Vads Velsignelse – Kapitel 1: Vækkelsen
Dette er Vads Velsignelse: En portrætserie i tre kapitler om Frederik Vad, Socialdemokratiets unge, stridslystne og kontroversielle udlændinge- og integrationsordfører. Portrættet kan læses eller lyttes som en lydfortælling.
Allinge, Bornholm, Danmark
På sidstedagen åbner himlen sig, lader tung regn falde over Folkemødet og skiller syndere fra sønner. Sidstnævnte søger ly i Allinge Kirke.
En af dem er Frederik Vad.
For to årtier siden fandt han vejen ind i sit parti, for ti år siden til sin politiske fløj og for et par år siden til sin kristne tro. For nylig fandt han så forbindelsen mellem sin verdslige og religiøse overbevisning, og i dag tager den unge socialdemokrat to trin ad gangen mod toppen, mod kirkegulvets mægtige prædikestol, som han er inviteret op på i anledning af dagens gudstjeneste.
Betror man Frederik Vad ordets magt, tager han den.
Op stiger talentet i sådan en hast, at han går den forkerte vej rundt om vindeltrappen og ender i en blindgyde. Fra kirkebænken lyder en kollektiv latter på bekostning af den unge politiker. Han må vende rundt, først duknakket og forlegen, så med oprejst pande.
Heldigvis for Frederik Vad er han politisk garvet nok til at vide, at den slags små bump på vejen kan vendes til hans fordel. Sårbarhed kan vække sympati, og den slags er han særligt modtagelig for i disse måneder.
Så han fortsætter ufortrødent.
Sådan kan historien skrives om Frederik Vads opdrift i kirken i dag, og sådan kan den skrives om hans politiske fremdrift i almindelighed.
Om en måneds tid, den 1. september, har Frederik Vad været til stede på denne jord i 30 år. Det seneste halve år har været det suverænt hårdeste for ham.
Hans insisterende attitude har Frihedsbrevet bevidnet det meste af juni. Vi har fulgt Frederik Vad rundt på Folkemødet, i hans valgkreds, på Christiansborg og i hans hjemby, hvor han nu lever med hemmelig adresse.
Vi har talt med ham, hans følgere og fjender for at blive klogere på manden, politikeren og fænomenet Frederik Vad. For at fortælle historien om ham, der siges at være kronprinsens kronsprins i Socialdemokratiet. Ham, som formår at forføre og forfærde i sådan en grad, at han i sin første valgperiode og i en alder af 29 har været årets mest omtalte politiker i Danmark.
Historien om Frederik Vad er historien om en ung, ambitiøs socialdemokrat velsignet med store ambitioner fra sig selv og endnu større forventninger fra omverden. De, der kender ham godt, enten forventer eller frygter, at han en dag bliver statsminister.
Det er historien om en mand, som blev partimedlem, før han blev teenager, og som på én gang repræsenterer partiets fremtid og fortid: Han er “venstreorienteret og borgerlig”, progressiv og nykristen. Som nylig DSU-formand repræsenterer han ungdommens stemme og samtidig en socialdemokratisk arv fra efterkrigstiden.
Derfor handler historien om Frederik Vad også om tidsånden – dette uhåndgribelige fænomen, der aldrig kan faktatjekkes og derfor altid er til forhandling blandt dem, der tør udfordre den.
Det gør Frederik Vad. Med en socialdemokratisk rose i den ene hånd og en bibel i den anden – hans to våben i det han kalder “den nye værdikamp”.
En værdikamp, Vad forsøgte at lancere i sin udskældte Folketingstale en fredag i april, men som blev klemt af en “fodfejl”, han begik, da han lod sine følelser tage over for fornuften. Så meget desto mere oplagt er det at udfolde Vads værdikamp her – dens baggrund, formål, potentiale og faldgruber.
***
For kort tid siden, inden gudstjenesten begyndte, stod Frederik Vad ude i våbenhuset og bød velkommen til tohundrede regnvåde kirkegængere. Gudstjenesten er “økumenisk”, altså arrangeret af flere troende samfund i fællesskab. Derfor havde Vad selskab af repræsentanter fra “alle kirkerne”, som han sagde, mens han kiggede rundt og forsøgte sig med selvironi: “Folkekirken, den katolske kirke, Baptistkirken, Socialdemokratiet…”
Vittigheden blev ikke rigtig samlet op af de højere magter. Præsterne, provsten, biskoppen og den katolske generalvikar havde travlt med at positionere sig korrekt til et gruppefoto. Så varslede kirkeklokkerne, at tiden var inde, og mens de sidste slag blev slået, stillede Frederik Vad sig allerbagerst. Han smilte stort og længe, mens en korthåret kvinde dokumenterede dette usædvanlige sammenrend af missionerende.
