Isak Hüllert

Den sidste uges fejlslagne amerikanske charmeoffensiv i Grønland kan koges ned til én person: Thomas Emanuel Dans.  Det var hans organisation American Daybreak, opkaldt efter ideen om, at en “ny amerikansk dag snart gryr i Grønland,” der sammensatte hele pibetøjet. Og hvis man bedre vil forstå den seneste uges udvikling i trekantsdramaet, er Tom Dans et godt sted at starte. Ikke nok med at den tidligere arktiske kommissær personificerer Donald Trumps igangværende politik mod Rigsfællesskabet med sin fornægtelse og fordrejning af de faktiske forhold – det er også ham, der har orkestreret USA’s træk i det mærkværdige geopolitiske skakspil, der har udspillet sig den sidste uges tid.  Den texanske erhvervsmand har siden januar udført sit freelance-diplomati under dække af, at han blot er en uofficiel erhvervsmand, som elsker Arktis og ønsker at fremme kulturel udveksling mellem Grønland og USA – og tilfældigvis også har arbejdet for Trump og ført valgkamp for ham. Men efter Det Hvide Hus’ charmeoffensiv er blevet aflyst og ændret, og Grønland har fået sammensat en regeringskoalition uden det selvstændighedsivrige parti Naleraq, ser den kulturelle maske ud til at glide mere og mere af hans ansigt.  Nu er Tom Dans frustreret. For det, som han kalder et “godhjertet kulturelt besøg”, har udviklet sig til en PR-fiasko, der ikke ligefrem gør hans store ønske om at indlemme Grønland i USA lettere at realisere. Men ligesom med så mange andre urovækkende udviklinger i Grønlandsagaen, smiler Tom Dans sig igennem det hele og retter skylden mod utaknemmelige grønlændere og danskere. Amerikanernes pres på Grønland er, som Trump udlagde det til et kabinetmøde forleden, intet mindre end venskabeligt. I onsdags ringede Frihedsbrevet til Tom Dans for at høre mere om, hvordan han har fordøjet den sidste uge, hvordan Trump-lejren opfatter, hvad der ligner en fejlslagen charmeoffensiv, og hvad de har på tegnebrættet nu. For Tom Dans er på sin vis et slags vindue ind i MAGA, hvad Grønland angår. Det er ham, der åbner sprækker i marginalerne i Grønland, eksempelvis Jørgen Boassen og Kuno Fencker, som amerikanerne udnytter til at fremme deres sag, og han har USA’s nationale sikkerhedsrådgivers øre og rådgiver folk i Det Hvide Hus løbende om Grønland.

Mens præsident Donald Trump slår fast, at Grønland er afgørende for USA’s sikkerhed, er han omgivet af milliardærinvestorer, der ser øen som et lukrativt sted at investere i minedrift.  Blandt dem er hans nyudnævnte viceforsvarsminister, Stephen Feinberg, som ifølge direktøren for et mineselskab i Grønland har en økonomisk interesse i mineprojektet ved Kvanefjeld i Sydgrønland.   Viceforsvarsministerens kontor afviser påstanden og hævder, at Feinberg har afhændet sine interesser i sin kapitalfond, Cerberus Capital Management, som ifølge minedirektøren nu er aktionær i mineselskabet.  Men et nærmere kig på Feinberg og fondens gøren og laden i forhold til Grønland og råstoffer indikerer, at interessen for grønlandsk minedrift blandt Trump-administrationens sikkerhedspolitiske top hverken er grebet ud af den blå luft eller uvæsentlig for USA’s nye Grønlandspolitik. Eksperter kalder det en “uhyggelig” interessekonflikt og advarer om, at “røde advarselslamper” blinker.

I en enorm messehal i Toronto står to medarbejdere fra den grønlandske regering og passer en stand til verdens største minekonference. Omkring dem myldrer hundredvis af repræsentanter fra multinationale mineselskaber, underleverandører, regeringer og nystartede teknologifirmaer, som imponerer forbipasserende med kunstig intelligens og robothunde på størrelse med små mennesker – uundværlige værktøjer til at efterforske og udvinde råstoffer nu om dage. 30.000 mennesker fra mere end 100 lande er rejst til den nordøstlige canadiske storby. Her er McKinsey-konsulenter, investeringsbankfolk, mine-ranchers iført cowboyhatte og hurtigbriller fra Australien og Sydafrika, saudier iført thawb, geologer i farverigt friluftstøj og høvdinger fra oprindelige stammer – alle er kommet hertil for at handle, netværke og sladre. Frihedsbrevet er også med for at snuse til, hvad mineindustriens pinger har på spisesedlen. Og hvordan det hele hænger sammen med Donald Trumps fortsatte insisteren på at indlemme Grønland i USA.

