Flemming Rose

I denne uges Fri Tænkning ser jeg nærmere på meningsmålinger i Rusland. Der er ikke mange uafhængige institutter tilbage, som spørger russerne, hvad de mener om dette eller hint, og de, der fortsat insisterer på deres uafhængighed, bliver ofte udsat for kritik, ikke mindst af de russere, der er gået i eksil som følge af deres holdning til krigen i Ukraine eller de tiltagende autoritære tendenser. Systemkritikerne kan ikke forstå, at et flertal af befolkningen ifølge meningsmålinger mener, at det går den rette vej, og er derfor af den opfattelse, at der må være noget galt med meningsmålingerne. Den kritik har en førende meningsmåler svaret på, og han fremsætter også den kontroversielle betragtning, at der socialpsykologisk ikke er den store forskel på meningsdannelsen i et diktatur og et demokrati. Kan man stole på russiske meningsmålinger? Det er ikke et trivielt spørgsmål, eftersom mange af de forestillinger, der driver vores syn på Rusland, hænger sammen med, hvordan vi besvarer det spørgsmål, og om vi vælger at affeje dem som tankespind og propaganda. Denis Volkov, direktør for meningsmålingsinstituttet Levada Center, er af den opfattelse, at det kan man godt – på visse betingelser, og dem gør han rede for i et nyligt essay, hvor han svarer på noget af den kritik, centrets målinger er blevet udsat for siden den russiske invasion af Ukraine og etableringen af en stadigt smallere meningskorridor i Rusland med risiko for lange fængselsstraffe, hvis man siger de forkerte ting på det forkerte tidspunkt. Levada Center betragtes som det eneste tilbageværende uafhængige meningsmålingsinstitut blandt de store aktører på markedet. Det har siden 2016 haft status af fremmed agent, hvilket lægger begrænsninger på dets virke, og centret modtager ingen offentlig støtte.

I denne uges Fri Tænkning ser jeg på to ting. For det første: Hvad ligger der egentlig bag USA's stop for våbenleverancer til Ukraine? Og for det andet: Hvilke scenarier tegner der sig for Ukraine, når krigen er slut?  I den forbindelse er det værd at notere, at stadig flere iagttagere er af den opfattelse, at krigen kommer til at fortsætte en rum tid endnu, med mindre der sker noget, som ingen har kunnet forudse. I den forgangne uge vakte det forbløffelse og bestyrtelse, at Trump-regeringen ifølge flere amerikanske medier har indstillet sine våbenleverancer til Ukraine. Et par dage senere viste det sig, at stoppet ikke alene gælder Ukraine, men også andre lande, som USA har leveret krudt og kugler til.  Initiativet kom bag både på den ukrainske regering, USA's allierede i Europa og på nogle af Ukraines støtter i Kongressen i Washington. Det amerikanske forsvarsministerium har endnu ikke givet en udtømmende forklaring, men hvis man har fulgt med i, hvad der er blevet sagt af amerikanske politikere og militærfolk de seneste par år, og hvis man sammenholder det med, hvad der er sket ude i verden, siden Trump kom til magten, så burde Pentagons beslutning ikke være kommet bag på nogen. Den vestlige offentlighed har imidlertid gennem længere tid bildt sig ind, at våben og ammunition er noget, der ligesom penge i velfærdsstaten vokser på træerne, og per definition findes i ubegrænsede mængder, og at udsigten til tomme våbenlagre er et problem, der alene gælder Rusland. Sådan forholder det sig selvfølgelig ikke, og det er netop det faktum, amerikanske militærfolk og enkelte politikere gennem længere tid har forsøgt at henlede europæernes og ukrainernes opmærksomhed på.

Hvad kan Ringenes Herre fortælle os om filosofi? Den tyske forfatter Wolfram Eilenberger er en af vor tids ypperste formidlere af filosofi, og hans prisvindende trilogi om det 20. århundredes filosofi er netop udkommet på dansk. Et projekt, han kalder filosofiens Ringenes Herre. Men er filosofi stadig relevant i en verden præget af AI og digitale platforme? Det spørger Flemming Rose forfatteren om i denne uges Fri Tænkning.

