Flemming Rose

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den politiske filosof Jason Brennan, forfatter til bogen Against Democracy. Brennan er til daglig professor på Georgetown University i Washington D.C., hvor han forsker i grænseområdet mellem filosofi, statskundskab og økonomi med fokus på etisk ledelse og demokratisk teori. Han er også chefredaktør for fagtidsskriftet Philosophy and Public Affairs og forfatter til en lang række bøger. Vi talte om, hvad der er galt med demokratiet, om der findes alternativer, og om hvorfor politisk engagement har det med at få det værste frem i folk og gøre dem dumme, ulykkelige og vrede.  Det er en udbredt opfattelse, at der bør være respekt for politisk engagement i et demokrati; at det er beundringsværdigt at engagere sig lidenskabeligt i politik i et demokrati for at realisere det, man tror på; at vi med ærefrygt bør hylde vores demokratiske styreform. Ifølge Jason Brennan ser virkeligheden anderledes ud. Med henvisning til et hav af studier og eksperimenter i politisk psykologi konkluderer han, at politisk deltagelse i et demokrati underminerer gensidig respekt og hensyntagen. Demokratisk politik får os ofte til at hade hinanden, selv når der ikke er grund til det.  Og endnu værre: Den konflikt mellem dem og os, som præger demokratisk politik, tager vi med os ind på andre områder i samfundet, for eksempel i forbindelse med rekruttering af medarbejdere, hvor studier i USA viser, at demokratiske chefer foretrækker demokratiske medarbejdere i en situation, hvor en jobansøger med republikansk baggrund er klart bedre kvalificeret, og omvendt. I et demokrati som det amerikanske får politiske debatter om trivielle spørgsmål ligeledes ofte et apokalyptisk skær, selv om det ikke drejer sig om eksistentielle anliggender eller om den fundamentale indretning af samfundet: Skal marginalskatten hæves eller sænkes med tre procent? Skal der afsættes fem procent færre eller flere penge til uddannelsessektoren? Det strides politikerne og deres vælgere om, som om jorden er ved at gå under. Jason Brennan mener, at der er tre grunde til, at politik gør os til situationsbestemte fjender. For det første, fordi politiske beslutninger altid omfatter et begrænset antal muligheder; for det andet, fordi politiske beslutninger er monopolistiske; alle tvinges til at acceptere den samme løsning, og for det tredje, fordi politiske beslutninger i sidste ende påtvinges borgerne ufrivilligt og om nødvendigt med magt.  For at illustrere sin pointe spørger Brennan, hvordan det ville være, hvis vi som borgere skulle afholde demokratiske afstemninger om, hvilken pizza vi skal købe, eller hvilken popstjerne vi skal lytte til. Derfor mener Brennan, at vi skal overlade så få anliggender som muligt til det politiske system.

I denne uge forsøger jeg at efterprøve en påstand om, at vi i krigen i Ukraine ikke kommer nogen vegne, uden at der lægges pres på Putin – militært og økonomisk. Umiddelbart lyder det logisk, men findes der konkrete eksempler, og hvad indikerer de?  Jeg begyndte afvigte uge med at tænde for P1 Morgen og fangede en snert af Radioavisen, hvor en såkaldt ekspert forklarede lytterne, at præsident Trump efter sidste weekends russiske angreb på Ukraine måske er ved at indse det, som alle andre, der gennem de forgangne tre år har beskæftiget sig med krigen, har sagt hele tiden, nemlig at man uden pres på Putin ingen vegne kommer. Før vi ser nærmere på det udsagn, følger her lidt baggrund om Trump og den aktuelle situation omkring Ukraine. Det, den nævnte ekspert henviste til, var, at Trump i et af sine mange humørskift havde erklæret, at den russiske præsident var blevet vanvittig, fordi russerne havde eskaleret deres angreb på ukrainsk infrastruktur, hvor 12 mennesker blev dræbt, og dagen efter fulgte Trump op med en advarsel til Putin om, at denne legede med ilden, og at han ikke ville afvise nye sanktioner mod Rusland.  Det endte med, at Trump gav Putin en frist på to uger til at demonstrere sin vilje til forhandlinger og fred, noget han har gjort to gange før, hvilket indikerer, at Trump ikke er særlig systematisk, og at der i hans inderkreds findes diametralt modsatte holdninger til, hvordan man skal håndtere krigen i Ukraine – som the Clash synger: “Should I stay, or should I go?”   