Hver gang Donald Trump bliver spurgt om Grønland, gentager han sit sædvanlige omkvæd: USA skal have kontrol med landområdet på grund af “national sikkerhed”. Et vagt paraplybegreb, der passende omfatter de tre bevæggrunde, som typisk nævnes som forklaringer på præsidentens tilnærmelser: Grønlands geostrategiske placering, naturressourcerne og nye handelsruter, som bliver mere tilgængelige, i takt med at Arktis varmes op hurtigere end noget andet sted på kloden. USA’s sikkerhedspolitiske overvejelser har altid gået hånd i hånd med økonomiske prioriteringer, og derfor er det svært helt at adskille dem fra hinanden.  Men ser man nærmere på, hvad Trump og hans folk siger og gør, hvad USA’s forbundsstat har foretaget sig i Grønland de sidste fem år, og hvordan hele Trumps Grønlands-saga tog form i hans første regeringsperiode, så er der ét altoverskyggende motiv, der dukker op igen og igen: Adgang til kritiske naturressourcer, råstoffer og sjældne jordarter i undergrunden. Forestillingen om, at der gemmer sig kolossale underjordiske rigdomme i Grønland, er udbredt hos Trump-administrationen, i Washington D.C., på det amerikanske aktiemarked og blandt interessenter fra mineindustrien med aktiver i Grønland. Og USA’s præsident har én god grund til at drømme om naturressourcer: Kina. 

Det vakte opsigt i dele af den danske presse, da den amerikanske erhvervsmand Andrew ‘Drew’ Horn i sidste uge landede i Nuuk. Men langt fra alt om besøget er blevet fortalt – indtil nu.  Frihedsbrevet har som det første danske medie fået Drew Horn – der er tidligere efterretningsmand og elitesoldat – i tale, og det skal vise sig, at interessen for grønlandsk selvstændighed strækker sig dybt, dybt ind i både centrale dele af det amerikanske erhvervsliv og i USA’s præsident Trumps allernærmeste inderkreds.  Gennem to interviews foretaget med halvanden uges mellemrum kan Frihedsbrevet nu løfte en del af sløret for de store kommercielle og politiske interesser, som øjensynligt spiller en rolle i de amerikanske tilstræbelser for at få Grønland under sig. Og så var han en af dem, der stod i spidsen for Donald Trumps indsats for at erhverve sig Grønland under præsidentens første valgperiode. 

Mens Danmark og Grønland nidkært navigerer den højspændte krise med USA og afventer nyt fra Trump-administrationen, er en amerikansk charmeoffensiv blevet søsat i Grønland uden for officielle diplomatiske kanaler.

Til at begynde med virkede det hele bare som én stor cirkusforestilling, hvor Donald Trump ville være i centrum, husker Galya Morrell.  “Han gør alt det her med Grønland, fordi han synes, det er sjovt,” tænkte den 64-årige sovjetisk-amerikanske polarfarer og kunstner, som har rejst, arbejdet og boet i Arktis det meste af sit liv.  “Det er for hans egen fornøjelse,” sagde hun dengang og mindede sig selv om, at Trump stortrives i den storm af kaos og forargelse, han genererer. Men da hendes mand, Ole Jørgen Hammeken, en 69-årig grønlandsk polarfarer og opdagelsesrejsende, ringede fra Odense tidligt om morgenen den 16. januar efter at have set statsminister Mette Frederiksens udtalelser om samtalen med Donald Trump, sneg alvoren sig ind. “Det var det største chok, siden det hele begyndte. Mit hjerte blev knust, da min mand ringede i morges.” Fra sin lejlighed på Upper East Side gik det op for Galya Morrell, at USA’s nye præsident ikke havde rokket sig en tøddel i spørgsmålet om at bemægtige sig Grønland.

