Isak Hüllert

Verdenseliten var i går vidne til endnu en ekstraordinær optræden fra præsident Donald Trump. I et snedækket Davos i de schweiziske alper, foran regeringsledere, multimilliardærer og alverdens topchefer, roste og truede USA’s præsident skiftevis Europa.  Samtidig fortsatte han med at kræve ejerskab over Grønland – men afviste, for første gang, at bruge militær magt. Kort tid efter sagde han, at han og NATOs generalsekretær, Mark Rutte, var nået frem til en ”rammeaftale” om Grønlands fremtid. En aftale, som ifølge embedsfolk blandt andet vil give USA suverænitet over små landområder med henblik på at opføre militærbaser. Hvad den ”nye rammeaftale”, som NATO og Trump-administrationen efter sigende er blevet enige om, helt konkret består af, er fortsat uvist.   Der er snak om alt fra øget europæisk militær tilstedeværelse til en amerikansk mineralaftale. Rutte sagde efterfølgende, at det ikke blev diskuteret, om Grønland stadig skal være en del af det danske kongerige.

Da Lars Løkke kom ud fra Eisenhower-bygningen og delte cigaretter ud, kunne de fleste i Rigsfællesskabet ånde lettede op. Skæbnemødet var overstået, og Rigsfællesskabet havde købt sig tid. Men i Trumps Washington findes der en helt anden udlægning. For hvordan oplevede folk tæt på administrationen situationen? Og hvad sker der nu? Frihedsbrevet var i Washington D.C. på dagen, hvor det danske diplomati skulle stå sin prøve.

Washington er klar til at gå uden om København.  Ifølge centrale kilder forbereder Trump-administrationen en direkte politisk offensiv rettet mod Grønlands befolkning – med et konkret tilbud om penge, ressourcer og sikkerhed for at trække øen ud af det danske rigsfællesskab.

Donald Trumps udnævnelse af Louisianas guvernør Jeff Landry som særlig udsending til Grønland virkede ved første øjekast noget specielt. Landry har ingen diplomatisk erfaring og har primært arbejdet med indenrigspolitik i USA's dybe syd.  Men måske er valget mindre mærkeligt, end det ser ud. I noget nær al ubemærkethed er en ny forsyningskæde for sjældne jordarter ved at tage form mellem Grønland og sydstaten Louisiana – med den amerikanske administration som finansieringskilde.

Det var den 13. december, da førende skikkelser fra den amerikanske højrefløj og deres udenlandske allierede samledes til gallamiddag i en balsal ved den amerikanske børs på Manhattan. Den årlige fest, arrangeret af The New York Young Republican Club, er en af de mest mondæne sammenkomster på kalenderen i MAGA-universet. Frihedsbrevet kiggede Trumps loyale støtter over skuldrene ved festen og så, hvordan bevægelsens højreekstremistiske kræfter har fået vokseværk.

Det er langt fra kun Donald Trump, der figurerer i det hidtil frigivne materiale om Jeffrey Epstein. Mange andre højprofilerede navne fra den internationale magtelite dukker op, hvis man gransker Epsteins mail-indbakke, som er blevet offentliggjort.  Frihedsbrevet har taget turen ned i kaninhullet, og her er nogle af de mest opsigtsvækkende udtalelser og Epstein-forbindelser fra de mange mailkorrespondancer.

Epstein-sagen presser Donald Trump og hans støtter, men juridiske undtagelser og justitsministeriets kontrol gør det uklart, hvor meget materiale offentligheden reelt får at se. Frihedsbrevet dykker ned i den seneste udvikling i sagen.

Tidligere i år blev en Grønlands-forening oprettet i den amerikanske kongres med det formål at styrke relationerne mellem USA og Grønland. Officielt afviser foreningens leder og rådgivere at støtte ideen om en amerikansk overtagelse af øen. Men tager man et nærmere kig på foreningen bliver det klart, at den underliggende ånd og målsætning minder om Donald Trumps egne Grønlands-ambitioner. Frihedsbrevet har som det første danske medie talt med sammenslutningens formand og to rådgivere om deres konkrete planer. Amerikanske bestræbelser på at få fingrene i Grønland begrænser sig ikke til Det Hvide Hus eller centraladministrationen. Også Kongressen har kikkerten rettet mod øen. I marts, da Grønlandskrisen var på sit højeste, nedsatte to republikanske medlemmer af USA’s lovgivende forsamling en forening, der skal understøtte Donald Trumps ambition om at få kontrol over Grønland. The Congressional Greenland Caucus, som den uformelle arbejdsgruppe hedder, består af ti republikanere fra Repræsentanternes Hus, to republikanske senatorer og tre udefrakommende rådgivere fra allierede interessegrupper.  De deler Trumps analyse af situationen i Arktis – men de afviser at støtte et køb eller en overtagelse af verdens største ø, fortæller formanden Warren Davidson og to af foreningens rådgivere i interviews med Frihedsbrevet. Foreningen er sat i verden for at styrke relationerne mellem USA og Grønland gennem investeringer, baseaftaler og tættere samarbejde med det grønlandske parlament, Inatsisartut.

Valgstederne i New York lukker, og en halv time senere eksploderer byens ældste øl-gårdhave, Bohemian Hall & Beer Garden, i ekstase. Den lokale helts navn blinker på storskærmen: Zohran Mamdani wins race for mayor.  Der lyder et brøl fra de mere end 1500 fremmødte, der står samlet under glødende lyskæder og efterårsblade i Astoria, Queens, hvor Mamdani bor med sin kone i en toværelseslejlighed. De ræverøde newyorkere springer op, omfavner hinanden, hæver deres telefoner og skilte med teksten “En by, vi har råd til” mod nattehimlen – som for at indfange det øjeblik, hvor politik bliver til eufori, og det utænkelige bliver virkeligt. “Nu er det her,” siger en grædende kvinde ved navn M.J. Geier. “Det har været meget svært i meget lang tid”. “Det er virkelig spændende,” tilføjer hun, inden hun tørrer øjnene og forsvinder bag folkemængden med sin vennegruppe. Spændende bliver det. For New Yorks nyvalgte borgmester – Zohran Mamdani, den 34-årige socialist, som repræsenterer Astoria i delstatens folkeforsamling – får svært ved at levere på sine ekstremt populære løfter. Det erkender flere af hans glædesfyldte tilhængere også i interviews med Frihedsbrevet på valgnatten.

Det vakte stor opsigt i sidste uge, da Donald Trumps tidligere chefstrateg Steve Bannon i et interview med The Economist sagde, at “Trump bliver præsident i ‘28, og det må folk bare vænne sig til”. “Der er en plan,” konstaterede Bannon, selv om USA’s 22. forfatningstillæg klart forhindrer, at en person kan vælges til præsidentembedet mere end to gange – selv med en pause mellem perioderne. Tillægget blev ratificeret af to-tredjedele af USA’s delstater i 1951 efter Franklin D. Roosevelts fire perioder.  Teoretisk set kunne forfatningen ændres for at ophæve det 22. tillæg og tillade en tredje periode. Men at ændre forfatningen i dette tilfælde – med det nødvendige to-tredjedels flertal i begge Kongressens kamre og et flertal af stemmerne i 38 stater – er praktisk talt umuligt. Trump har siden sin valgsejr flirtet med idéen om en tredje periode som præsident. Han sælger kasketter med teksten “Trump 2028” til 50 dollar og har ved flere lejligheder ladet antyde, at en tredje periode kunne være mulig, og at han ville “elske” det.