Tro det eller ej, men i de første otte år som Ruslands præsident insisterede Vladimir Putin ufravigeligt på sit lands europæiske rødder og fremtid. Faktisk helt frem til 2022 og den russiske invasion af Ukraine, hvor der sker et radikalt skifte i den officielle russiske diskurs. Men hvorfor? Og hvad siger det om den russiske selvforståelse? Det har professor Paul Robinson, der er tidligere efterretningsofficer i den britiske hær, et ret godt bud på.

Til denne uges Fri Tænkning har Flemming Rose læst den schweizisk-italienske forfatter Giuliano da Empolis fascinerende og tankevækkende essay Rovdyrenes tid, der udkom på dansk i den forgangne uge.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den politiske filosof Jason Brennan, forfatter til bogen Against Democracy. Brennan er til daglig professor på Georgetown University i Washington D.C., hvor han forsker i grænseområdet mellem filosofi, statskundskab og økonomi med fokus på etisk ledelse og demokratisk teori. Han er også chefredaktør for fagtidsskriftet Philosophy and Public Affairs og forfatter til en lang række bøger. Vi talte om, hvad der er galt med demokratiet, om der findes alternativer, og om hvorfor politisk engagement har det med at få det værste frem i folk og gøre dem dumme, ulykkelige og vrede.  Det er en udbredt opfattelse, at der bør være respekt for politisk engagement i et demokrati; at det er beundringsværdigt at engagere sig lidenskabeligt i politik i et demokrati for at realisere det, man tror på; at vi med ærefrygt bør hylde vores demokratiske styreform. Ifølge Jason Brennan ser virkeligheden anderledes ud. Med henvisning til et hav af studier og eksperimenter i politisk psykologi konkluderer han, at politisk deltagelse i et demokrati underminerer gensidig respekt og hensyntagen. Demokratisk politik får os ofte til at hade hinanden, selv når der ikke er grund til det.  Og endnu værre: Den konflikt mellem dem og os, som præger demokratisk politik, tager vi med os ind på andre områder i samfundet, for eksempel i forbindelse med rekruttering af medarbejdere, hvor studier i USA viser, at demokratiske chefer foretrækker demokratiske medarbejdere i en situation, hvor en jobansøger med republikansk baggrund er klart bedre kvalificeret, og omvendt. I et demokrati som det amerikanske får politiske debatter om trivielle spørgsmål ligeledes ofte et apokalyptisk skær, selv om det ikke drejer sig om eksistentielle anliggender eller om den fundamentale indretning af samfundet: Skal marginalskatten hæves eller sænkes med tre procent? Skal der afsættes fem procent færre eller flere penge til uddannelsessektoren? Det strides politikerne og deres vælgere om, som om jorden er ved at gå under. Jason Brennan mener, at der er tre grunde til, at politik gør os til situationsbestemte fjender. For det første, fordi politiske beslutninger altid omfatter et begrænset antal muligheder; for det andet, fordi politiske beslutninger er monopolistiske; alle tvinges til at acceptere den samme løsning, og for det tredje, fordi politiske beslutninger i sidste ende påtvinges borgerne ufrivilligt og om nødvendigt med magt.  For at illustrere sin pointe spørger Brennan, hvordan det ville være, hvis vi som borgere skulle afholde demokratiske afstemninger om, hvilken pizza vi skal købe, eller hvilken popstjerne vi skal lytte til. Derfor mener Brennan, at vi skal overlade så få anliggender som muligt til det politiske system.