To salmer, en velkomstbøn, en katolsk evangelielæsning og en omvej op ad trappen senere står Frederik Vad nu på den ophøjede talerstol og spejder ud i det højloftede kirkerum. Med begge hænder holder han om gelænderet, som om han vil sikre sig, at ingen skal tage stolen fra ham, før han er færdig.
En ældre, lapset herre med pjusket Johannes Møllehave-look tager en monokel frem for at få det hele med.
Frederik Vad er mere folkeligt klædt. Han har trukket en stram mørkeblå blazer over en sort t‑shirt og matchet det med blå jeans og hvide, sortstribede Adidas Superstars. Nogen har udstyret Vad med en beige Britney Spears-mikrofon. Den klistrer til hans kind, langs de nytrimmede skægstubbe. Håret er velfriseret.
Over sine mørke øjne er Vad udstyret med to begsorte øjenbryn så kraftige, at han kan vende stemningen i et rum alene ved at rynke eller løfte dem. Et attribut, han ofte benytter sig af.
I dag er brynene – som så ofte, når Frederik Vad stiller sig op for at tale – rynkede.
Hævet over masserne ser Vad både betuttet og stolt ud. Som en konfirmand, der nyder opmærksomheden på sin store dag og samtidig demonstrerer, at han tager pligten alvorligt. Det gør han vel vidende, at nok har han opført sig pænt i Allinge, men i mange kritikeres øjne har han i den seneste tid ikke hørt til Guds bedste børn.
Det er ellers dem, der er flest af herinde:
Kirkerummet er renset for grådige lobbyister, skamløse ministre, ironiske journalistpraktikanter og andre kåde badutspringere, som ellers dominerer Folkemødet. De har alle forladt festen og taget den med sig hjem til storbyen. Tilbage, denne drivvåde sene lørdag, er de få, der hverken er til salg for opmærksomhed eller stoler blindt på egen storhed. Dem, der tror på selvforglemmelsen og på det danske folk som sådan.
Dén forsamling vil Frederik Vad hellere end gerne forbindes med, og han takkede ja, da kirkens folk betroede ham ansvaret for dette års Folkemøde-prædiken. De har noteret, at han siden sin forfremmelse til udlændinge- og integrationsordfører er begyndt at lufte større tanker, for ikke at sige svadaer, om religion og kultursammenstød.
Og fordi han, med egne ord, i sit privatliv “læner sig ind i troen”. Senere vil det åbenbare sig, at også hans politiske virke bevæger sig i en åndelig retning.
Islamkritisk har han været i årevis. Men at han nu omfavner kristendommen, er nyt. Opsigtsvækkende er den dobbelte hellighed, når man nu er bekendt med, at Vad i månedsvis har forkastet danske, troende muslimer, der tager deres religion med på arbejde. Det samme gør Frederik Vad – og ikke kun i dag. Hans parti, Socialdemokratiet, har alt for længe forsømt sin protestantiske arv, mener han. I kampen for at løfte borgerne har man glemt værdien af “immateriel velstand”. Af åndelig rigdom.
Så meget desto mere rum har han til at profilere sig her på kirkens matrikel. Også derfor har han takket ja til at varetage dagens prædiken. Mere hellig er han heller ikke.
***
Inden han har sagt et ord, har Frederik Vad efterladt et godt forhåndsindtryk af, hvem han er:
Den førstegangsvalgte socialdemokratiske folketingsmand har sindsro og selvsikkerhed nok til at takke ja til at indtage den helligste af alle talerstole – og han er endnu så uerfaren og hungrende, at han i farten glemmer at se sig for. Han er for ambitiøs til at sige nej til det betroede ansvar og for følelsesladet til at håndtere sit ja med samme myndighed, som han stræber efter.
Med andre ord: Han er en mand velsignet med forventninger og bebyrdet med et pres for at leve op til dem – og et temperament, han endnu ikke har lært at tøjle.
