Jeppe Bentzen

Fingerneglene på Ungarns LGBT+-fællesskab og dets internationale allierede var næppe så lange, som de kunne have været forud for lørdagens omstridte Pride-optog i hovedstadens gader.  Mange har med rette haft dårlige nerver, for optakten var alt andet end bekymringsfri. Helt frem til klokken 14, hvor deltagerne fandt hinanden på Deák Ferenc-torvet, kunne man se syndigt udsmykkede unge mennesker stå og trippe rastløst under den bagende sol og hviske til hinanden:  Ville premierministeren faktisk håndhæve sit varslede forbud af Priden? Var det alvorligt ment, da han så sent som fredag gentog, at de marcherende kunne vente sig bøder og juridiske konsekvenser? Og ville politiet mon forsvare dem mod de tre annoncerede modprotester? Tidligere på måneden snigløb byens progressive borgmester, Gergely Karácsony, premierministerens forbud ved at re-annoncere den ellers forbudte Pride som en kommunal fejring af frihed i bred forstand. Men ville den forklaring gå? Helt frem til startskuddet var arrangørerne i tvivl. Tilsvarende stor var lettelsen derfor, da bekymringerne blev gjort til skamme: De efterfølgende rapporter berettede hverken om bøder eller vold, men om en historisk stor fest i Budapests gader, som mellem 100.000 og 200.000 mennesker fra hele verden havde fundet vej til. Menneskemængdens signalværdi var da også iøjnefaldende, da jeg undervejs sneg mig uden om ruten for at få et bedre udsyn. Jeg krydsede en alternativ bro over Donau-floden til byens bakkede Buda-side, hvor ruten endte, stillede mig op på en klippeskråning til venstre for det berømte kurbad Gellert. Herfra betragtede jeg de forreste geledder nå til rutens ende, hvor en scene og efterfest ventede. Fra min udkigspost på klippen kunne jeg se optoget fortsætte ud i horisonten. Et par kilometer langs vandet, over Elizabeth-broen og videre ind gennem centrum på byens Pest-side. Det imponerende scenarie har fået vestlige medier over én kam til at konkludere, at Pridens succes er et utvetydigt nederlag for Viktor Orbán og hans kristne, illiberale, nationalkonservative projekt. Men da klokken slog 17.00, og Gellert-klippens berømte katolske kirkeklokker begyndte at bimle og bamle, noterede jeg for mig selv, at synet af den langstrakte, tætte menneskemængde i de smalle gader lignede en regnbuefarvet slange, der snoede sig vej gennem Viktor Orbáns paradis.  Og måske var netop det billedet, som premierministeren håbede at fremkalde, da han forbød festen og pirrede fællesskabets frygt?  Spørgsmålet er nemlig ikke, om Priden blev en succes for deltagerne, eller om deres signal var tydeligt. For svaret på begge dele er utvivlsomt ja. Spørgsmålet er snarere, hvem signalet gavner mest.

På en vindblæst parkeringsplads i Valby lader den kommunistiske revolution vente på sig.  Pladsen tilhører en særlig opbragt fraktion af fagforeningen 3F, som har til huse på samme matrikel, og som denne torsdag har rejst en hvid pavillion i anledning af en noget stedmoderlig fejring af “den såkaldte Grundlov”, som man konsekvent beskriver landets forfatning her på pladsen. Klokken 13.00 skulle det anti-elitære symposium truttes i gang af orkesteret Røde Horn, men det ni mand store orkester inklusiv dirigent kommer stadig langsomt dryssende nede fra skuret.  Afmålt tålmodighed er en dyd her på pladsen; man er vant til at vente på, at folket rejser sig. Mens fortroppen venter, handles der lunkne hof, som drikkes af flasken, og flasker med rødvin, som skænkes i fadølsglas.  I mellemtiden kan vi jo nå at notere, hvorfor også Frihedsbrevet har fundet en plads på bænken:  Som vi skrev i kapitel 1 af artikelserien Regeringens kur mod svaghed i ånden, er udtrykket “åndelig oprustning” blevet den politiske verdens nye yndlingsudtryk.  Det opstod i regeringen, har bredt sig til primært borgerlige kredse – men hvad tænker den rødeste del af befolkningen? De faglærte, de organiserede i Socialdemokratiets ældste bagland og de få, der stemmer til venstre for Enhedslisten? Kan de se en fidus i muligheden for endelig at kunne tale et kollektivt, folkeligt fællesskab op og det amerikanske overherredømme ned, som de i årtier har forsøgt?  Selv Radikale Venstre, kommunisternes gamle med-pascifister, har måttet overgive sig til den nye sværmeriske trend. Forleden afholdt partileder Martin Lidegaard en dagskonference med titlen “Vores indre forsvar” hos foreningen Grundtvigsk Forum på Vartov i København.  Så omsiggribende er begrebet blevet, at Kristeligt Dagblad i sidste uge foretog en analyse, der viser, at 48 procent af danskerne er enige i, at Danmark “har brug for en åndelig oprustning”. 16 procent erklærer sig uenige.  Resten svarer hverken eller, og hvis det skyldes uklarhed om, hvad regeringens ønske helt præcist indebærer, forstår man dem godt. Det er nemlig noget fluffy.  Lidt nærmere kom vi en definition tidligere samme morgen, mens pavillonen i Valby blev sat op. I sin grundlovstale på Rødding Højskole i Sønderjylland gentog statsministeren behovet for en vilje til at genfinde “noget, der bor dybt inde i os”. Noget, der skal hjælpe os “som land og som folk”, blandt andet mod “et uacceptabelt pres” fra USA. Det må da være noget for den yderste venstrefløj. Asfalten, vi har indtaget, tilhører en fraktion af fagforeningen 3F, som tæller omtrent 9.000 bygge-, jord- og miljøarbejdere. Tømrere, murere, snedkere, den slags.  Inden jeg cyklede herud, spurgte jeg en bekendt med erfaring fra 3F’s verden, hvad der kendetegner netop denne gruppe organiserede, rent ideologisk:  “Det er så langt ude på venstrefløjen, du kan komme inden for fagbevægelsen,” svarede vedkommende. Og min bekendtes politiske vurdering synes da også umiddelbar troværdig: I midten af bord- og bænkesættene sælger to yngre mennesker ud af en større bunke ternede kufiya-tørklæder i henholdsvis rød og sort; tørklæderne koster 150 kroner og forsvinder forbløffende hurtigt.  De fleste købere har gråt hår og er i forvejen udsmykket med talrige badges, t-shirts med marxistiske revolutionære skikkelser som Che Guevara og andre former for politiske identitetsmarkører. I den mindre subtile, mere krævende ende finder man en aldrende kvinde, som på ryggen af sin postkasserøde regnfrakke har hæftet et stort, firkantet ark fast med fire store sikkerhedsnåle. “EU er verdens 2. største våbeneksportør – også til diktaturlande,” står der på det.  Dagens konferencier hedder Rikke Carlsson, hun er formand for Danmarks Kommunistiske Parti, som altså stadig eksisterer. Hun beværter arrangementet sammen med 3F og Folkebevægelsen mod EU. Mellem to cigaretter går kommunisternes formand op til podiet og beklager sig over, at “det hele handler om oprustning, og det er hele vores velfærd, der går dertil”. Men så er det godt, at vi findes, tilføjer hun og byder velkommen til dagens første taler:

