Vads Vel­sig­nel­se – Kapi­tel 1: Vækkelsen

Det­te er før­ste kapi­tel af Vads Vel­sig­nel­se: En portræt­se­rie i tre kapit­ler om Fre­de­rik Vad, Soci­al­de­mo­kra­tiets unge, strids­lyst­ne og kon­tro­ver­si­el­le udlæn­din­ge- og inte­gra­tions­ord­fø­rer. Portræt­tet kan læses eller lyt­tes som en lydfortælling. 

Kapi­tel 1, Væk­kel­sen, for­tæl­ler histo­ri­en om Fre­de­rik Vads nye reli­gi­øse væk­kel­se, om det poli­ti­ske stormvejr, han har befun­det sig i det meste af for­å­ret og om alle de sto­re følel­ser, han ikke har lært sig at beher­ske endnu. 

På sid­ste­da­gen åbner him­len sig, lader tung regn fal­de over Fol­ke­mø­det og skil­ler syn­de­re fra søn­ner. Sidst­nævn­te søger ly i Allin­ge Kirke. 

En af dem er Fre­de­rik Vad. 

For to årti­er siden fandt han vej­en ind i sit par­ti, for ti år siden til sin poli­ti­ske fløj og for et par år siden til sin krist­ne tro. For nylig fandt han så for­bin­del­sen mel­lem sin verds­li­ge og reli­gi­øse over­be­vis­ning, og i dag tager den unge soci­al­de­mo­krat to trin ad gan­gen mod top­pen, mod kir­ke­gul­vets mæg­ti­ge præ­di­ke­stol, som han er invi­te­ret op på i anled­ning af dagens gudstjeneste. 

Betror man Fre­de­rik Vad ordets magt, tager han den. 

Op sti­ger talen­tet i sådan en hast, at han går den for­ker­te vej rundt om vin­del­trap­pen og ender i en blind­g­y­de. Fra kir­ke­bæn­ken lyder en kol­lek­tiv lat­ter på bekost­ning af den unge poli­ti­ker. Han må ven­de rundt, først duknak­ket og for­le­gen, så med oprejst pande. 

Hel­dig­vis for Fre­de­rik Vad er han poli­tisk gar­vet nok til at vide, at den slags små bump på vej­en kan ven­des til hans for­del. Sår­bar­hed kan væk­ke sym­pa­ti, og den slags er han sær­ligt mod­ta­ge­lig for i dis­se måneder. 

Så han fort­sæt­ter ufortrødent. 

Sådan kan histo­ri­en skri­ves om Fre­de­rik Vads opdrift i kir­ken i dag, og sådan kan den skri­ves om hans poli­ti­ske frem­drift i almindelighed. 

Om en måneds tid, den 1. sep­tem­ber, har Fre­de­rik Vad været til ste­de på den­ne jord i 30 år. Det sene­ste hal­ve år har været det suverænt hår­de­ste for ham. 

Hans insi­ste­ren­de atti­tu­de har Fri­heds­bre­vet bevid­net det meste af juni. Vi har fulgt Fre­de­rik Vad rundt på Fol­ke­mø­det, i hans valg­kreds, på Chri­sti­ans­borg og i hans hjem­by, hvor han nu lever med hem­me­lig adresse. 

Vi har talt med ham, hans føl­ge­re og fjen­der for at bli­ve klo­ge­re på man­den, poli­ti­ke­ren og fæno­me­net Fre­de­rik Vad. For at for­tæl­le histo­ri­en om ham, der siges at være kron­prin­sens kronsprins i Soci­al­de­mo­kra­ti­et. Ham, som for­mår at for­fø­re og for­fær­de i sådan en grad, at han i sin før­ste valg­pe­ri­o­de og i en alder af 29 har været årets mest omtal­te poli­ti­ker i Danmark. 

Histo­ri­en om Fre­de­rik Vad er histo­ri­en om en ung, ambi­tiøs soci­al­de­mo­krat vel­sig­net med sto­re ambi­tio­ner fra sig selv og end­nu stør­re for­vent­nin­ger fra omver­den. De, der ken­der ham godt, enten for­ven­ter eller fryg­ter, at han en dag bli­ver statsminister. 

Det er histo­ri­en om en mand, som blev par­ti­med­lem, før han blev tee­na­ger, og som på én gang repræ­sen­te­rer par­tiets frem­tid og for­tid: Han er “ven­stre­o­ri­en­te­ret og bor­ger­lig”, pro­g­res­siv og nykri­sten. Som nylig DSU-for­mand repræ­sen­te­rer han ung­dom­mens stem­me og sam­ti­dig en soci­al­de­mo­kra­tisk arv fra efterkrigstiden. 

Der­for hand­ler histo­ri­en om Fre­de­rik Vad også om tidsån­den – det­te uhånd­gri­be­li­ge fæno­men, der aldrig kan fak­tatjek­kes og der­for altid er til for­hand­ling blandt dem, der tør udfor­dre den. 

Det gør Fre­de­rik Vad. Med en soci­al­de­mo­kra­tisk rose i den ene hånd og en bibel i den anden – hans to våben i det han kal­der “den nye værdikamp”. 

En vær­di­kamp, Vad for­søg­te at lan­ce­re i sin udskæld­te Fol­ke­tings­ta­le en fre­dag i april, men som blev klemt af en “fod­fejl”, han begik, da han lod sine følel­ser tage over for for­nuf­ten. Så meget desto mere oplagt er det at udfol­de Vads vær­di­kamp her – dens bag­grund, for­mål, poten­ti­a­le og faldgruber.