For godt en måned siden havde Trump efter lignende russiske angreb på den ukrainske hovedstad Kyiv på sociale medier bedt Putin om at stoppe og få lukket en fredsaftale. Derpå havde de to præsidenter en to timer lang telefonsamtale, som de begge kommenterede positivt, og Trumps efterfølgende udtalelser indikerer, at han accepterede Putins tilgang, nemlig at Rusland og Ukraine skal blive enige om en fredsaftale, altså betingelserne for fred, før krigshandlingerne bliver indstillet, mens Ukraine og de europæiske lande kræver en betingelsesløs våbenhvile først og derpå videre snak om en fredsaftale.  Ifølge Moskva ønsker man en bindende fredsaftale først, fordi man i tilfælde af en betingelsesløs våbenhvile ikke tror på, at man kan få Ukraine og Vesten til at acceptere sine krav til det, som Kreml ser som en varig løsning på konflikten: Permanent ukrainsk neutralitet, reetablering af rettigheder for de russisktalende i Ukraine og for den ukrainske ortodokse kirke samt et loft for, hvor stor en hær og hvilke våben, Ukraine må have. Endelig kræver Rusland, at ukrainske tropper forlader de fire regioner, som Rusland annekterede i efteråret 2022, hvoraf man kun kontrollerer omkring 75-80 procent. De krav kan næppe realiseres uden et ukrainsk kollaps på slagmarken eller et regimeskifte i Kyiv, der indebærer en radikal ændring i Ukraines udenrigs- og sikkerhedspolitiske orientering og en anden samfundsmodel. Kreml er af den opfattelse, at man kan nå sine mål på slagmarken, men siger, at man foretrækker en forhandlingsløsning, hvor man får sine krav opfyldt.  Europæerne har som nævnt sammen med Ukraine argumenteret for en betingelsesløs våbenhvile. Den 11. maj skrev Frankrigs præsident Emmanuel Macron således på sine sociale medier:  ”Der kan ikke være forhandlinger, mens våbnene taler. Der kan ikke være nogen dialog på samme tid, som civile bliver bombet. Der er brug for en våbenhvile, så forhandlinger kan begynde.” Det lyder smukt og rigtigt, men har ingen basis i den historiske erfaring. Krigsførende parter fortsætter som regel med at slås, når de sætter sig til forhandlingsbordet, for ingen ved jo, hvordan forhandlingerne ender, og hvis man under forhandlingerne kan styrke sin position på slagmarken, smitter det selvfølgelig af på ens muligheder ved forhandlingsbordet. Macron burde fra sit eget lands krigshistorie vide, at en betingelsesløs våbenhvile hører til sjældenhederne. Tag for eksempel afslutningen på Første Verdenskrig, hvor Tyskland i november 1918 henvendte sig til USA's præsident Woodrow Wilson med ønske om en våbenhvile. De allierede svarede tyskerne, at det var de parate til, men kun på en række betingelser, som afspejlede situationen på slagmarken, nemlig at den tyske hær var slidt op. Så da tyskerne mødte op i en togvogn i en skov nord for Paris for at forhandle med Macrons landsmand, en marskal ved navn Ferdinand Foch, blev de præsenteret for en lang liste af betingelser, som de var nødt til at sige ja til. Rækken af eksempler fra det 20. århundrede på, at kamphandlinger fortsætter, mens man forhandler, er lang. Den omfatter den sovjetisk-afghanske krig i 1980’erne, to krige med USA's deltagelse, nemlig først Korea-krigen og dernæst Vietnam-krigen, og endnu en krig, hvor Macrons Frankrig var indblandet, nemlig konflikten mellem den franske centralmagt og oprørsbevægelsen i Algeriet, hvor der også blev bombet og skudt, mens man førte forhandlinger. Derfor er der i princippet ingen modsætning mellem på den ene side at opfordre til forhandlinger og føre forhandlinger og på den anden at fortsætte sine bombardementer, selvom det modsatte også kan være tilfældet.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den finske psykiater Jaakko Seikkula, der er aktuel med bogen 'Hvorfor Dialoger Helbreder – hvad gør dialoger enestående og succesfulde i vanskelige kriser?' Seikkula er professor i psykoterapi ved Jyväskylä Universitet og en internationalt anerkendt familieterapeut og forsker.  Fra 1981 til 1998 var han chefpsykolog ved Keropudas Hospital i Tornio i det vestlige Lapland tæt på polarcirklen, hvor han udviklede en ny behandlingsmetode, som han kalder åben dialog.  Det er en psykoterapeutisk metode, der med udgangspunkt i øjeblikket fokuserer på relationer mellem patienter, behandlere og omgangskredse i behandlingen af mennesker i krise eller med en psykisk lidelse. Resultaterne har været så positive og vedvarende, at metoden nu praktiseres over det meste af verden, selvom den endnu ikke er blevet en del af den etablerede psykiatri.  Jaakko Seikkula er udover den aktuelle bog forfatter til to andre bøger på dansk, 'Åben Dialog og Netværkssamarbejde' fra 2008 og 'Åben Dialog i Relationel Praksis' fra 2014, som blev til i samarbejde med en norsk kollega.