Oprustningen af det danske forsvar er ikke nok. Skal nationen stå imod Putin, Trump og hvem der ellers gemmer sig af fjender, afkræves danskerne også en “åndelig oprustning”, lyder påstanden fra en håndfuld ministre. Hvad skal det nu betyde? Kan staten blande sig i borgernes dannelse? Bør den? Har den gjort det før? I denne serie om åndelig oprustning undersøger Frihedsbrevet omfanget af regeringens nye sjælekamp. I en håndfuld højstemte minutter torsdag morgen i sidste uge lød hun ikke som landets statsminister, men som en kombination af en hærfører og en sjælehyrde for den menighed, der er danskerne.  Fra Folketingets talerstol indledte Mette Frederiksen årets afslutningsdebat ved at liste en række navne på det, der kunne tolkes som fortroppen i den omsiggribende “åndelige oprustning”, som hun og flere af regeringens ministre på det seneste har påkaldt sig: “Mozart, Edith Piaf og Picasso (...) Marie Curie. Kierkegaard. Marx. Darwin. Rousseau, Luther. Og Hannah Arendt,” opremsede statsministeren med tryk på hvert et navn og fortsatte: “Václav Havel, Stefan Zweig og Hartvig Frisch.” Da holdt Frederiksen en kunstpause og spejdede ud over Folketingssalen, som om hun ventede på, at Kierkegaard, Picasso og de andre ville bekræfte deres fremmøde.  Inden da havde statsministeren mindet tilhørerne om, at “den verdensorden, som vores frihed, tryghed og velstand har hvilet på siden Anden Verdenskrig” er “truet”, og at truslen kræver, at danskerne er villige “til at kæmpe for det”. For hvad? For “et stærkt Danmark” og for “et stærkt Europa”, sagde Frederiksen, inden hun med et for hende ganske atypisk akademisk sprog uddybede, at Europa ikke er “et sted”, men “en idé”. I skudlinjen denne dag stod hverken Krim eller Baltikum, men “Anne Frank, Den lille prins, Einstein, Astrid Lindgren, Thomas Mann (...) Tolkien og J. K. Rowling.” ”Europa er vores åndsliv,” understregede Frederiksen klædt i hvidt jakkesæt og gjorde det klart for alle, at talerstolen denne torsdag var besteget af Salon-Mette og ikke Makrel-Mette, hendes anden og mere folkekære persona. Sidstnævntes vanlige Shu-bi-dua-citater og øvrige referencer i gulvhøjde var fejet bort. I stedet bevæbnede hun sig med tungt retorisk skyts fra øverste europæiske hylde: “Kafka, Ursula Von der Leyen, Jacques Delors, Newton og Inge Lehmann,” fortsatte statsministeren. Blev man undervejs forpustet af alle de tunge navne, er man lovligt undskyldt. Det er man også, hvis man sidder med indtrykket af, at netop åndenød var den fornemmelse, statsministeren ville efterlade tilhørerne med.  For de seneste måneder har både hun og flere ministre med varierende elegance forsøgt at formulere, at den “åndelige oprustning faktisk [er] lige så vigtig” som den militære, som statsministeren selv sagde til Kristeligt Dagblad i april. Og hvad betyder det så? Det gav Mattias Tesfaye, Frederiksens partifælle, et bud på allerede i januar. Han var den første til at gnide på lampen:  Den fællespatriotiske ånd forsøgte børne- og undervisningsministeren at fremkalde i et interview i Weekendavisen, hvor han lod sig citere for, at “det er fint med militær oprustning, men hvis ikke der er en tilsvarende åndelig oprustning, så sikrer vi ikke Danmarks, Vestens og Europas suverænitet og sikkerhed”.  Behovet skyldes, uddybede Tesfaye, at danskernes beskyttede tilværelse i ly af “den amerikanske sikkerhedsparaply" siden efterkrigstiden har haft konsekvenser for vores “fædrelandskærlighed” og forståelsen af, “hvem vi er som folk”. Det skal genoptrænes, og det “begynder i skolen”, sagde Tesfaye, og forbandt her den statslige forbindelse mellem kollektivets forsvar og individets dannelse ved at definere folkeskolen som nationens “indre forsvarslinje”.  Samme forbindelse ser hans chef, Mette Frederiksen. I omtalte interview i Kristeligt Dagblad i april var det hverken Ruslands eller Amerikas leder, som statsministerens fremhævede som oprustningens årsag: Hovedskurken var her alle de skærme i folkeskolen og “verdens dygtigste mennesker”, som forsøger at gøre os afhængige af dem. Altså, techgiganterne. I samme interview varslede hun et forbud mod smartphones i folkeskolen. Skurke er der nok af, inde såvel som ude, og når de smukke unge mennesker en dag bliver myndige, venter den nyligt opstrammede værnepligt – og, for flere af dem, tjeneste ved den ydre forsvarslinje. Og skulle enkelte af fremtidens soldater mangle motivation for at ofre sig i tjenesten – eller ligefrem have dristet sig til at reflektere over en personlig af slagsen – er Venstres kirkeminister Morten Dahlin kommet dem til undsætning: “Danske soldater skal kæmpe for kristendommen,” lød rubrikken i et stort interview, Dahlin gav til Berlingske forleden.  Her gav kirkeministeren sit besyv med til definitionen af den åndelige oprustning, for ifølge Dahlin er Frederiksens og Tesfayes fokus på “skolen, dannelsen og litteraturen” ikke tilstrækkelig.  “Bevidstheden om kristendommens værdi mangler vi nu, hvor vi har brug for en dobbelt oprustning af Danmark,” siger Dahlin i interviewet.  Han henviser til en Gallup-rapport om europæernes dalende kampvilje som belæg for, at færre er villige til at “dø for Danmark”. Her kunne man tro, at den liberale minister ville fremhæve ellers hjemmevante begreber om frihed og andre principielle værdier, men nej, vi skal længere ind i sindet. Det er “i kristendommen, troen og den kristne kulturarv, at man finder den kampvilje”, siger Dahlin i Berlingske, hvorefter han selv opsummerer sit bud, som skulle det afleveres på en stentavle: “Og dermed kæmper du selvfølgelig også for kristendommen.”

