Dette er første kapitel af Blekingegadens Akademi: En artikelserie i tre dele om den åndelige genfødsel af den berygtede danske bande som i revolutionens navn plyndrede Danmark i to årtier og sendte pengene til en terrorgruppe i Mellemøsten – en praksis, som i forlængelse af Gaza-konflikten nu studeres af en ny generation.
Artiklen kan også lyttes som en lydfortælling. Undervejs finder du desuden udvalgte, længere klip med skjulte optagelser fra Torkil Lauesens oplæg, som kan lyttes særskilt.
Amsterdam, klokken 21.00
Meningen var, at Torkil Lauesens masterclass i lavpraktisk voldsromantik skulle vare to timer, men nu er der gået fire, og den historiske danske forbryder ligner ikke en mand, der har tænkt sig at forlade gerningsstedet frivilligt.
Ikke nu, hvor spotlyset endelig er tændt igen, og slet ikke her, hvor chefideologen fra Blekingegadebanden er meget mere end et fortidslevn: Herinde, i denne højloftede, hvidmalede sal med tykke, blå søjler, er Torkil Lauesen et forbillede for en ny generation af aktivister, der idoliserer bandens handlekraft.
Dagens lære er, hvordan fortiden forbindes til nutiden, hvordan Torkil Lauesen forbinder Vietnamkrigen med den aktuelle Gaza-krig og med den anti-imperialistiske bevægelse som sådan.
Pensum består af Lauesens praktiske erfaring med at plyndre sit eget land og smugle penge og våben videre til den palæstinensiske terrorgruppe kaldet Folkefronten til Palæstinas Befrielse i håbet om, at netop de ville føre an i kommunistisk verdensrevolution. PFLP, som terrorgruppens navn forkortes, findes stadig og markerede sig senest ved at deltage i Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober 2023.
Det er med afsæt i den historie, at Torkil Lauesen for et øjeblik siden løftede blikket, spejdede ud over de unge aktivister og opfordrede dem til at spørge hinanden: “Fører vores praksis os videre på rette vej?” Kan vi gøre mere eller andet for at “støtte palæstinenserne direkte”?
Den moralske opsang, han er blevet bedt om at give, leverer han i et langsommeligt men intenst toneleje uden udsving, siddende på en firkantet scene dækket af et stort, persisk tæppe. Med et rød-hvid-ternet partisanertørklæde hvilende som et sjal over skuldrene, let foroverbøjet ryg, spredte ben, én hånd i lommen og den anden konstant gestikulerende ud i luften.
Og det unge publikum i Amsterdam sidder da også som hypnotiserede, mens den 73-årige storkriminelle faderfigur rokker langsomt frem og tilbage i stolen og messer sin forberedte lekture.
I den civile verden lever Torkil Lauesen et stille liv langt væk fra offentligheden, men i den åndelige er han mere aktuel, end han har været i mange år. Den nye generation af villige aktivister er nemlig kommet for at blive klogere på, hvordan de bedst imiterer Torkil Lauesens idéer, strategier og handlinger. For i både deres og i Blekingegadebandens verden er “Palæstina Vietnam samme kamp” (sic), som et andet medlem af banden, Jan Weimann, engang graffitimalede på en sjællandsk motorvejsbro.
Netop de to politiske generationers gensidige spejling er årsagen til, at også Frihedsbrevet har fundet en stol blandt publikum. For hvordan skulle vi ellers kunne indlede vores nye artikelserie om den berygtede, og for mange glemte, Blekingegadebandes åndelige genfødsel?
Københavns Lufthavn, klokken 09.30
Tidligere samme formiddag sidder Torkil Lauesen i Københavns Lufthavn på en bænk og venter på at boarde EasyJet-flyet mod Amsterdam. Det er mandag i slutningen af juni, sommerens feriemylder er til at mærke, og Torkil Lauesen har i god tid fundet lufthavnens mest afsides afdeling, hvor han har rullet sin kuffert gennem gatens priority boarding.