De seneste par uger har 80-året for afslutningen på Anden Verdenskrig fyldt meget i den globale offentlighed. Donald Trump har flere gange gjort opmærksom på, at det var USA, der vandt krigen, mens Xi Jinping og Vladimir Putin har fremhævet deres landes bidrag til sejren over fascismen i Europa og Asien.  Den slags er ikke nyt. Parterne er også uenige om, hvornår krigen begyndte. For USA begyndte den, da Japan i december 1941 angreb Pearl Harbor, mens den ifølge den russiske fortælling blev indledt i juni 1941, da Hitler invaderede Sovjetunionen. Kineserne var længe af den opfattelse, at Anden Verdenskrig tog sin begyndelse med den kinesisk-japanske krig i 1937, men har i den officielle udlægning nu flyttet startskuddet til den japanske besættelse af Manchuriet i 1931, mens europæerne betragter nazisternes invasion af Polen i 1939 som krigens begyndelse.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med forfatteren til en bog, som Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, ikke bryder sig om. Den ukrainske præsidents uvilje mod bogen er så stærk, at han har indført sanktioner mod forfatteren, og bogen er så sprængfarlig, at intet forlag i Ukraine tør udgive den. Titlen er Jokeren: Den sande historie om Volodymyr Zelenskyjs vej til magten, og forfatterens navn er Konstantin Bondarenko.  Den 56-årige Bondarenko stammer fra det centrale Ukraine. Han er uddannet historiker med speciale i nationalistiske organisationer, heriblandt Den Ukrainske Oprørshær (UPA) i tiden fra Første Verdenskrig og til og med Anden Verdenskrig. Bondarenko har været strategisk rådgiver for en bred vifte af ukrainske politikere på tværs af det politiske spektrum – heriblandt den vestligt orienterede tidligere præsident Viktor Jusjtjenko og dennes daværende premierminister Julia Timosjenko samt parlamentsformand og den senere provestlige premierminister Arsenij Jatsenjuk. Han har også samarbejdet med Leonid Kutjma, der var præsident i årene 1994-2004. Bondarenko har skrevet flere bøger om Kutjma og betragter ham som den mest effektive ukrainske præsident, siden Ukraine i 1991 fik sin uafhængighed, fordi han på den ene side lagde fundamentet til en markedsøkonomi og på den anden førte en udenrigspolitik, der bevidst balancerede mellem øst og vest, mens efterfølgende præsidenter bragte Ukraine ud af balance ved at gå for meget i den ene eller anden retning. Endelig sad Bondarenko i den forhenværende præsident Viktor Janukovitjs Råd for Humanitære Anliggender. Janukovitj blev afsat i 2014 ved et oprør og havde sin magtbase i det østlige Ukraine. 