Hvad kirkens tilhørere ikke ved, er, at mens Frederik Vad står der på prædikestolen og imiterer en mand beriget af gejst og håb, er han i virkeligheden træt, slidt og tiltagende pessimistisk.
Han har haft en lang weekend i et uendeligt langt forår:
En fredag i april, for kun to måneder siden, tog Fanden ved Frederik Vad i sådan en grad, at han lige siden har betalt aflad i det ene kritiske interview efter det andet. Det skete, da han tog ordet på den helligste talerstol i den profane del af verden – Folketingets.
Vads egentlige hensigt med talen, som han kaldte sin hidtil “vigtigste”, var at adressere en såkaldt “tredje erkendelse” i udlændingepolitikkens udvikling.
Den første erkendelse var, at antallet af indvandrere “betyder noget”, den anden at arbejde og uddannelse er nødvendige krav at stille for at sikre bedre integration og mindre kriminalitet. Tredje erkendelse er så, ifølge Vad, at “arbejde, uddannelse, bolig, turpas til foreningslivet og en pletfri straffeattest ikke er nok alene, hvis man samtidig bruger sin position til at undergrave det danske samfund indefra”.
Med “man” havde Vad bogstavtro, muslimske indvandrere og efterkommere i tankerne.
Erkendelsen er i sig selv hverken ny eller særlig opsigtsvækkende, al den stund at den ikke blev fulgt op med konkrete politiske forslag, og fordi den slags religiøs “undergravning” ér ulovlig.
Men Vad frygter, at undergravningen er et større problem, end danskerne kender til. Fejlen, han begik, var at begrunde sin frygt ved at henvise til en forkert svensk rapport fra Det Svenske Kriminalpræventive Råd.
Vad citerede rapporten for, at “titusindvis af mennesker i klaner og bander og i bestemte etniske miljøer har infiltreret, og jeg citerer: alle væsentlige sektorer i det svenske samfund”.
Pointen skulle tjene som en advarsel fra den anden side af sundet, men Vad fik blandet både tal og titler sammen, og koblingen mellem svensk infiltrering, klaner og etnicitet var ikke helt så klar, som han hævdede.
Det så rodet ud, som han stod der og forsøgte at piske en stemning op med sitrende øjenbryn og statistikker, der ikke alene var svenske, men også forkerte.
Da “fodfejlen”, som han selv kalder den, blev opdaget, måtte Vad beklage den. Igen og igen og igen.
Vads underforståede pointe, at vi i Danmark ikke kender omfanget af problemet, blev forstærket, men ikke på den måde, han havde håbet. Partifæller fra København og især fra Vestegnen var ikke sene til at udnytte fejlen og beskylde ham for at skabe “polarisering og en potentiel racisme” på baggrund af udokumenteret frygt og for at “generalisere” så meget, at talen “skaber splittelse mellem danskere og personer med anden etnisk baggrund end dansk”.
Som partiets viceborgmester i Kolding, Birgitte Grunnet, sagde med henvisning til de svenske rapporter, skulle Frederik Vad hellere “forholde sig til den virkelighed, som vi lever i”.
Ejendommeligt, vil nogen derfor hævde, at det er netop Frederik Vad, denne iltre udlændingeordfører, som skal stå og prædike fred og forsoning i kirken.
I andre afdelinger af den offentlige samtale, noget længere til højre end han kan tåle, omfavnes han som en ny politisk frelser.
De to modstridende reaktioner indikerer, hvorfor Frederik Vad er på én gang tyndslidt og i topform.
Blink blink, åndsfæller
Kirkens folk forventer, at Frederik Vad giver et bud på, hvorfor svaret på gudstjenestens hovedspørgsmål – “Kan tro skabe fred?” – naturligvis er “ja”.
De forventer ikke, at Frederik Vad er kommet for sin egen syndsforladelse. Ej heller at han vil påtage sig politikerens hovmod og prædike sin egen position i Guds hus.
Frederik Vad er da heller ikke kommet for at tale om sig selv. Kun indirekte:
Hovedbudskabet fra Vad er, at troen på fred skal være “nøglen til at fordrive de kræfter i den moderne virkelighed, som forstærker og dyrker forfærdelsen”, over for de enkeltpersoner, der træder forkert. Det kunne være en selvfed entertainer med dårlig dømmekraft. Det kunne også være en følelsesladet politiker med for mange rapporter at holde styr på.
