Tyre­fægt­ning og Vuel­ta­en

Da jeg så Eve­nepo­el på vej op ad det afslut­ten­de bjerg Peñas Blan­cas, var hans ansigt blegt, alvor­ligt, vredt, og hans ærger­ri­ge stil var ikke slå­et i styk­ker. Han vil vin­de det­te løb. Som han styr­ter, må han fort­sæt­te. Hvis han får kri­ser i Sier­ra Neva­da i wee­ken­den, må han kom­me sig over dem. Han vil til Madrid i den røde trø­je. Det føl­te jeg i det blik, jeg mød­te, som han pas­se­re­de for­bi i 1200 meters høj­de i Anda­lu­si­en i en eks­klu­siv grup­pe bestå­en­de af løbets for­re­ste ryt­te­re: Enric Mas, Pri­mož Rog­lič, Juan Ayu­so. Eve­nepo­el og Qui­ck Step Alp­ha Vinyl hav­de ladet udbrud­det slip­pe afsted, og fle­re minut­ter for­in­den hav­de jeg set Richard Cara­paz køre for­bi. Ecu­a­do­ri­a­ne­ren har jeg ikke nævnt med et ord, siden han led det sto­re neder­lag på Mar­mola­da i Giro d’Italia. Sådan kan det mær­kes, at sæso­nen nær­mer sig sin afslut­ning.