Lad os begynde med et paradoks: Donald Trump og hans tilhængere i det republikanske parti samt traditionelle venstreorienterede, der er optaget af social og økonomisk ulighed, har de seneste ti år kritiseret den identitetspolitiske woke-bølge sønder og sammen, men netop, som denne bølge er ved at aftage, er præsident Trump med sin politik måske i færd med at bane vej for den næste woke-bølge.     Det mener Musa al-Gharbi, professor i sociologi ved Stony Brook University og  forfatter til en rasende interessant ny bog med titlen We Have Never Been Woke og undertitlen The Cultural Contradictions of a New Elite. Titlens “vi” henviser til den tredjedel af den amerikanske befolkning, der ifølge al-Gharbi kan beskrives som “symbol-kapitalister”, altså dem, der er ansat i den såkaldte vidensøkonomi, og som han som universitetsprofessor selv tilhører. Det gælder folk inden for en lang række fag og brancher: Akademikere, journalister, kunstnere, ansatte i IT-branchen, reklamefolk og folk i PR-branchen, kommunikationsfolk, jurister og advokater, ingeniører, ansatte i underholdningsindustrien, konsulent- og forlagsbranchen, lærere og undervisere, ansatte inden for HR og administration, læger og psykiatere, arkitekter og designere, offentligt ansatte, ngo’er og lignende. Al-Gharbi siger: ”Hvis min teori holder, så vil den næste woke-bølge, lige som de tre foregående, blive drevet af to faktorer: Overproduktion af eliter og forarmelse af den brede befolkning. I sin bestræbelse på at bekæmpe wokeness kan Trump med sin politik ende med at bane vejen for en ny woke-bølge.”  Han tilføjer: ”Trump-administrationen er i gang med at fjerne en masse af de symbolske kapitalisters jobs, og man går også til angreb på mange af de institutioner, der normalt ansætter os, og dermed skaber Trump fundamentet for overproduktionen af eliter og således opfyldelsen af den første forudsætning for en ny woke-bølge. Og i det omfang, at Trumps toldafgifter og andre beslutninger fører til en økonomisk ustabilitet, der sætter gang i en recession, kan det føre til en bredere folkelig forarmelse og dermed opfyldelsen af den anden forudsætning for en ny woke-bølge. Det vil jeg holde øje med.”

I debatten om krigens gang i Ukraine findes der et populært argument for, at det slet ikke står så skidt til på slagmarken for Ukraine, som sortseerne påstår, og at Rusland på ingen måde er på vej til at vinde krigen. Argumentet lyder:  Fronten er stort set stillestående, altså er der tale om en stillingskrig, hvor ingen af parterne ser ud til at få et afgørende overtag. Videre gør fortalerne for dette argument opmærksom på, at Rusland i dag kontrollerer en mindre del af ukrainsk territorium end i begyndelsen af krigen, så i det store billede er det absurd at påstå, at russerne har fat i den lange ende.  Læg hertil, siger forfægtere af dette synspunkt, at Rusland har lidt gigantiske tab både i menneskeliv, antal sårede og militært isenkram. Moskva, lyder det, har svært ved at erstatte disse tab, så hvis Ukraine holder ud længe nok, så vil man med Vestens hjælp kunne vinde krigen. Holder den analyse? Ikke hvis man konsulterer Alex Vershinin, oberstløjtnant i den amerikanske hær med ti års erfaring ved fronten i Irak og Afghanistan. Han er knyttet til den britiske tænketank Royal United Services Institute (RUSI) med særlig ekspertise i industri-kapacitet og indkøb af materiel og teknologi til nationale forsvar med henblik på at realisere sikkerhedsstrategier. Vershinin har siden krigens start i en række artikler forsøgt at råbe vestlige regeringer op. Ifølge Vershinin er den første del af den anførte argumentation irrelevant for krigens gang; altså spørgsmålet om, hvor stor en del af Ukraine den russiske hær kontrollerer, mens den andel del, nemlig påstanden om, at omfanget af de russiske tab skulle være gigantisk sammenholdt med de ukrainske, sandsynligvis er en sandhed med modifikationer. Sandsynligvis, fordi ingen af de krigsførende parter har offentliggjort deres virkelige tabstal, det er en velbevaret statshemmelighed og en del af informationskrigen, men der findes både på den russiske og ukrainske side uafhængige kilder, der indsamler data, som også bliver analyseret af vestlige iagttagere.  Før vi ser nærmere på Vershinins forklaring på, hvorfor man i Ukraine skal være forsigtig med at vurdere krigens gang ved at fokusere på, hvor meget territorium parterne kontrollerer, og vurdere de sandsynlige tabstal, kaster vi et blik på den bredere baggrund for Vershinins tilgang til moderne krig.