På et spartansk indrettet kontor midt i Rom, i en snæver sidegade mellem Pantheon og Trevi-fontænen, sidder lederen af en af Europas mest anerkendte udenrigspolitiske tænketanke og taster så eftertrykkeligt på sit hvide tastatur, at lyden runger langt nede ad gangen.  “Buonasera”, siger Nathalie Tocci fra sin sorte kontorstol uden at løfte hverken blik eller finger, “et øjeblik, så er jeg der, bare tag plads ved bordet”. Man kunne også beskrive placeringen sådan, at vi befinder os to kilometer i fugleflugt fra torvet, hvor Cæsar blev snigløbet af Brutus og andre allierede. Og måske ville det være bedst sådan, for ordene, som den 48-årige direktør for Istituto Affari Internazionali sidder og formulerer, handler om netop et fatalt forræderi fra uventet kant: nemlig Amerikas mod Europa og det transatlantiske fællesskab.  Når ordene er blevet til tekster, skal de bringes i den nationale avis La Stampa og engelske The Guardian, bekræfter forfatteren bag fra sin højryggede kontorstol, mens jeg finder mig til rette ved et rundt mødebord i hjørnet.  Her, der og i alskens europæiske medier deler Nathalie Tocci flittigt sit perspektiv på international politik. Særligt spørgsmål, der vedrører europæisk sikkerhed.  Som navnet antyder, er Tocci født i Italien, men hvis hun identificerer sig som europæer, har hun god grund til det: Hun er uddannet i politik, filosofi og økonomi fra universitetet i Oxford og tog sin ph.d. ved London School of Economics.  Hun har siden da forsket og rådgivet ved flere institutioner og desuden fungeret som særlig rådgiver for EU’s udenrigspolitiske chef – fra 2014 for italienske Federica Mogherini og efterfølgende spanske Josep Borrell. I den rolle var Tocci ledende forfatter til EU's stort anlagte “Global Strategy", som blev præsenteret i 2016.  Skulle dét CV give anledning til at tro, at Nathalie Tocci ytrer sig som en mådeholden bureaukrat, skal man tro om:  Det var i netop The Guardian, at jeg tidligere i år noterede mig Nathalie Toccis opsigtsvækkende kritik af den danske regerings såvel som Europas respons til præsident Trumps trusler om at inddrage, eller annektere, Grønland: Europa “fejler”, skrev Tocci, fordi vi tøver med at svare resolut igen, og det kan blive vores nederlag. Danmark såvel som Europa “mangler evnen til at handle”, og det kan blive dyrt for os:  Vi “frygter Trump, og den frygt paralyserer os,” skrev hun velvidende, at man i Danmark såvel som i EU-regi formentlig allerede var i gang med et større diplomatisk arbejde i kulissen.  Men den slags civilisatorisk snilde gavner ikke i mødet med en mand som Trump.: “Trump kan formentlig lugte frygten, og som alle bøller nyder han godt af den og øger indsatsen,” skrev hun og appellerede til, at Mette Frederiksen og hendes kollegaer skruede bissen på: “I stedet for logik er det værd at overveje at svare igen med følelser.” I mødet med Donald Trumps for evigt foranderlige verden bør europæerne generelt, og danskerne i særdeleshed, altså skrue op for de store følelsers modsvar og ned for det kølige, afmålte diplomati.  Håb er ingen strategi, men hævn og vrede kan være et første skridt på vejen, syntes Toccis budskab at lyde i The Guardians spalter.  Den mangeårige sikkerhedsrådgiver læses umiddelbart som en europæer, der har endeligt opgivet på Europas afhængighedsforhold til vores amerikanske allierede, og som ligefrem opfordrer Danmark og ligesindede, Vestlige allierede til at fremskynde bruddet. Det er derfor, jeg har inviteret mig selv forbi for at spørge Tocci, om det kan være sandt.