Gang på gang har den profilerede grønlandske politiker Kuno Fencker slået fast, at et nyligt besøg i Washington D.C skete spontant og på eget initiativ.  Nu kan Frihedsbrevet fortælle, at politikeren modtog billetter til arrangementer for mere end hundrede tusinde kroner, ligesom han har deltaget i hemmelige møder med amerikanske politikere og meningsdannere. Og det spontane besøg… var knap så spontant. Det hele var nemlig arrangeret af Trumps mand i Grønland, Tom Dans. 

Donald Trump og hans proselytter har kronede dage. De vader i succes og har alle trumfer på hånden – skulle man i hvert fald tro. Han blev den første republikanske præsident til at vinde med et stemmemæssigt flertal i tyve år; hans parti kaprede flertallet i begge Kongressens kamre, og nu slynger han sågar om sig med ekspansionistiske planer for den nordlige halvkugle. Med denne overfladiske forståelse kan man fristes til at tro, at MAGA ligger lunt i svinget til at transformere USA og verden – især efter en uge, hvor Danmark blev trynet af sin nærmeste allierede. Men hvorvidt hans brogede koalition, der spænder fra lavtuddannede arbejdervælgere til ultrarige tech-baroner, kan holde sammen, har været tvivlsomt fra begyndelsen. Og allerede før den kommende administration er lagt fra kaj, er sprækkerne begyndt at vise sig.

“Please, hjælp mig med at introducere vores næste taler: Honninggrævlingen. Vores kommandør. MAGA-mystikeren – Stephen K. Bannon,” brøler Vish Burra, en af de unge arrangører bag aftenens soiré, inden han tager imod hovedtaleren, Trumps tidligere chefstrateg.  Bannon, som er iklædt sin sædvanlige slidte Barbour-jakke og en krøllet skjorte med tre kuglepenne klemt fast mellem knapperne, indtager scenen til patriotiske toner, der runger ud gennem den grandiose balsal og giver genklang i det høje hvælvede loft og de korintiske søjler bag ham. “Yo! Er I stive allerede?!” lyder det fra Bannon, mens han smiler stort til salen, der er pakket til randen med hujende republikanere fra den yderste højrefløj.  “Det, I gjorde her i New York, var exceptionelt. I viste, at den her koalition er multietnisk. Det handler kun om, hvorvidt man er populist eller nationalist,” siger Bannon til de tusinder af gæster, der er iført festskrud omkring rundbordene.  “Alt det I gjorde, indvarslede den koalition, som vandt den 5. november,” fortæller han sine unge disciple.  “Den her klub er fra gaderne, fra the boroughs. Vi vinder ikke det her, vi river ikke det her system ned fra CEO-suiterne. Vi gør det fra gaden!”  Der bliver skålet, klappet og hylet. “I har den samme kvalitet som Trump,” fortsætter han. “Swagger, ikke? Swagger! I spytter dem i øjet og siger, at de tager fejl.” 

Donald Trump fremstiller sig selv som arbejderklassens populistiske forkæmper, men hans politiske praksis har ofte favoriseret den økonomiske elite.  Ifølge to politologer belønnede Trump de millioner af arbejdervælgere, som stemte på ham i 2016, med ringere rettigheder på arbejdsmarkedet, skattelettelser til de rige og andre tiltag, som synes at have tilgodeset de mest velhavende borgere og virksomheder.  Nu har de stemt på ham igen, tilmed i endnu større omfang. Og denne gang var det ikke hovedsageligt hvide arbejdervælgere i rustbæltsregionen, han vandt; det var næsten to tredjedele af alle vælgere uden videregående uddannelse. Hvordan kan det være, at millioner af lavtuddannede amerikanere – i en tid med galoperende økonomisk ulighed – stemmer på et parti, som tidligere har vist sig at tjene de absolut rigeste amerikaneres økonomiske interesser?  Det spørgsmål har jeg talt med en af de føromtalte politologer om, som har skrevet om samspillet mellem højrepopulisme og den rige overklasse i republikansk politik.