Han lader islam være islam og sine politiske skærmydsler forblive ude i den virkelige verden. Og dog. For fjerde eller femte gang under dette Folkemøde forsøger han sig med en retorisk finte: Helt uden at nævne debatten om sin udokumenterede, men instinktive frygt for islamisk infiltration, trækker Frederik Vad en parallel til en lignende debat, flere måske kan relatere til:
Han refererer til dokumentarfilmen Sexisme i musikbranchen, udgivet af Danmarks Radio i samme uge, som hans prædiken finder sted. Han fremhæver, hvor glædeligt og modigt det er, at uskyldige ofre tør stille sig frem og dele anekdoter og selvoplevede erfaringer for at bringe et underbelyst og sygt kulturproblem frem.
Men – og her kommer det subtile men – Frederik Vad er bekymret for, om dokumentaren nu også lykkes med at komme det strukturelle problem til livs, eller om sagen ender med forfølgelse af enkeltpersoner. Det han beskriver som “den menneskelige foragt og høtyvstrang til at løbe med lemmingerne”.
Den slags ser han udtrykt på sociale medier som Instagram. Fra frelste aktivister har travlt med at vise, hvor langt de selv er i “fremskridtsprocessen” – det er “lemmingerne”, som han siger. Dem, der løber i flok med tidsånden som guide.
Sådan var Frederik Vad selv engang, bekender han. Da MeToo-bevægelsen var spæd, og han selv var formand for partiets ungdomsorganisation, DSU. Dengang sørgede han for at “rydde op”, som han siger fra prædikestolen, og det var han stolt af. Det er han stadig.
Men ikke af måden, han gjorde det på. Oprydningen blev for personfikseret, for udskammende.
Vad og hans medopryddere tabte fokus fra det grundlæggende problem. “Forfærdelsen kan vi alle beruse os i,” fortsætter han. “Måske er det vigtigt, at vi også lærer at pakke høtyvene væk og finde respekt for fredsmålet.”
“Fredsmålet” når vi kun, hvis vi tør forholde os åbent til de problemer, vi ser.
MeToos positive, kollektive forandringer skete kun takket være modige enkeltpersoner, der delte deres personlige anekdoter. Mens sexisme stadig var tabubelagt, og længe inden problemet kunne dokumenteres.
Frederik Vad holder en kunstpause. Han kigger op fra sine talepapirer, løfter de tunge øjenbryn et sekund, som var det for at sige: Blink-blink, åndsfæller, er I med?
Han forlader prædikestolen og finder sin plads på den forreste bænk til højre for alteret.
Om menigheden er med ham, om de godtager hans åndelige, ikke-videnskabelige, indirekte meddelelse, som Kierkegaard ville kalde det, finder vi aldrig ud af. For man klapper ikke i kirken.
Men spansk guitar, det spiller man. Og maracas, åbenbart.
Med fremstrakte arme overtager et kor og orkester fra Pinsekirken gulvet. En mandlig guitarist slår tonen an til et Mumford & Sons-klingende cover af Brorsons salme “Op al den ting som Gud har gjort”. En ung kvinde i smækbukser går til sin forsangertjans, som gjaldt det hendes liv. Det gør det måske også.
En af præsterne tænder levende lys og lader folk vide, at man nu kan rejse sig, stille sig i kø og få en “personlig velsignelse” af lige den præst, man føler for.
Ganske mange rejser sig. Enkelte af dem bliver stående foran deres bænk og nøjes med at gengælde korets fremstrakte arme og ekkoe to verslinjer af Brorsons salme. De gentages igen og igen, så længe der er sjæle at velsigne:
“Halluuuuuuuujah / Guuuuuud er stor / Og himlen svarer / AAAAAMEN”
Ovre på bænken bliver Frederik Vad siddende. Han stirrer ud i luften. Velsigner ingen.
Udenfor venter en bibelkyndig kvinde med en flettet kurv fyldt med Big Ben-karameller. Hun vurderer, at Vads prædiken havde gode elementer, men hun synes nu nok, at han kunne have udvist bedre forståelse for “helligåndens vidtløftighed”.
Det lover han at huske næste gang.
Grænser for Houellebecq-romaner
Hvordan, hvornår og hvorfor er den 29-årige, forhenværende DSU-formand blevet så kritisk over for tidsånden og samtidig så autoritetstro over for helligånden?
Svaret nærmer vi os på Christiansborg i København.