I den støvede horisont uden for den nybyggede villas vinduer er solen på vej ned – men selvom det tiltagende mørke fremhæver maleriernes pangfarver, må Kristian von Hornsleth både sprælle, pege og tysse for at bevare sit publikums opmærksomhed.  “Hvem er det, der snakker?,” halvråber Hornsleth gennem stuen i den til lejligheden lånte villa med et mønstret vægtapet så gyldent, at man på intet tidspunkt glemmer, at det er Dubai, vi befinder os i.  Nok har respektløshed altid været en dyd i Hornsleths værker, men jo ikke over for kunstneren selv, så hvad ligner det at stå og sludre nede i baren, bare fordi den er gratis?  “Ssssh!” Opgaven tager han alvorligt, for i aften er det kunstneren, der har købt billet for at se publikum, ikke omvendt. Dels af nysgerrig, dels af nød: Sagen er, at Kristian von Hornsleth, den arkitektuddannede provokunstner på 61 år, i årtier har levet af at forarge og forføre befolkningen. Hornsleth, du ved, manden, der “privatiserede” 100 britiske hjemløse og stiftede et anpartsselskab, der udelukkende investerer i våbenaktier. Ham, der med et beskedent antal geder overbeviste en hel afrikansk landsby om at tage Hornsleth som efternavn.  Alt sammen for at “spejle” danskernes påståede vulgære, asociale, narcissistiske og kalorielette tilværelse i en verden, der lider. Det er ham, Hornsleth, som tager alle farverne og den bredeste pensel i brug og signerer hvert et produkt med sit eget navn, med dollar-tegn og det tilkøbte “von” i centrum af det hele. Har kritikere fortalt ham, at hans kunst er usmagelig, har han svaret, at det håber han skam også, at vedkommende synes. For den smag er, hvad Hornsleth mener at have udstillet siden slutningen af 1990'erne: Danskernes magelige og vulgære dårligdomme. Vi har lullet os selv i søvn og glemt at tro på andet end os selv, har den underliggende, men også demonstrativt højlydte pointe fra Hornsleth lydt: Vi er for nihilistiske, for kapitalistiske, for egoistiske og individualiserede. For åndeligt dovne. For amerikanske.  Sådan lød hans mantra op gennem de frie 90'ere, de rige 00'ere og i løbet af de globale 10’ere, hvor Hornsleth, trods manglende anerkendelse fra det kunstneriske parnas, har formået at kommercialisere som få af sine kollegaer. MEN. Dén mand vækker ikke længere den nødvendige opsigt hjemme i Danmark.  Det gør han til gengæld herude, i det golde ørkenlandskab, hvor Hornsleth øjner chancen for at genvinde troværdighed som ham, der spidder og spejler sin samtid med provopop og dårlig samvittighed. Hvad fortæller den erkendelse om den danske folkesjæl? At Hornsleth nu erkender, at det hjemlige marked er mættet af hans provokunst, og at han ser et større potentiale i at sælge sine værker til danskere bosiddende i Dubai – et autoritært islamisk regime uden ytringsfrihed og demokrati, et de facto skattely med påstået geopolitisk neutralitet.  Spørgsmålet har naget mig, siden jeg for et par måneder siden hørte om Hornsleths ambition.  For hvis det er sandt, at værdien af Hornsleths kunst, som kunsthistoriker Jonas Bergstrøm beskriver i coffeetable-bogen SUPER CRASH, er, at den er “konfrontatorisk spejlende”, må man nødvendigvis spørge:  Hvad ser vi i Hornsleths spejl anno 2025? Det er det, jeg har inviteret mig selv med til festen og er rejst til Dubai for at observere.

Efter måneders massiv kritik fra en lang række tidligere medarbejdere kunne Egmont-koncernen konkludere, at arbejdsmiljøet på deres forlag Lindhardt & Ringhof altså er godt, og forlagets direktør, Lars Boesgaard, er stadig er den rette mand til jobbet. Men undersøgelserne møder skarp kritik fra en række navngivne kilder, der nu står frem og fortæller, hvorfor de fravalgte at deltage – hvis de da overhovedet blev inviteret. Egmont-koncernen undersøger bare sig selv, lyder kritikken af “skinundersøgelsen”, hvor man ifølge kilderne ikke kunne være anonym og derfor ikke følte sig tryg. Juraprofessor Mads Bryde Andersen kritiserer advokatundersøgelsen og siger, at hvis nogen spurgte ham, om de skulle deltage i undersøgelsen, ville svaret være “et klokkeklart nej”. Egmont afviser kritikken og siger, at man har valgt “det undersøgelsesformat, som efter vores vurdering har været det mest ordentlige og metodisk rigtige i denne situation”.

Spørgsmålene, de formentlig stiller hinanden nu, er: Hvordan er det gået så galt for det etablerede, politiske Europa? Og hvordan kan tårernes afmagt veksles til vilje, handling og popularitet? 780 kilometer fra München bor en ung mand, som har et bud. Han hedder Anton Jäger, er forsker i populisme på Oxford University, forfatter til den bredt citerede analyse Hyperpolitik, og han regnes af mange for at være en ny, intellektuel stjerne i Europa.

“Alle unge piger var i farezonen. Han lagde an på stort set alle unge kvinder. Der var fri jagt. Han var helt uhæmmet.” Ordene kommer fra en kvinde, der nu står frem og fortæller om sine oplevelser, da hun for mange år siden arbejdede på forlaget Gyldendal.  Den person, hun taler om, hedder Lars Boesgaard og er for tiden en vidt og bredt omtalt forlagsdirektør på Lindhardt & Ringhof. Omtalen skyldes en række vidnesbyrd fra en række medarbejdere på forlaget under Boesgaards ledelse, der beskrives som grænseoverskridende og seksualiseret. Men nu fortæller flere kilder, at problemerne ikke begrænser sig til Boesgaards tid på Lindhardt & Ringhof. Det er nemlig en stil, han har praktiseret, siden han i 00’erne var chef på Gyldendal. En tidligere chef på Lindhardt & Ringhof, Hans Henrik Schwab, står desuden frem og fortæller indgående om de kulturændringer og om de konkrete episoder, han som mangeårig chef oplevede på forlaget, da Egmont købte Lindhardt & Ringhof og siden indsatte Lars Boesgaard som direktør. For at forstå, hvad kulturen på forlaget er skabt af, og hvorfor Boesgaards ledelsesstil har stået på i så mange år, må man over 20 år tilbage i tid. Til en tid, hvor Lindhardt & Ringhof endnu ikke var blevet købt af Egmont, og hvor Lars Boesgaard stadig var chef på Gyldendal. Til en tid, hvor man kunne blive bedt om at sætte sig på chefens skød, og hvor man med fordel kunne lære sig ikke at stå med ryggen til, når chefen gik forbi.

Reportage: Sidst på eftermiddagen sænker februarsolen sig over kongens iskolde København. En kraftig blæst fra vest er på vej, men i indre by kan man finde læ hos det politiske værtshus Toga. Her er særligt hedt i aften, hvor lokalerne er udlånt til en oprømt fraktion af yngre mænd og kvinder fra den danske højrefløj.  Den blå time er over os – i mere end en forstand: På vej i graven er åbenbart 2010’ernes progressive “wokeisme”, og den nåede vel sit højdepunkt som dominerende bevægelse omkring 2020, da Black Lives Matter-demonstrationer spredte sig til flere europæiske hovedstæder — og nu forlyder det, at atter en ny bevægelse vil tage over. Denne gang i en ideologisk set modsat retning.  Fænomenet er af amerikanerne døbt et “vibe shift”. Budbringeren blev præsident Trump, da han under sin indsættelsesceremoni i januar varslede en ny “guldalder” og en “revolution for sund fornuft”, forstået som en afsked med wokeisme og progressive idealer.  Siden har alverdens dagblade og podcasts diskuteret, om revolutionen har hold i virkeligheden. Selv liberale medier som Financial Times og The New York Times behandler nu the vibe shift som et faktum. Danske Weekendavisen har udgivet en håndfuld tekster om samme, og i sidste uge nåede erkendelsen endeligt helt til Zetland, hvor chefredaktør Lea Korsgaard med tilsyneladende afklaret mine gjorde boet op efter woke-bevægelsen: Hvad har vi lært, og hvad bør vi glemme igen, spurgte Korsgaard sine medlemmer.  Andre oplagte spørgsmål er: Hvad følger i stedet? Er Trump og MAGA-bevægelsens vibe shift nået til Danmark – og i så fald: Hvem i den danske befolkning stiller sig forrest i den kommende kulturrevolution?