I søndags udsendte præsident Joe Biden en pressemeddelelse om, at han ville benåde sin søn Hunter Biden for alle lovovertrædelser, han havde begået de sidste 11 år. Det var en nyhed, der skabte store rystelser, eftersom præsidenten og hans stab gentagne gange havde slået fast, at en benådning af Hunter Biden ikke var på tale. Præsidenten ville – i modsætning til sin forgænger og nu også efterfølger – ikke så tvivl om retssystemets integritet. I stedet ville han acceptere dommen, lade retssystemet gøre sit arbejde og holde sig ude af processen, lød forklaringen igen og igen. I juni blev præsidentens søn dømt for at have løjet om sit stofmisbrug på en formular i forbindelse med købet af et skydevåben, og i september erklærede han sig skyldig i skattesvindel i Californien. Der var muligvis andre lovbrud, som det kommende republikanske flertal i Washington utvivlsomt ville have gravet i. Men den mulighed blev annulleret ved dekret af Biden i søndags – som et punktum på en forlænget Thanksgiving-weekend i Nantucket, Massachusetts med sin familie. Det vakte øjeblikkelig forargelse på tværs af det politiske spektrum. I meddelelsen påstod Biden, at retssystemet var blevet inficeret af partipolitik, hvilket udløste en bølge af anklager om hykleri. Pludselig lød Biden nærmest trumpistisk, hævede nogle. 

USA’s politiske tyngdepunkt er flyttet til Palm Beach, Florida i disse dage. Under glitrende lysekroner i tesalonen i Mar-A-Lago sidder Donald Trump med hoffolk som Elon Musk og gennemser potentielle ministerkandidaters tv-optrædener for at vurdere, om de har udseendet til en kabinetpost, kan tale hans sag på fjernsyn, og vigtigst af alt om de er loyale, sande troende MAGA-apostle.

Siden Kamala Harris’ nederlag har det vrimlet med ligsyn af hendes kampagne. Selvransagelsen i partiet har budt på både sorg og skarpe, interne beskyldninger. Der findes en fortælling bag udfaldet, der er mere ligetil, men også en dybere, mere kompleks forklaring, der gemmer sig under vraget. Ikke desto mindre er konturerne af de forskellige skoler og generelle brudflader i partiet allerede kommet til syne i selvransagelsen. De mange flugter fint med Demokraternes overvejelser om, hvordan man vinder valg, og de kredser alle om moderteorien om et mistillidsvotum mod den siddende regering og status quo. Dog er én overordnet, herskende forklaring svær at komme udenom: Det Demokratiske Parti endte i en hårdknude på grund af Joe Bidens og hans stabs beslutninger.

Lad os tage et kig på, hvad der skal til for, at de to kandidater, Kamala Harris og Donald Trump, opnår de nødvendige 270 valgmænd, og ikke mindst hvad man bør holde øje med på valgnatten og i dagene, der følger. Tre delstater i Midtvesten – Michigan, Pennsylvania og Wisconsin – havde i generationer fungeret som en "Blå Mur" for demokratiske præsidentkandidater. Men det sluttede i 2016, da Donald Trump vandt dem alle snævert, hvilket muliggjorde hans overraskende sejr over demokraten Hillary Clinton. Trump var den første republikanske kandidat til at gøre det siden 1980'erne.  Fire år senere vandt Joe Biden præsidentskabet ved at genvinde de tre svingstater i rustbæltet, samtidig med at han også sikrede overraskende sejre i Georgia og Arizona – to stater, der historisk set havde stemt republikansk.  Det er stadig de samme svingstater, du skal have for øje, sammen med North Carolina og Nevada. Og for at gøre det hele en tand mere nervepirrende: Ræset i år er endnu tættere end i 2020. Dengang ville et ryk fra Joe Biden til Donald Trump på blot 43.000 stemmer i de tre stater i rustbæltet have været nok til at give Trump sejren.  Kandidaterne har i den sidste uge turneret rundt i landet i forsøg på at vinde støtte fra uafklarede vælgere i de syv svingstater og rykke på marginalerne.

Aftenens amerikanske præsidentvalg bliver efter alt at dømme som at slå plat eller krone. Det er det tætteste nogensinde i landets historie, og de afgørende svingstater ligger inden for den statistiske usikkerhed, hvilket betyder, at ingen af kandidaterne har en klar føring. Uanset hvad målingerne, sofaeksperterne på X eller betting-hjemmesiderne spår, er der ingen klar favorit, og ingen som ved, hvad der kommer til at ske.  Ikke desto mindre ved vi en hel del om valget. Vi ved, at selv de mindste ryk i en håndfuld svingstater kan gøre forskellen. Vi ved, hvilke emner og vælgergrupper, der har domineret valgkampen og amerikansk politik i bred forstand i Trump-årene. Og vi ved, hvordan vælgerkorpset typisk opfører sig, når Donald Trumps navn står på stemmesedlen.