En tidlig eftermiddag i juni indfinder han sig i Vandrehallen for at vise vejen til sit kontor over for Socialdemokratiets gruppeværelse. Vejret er strålende, sommeren er på vej, og Vad trænger til sommerferie som aldrig før. Fire uger, siger han, helst fem, hvis han kan slippe af sted med det.
En sådan udmattelse har han ikke oplevet tidligere. Han trænger til at skjule sig fra offentligheden. Til ikke at skulle bevise sig selv hele tiden.
Men inden da møder han tilfældigvis Morten Messerschmidt, Dansk Folkepartis formand, på Christiansborgs trappe.
“Tak for sidst,” siger Messerschmidt.
“Ja, tak for sidst,” kvitterer Frederik Vad.
Tak for hvad?
“Morten inviterede Rasmus Stoklund og mig på morgenmad på en restaurant i sidste uge. Han skulle vist tjekke, om Socialdemokratiet nu også mente det, jeg havde sagt om den tredje erkendelse,” fortæller Frederik Vad og tilføjer, at det var den bedste omelet, han havde fået i sit liv.
Det lille optrin er en god påmindelse om, hvordan det udlændingepolitiske styrkeforhold mellem de to partier blev vendt på hovedet.
Skredet begyndte i 2017. Dengang var det Socialdemokratiets relativt nytiltrådte formand, Mette Frederiksen, der rakte ud til Kristian Thulesen Dahl, daværende formand for Dansk Folkeparti, som i den valgperiode var det største borgerlige parti.
Fra forgængeren Helle Thorning-Schmidt havde Frederiksen overtaget ledelsen af et Socialdemokrati med en elitær storbyaura, hvorfor hun nu ville bevise sig selv som en folkelig strammer. Hun lod sig offentligt omfavne af Kristian Thulesen Dahl – og trak ham så hårdt ind til sig, at Socialdemokratiet to år senere havde drænet Dansk Folkeparti for så mange indvandrerkritiske stemmer, at Mette Frederiksen kunne sætte sig i Statsministeriet og skubbe de originale strammere langt uden for indflydelse.
Det var også i 2017, at Frederik Vad blev formand for DSU. Han fulgte sin formands eksempel og rakte ud til Dansk Folkepartis ungdomsafdeling.
Han er ikke ked af den strategi, Mette Frederiksen udførte i de år. Hvor partiet befinder sig i dag, føler han sig hjemme. Flere kritikere har spekuleret i, om hans egen udlændingepolitiske retorik er overgjort af strategiske hensyn til partiets ledelse, men til den beskyldning svarer Frederik Vad, at hans holdning absolut er oprigtig, og at han “vil forsvare den til min dødsdag”.
Ingen, der kender Frederik Vad personligt, udfordrer dén påstand; hans erkendelser er ikke nye, siger partifæller og gamle bekendte – det er bare først nu, han deler dem med omverdenen.
Et mangeårigt medlem af Dansk Folkeparti, der har set skriften på væggen, udlægger styrkeforholdet sådan, at Frederik Vad “sammen med sine partifæller Kaare Dybvad og Rasmus Stoklund er blandt de stærkeste DF’ere på Christiansborg lige nu. De forstår at gøre de store værdispørgsmål konkrete og let forståelige”.
Frederik Vad smiler skælmsk og viser det sidste stykke vej ind på sit kontor.
***
Her er et sofaarrangement, mødebord, valgplakater af ældre dato, ikke så meget andet værd at bemærke, bortset fra et whiteboard med efterladte noter fra et møde om netop udlændingepolitikken.
Her står, at Vad skal huske de “blød-røde” temaer. Det kunne eksempelvis være, at bekæmpelsen af social kontrol i muslimske ægteskaber faktisk er en feministisk kamp. Den slags bløde og røde vinkler, som Pia Olsen Dyhr har fokuseret SF’s højredrejning på med succes.
Mon ikke man ud fra tavlen kan tolke, at Socialdemokratiet i dag har overbevist tilpas mange DF’s vælgere om, hvor partiet står? Nu er det snarere storbysocialdemokrater og vælgere længere til venstre, der skal overbevises om værdien af Vads strammerpolitik – altså den slags, som på det seneste har beskyldt Vad for at polarisere, skabe splittelse og opildne til racisme.
En styrkeprøve for Socialdemokratiets young gun?
Vad tager en dyb indånding ved tanken om at skulle formulere flere erkendelser.