En lang række tidligere medarbejdere på forlaget Lindhardt & Ringhof fortæller nu om arbejdsmiljøet og kulturen på forlaget, som de kalder seksualiseret, grænseløs og præget af frygt.  12 tidligere medarbejdere og en nuværende forfatter går i rette med ledelsens afvisning af problemerne – og med de 17 forfattere, der offentligt har forsvaret kulturen på forlaget, efter at Frihedsbrevet i sidste uge bragte en artikel om Lindhardt & Ringhof.  Her stod en tidligere medarbejder, Mathilde Friese, frem sammen med en tidligere forfatter, Hassan Preisler, og fortalte om en udpræget grænseoverskridende kultur på forlaget. Lindhardt & Ringhof og deres ejere, Egmont, tager kritikken fra de mange tidligere ansatte alvorligt og gennemfører nu en udvidet trivselsundersøgelse, lyder det i et svar til Frihedsbrevet.

En forhenværende, yngre kvindelig ansat og en kendt mandlig forfatter tilknyttet Lindhardt & Ringhof står nu frem og fortæller, at ledelsen på det hæderkronede forlag ikke alene har accepteret, men også tilskyndet en på flere måder grænseoverskridende kultur.  Den yngre kvinde, Mathilde Friese, fortæller, at ledelsen, som også står i spidsen for forlaget i dag, opfordrede hende til at indgå i intime relationer med forlagets store stjerner. Hun fortæller blandt andet om en grov seksuel krænkelse fra en markant ældre tv-vært, som fandt sted på en sommerhustur, hun blev sendt afsted på – alene. Frieses historie bakkes op af forfatteren Hassan Preisler. Han var selv hos forlaget i mange år og indrømmer nu, at han selv blev “tilbudt” assistance fra yngre kvinder. Tilbud, han tog imod, og i dag skammer sig over. Lindhardt & Ringhof afviser kildernes oplevelser og beskylder dem for at være drevet af hævn. Omtalte tv-vært genkender ikke udlægningen, men undskylder.  

Er der ingen ende på Georgiens lidelser? Det er spørgsmålet i denne uges Fri Tænkning, hvor Frihedsbrevet giver en status på balladen i det bjergrige land.

Da kritikken af Noma var på sit højeste forrige vinter, erobrede René Redzepi dagsordenen ved at vende den negative presse til en opbyggelig nyhed i The New York Times: Ved udgangen af 2024 ville hans “ikke-bæredygtige” restaurant lukke, lød det. Noma skulle gå forrest ad nye, progressive veje.  Forleden annoncerede Noma så, at man igen fra januar 2025 kan nyde alt godt fra havet ved deres nynordiske borde. Det er ikke første gang, at Redzepi & Co. beskyldes for at forføre pressen og sejle under falsk flag. Er det udtryk for kritisabel kynisme – eller effektiv PR?  Med hjælp fra en ilter arbejdskulturkritiker, en brødebetynget amerikansk journalist, en imponeret PR-rådgiver, en skuffet filminstruktør og en saltet aften med tre verdenskvinder på den feterede restaurant tegner Frihedsbrevet et portræt af brandet Noma, som vi kender det.

Denne uges Fri Tænkning byder på et essayistisk gensyn med DAGEN: Det mytologiserede danske dagblad, hvis sølle 41 eksemplarer udgivet i efteråret 2002 fortæller en hel del om, hvem Vesten var, og endnu mere om, hvem vi er i dag. 

Det korte af det lange

I dag stemmer Georgien ikke kun om magten over regeringskontorerne i Tbilisi. Også landets position mellem øst og vest er på spil. Er landet bedst tjent med en fremtid i Putins eller i EU’s skygge?  Georgiens splittelse udstiller et dilemma for Vestens regeringer: Skal de bevise deres nyvundne europæiske patriotisme og sanktionere Georgiens Drøm i knæ for at “redde” den del af befolkningen, der identificerer sig med EU’s værdier? Eller er det nu, Vesten skal vise, at tiden er løbet fra aktivistisk udenrigspolitik og troen på, at det er vores ansvar at sikre såkaldte universelle værdier, hvor end de er efterspurgt? Dilemmafyldt reportage fra oppositionens protest og fra en hjemmebrygget brandert tro mod regeringens ånd.  Tbilisi/Kutaisi, Georgien Nok har det ortodokse ægtepar budt den udsendte vesteuropæer indenfor i deres dunkle og pivkolde hjem midt i hovedstaden – men det betyder ikke, at han er velkommen endnu.  Tilliden skal gæster derfor gøre sig fortjent til. Af landets blodige historie har georgiske patrioter lært at være forbeholdne over for velmenende besøgende fra både øst og vest. Til alle tider har udefrakommende trængt sig på og forsøgt at lukrere på Georgiens kultur og gunstige geografiske placering med skjulte bagtanker.  Historiens gang har gjort det kaukasiske folkefærd på én gang selvbevidst og ængstelig. I privaten såvel som geopolitisk. Derfor skal vi drikke dus, før ægteparret Mikhail og Mariam Zurabishvili på 79 og 72 år indvilliger i at forklare, hvorfor de vælger at overhøre deres naboer i Tbilisis mange protester og i stedet giver deres stemme til regeringspartiet til parlamentsvalget denne lørdag. Til formålet har herren i huset fundet sit lager af orangevin frem fra soveværelset. Vinen er hjemmebrygget på druer hentet fra bjergene omkring os. Vi skåler i vandglas af krystal. Georgiens Drøm hedder regeringspartiet. Provokerende, som navnet fremstår her i hovedstaden især, med partiets autoritære udvikling, taget i betragtning.  Men ikke her i hjemmet. Ligesom Georgiens Drøm appellerer ægteparret til Europa og USA om at blande sig uden om Georgiens skæbne. Selv hvis Georgiens Drøm får magt, som de har agt. De fleste af landets 26 oppositionspartier appellerer om det modsatte: De seneste år, måneder, uger og dage op til lørdagens skæbnesvangre parlamentsvalg har horder af regeringskritiske borgere demonstreret deres selvopfattelse som europæere. Deres håb er, at Bruxelles og Washington vil frelse landet fra Georgiens Drøm, som foretrækker at holde sig gode venner med naboerne mod vest såvel som øst, og derfor tror på en eftergivenhedspolitik over for Putin. Hvorfor? Fordi oppositionen frygter, at Georgien ender som Ukraine, lyder det. Fra støtter af Georgiens Drøm har man kunnet mærke en tilsvarende appel, men med omvendt fortegn: Georgien skal først og fremmest være georgisk, hvorfor det vil være en falliterklæring at tilpasse landet til europæiske standarder og værdier alene for at kunne optages i EU eller NATO.  Dén slags eftergivenhed over for Europa og USA vil risikere at fremprovokere en russisk invasion efter ukrainsk forbillede, hævdes det af Georgiens Drøm. Det er derfor, partiet konsekvent kalder oppositionens største koalition for “Global War Party”. Hvorfor? Man vil ikke ende som Ukraine, lyder argumentet også herfra.  Af samme grund har regeringspartiet dekoreret forbløffende mange gadehjørner med bannere og plakater, der viser forskellen på krig og fred; på det krigshærgede Ukraine og på det endnu relativt fredfyldte Georgien. Vil man stemme for krig eller fred?  Hvis bare svaret var så simpelt, som spørgsmålet påstår: De to ens, men modsatrettede argumenter udstiller ikke alene en intern splittelse i Georgien, men også et dilemma for Vestens regeringer: Skal de bevise deres nyvundne europæiske patriotisme og sanktionere Georgiens Drøm i knæ for at “redde” den del af befolkningen, der identificerer sig med EU’s værdier? Eller er det nu, Vesten skal vise, at tiden er løbet fra aktivistisk udenrigspolitik og troen på, at det er vores ansvar at sikre såkaldte “universelle” værdier, hvor end de er efterspurgt?