Den laborantuddannede mand fra Korsør er klædt i tilforladelige lyse chinos og et par blå gummisko af den praktiske slags med støttende såler, som man ofte ser på aldrende mænds fødder. På overkroppen er Lauesen mere beredvilligt klædt i en armygrøn skjorte og sort læderjakke. I hånden holder han et udprintet dokument, der ser ud til at være hans flybillet.
Som han sidder der på bænken og venter, ser den kostskoleuddannede mand ganske gennemsnitlig ud. Måske er det hensigten. Den danske offentlighed har ikke set meget til ham de seneste tre årtier, og heller ikke en eneste af de øvrige passagerer ser ud til at genkende ham eller hans karakteristiske korte, gråhvide frisure.
Hvad ville Torkil Lauesen mon stille op, hvis en nysgerrig, ferieramt dansker prikkede ham på skuldrene og spurgte, om han ikke er manden, som engang lænkede og kneblede en otteårig pige i kælderen, hvor hendes bedstefar, en bankdirektør, boede – og truede med at slå både pigen og bedstemoderen ihjel, hvis ikke direktøren låste en udvalgt bankboks op?
Det var netop Lauesen, der strammede grebet, sagde den samme pige senere, da hun som 17-årig blev spurgt, om hun kunne genkende gerningsmanden.
Det skete, efter banden blev afsløret i 1989. Lauesen og de andre blev sigtet i sagen, men sigtelserne frafaldt senere. Man havde ikke beviser nok. Faktisk var det kun en brøkdel af bandens gerninger, som myndighederne kunne dokumentere, da de blev dømt i 1991. Lauesen selv blev dømt ti års afsoning og blev løsladt efter godt fire.
Heller ikke bandens mest kendte forbrydelse blev opklaret, drabet på den 22-årige politibetjent Jesper Egtved Hansen, der blev skudt af en passager i bandens flugtbil under det sidste, skæbnesvangre millionkup i Købmagergade. En af passagererne var Lauesen, flankeret af tre bandekammerater, som siden da har dækket over hinanden, hvorfor drabsofferet aldrig har fundet sin morder.
Så mange oplagte spørgsmål er der at stille Torkil Lauesen, men det sker ikke, for den gamle røver er rask på benene, idet stewardessen åbner for sluserne. Han tager lange skridt ud på landingsbanen, og måske er det, fordi han i store dele af sit voksenliv har vænnet sig til at blive skygget, at han straks skjuler sig bag sorte solbriller i køen til flyets trappe.
Ombord finder Torkil Lauesen sin vinduesplads på sjette række. Så snart flyet er lettet, fisker han en større stak papirer op fra en taske og læner sig væk fra midtergangens nysgerrige øjne. Med en gul overstregningstusch giver han sig til at fremhæve udvalgte passager i den tætskrevne tekst.
Mon det er talepapir til aftenens masterclass, hvor Lauesen ifølge den interne invitation vil undervise i “mulighederne for revolutionært forandring i dag”?
Den slags er Torkil Lauesen nemlig stadig hvirvlet ind i. Ikke kun i Amsterdam, men også hjemme i Danmark. I fjor kunne Ekstra Bladet via Civilstyrelsen fortælle, at Torkil Lauesen “spiller en nøglerolle” i de omfattende pro-palæstinensiske demonstrationer på dansk jord, som arrangeres af organisationen Internationalt Forum. En særlig omdiskuteret organisation, som i deres butik på Nørrebro i København sælger merchandise til støtte for PFLP – altså den samme organisation, som Blekingegadebanden arbejdede for i Torkil Lauesens unge dage.
Plantage Dok, Amsterdam, klokken 16.45
Syv timer senere sidder Torkil Lauesen ved et brunt træbord og slubrer klar suppe fra et hvidt kaffekrus. Aftenens moderator sidder ved hans side, klokken nærmer sig 17, der er få minutter til showtime. I mellemtiden er Lauesen trukket i en grå bluse og sit ternede tørklædesjal. Ternenes farver matcher Dannebrog, men det er næppe hensigten.