I begyndelsen af 2020 mødtes Mark Medish med en lille gruppe kollegaer fra den politiske verden i Washington, rådgivere, advokater og folk med udenrigs- og sikkerhedspolitisk erfaring. Den direkte anledning var pandemien, og hvordan den i et valgår kunne påvirke institutioner og politiske beslutninger i USA. Flere af deltagerne havde været vant til at lave risikoanalyser af lande ude i verden, mens deres eget land, USA, altid havde været risikofrit. Det havde ændret sig. Gruppen mødtes flere gange og begyndte at gennemspille scenarier for, hvad der kunne gå galt, og et af dem lignede det drama, der udspillede sig den 6. januar 2021 ved Kongressen i Washington, hvor det i forbindelse med godkendelsen af Donald Trumps valgnederlag til Joe Biden kom til voldelige sammenstød. Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med Mark Medish om det, han beskriver som USA's igangværende forfatningskrise, og som han selv og hans kollegaer de seneste fem år har beskrevet og analyseret i en række essays, seminarer og debatter med fokus på ukonventionelle trusler mod Amerikas politiske orden. Medish har 30 års erfaring fra de politiske inderkredse i Washington. Han er registreret demokrat, og under præsident Bill Clinton i 1990’erne sad han på topposter i Det Hvide Hus og finansministeriet. Siden da har han arbejdet som international advokat og med strategisk rådgivning over det meste af verden, og han har også en fortid som vicepræsident for tænketanken Carnegie i den amerikanske hovedstad. Endelig er han medstifter af foreningen Keep Our Republic, der bedriver folkeoplysning om den amerikanske models fundament og retsstaten.

For 10-15 år siden var jeg til et middagsselskab med en højtstående dansk embedsmand. Det meste af aftenen blev der snakket udenrigspolitik, og på et tidspunkt henledte jeg embedsmandens opmærksomhed på det stadigt tættere forhold mellem Kina og Rusland, som nu også omfattede fælles militærøvelser ude i Fjernøsten. Måske, spurgte jeg, er det på tide at følge den udvikling tættere, måske bliver det et problem for os i Vesten? Embedsmanden viftede afværgende med hænderne og sagde: Nej, nej, Rusland og Kina vil aldrig få et tæt forhold, de er dybt mistænksomme overfor hinanden, så det er der ingen grund til at være bekymret for. Som bekendt er det ikke gået, som embedsmanden forudsagde, og lidt af den samme ønsketænkning var vi vidne til for tre år siden efter den russiske invasion af Ukraine, hvor mange i vores del af verden troede, at Kina ville tilslutte sig Vestens fordømmelse af Rusland og lægge sin nabo på is. Kina valgte i stedet en interessedrevet kurs i forhold til krigen, som trumfede normer og værdier – et valg, et flertal af de kinesiske eliter ifølge et nyligt essay på den kinesiske nyhedsside Guancha forfattet af den sikkerhedspolitiske ekspert Chen Yawen er ganske godt tilfredse med.  Samhandlen mellem de to lande er siden krigsudbruddet vokset eksplosivt og rundede sidste år 244,8 milliarder dollar, det højeste nogensinde. I 2021, altså før krigen, tegnede Kina sig for 18 procent af Ruslands samhandel med omverdenen, mens EU stod for godt halvdelen, 51 procent. Sidste år var Kinas andel af Ruslands udenrigshandel vokset til 34 procent, altså næsten en fordobling på bare tre år. For at tage temperaturen på det russisk-kinesiske forhold fra et amerikansk perspektiv har jeg talt med Brian Carlson, der er professor på US Army War College i Pennsylvania, hvor han forsker i sikkerhed i Stillehavsregionen med særligt fokus på forholdet mellem Kina og Rusland.  For en god ordens skyld: I denne sammenhæng taler Brian Carlson på egne vegne, ikke på vegne af det universitet, han er ansat på. Brian Carlson har boet en årrække i både Rusland og Kina, så han kan vurdere situationen set fra både Moskva og Beijing.

CIA har frigivet mere end 60.000 sider hemmeligholdt materiale om mordet på JFK. Men hvad står der egentlig bag de sorte bjælker? Og fører de nye oplysninger verden tættere på en opklaringen af det 20. århundredes mest opsigtsvækkende mord? En af sagens største eksperter, graverjournalisten Jefferson Morley, som Flemming Rose tidligere har interviewet, er i ikke i tvivl. Hør hans vurdering i denne uges Fri Tænkning.