I denne uge forsøger jeg at efterprøve en påstand om, at vi i krigen i Ukraine ikke kommer nogen vegne, uden at der lægges pres på Putin – militært og økonomisk. Umiddelbart lyder det logisk, men findes der konkrete eksempler, og hvad indikerer de?  Jeg begyndte afvigte uge med at tænde for P1 Morgen og fangede en snert af Radioavisen, hvor en såkaldt ekspert forklarede lytterne, at præsident Trump efter sidste weekends russiske angreb på Ukraine måske er ved at indse det, som alle andre, der gennem de forgangne tre år har beskæftiget sig med krigen, har sagt hele tiden, nemlig at man uden pres på Putin ingen vegne kommer. Før vi ser nærmere på det udsagn, følger her lidt baggrund om Trump og den aktuelle situation omkring Ukraine. Det, den nævnte ekspert henviste til, var, at Trump i et af sine mange humørskift havde erklæret, at den russiske præsident var blevet vanvittig, fordi russerne havde eskaleret deres angreb på ukrainsk infrastruktur, hvor 12 mennesker blev dræbt, og dagen efter fulgte Trump op med en advarsel til Putin om, at denne legede med ilden, og at han ikke ville afvise nye sanktioner mod Rusland.  Det endte med, at Trump gav Putin en frist på to uger til at demonstrere sin vilje til forhandlinger og fred, noget han har gjort to gange før, hvilket indikerer, at Trump ikke er særlig systematisk, og at der i hans inderkreds findes diametralt modsatte holdninger til, hvordan man skal håndtere krigen i Ukraine – som the Clash synger: “Should I stay, or should I go?”   For godt en måned siden havde Trump efter lignende russiske angreb på den ukrainske hovedstad Kyiv på sociale medier bedt Putin om at stoppe og få lukket en fredsaftale. Derpå havde de to præsidenter en to timer lang telefonsamtale, som de begge kommenterede positivt, og Trumps efterfølgende udtalelser indikerer, at han accepterede Putins tilgang, nemlig at Rusland og Ukraine skal blive enige om en fredsaftale, altså betingelserne for fred, før krigshandlingerne bliver indstillet, mens Ukraine og de europæiske lande kræver en betingelsesløs våbenhvile først og derpå videre snak om en fredsaftale.  Ifølge Moskva ønsker man en bindende fredsaftale først, fordi man i tilfælde af en betingelsesløs våbenhvile ikke tror på, at man kan få Ukraine og Vesten til at acceptere sine krav til det, som Kreml ser som en varig løsning på konflikten: Permanent ukrainsk neutralitet, reetablering af rettigheder for de russisktalende i Ukraine og for den ukrainske ortodokse kirke samt et loft for, hvor stor en hær og hvilke våben, Ukraine må have. Endelig kræver Rusland, at ukrainske tropper forlader de fire regioner, som Rusland annekterede i efteråret 2022, hvoraf man kun kontrollerer omkring 75-80 procent. De krav kan næppe realiseres uden et ukrainsk kollaps på slagmarken eller et regimeskifte i Kyiv, der indebærer en radikal ændring i Ukraines udenrigs- og sikkerhedspolitiske orientering og en anden samfundsmodel. Kreml er af den opfattelse, at man kan nå sine mål på slagmarken, men siger, at man foretrækker en forhandlingsløsning, hvor man får sine krav opfyldt.  Europæerne har som nævnt sammen med Ukraine argumenteret for en betingelsesløs våbenhvile. Den 11. maj skrev Frankrigs præsident Emmanuel Macron således på sine sociale medier:  ”Der kan ikke være forhandlinger, mens våbnene taler. Der kan ikke være nogen dialog på samme tid, som civile bliver bombet. Der er brug for en våbenhvile, så forhandlinger kan begynde.” Det lyder smukt og rigtigt, men har ingen basis i den historiske erfaring. Krigsførende parter fortsætter som regel med at slås, når de sætter sig til forhandlingsbordet, for ingen ved jo, hvordan forhandlingerne ender, og hvis man under forhandlingerne kan styrke sin position på slagmarken, smitter det selvfølgelig af på ens muligheder ved forhandlingsbordet. Macron burde fra sit eget lands krigshistorie vide, at en betingelsesløs våbenhvile hører til sjældenhederne. Tag for eksempel afslutningen på Første Verdenskrig, hvor Tyskland i november 1918 henvendte sig til USA's præsident Woodrow Wilson med ønske om en våbenhvile. De allierede svarede tyskerne, at det var de parate til, men kun på en række betingelser, som afspejlede situationen på slagmarken, nemlig at den tyske hær var slidt op. Så da tyskerne mødte op i en togvogn i en skov nord for Paris for at forhandle med Macrons landsmand, en marskal ved navn Ferdinand Foch, blev de præsenteret for en lang liste af betingelser, som de var nødt til at sige ja til. Rækken af eksempler fra det 20. århundrede på, at kamphandlinger fortsætter, mens man forhandler, er lang. Den omfatter den sovjetisk-afghanske krig i 1980’erne, to krige med USA's deltagelse, nemlig først Korea-krigen og dernæst Vietnam-krigen, og endnu en krig, hvor Macrons Frankrig var indblandet, nemlig konflikten mellem den franske centralmagt og oprørsbevægelsen i Algeriet, hvor der også blev bombet og skudt, mens man førte forhandlinger. Derfor er der i princippet ingen modsætning mellem på den ene side at opfordre til forhandlinger og føre forhandlinger og på den anden at fortsætte sine bombardementer, selvom det modsatte også kan være tilfældet.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den finske psykiater Jaakko Seikkula, der er aktuel med bogen 'Hvorfor Dialoger Helbreder – hvad gør dialoger enestående og succesfulde i vanskelige kriser?' Seikkula er professor i psykoterapi ved Jyväskylä Universitet og en internationalt anerkendt familieterapeut og forsker.  Fra 1981 til 1998 var han chefpsykolog ved Keropudas Hospital i Tornio i det vestlige Lapland tæt på polarcirklen, hvor han udviklede en ny behandlingsmetode, som han kalder åben dialog.  Det er en psykoterapeutisk metode, der med udgangspunkt i øjeblikket fokuserer på relationer mellem patienter, behandlere og omgangskredse i behandlingen af mennesker i krise eller med en psykisk lidelse. Resultaterne har været så positive og vedvarende, at metoden nu praktiseres over det meste af verden, selvom den endnu ikke er blevet en del af den etablerede psykiatri.  Jaakko Seikkula er udover den aktuelle bog forfatter til to andre bøger på dansk, 'Åben Dialog og Netværkssamarbejde' fra 2008 og 'Åben Dialog i Relationel Praksis' fra 2014, som blev til i samarbejde med en norsk kollega.