Da han fik tildelt partiets udlædningeordførerskab i december 2023, var han ellers fuld af overskud. Med rank rynk beroligede han to af sine forgængere på posten, Rasmus Stoklund og Mattias Tesfaye, om, at den mundfuld skulle han nok klare, han var jo en frisk, ung mand, der skulle ud og markere sig.
Men et halvt år på dén post er lang tid, mærker man på Frederik Vad.
Ikke fordi han er tom for opsigtsvækkende idéer. Tværtimod – han har snarere fået alt for mange af dem.
“Jeg kan godt blive bange for, at jeg er ved at radikalisere mig selv,” siger han, da vi har sat os i sofahjørnet.
De seneste måneder har han læst den ene udlændingepolitiske rapport efter den anden – og han kan dårligt slippe dem igen. Han sluger rapporterne som true crime-fortællinger, hvad de på en måde også er. Kriminalitetsstatistikker og integrationsanalyser fra især Sverige og Frankrig, men også Danmark. Vad begraver sig i papirerne, siger han. Finder sammenhænge, danner mønstre, bliver skræmt.
Frederik Vad nævner adskillige gange, at han kan takke sin kæreste, Signe Kaulberg Jespersen, for at hive ham op af det “kaninhul”, han indimellem falder i. Også hjemme i privaten lader han sig opsluge.
Signe Kaulberg er valgt som forbundssekretær i DSU og har dannet par med Frederik Vad i knap et årti, og hun havde håbet, at Frederik Vad ikke ville blive tilbudt ordførerskabet, fortæller hun senere.
For i modsætning til Morten Messerschmidt ved Signe Kaulberg, at Frederik Vad er optaget af udlændingepolitikken af hele sit hjerte. Så meget, at han indimellem “hyperfokuserer” på de mange tal, statistikker og anekdoter. Indimellem bekymrer hun sig for, om Vad udvikler et “tunnelsyn”.
Af samme grund har Frederik Vad måttet love sin kæreste, at han ikke vil læse flere romaner af Michel Houellebecq. Det gør han ellers gerne i toget mellem det midtsjællandske hjem og Christiansborg, og da vi mødes på hans kontor i juni, er det kun to dage siden, at han færdiggjorde Platform – et af flere værker fra den franske forfatter, der kombinerer en sælsom kritik af kapitalisme, modernitet og religion. Mest af alt islam.
Houellebecqs tykke romaner er da også de bøger, der optager mest plads i forkontorets bogreol.
Foruden seks romaner af franskmanden, finder man her ni bøger af præsten, debattøren og Dansk Folkepartis mangeårige åndelige chefideolog, Søren Krarup. Tre bøger om islam af Karen Jespersen, der blev forvist fra Socialdemokratiet og nu driver bloggen Den Korte Avis. Foruden, blandt andre, syv bøger af og om Bertel Haarder. Romaner af Birgithe Kosovic. Blandede værker om teologi, ytringsfrihed og Gud, blandt andet af Sørine Gotfredsen. Fire værker af Ayaan Hirsi Ali, den muslimske afhopper og nu kritiker.
Senere skal det vise sig, at flere af de omtalte forfattere er mere end almindeligt tæt forbundne med Frederik Vads ideologiske rejse.
Vads brændende Platform
Ligesom Michel Houllebecq lader Frederik Vad sig bevæge af ildevarslende kulturkonflikter. Men i modsætning til Houellebecq udstråler Frederik Vad ikke en tilbageholdende kølighed, når han fortæller om dem.
De store følelser er, som klicheen foreskriver, Frederik Vads velsignelse og forbandelse. Man må forstå dem for at forstå Vads fremdrift.
Det er følelserne, der driver hans værk – men de hænger over ham som et damoklessværd: Lærer han ikke at tøjle dem bedre, bliver de hans politiske død.
En af hans venner hev ham engang til side og sagde: “Frederik, dit største problem er, at du bliver indigneret over alting. Du slider dig selv ned.”
Vad er ikke uenig: “Jeg ved, at det er en udfordring for mig. Jeg ville ønske, at jeg var mindre i mine følelsers vold. De overmander mig,” siger han og understreger dermed, at hans prædiken i Allinge Kirke også var en opsang til sig selv.
Han ved også, at den slags ikke holder i længden for en politiker, der har tænkt sig at stige i graderne. Ikke kun på talerstolen har det voldt ham problemer – men også i partiets gruppeværelse og i forhandlingssituationer.