Parallelt med konflikten i Gaza pågår i Enhedslistens bagland en spydig skyttegravskrig om partiets position og sympatier. Efter gentagne eksempler på det modsatte slog politisk ordfører Pelle Dragsted i oktober fast, at terrorsympatisører ikke hører til i Enhedslisten.  Gælder det også i Aarhus?

Hvilke idéer forener Europas mest alternative journalister – og hvorfor mødes de i en hollandsk stationsby for at udveksle konspirationer, russiske forbindelser og planer for at sprede oplysningsarbejdet med resten af kontinentet? Det nye pressenetværk “Paresia” vil erstatte den vestlige verdens orden med journalistik. I samme frimodige ånd tillod Frihedsbrevets Jeppe Bentzen sig at tage plads ved bordet og spille medlemmernes allierede – for at blive klogere på, hvem de er, hvor deres tanker kommer fra, og hvordan de har tænkt sig modarbejde det, de ser som “mainstream-mediernes” løgne om blandt andet Putins “militære operation” i Ukraine, om covid-19, ytringsfrihed og censur.

Hvem er landets nytiltrådte ministre, hvilke erfaringer bærer de med sig ind i ministerkontorerne, og hvilke politiske interesser har de tidligere plejet i deres professionelle virke?

Frihedsbrevet danner et overblik over dagens passage gennem Slotsholmens svingdøre.

Køkkenrulleholderens sandhed: Statsministeren har tradition for at forene sit politiske og æstetiske udtryk i en digital persona. Nu er hun tilbage fra sit sommerferieskjul og varsler et stemningsskifte. Hvad kan vi vente os af Frederiksens tredje akt?

Frederik Vad tygger på sit soyasyltede æg, lægger gaflen fra sig på cafébordet og gentager, at han ikke er i tvivl: Det var hans frafaldne partikammerat, han så bidrage til forsøget på at sabotere en samtale, Frederik Vad havde i Trykkefrihedsselskabets telt under den mest dramatiske debat på årets Folkemødet.

Vedkommende var, angiveligt, tidligere socialdemokratisk veninde med muslimsk baggrund, som Vad mødte i DSU for mange år siden. Ifølge ham samarbejdede de to tæt, indtil hun for en håndfuld år siden meldte sig ud af partiet i protest mod den værdipolitiske højredrejning, som Vad i dag legemliggør.

Ægget og gaflen hører til Café Mikkel på Nytorv midt i Slagelse, midt i Vads valgkreds, hvor vi har sat os til frokost. Det er her, vi skal binde en knude på portrættet af Frederik Vad:

I portrættets første kapitel har vi talt om Frederik Vads vækkelse, om hans nye, kristne tro og alle hans store, berusende følelser. Andet kapitel afklarer, hvor og hvem Vad har sit temperament og sine idéer fra. I dette tredje og sidste kapitel skal vi blive klogere på, hvor Frederik Vad er på vej hen. Ideologisk, teologisk og menneskeligt.

Hvem, der står klar til at tage imod ham med åbne arme, og hvem, der peger fingre ad ham.

Til sidstnævnte kategori hører den unge kvinde, som Frederik Vad er overbevist om, at han fik øje på forleden.

Slagelse og omegn er “Socialdemokratiets kerneland”, siger Frederik Vad fra førersædet i sin bil. Her er rigtige arbejdspladser og rigtige problemer. Og et Folketingsmandat, som Vad tilfældigvis råder over og gerne skulle genvinde.

Klokken er knap slået otte, denne mandag morgen efter Folkemødet. Store dele af Christiansborg sover ud efter først et opslidende Europa-Parlamentsvalg og dernæst anstrengelserne i Allinge. Men Socialdemokratiets unge, ambitiøse udlændinge- og integrationsordfører har en ny værdikamp at formulere.

Frederik Vad udnytter sin mødefri mandag til at lodde stemningen i Slagelsekredsen. Vi har ladet jakkerne ligge bag i bilen. Her er varmt. Solen skinner på Slagelse i dag og derfor på Frederik Vad. Han trommer lidt på rattet, indstiller sin radio, sætter kursen mod Skælskør.