De seneste par uger har 80-året for afslutningen på Anden Verdenskrig fyldt meget i den globale offentlighed. Donald Trump har flere gange gjort opmærksom på, at det var USA, der vandt krigen, mens Xi Jinping og Vladimir Putin har fremhævet deres landes bidrag til sejren over fascismen i Europa og Asien.  Den slags er ikke nyt. Parterne er også uenige om, hvornår krigen begyndte. For USA begyndte den, da Japan i december 1941 angreb Pearl Harbor, mens den ifølge den russiske fortælling blev indledt i juni 1941, da Hitler invaderede Sovjetunionen. Kineserne var længe af den opfattelse, at Anden Verdenskrig tog sin begyndelse med den kinesisk-japanske krig i 1937, men har i den officielle udlægning nu flyttet startskuddet til den japanske besættelse af Manchuriet i 1931, mens europæerne betragter nazisternes invasion af Polen i 1939 som krigens begyndelse.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med forfatteren til en bog, som Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, ikke bryder sig om. Den ukrainske præsidents uvilje mod bogen er så stærk, at han har indført sanktioner mod forfatteren, og bogen er så sprængfarlig, at intet forlag i Ukraine tør udgive den. Titlen er Jokeren: Den sande historie om Volodymyr Zelenskyjs vej til magten, og forfatterens navn er Konstantin Bondarenko.  Den 56-årige Bondarenko stammer fra det centrale Ukraine. Han er uddannet historiker med speciale i nationalistiske organisationer, heriblandt Den Ukrainske Oprørshær (UPA) i tiden fra Første Verdenskrig og til og med Anden Verdenskrig. Bondarenko har været strategisk rådgiver for en bred vifte af ukrainske politikere på tværs af det politiske spektrum – heriblandt den vestligt orienterede tidligere præsident Viktor Jusjtjenko og dennes daværende premierminister Julia Timosjenko samt parlamentsformand og den senere provestlige premierminister Arsenij Jatsenjuk. Han har også samarbejdet med Leonid Kutjma, der var præsident i årene 1994-2004. Bondarenko har skrevet flere bøger om Kutjma og betragter ham som den mest effektive ukrainske præsident, siden Ukraine i 1991 fik sin uafhængighed, fordi han på den ene side lagde fundamentet til en markedsøkonomi og på den anden førte en udenrigspolitik, der bevidst balancerede mellem øst og vest, mens efterfølgende præsidenter bragte Ukraine ud af balance ved at gå for meget i den ene eller anden retning. Endelig sad Bondarenko i den forhenværende præsident Viktor Janukovitjs Råd for Humanitære Anliggender. Janukovitj blev afsat i 2014 ved et oprør og havde sin magtbase i det østlige Ukraine.