Det lærte han på den hårde måde, den skæbnesvangre fredag i april. Han lod sine følelser tage over for fornuften, glemte at holde hovedet koldt og blandede to af sine talrige rapporter sammen. Han ved godt, at han fik sagt noget forkert, det har han gentaget over for alle, der har spurgt.
Men hvis det passer, at han mest af alle bebrejder sig selv for misforståelsen, skjuler han det godt:
“Den latterlige fodfejl” blev så taget ud af kontekst og brugt imod ham af “store dele af Instagram-klassen og Dagbladet Information og alle mulige store kanoner på de der medier,” indvender han.
Et folketingsmedlem fra et andet parti har i en sidebemærkning trøstet ham med, at “folk” derude har en “selektiv hyperskepsis” over for den stramme udlændingepolitik, han og Socialdemokratiet fører. Dén påstand købte Frederik Vad på stedet. “Folk” generelt er efter ham og forstørrer hvert eneste fejltrin, fortæller Vad fra sofaen. Som om det var ham, der repræsenterede en forfulgt minoritet.
Frederik Vad ryster på hovedet.
Så rynker han brynene.
“Ved du hvad,” siger han, “de sidste kapitler i Michel Houellebecqs Platform er faktisk meget sigende for, hvad jeg har oplevet den seneste tid.”
Også i fiktionens verden er romanens fortæller, Michel, et offer for mediernes moralisme og “selektive hyperskepsis”:
Som oftest i Houellebecqs værker er hovedpersonen en pessimistisk europæer med lavt selvværd på sin egen kulturs vegne. I Platform hedder han Michel, og sammen med sin partner Valérie driver han et rejsekoncept, der udfordrer en vestlig, frisindet værdi: den frie seksualitet. Dekadence møder kapitalisme og bliver til de facto sexturisme. Britiske, tyske og franske mænd elsker det, thailandske kvinder tjener gode penge, konceptet går strålende, især fordi offentligheden ikke har fået nys om det. Men det har en islamisk terrorgruppe.
I bogens sidste kapitler myrder terroristerne løs på dem, de betragter som fordærvede vesterlændinge.
Michel overlever og opdager til sin fortvivlelse i morgendagens aviser, at “de pæne medier”, som Frederik Vad beskriver dem, vinkler historien på en måde, som retfærdiggør islamisternes harme over de moralsk forkastelige europæere.
Med andre ord: Medierne opfører sig “selektivt hyperskeptisk”, løber med “lemmingerne” og lader islamisterne vinde sympatien – sådan som de gjorde mod Frederik Vads frie kritik, siger han. Og nikker.
Men… Overdriver Frederik Vad ikke den påståede forfølgelse af ham og sit parti?
Den stramme udlændingepolitik har konsensus ikke kun på Christiansborg, men i den brede befolkning. Hvis der er en ordfører i Folketinget, der kan hævde at være i sync med danskerne, må det være Frederik Vad.
“Ja, okay. Der er generelt meget, der bevæger sig i den rigtige retning,” siger han.
Og indvender:
“Men hvorfor har de landsdækkende medier så brugt halvanden måned på at diskutere og kritisere min fodfejl og tonen i debatten i stedet for at undersøge det problem, jeg forsøger at adressere? Jeg er nødt til at læse lokalaviserne, hvis jeg skal oplyses om alle de forbrydelser, visse udlændinge begår her til lands.”
Han tænker lidt over det. Tager noter for sig selv og tilføjer så: “Okay. Jeg skal ikke gøre modstanden større, end den kan bære. Måske er jeg for vred og for harm. For polemisk.”
Tidligere samme dag har han siddet og optalt, hvor mange af de korrupte skurke fra TV 2‑dokumentaren Den Sorte Svane, der er brune i huden. Alene for at bevise en pointe over for Özlem Cekic, tidligere SF’er og en tilbagevendende, muslimsk kritiker af Frederik Vad. I et drilsk tweet adresseret til Vad, hævdede Cekic, at dokumentaren beviste, at også etniske danskere kan undergrave tilliden i velfærdssamfundet. En pointe, der burde give sig selv, men som Vad følte sig kaldet til at reagere på.
Den drilske, indre forfærdelse var på spil igen.
Det var den også, da Vad blev inviteret i Deadline få dage efter sin erkendelsestale.
