroven er klippet ud samt en gentagen gengivelse af den ordrette passage:
Er det demokratisk, mener du, at kæmpe for at holde visse dele af samfundet uden for indflydelse?
“Jamen altså… Nej. Men jeg har jo en politik, jeg gerne vil have gennemført.”
Inde i salen er sidste runde på programmet gået i gang.
Medlemmerne har via app’en igen haft mulighed for at tage ordet, og denne gang med mere succes. Hver især har de to minutter til at sige noget.
Mens jeg går mit interview med Stine Bosse igennem, bliver min opmærksomhed fængslet af en taler ved navn Karin Frimodt.
Hun er iklædt knæhøje støvler med en slags pels, blå jakke med en tyk hvid kant, halstørklæde og en stor hvid hue.
Hun plæderer først for at lægge våbnene i Ukraine for at kæmpe krigen indefra, hvorefter hun fortæller, at hun er healer og alternativ behandler. Hun taler pludselig om det kongedømme, vi lever i, og så siger hun noget, der giver genlyd i hele salen.
“Jeg har healet Kongen,” fortæller hun, hvorefter dirigenten kort efter råber “TID!”, og hun træder ned af scenen.
Folketingsmedlemmet Mohammad Rona indtager talerstolen og citerer Albert Einstein for noget med at holde balancen på sin cykel.
Så er det Allan Tarp. Han har “flaskepost” med, siger han. Han trækker et talepapir ud af sin vandflaske og taler om frisættelse af skolen, som han kalder sovjetisk.
Han gestikulerer med sin vandflaske hele vejen igennem og kigger på intet tidspunkt op.
Folk med forbindelse til virkeligheden skal have mere indflydelse, siger et medlem på talerstolen nu.
Det er interessant, tænker jeg, da Simon Emil Ammitzbøll-Bille skriver i sin bog, at Løkke har været minister så længe, at han kun kan se tingene indefra.
Mellem to medlemstaler dukker Lars Løkke Rasmussen op på storskærmen fra sin stol.
Han sidder og kigger i sin telefon.
Hans briller er knækket, så det er kun bag det ene øre, de sidder fast – den anden del af stellet er fraværende.
Nu er det Majbritt Skytte, siger dirigenten. Da jeg kigger op på talerstolen, ser jeg til min glæde, at det er kvinden, jeg talte med i frokostpausen.
Forsvarsstøtten skal op på 2,4 procent, og pengene skal komme fra Femernforbindelsen, gentager hun.
Jeg slår hende op på LinkedIn og bliver bekræftet i, at hun er bogholder på projektet, som hun også fortalte mig i frokostpausen.
Betalingsanlægget skal ligge på den danske side af Femern, så alle indtægterne går til Danmark. Infrastrukturen må endda forbedres til den massive turisme, der venter.
Tidligere formand for Konservative, Lars Barfoed, går på. Hans statur minder påfaldende meget om Løkkes.
Barfoed har, ligesom to tidligere talere, også samlet flasker som dreng, siger han.
I Irma, naturligvis.
“Hvorfor er jeg her?,” spørger han, hvorefter han svarer sig selv med et Luther-citat:
“Her står jeg. Jeg kan ikke andet.”
Lars Barfoed bliver af dirigenten gjort opmærksom på, at tiden er gået, og han svarer:
“Og så er der det med tid,” og bruger det til at pointere videre, at ideologier blev opfundet i begyndelsen af 1800-tallet og ikke til den moderne tid, vi lever i. Han taler videre og stopper først efter at blive afbrudt anden gang.
Et medlem ved navn Markus er på.
Han stillede også op til hovedbestyrelsen og brugte stort set hele sin taletid på at fortælle, at han hedder Markus, at han startede virksomhed som 18-årig, og det er 10 år siden, så i dag er han 28 år, måtte vi forstå.
I denne tale opstiller han et tankeeksperiment om kunstig intelligens, som jeg aldrig helt får has på.
Rene Christensen er på. Så sent som sidste år var han næstformand i Dansk Folkeparti, der vil ud af EU, og nu står han blandt de mest ihærdige pro-europæere og holder tale.
Han er så solbrændt, at det ligner, han er netop hjemvendt fra grisefest på Mallåårka.
Rene Christensen glæder sig til festen i aften, siger han.
Næste taler indleder med at sige “Halløjsovs” – andet noterer jeg ikke.
Lars Arne Christensen, der i øjeblikket stedfortræder i Folketinget, fortæller nu, at han ikke har samlet flasker, men derimod har renset trapper.
“To minutter, Merete Jensen fra Esbjerg,” indleder næste menige medlem.
“Det skal ikke være sådan, at jeg kommer her og klovner hver gang,” siger hun i en talestrøm, som delvist bliver i hendes mund, men man får hurtigt indtrykket af, at her kommer der gang i gaden.
Hun er iklædt en slags bowlerhat med en sort sløjfe omkring.
Merete Jensen tager to skridt til venstre, inden hun opdager, at mikrofonen står fast, så lyden i salen forsvinder, selvom hun taler uafbrudt.
Straks efter træder hun igen til venstre, og lyden afbrydes igen og igen.
“Husk at tale i mikrofonen,” siger dirigenten.
“Er jeg slut nu?,” spørger hun forvirret tilbage.
Salen er euforisk. Merete Jensen holdt tilsyneladende en tilsvarende tale på det seneste landsmøde.
“Jeg når ikke mere – jeg vender tilbage næste år,” slutter hun så til stor jubel.
Næste taler indvender, at han også sidste år måtte efterfølge Merete Jensen, hvilket får ham til at konspirere om aftalt spil.
“Hvad hvis Lars Løkke Rasmussen bliver kørt ned af en bus i morgen?,” spørger et medlem.