På dagsordenen i dag: Møde hos ejerne af et lokalt bryggeri, som helst vil tale om arveskatten (det vil Vad helst ikke tale om), møde hos en chef for en erhvervsskole, som gerne vil have støtte til ordblinde elever (der er ikke meget, Vad hellere vil tale om). Til sidst, i aften, har Frederik Vad tænkt sig at forkæle sine valgkampsfrivillige med en aktivitet af en så provinspopulistisk karakter, at det er nødvendigt at spørge, om valget er strategisk.

Og dagsordenen mellem møderne: At blive klogere på, hvor Frederik Vads store følelser og vidtrækkende idéer, som vi afdækkede i portrættets første kapitel, stammer fra. Vad har lovet at fortælle om sin ideologiske opvækst, om sit noget ømme forhold til Mette Frederiksen. Om sin erkendelsesrejse, der begyndte, da han var ti år, blev intensiveret under Helle Thorning-Schmidts formandsperiode og nu har ført ham et sted hen, der er tættere på Dansk Folkeparti end på både SF og Radikale Venstre.

Og så er vi, skal det vise sig, overhovedet ikke færdige med Michel Houellebecq. De to kulturpessimister har mere til fælles end først antaget.

Dette er første kapitel af Vads Velsignelse: En portrætserie i tre kapitler om Frederik Vad, Socialdemokratiets unge, stridslystne og kontroversielle udlændinge- og integrationsordfører. Portrættet kan læses eller lyttes som en lydfortælling.

Kapitel 1, Vækkelsen, fortæller historien om Frederik Vads nye religiøse vækkelse, om det politiske stormvejr, han har befundet sig i det meste af foråret og om alle de store følelser, han ikke har lært sig at beherske endnu.

På sidstedagen åbner himlen sig, lader tung regn falde over Folkemødet og skiller syndere fra sønner. Sidstnævnte søger ly i Allinge Kirke.

En af dem er Frederik Vad.

For to årtier siden fandt han vejen ind i sit parti, for ti år siden til sin politiske fløj og for et par år siden til sin kristne tro. For nylig fandt han så forbindelsen mellem sin verdslige og religiøse overbevisning, og i dag tager den unge socialdemokrat to trin ad gangen mod toppen, mod kirkegulvets mægtige prædikestol, som han er inviteret op på i anledning af dagens gudstjeneste.

Betror man Frederik Vad ordets magt, tager han den.

Op stiger talentet i sådan en hast, at han går den forkerte vej rundt om vindeltrappen og ender i en blindgyde. Fra kirkebænken lyder en kollektiv latter på bekostning af den unge politiker. Han må vende rundt, først duknakket og forlegen, så med oprejst pande.

Heldigvis for Frederik Vad er han politisk garvet nok til at vide, at den slags små bump på vejen kan vendes til hans fordel. Sårbarhed kan vække sympati, og den slags er han særligt modtagelig for i disse måneder.

Så han fortsætter ufortrødent.

Sådan kan historien skrives om Frederik Vads opdrift i kirken i dag, og sådan kan den skrives om hans politiske fremdrift i almindelighed.

Om en måneds tid, den 1. september, har Frederik Vad været til stede på denne jord i 30 år. Det seneste halve år har været det suverænt hårdeste for ham.

Hans insisterende attitude har Frihedsbrevet bevidnet det meste af juni. Vi har fulgt Frederik Vad rundt på Folkemødet, i hans valgkreds, på Christiansborg og i hans hjemby, hvor han nu lever med hemmelig adresse.

Vi har talt med ham, hans følgere og fjender for at blive klogere på manden, politikeren og fænomenet Frederik Vad. For at fortælle historien om ham, der siges at være kronprinsens kronsprins i Socialdemokratiet. Ham, som formår at forføre og forfærde i sådan en grad, at han i sin første valgperiode og i en alder af 29 har været årets mest omtalte politiker i Danmark.

Historien om Frederik Vad er historien om en ung, ambitiøs socialdemokrat velsignet med store ambitioner fra sig selv og endnu større forventninger fra omverden. De, der kender ham godt, enten forventer eller frygter, at han en dag bliver statsminister.

Det er historien om en mand, som blev partimedlem, før han blev teenager, og som på én gang repræsenterer partiets fremtid og fortid: Han er “venstreorienteret og borgerlig”, progressiv og nykristen. Som nylig DSU-formand repræsenterer han ungdommens stemme og samtidig en socialdemokratisk arv fra efterkrigstiden.

Derfor handler historien om Frederik Vad også om tidsånden – dette uhåndgribelige fænomen, der aldrig kan faktatjekkes og derfor altid er til forhandling blandt dem, der tør udfordre den.

Det gør Frederik Vad. Med en socialdemokratisk rose i den ene hånd og en bibel i den anden – hans to våben i det han kalder “den nye værdikamp”.

En værdikamp, Vad forsøgte at lancere i sin udskældte Folketingstale en fredag i april, men som blev klemt af en “fodfejl”, han begik, da han lod sine følelser tage over for fornuften. Så meget desto mere oplagt er det at udfolde Vads værdikamp her – dens baggrund, formål, potentiale og faldgruber.

Da hun endelig ankom til Allinge med et døgn forsinkelse, var det en sjældent set sårbar Mette Frederiksen, folket mødte. Statsministeren var personligt ramt af overfaldet på Kultorvet og politisk kvæstet af forrige uges brutale resultater ved Europa-Parlamentsvalget. I krogene hørte man flertallet hviske: Hvordan mon hun håndterer denne dobbelte krise?

Er Europa faktisk døende, som præsident Macron hævder, eller er der grund til optimisme for det sårbare kontinent? Hvad har to års de facto krigsdeltagelse gjort ved Europas selvforståelse? Og er det med god grund, at det ikke er Ukrainekrigen, men krigen i Gaza, der mobiliserer flest unge europæere til at gå på gaden? Et oplagt sted at søge svar på de spørgsmål er ude i den østtyske provins, hvor den før så romantiske forfatter, 36-årige Simon Strauss, er flyttet ud på et gammelt landsted for at genopbygge sit tabte ideal om Europa med sine egne hænder og med hjælp fra de allierede, der måtte komme forbi.

Hjulene på bussen fører os gennem tunnelens mørke, op på broen og videre ud i lyset. Inden vi er helt fremme ved dagens Palæstina-demonstration i Malmø, stikker fem veninder hovederne sammen, tværs over midtergangen:

“Skal vi lige styrke vores sprog, inden vi er fremme?” spørger den ene. “Hvis der er nogen, der spørger, hvorfor vi gør det her”.