Her skulle han forholde sig til den kritik, enkelte partikollegaer fra Københavns Vestegn rettede mod ham. En opgave, der burde være ligetil for Vad – ikke alene havde han sit ordførerskab som rygdækning, men også statsministerens utvetydige opbakning.
Kønt blev det ikke, da han lod sin vrede gå ud over værten, Issa Mahmoud Jeppesen. Vad så rødt, mens han selv havde ordet, afbrød sig selv, pegede direkte på værten og sagde:“Hey, du skal ikke afbryde. Du afbryder hele tiden!”
Issa Mahmoud Jeppesen kunne ikke holde et diskret grin tilbage.
“Jeg fortrød det i samme sekund,” siger Frederik Vad fra sin kontorsofa.
Helt fjollet blev det, da Frederik Vad tog sine følelser med i radioen en tidlig morgen i samme uge.
I en sms dagen forinden havde Danmarks Radio bedt Frederik Vad uddybe sin tale i udsendelsen P1 Morgen. Men Frederik Vad ignorerede statsradiofoniens sms’er. Han havde besluttet at boykotte P1 efter et interview i januar, hvor han også havde følt sig uretfærdigt behandlet.
Alligevel kunne han ikke dy sig for at lytte til selve udsendelsen den følgende morgen, og da gik det galt – for P1 havde haft frækheden til også at invitere en kritiker. Og ikke hvilken som helst. Føromtalte Özlem Cekic. Hun mente ikke at have set dokumentation for de danske eksempler på infiltration, Vad havde henvist til i sin tale, og der var ingen til stede i studiet til at modbevise hendes påstand.
Mens Cekic live i æteren klædte Frederik Vad af, stod manden selv i underbukser i sit køkken og mærkede blodet stige til hovedet.
Vad var alene hjemme og begyndte at gå rundt i ring. Forbitret på den moralske kritiker, på det “medløbende” medie og på sin egen afmagt. Den morgen kunne Frederik Vad sagtens have været hovedpersonen i en Houellebecq-roman.
Hvis Signe, kæresten, ikke allerede var taget på arbejde, kunne hendes beroligende hånd på skulderen nok have afhjulpet vreden.
Selv skulle Frederik Vad møde sent på arbejde den formiddag og havde alt, alt for god tid. Han var efterladt med sine egne følelser.
Så greb han sin mobil, boykottede sit boykot og sms’ede til P1’s redaktion, at han gerne ville stilles igennem. Ventetiden varede en time. Klokken var nær ved 9, da Vad endelig blev ringet op af programmets vært.
I de få minutter, interviewet varede, nåede han ikke kun at forsvare sine egne påstande fra talen. Han fik også beskyldt værten Cecilie Lange for at være dårlig til sit arbejde og hele P1 for at være politisk biased og drive mikrofonholderjournalistik. Alt sammen live. Stadig i underbukser.
Så blev klokken 9, morgenfladen nåede vejs ende, og dagen fortsatte. Tilbage i køkkenet sad Frederik Vad og pustede ud.
Senere, da Vad havde fattet sig, ringede han til programmets redaktion igen. Denne gang for at klinke skårene.
Modtageren af opkaldet var redaktionschef Michael Alsen. Han oplevede opkaldet sådan, at Vad “beklagede karakteren af sit udfald”. Alsen værdsatte den “forsonende samtale”, og ifølge DR-chefen gav Frederik Vad udtryk for, at han var “ret presset” i den periode, og at hans tilstand gjorde udslaget.
Da Frederik Vad senere præsenteres for Alsens oplevelse, undsiger han den ikke. Undskylde vil han ikke, “men”, siger han, “sådan noget gør man kun en gang”.
Erkendelserne hober sig op hos Frederik Vad i disse uger.
|
Tak for at læse første kapitel 1 af Vads Velsignelse. Kapitel 2, Arven, kan læses her. Her lærer vi, hvor Frederik Vads temperament og idéer kommer fra, hvilken del af Socialdemokratiets historie, han har ambitioner om at videreføre – og hvilken, han helst så fortrængt, men som stadig forfølger ham. Kapitel 3, Omfavnelsen, kan læses her. I dette kapitel konfronteres Frederik Vad med gamle venner, der afviser ordførerens erkendelsesrejse – mens han bliver omfavnet af nye bekendtskaber fra en helt anden politisk fløj, Vad ellers ikke vil sættes i bås med. |