Det var ikke svært at finde Plantage Dok, som aftenens venue hedder. På et stort banner ude foran indgangen stod Gaza-bevægelsens mantra – “FROM THE RIVER TO THE SEA” – og ved siden af hang to flag, det palæstinensiske og regnbueflaget, som i andres øjne menes at være gensidigt modstridende, men som her blafrer i samme retning. Også ved indgangsbordet, hvor en transmand giver en varm velkomst til en kvinde i limegrøn hijab.
Sådan er Plantage Dok, siger den hjemmevante bartender, mens hun knapper en Fritz Cola op: Helliget fredelige, inkluderede arrangementer. I aften går overskuddet fra baren til en forening for palæstinensiske landbrug i Gaza og på Vestbredden, tilføjer hun. Det samme gør overskuddet fra aftenens senere fundraisingmiddag, hvilket må generere et fornuftigt afkast, eftersom måltidet består af pasta med kikærter.
En håndfuld frivillige kokke er allerede i gang i det smalle køkken. En af dem, en yngre mand i cremehvid bluse uden ærmer og med neongrønne briller i panden, sliber sine store knive så myndigt, at det lyder som en advarsel om, at man får som fortjent, hvis man ikke donerer nok.
Som kokkene står der, mast sammen bag gryder så rummelige, at de skal kunne mætte hundrede maver, fuldendes indtrykket af, at vi befinder os i en ombygget spejderhytte: Bordene ligner hjemmesnedkereret, massivt træ og væggene er plastret til med politiske dessiner, citater og slogans, og så er der selvfølgelig det faktum, at majoriteten af de tilstedeværende bærer enslignende ternede tørklæder.
Keffiyeh, som partisanertørklædet rigtigt hedder, er de fremmødtes foretrukne fysiske markering af at høre til. At være en del af den store, fælles sag, den såkaldte anti-imperialistiske revolution, som forener de fremmødte på tværs af generationer eller øvrige minoritetsforhold, der måtte adskille dem.
Skal man alligevel finde grænsen for den bløde sameksistens, kan man passende bladre i de flyers, der er lagt frem af aftenens arrangører. De ligger på bordet mellem transmanden og den hijabbærende kvinde og opsummerer på hver sin måde, hvad bevægelsen drejer sig om:
Den ene flyer beskriver en seks dage lang protest mod samme uges NATO-topmøde i Haag få timer fra caféen. Eller mod “krigsmaskinen bygget på kolonial vold,” hvis “eksistens skal bekæmpes helhjertet,” som der står om NATO.
Flyer nummer to går hårdere til stålet med en utvetydig kritik af dem, der måtte have misforstået, hvad Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober 2023 handlede om: Det var nemlig ikke et bestialsk terrorangreb med 1.200 mord på civile israelere til følge, som “mainstreamedierne påstår”, men i stedet en sejr for “vores frihedskæmpere, som dalede fra himlen for at befri vores palæstinensiske fanger, bevæbnet med martyrernes ånd”.
Datoen 7. oktober 2023 markerer ifølge flyeren “begyndelsen på enden for zionismen”, hvor en befolkningsgruppe “gjorde, hvad de fandt nødvendigt”. Og det skal de have tak for, lyder budskabet:
For “i lighed med tidligere kampe som Vietnamkrigen” har den 7. oktober “aktiveret en global vækkelse”.
Hvis du vil læse hele artiklen, skal du være medlem af Frihedsbrevet.
Lige nu: Bliv medlem til en valgfri pris
Få hele historien, og bestem selv, hvad du vil betale for Frihedsbrevet de første to måneder. Det kan koste alt fra 0 kr. til 129 kr. Men skynd dig – tilbuddet gælder kun i en kort periode.
Vælg din pris her