Det nævnes ikke, hvorvidt der vil være klovne i bemeldte bus.
Næste taler glæder sig over, at Moderaterne har fået en kulturordfører igen i form af advokaten Tobias Grotkjær.
Ordførerposten har hidtil fungeret som Hogwarts’ lærer i forsvar mod mørkets kræfter, hvor underviseren forsvinder i løbet af et år, ligesom Mike Fonseca og Jon Stephensen.
Tobias Grotkjær har dog også selv været i vælten. Frihedsbrevet har tidligere beskrevet, hvordan han flere gange har fået bøder for grov tilsidesættelse af god advokatskik, ligesom der blev rejst sag mod ham i Advokatnævnet, efter at han angiveligt fyrede en medarbejder i fertilitetsbehandling.
Grotkjær blev dog frifundet for, at bortvisningen skulle være i strid med ligebehandlingsloven.
Næste medlem er på talerstolen. Han er iklædt solhærdet kasket, der ser ud til at have været sort engang.
“Der var engang engang en præsident, der sagde ‘Ich bin ein Berliner’, og der vil jeg gerne sige: ‘Ja! jeg er feminist’,” slutter han.
Der er nu lukket for flere taler, siger dirigenten, hvilket ærgrer mig. Det er uvist, hvor mange der er tilbage.
“Vi vil gerne have født flere børn,” siger et medlem og foreslår en ordning, hvor der kommer en fra kommunen og passer ens barn, mens man er på arbejde. Hun mindes, at ordningen fandtes, da hun var barn.
Hvordan det adskiller sig fra institutioner, bliver ikke berørt. Her skal man selvfølgelig selv aflevere sit barn.
Næste taler spørger, om nogen har et fitnesscenter, de vil donere til Ukraine, og han tilbyder storsindet at køre til Ukraine med det gratis. Hvis folk har andre ting, tager han dem også gerne med.
Uffe Bie kommer på.
Han har FN-verdensmålspin i jakken, hvilket får mig til at fundere over, om verdensmålspinnen har peaket?
“CO2-afgift – pisk eller gulerod?,” spørger han.
Han opremser snesevis af forslag til reduktion “uden al for meget afgift”, selvom det flere gange i løbet af i dag er blevet slået fast, at der kommer en CO2-afgift på landbruget.
Bo Ørum går nu på med en opsang om, at vi tænker os om, når vi køber tøj, da han er bæredygtighedsrevisor. Næste opsang er ansvarlig brug af streamingtjenester, så vi bruger mindre energi.
Apropos energi, er det nu klima‑, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.
Hans hår er en kende uglet, men så igen – det er lørdag. Det er mit også.
Aagaards puls lader til at være et sted mellem 15 og 25, mens han opremser, hvad vi har opnået på klimaområdet.
“Vi går forrest” gentager han.
Peter Holst bliver råbt op, men han er ingen steder, så næste taler løber hastigt gennem salen og op på scenen.
Da han kommer på scenen, fortæller uret foran ham, at hans tid allerede er gået, hvilket han opponerer imod. Han roser Lars Løkke Rasmussen til skyerne.
Han er ikke den første.
“Hej, jeg hedder Andreas, og jeg startede min karriere som opvasker i slagteren i Kerteminde,” fortælles der fra den næste.
I dag har han startet en virksomhed, der rådgiver i kunstig intelligens.
Næstsidste taler er en kvinde, der hverken har været flaskedreng eller flaskepige, men hun har været med til at tømme en del flasker, siger hun.
Hun er fra Bornholms Kommune, og hun brokker sig over, at regeringen anført af Mette Frederiksen siger, at økonomien er bundsolid, mens de har ansættelsesstop i kommunen.
Nu er det Mette “Kierkegaard”, siger dirigenten om ældreminister Mette Kierkgaard, Danmarks mest ukendte minister, hvilket eksemplificerer sig ved, at Moderaternes egen dirigent ikke kan udtale hendes efternavn.
Vi kommer til at gøre op med bureaukratiseringen, siger Mette Kierkgaard, selvom de nu har siddet i regering i over et år uden noget opgør med kontrol og bureaukrati, som senest blev udvidet med sundhedsminister Sophie Løhdes øgede kontrol med praktiserende læger.
Talerækken er slut, og dirigenten nedlægger sit hverv og siger tak for god ro og orden.
Nu er det Jakob Engel-Schmidt, der skal holde en afsluttende “opsang fra kulturministeren”.
“Moderaterne holder, hvad vi lover,” siger han.
Han nævner ikke, at de gik til valg på et værdigt punktum for minksagen og en uvildig advokatvurdering, der aldrig er kommet.
Engel-Schmidt hører et klap i salen og fortæller, at det virkede som en god ide med en klapsalve, og nu klapper hele salen. Han er i strålende humør. Det har han været hele dagen. Han har nu talt i tre-fire minutter, og hans kinder begynder at blusse op.
Kulturministeren citerer USA’s tredje præsident, Thomas Jefferson, for at være gået i krig for, at folk kan blive, hvad de vil. Han opremser en række erhverv, men jeg når ikke at notere dem ned.
“Tusind tak for ordet,” slutter han.
41 taler er blevet afholdt. Dirigenten siger tak til alle, der har lyttet opmærksomt.
Nu kommer der en yngre mand ved navn Lukas på scenen med lyserød skjorte, slips og et lilla flag, og salen synger “Det er i dag et vejr” med svingende engagement.
Salen bryder op, og nu er der lobbyjazz igen. Pressen er inviteret med til fest om aftenen til en pris af 495 kroner per person. Det er noget underligt noget at tage til fest med politikere, synes jeg, så jeg går ud ad den bagindgang, jeg kom ind ad.