Uge ni i rege­rings­for­hand­lin­ger­ne: En uven­tet alli­an­ce kom­mer Tro­els Lund til und­sæt­ning

I wee­ken­den befandt jeg mig på et uhel­ligt tids­punkt på en køben­havnsk bevært­ning, da Søren Pind gjor­de sin entré. Der gik ikke læn­ge, før Four Jacks-san­gen “Man­da­lay” gjor­de sig til ken­de over højta­ler­ne, hvor­på Søren Pind  ene mand rej­ste sig op og, ikke bare sang for, men domi­ne­re­de rum­met med sin røst. Der var ikke tale om en mis­hand­ling af san­gen, men sna­re­re en let­te­re for­bløf­fen­de cemen­te­ring af, at Søren Pind, der nu har været ude af dansk poli­tik i otte år, ikke har tænkt sig at gå i glem­me­bo­gen. 

“I den sjip-sjap-våde havn! I den sjip-sjap-våde havn!” skrå­le­de han, mens han diri­ge­re­de det spon­ta­ne publi­kum med sine hæn­der. 

Den­ne optræ­den fik mig til at tæn­ke på noget, jeg i vin­ter læste i Søs Marie Serups bog om Ven­stres stor­hed og fald, Vind eller for­svind. 

Søs Marie Serup, der er tid­li­ge­re pres­se­chef i Ven­stre samt tid­li­ge­re sær­lig råd­gi­ver, beskri­ver en situ­a­tion, der hænd­te, kort inden Anders Fogh Ras­mus­sen stop­pe­de som for­mand for par­ti­et. Snak­ken om, at Anders Fogh skul­le være på vej vide­re, gik ivrigt, og en dag kom Søren Pind for­bi Serups kon­tor, væl­te­de ind ad døren, slog ud med arme­ne og sag­de: 

“Lige om lidt kom­mer Løk­ke-toget rul­len­de ind på per­ron­en – og jeg skal med.”

Det er man­ge år siden, de ord faldt.

Siden da har Løk­ke-toget kørt til høj­re og ven­stre i fuld fart og mødt nog­le bump på vej­en; adskil­li­ge så sto­re, at de næsten afspo­re­de det, men alli­ge­vel er det altid lyk­ke­des toget at nå frem til en eller anden form for per­ron. 

I den­ne uge har Tro­els Lund Poul­sen imid­ler­tid gjort et flot for­søg på at køre det hele af skin­ner­ne.