“Ja,” siger en anden. “Hvorfor er det nu, vi også protesterer mod Eurovision?”

Femkløveret tænker sig om. De er klædt i mørkt, praktisk tøj og, ligesom resten af bussen, Palæstina-symboler.

At sangkonkurrencen ikke har forbudt Israel at deltage endnu, er bussens åndelige brændstof, forklarer den mest selvsikre af de fem veninder:

Som nation skal Israel isoleres fuldstændig, og derfor også fra den kulturpolitiske arena, som Eurovision er. Ellers fremstår Israel som et legitimt land, lyder argumentet. Eurovision udelukkede Rusland efter invasionen af Ukraine, det kan altså lade sig gøre at afvise krigsførende nationer, så hvorfor skal Israel fredes?

Argumentet er købt af resten af gruppen. To af de andre begynder i stedet at diskutere, om der var noget om, at den israelske deltagers sang skulle være af større politisk karakter, end Eurovision tillader. De googler og opdager, at sangens titel, “October Rain,” og dens oprindelige lyrik blev krævet ændret, fordi budskabet indirekte kommenterede Hamas’ terrorangreb på Israel den 7. oktober. Nu hedder sangen “Hurricane” og efterlader større rum til fortolkning.

Dog ikke ifølge de fem veninder.

“Ej okay,” siger den ene, da hun har fundet sangteksten på sin telefon: “Er det stadig bare én lang metafor eller hvad?”

Veninderne lader telefonen gå på runde og griner af sangens symbolik; den er for tyk.

Hvordan de pro-palæstinensiske demonstranter selv kommunikerer, er i mellemtiden Frihedsbrevets begrundelse for at snige sig ombord på bussen.

I månedsvis har Palæstina-flag, tørklæder og bannere domineret gaderne i landets største byer, båret af en smal, men konsistent og stadig voksende forsamling, for hvem “retfærdighed for Palæstina” og et internationalt “boykot af Israel” er det vigtigste i verden.

Så vigtig, at palæstinensernes fred og frihed tilsyneladende trumfer alt andet – og bør gøre det for alle andre også.

Ukrainekrigen, klimakamp, ligestillingspolitik, LGBT+-rettigheder, diplomati og akademisk frihed. Og, selvfølgelig, det israelske folk.

Et interessant rationale af mange årsager – ikke mindst fordi det omfavnes af den progressive, intersektionelle del af den danske venstrefløj, fra hvilken majoriteten af palæstina-aktivisterne udspringer. “Ingen er frie, før alle er frie,” lyder deres typiske mantra, som i årevis har været anvendt af alt fra klimaaktivister til minoritetsforkæmpere – og nu pro-palæstinensere. Problemerne er forbundne, vi skal forstå dem i en kompleks sammenhæng, det kræver tålmodighed og gensidig solidaritet.

Men som Palæstina-demonstrationerne er vokset i omfang og styrke, er det, som om mantraet har fået sit eget hierarki: Først skal Palæstina være frit, resten kan vi diskutere på den anden side.

At det er tilfældet, viser tre begivenheder fra den forgangne uge, som jeg i embeds medfør har deltaget i for at blive klogere på bevægelsens selvopfattelse:

Først søndagens demonstrationer “i anledning af Danmarks Befrielse” den 5. maj, hvor den danske modstandskamp mod nazisterne blev taget til indtægt for at gå “med i ånden”. En lignende herskerteknik udspillede sig dagen efter, til mandagens aktion på Københavns Universitets samfundsvidenskabelige campus, hvor en større samling af nuværende og tidligere studerende ved middagstid tog ejerskab over en græsplæne ved at slå to snes telte op. Her har de tænkt sig at blive liggende, til universitetet “tager ansvar i denne sag, hvor det ikke er muligt at forholde sig apolitisk,” som det lød i en pressemeddelelse fra Studerende mod Besættelsen.

Palæstinas frihed trumfer universitetets. Samme gør sig gældende for sangerinden SABA, årets danske repræsentant ved Eurovision i Malmø, som optræder ved semifinalen samme aften – ugens tredje Gaza-begivenhed.

Trods indledende tøven har SABA valgt at deltage i sangkonkurrencen. En beslutning, hun begrunder med alt muligt andet end en stillingtagen til Gaza-krigen, men som af kritikere anklages for at være netop det: Ved ikke at boykotte Eurovision, gøres SABA medansvarlig for “Israels krigsforbrydelser,” som der står i et åbent brev til sangerinden.

Brevet er delt på Instagram-profilen @stopannekteringen, der tilhører busturens medarrangør, nemlig International Forums Palæstinagruppe. SABA har ellers udtrykt sympati med demonstrationerne og med kravet om våbenhvile i Gaza; hun har for nylig fået tatoveret en fredsdue på armen.

SABA har desuden rationaliseret sin beslutning om at deltage alligevel med, at hendes identitet sikrer en vis mangfoldighed i showet, som ellers vil være fraværende; at hun er dansker adopteret fra Etiopien, at hun er queer og at hun åbent deler sin erfaring med psykiske udfordringer. Men det er langt fra nok; der er “ingen undskyldning for ikke at tage ansvar”. Brevet bruger SABAs identitet imod hende – “netop” fordi hun er, hvem hun er, bør hun “nægte at deltage i en folkefest side om side med en stat, der begår folkedrab” af palæstinenserne, “der er ofre for racismens yderste konsekvens”.

SABA blev taget i forsvar af den danske, prisvindende og oftest iltre digter Amina Elmi. “I skal lade SABA være i fred,” skrev hun som kommentar til brevet. “Det her offentlige pres og udskamning er over grænsen”.

Man ved, at kritikken er kras, når Amina Elmi beder folk om at falde ned.

De hårde ord føltes da også, fortalte SABA selv i TV 2-podcasten Dato tidligere på ugen, som om hun i Israel-Palæstina-konflikten “bekender kulør alene ved at deltage,” og som om “at alt andet, jeg har bidraget til, eller den måde, jeg har støttet på, ikke eksisterer. Som om det ikke kan eksistere sammen med min deltagelse”.

Gaza trumfer igen. Hverken institutioner eller kunstnere kan tilsyneladende undsige sig fra at alliere sig, hverken neutralitet, tavshed eller nuancer anerkendes som andet end et medansvar i det, de konsekvent betegner som “et folkemord”. Hvorfor er det sådan?