En gruppe demokrater mødtes for nylig i et puertoricansk kvarter i Philadelphia for at mobilisere vælgere til fordel for Kamala Harris. Frihedsbrevet var med og bevidnede blandede indtryk hos minoritetsvælgere, en utilstrækkelig demokratisk indsats i et ellers gunstigt arbejderkvarter og en trykket stemning af håb blandet med frygt. Mange af de fremmødte og lokale ledere kæmper en hård kamp – af frygt for, at der ikke bliver gjort nok i storbyen for, at Harris kan sejre i Pennsylvania.

I både danske og internationale medier har den danske fodboldstjerne Martin Braithwaite og hans onkel Philip Michael turneret som ejendomsmoguler.  “Verdens rigeste fodboldspiller,” “ejere af skyskrabere” og “jantelovsfornægtere” er nogle af de prædikater, dansk - og international presse har brugt om makkerparret.

I begyndelsen af året fik John Rose nok. Efter et langt liv som medlem af Det Demokratiske Parti meldte han sig ud.

I weekenden var Frihedsbrevet med på valgkampens største republikanske dørbankningsudflugt i Pennsylvania, en af syv svingstater i USA, der med sine 19 valgmandsstemmer kan afgøre det historisk tætte valg mellem Kamala Harris og Donald Trump. Med under en måned til skæbnevalget er begge kampagner intenst fokuseret på nøglestaten, hvor de forsøger at høste støtte fra ubeslutsomme og mindre engagerede vælgere.

Natten til onsdag dansk tid mødtes Demokraternes Tim Walz og Republikanernes J.D. Vance til den første tv-debat mellem de to præsidentielle souschefer – og muligvis også den sidste debat inden præsidentvalget den 5. november. I Sunrise, en flække i Florida, mellem Miami og Fort Lauderdale, havde den lokale afdeling af Det Demokratiske Parti og allierede grupper af haitianske og latinamerikanske demokrater arrangeret et watch-party på en colombiansk restaurant, som Frihedsbrevet overværede. Store dele af Broward County, som er det distrikt, Sunrise ligger i, og som er et af de mest demokratiske områder i delstaten, er bosat af folk med latinamerikansk og haitiansk afstamning. I modsætning til, hvad det brede kommentariat deklarerede kort tid efter debatten, nemlig at Vance var den utvivlsomme sejrherre, sad vælgerne i den colombianske restaurant tilbage med et mere komplekst billede efter at have fordøjet den 90 minutter lange tv-debat. Nogle erkendte, at Vance gjorde det godt. Men mange sagde også, at de var imponerede over Walz og synes, han fik sendt nogle sjove og skarpe angreb mod sin republikanske modstander.

Ved et vælgermøde på Long Island i sidste uge talte Frihedsbrevet med over tyve Trump-vælgere om det forestående præsidentvalg. Efterfølgende overværede den udsendte reporter en ætsende, halvanden time lang tale fra den tidligere præsident i en tætpakket arena, få kilometer øst for New York City. Det, der stod tilbage, var et klarere billede af Trump-fænomenet og hvorfor han stadig har så godt fat i millioner af amerikanske vælgere.

På bare to måneder har Donald Trump været udsat for to attentatforsøg – i juli under et vælgermøde i Pennsylvania og i søndags ved sin golfbane i Florida. Attentatforsøgene vidner om en stigende tendens til politisk vold i USA. Landets politiske klima indgyder frygt hos Rick Perlstein, en af USA’s førende historikere inden for Det Republikanske Parti og dets græsrødder.

Netop økonomien og immigration har været de to vigtigste emner hos mange vælgere, og det er primært også dem, kandidaterne har lagt mest vægt på i deres forsøg på at vinde vælgernes opbakning. Men hvad med alle de andre presserende og dybtliggende problemer, som sjældent bliver nævnt i valgkampen, på trods af at mange amerikanere bekymrer sig om dem? I dennes uges USA2024 har Frihedsbrevet talt med en professor i statskundskab ved University of Chicago og demokratiske og republikanske strategikere om, hvorfor emner som fentanylkrisen, den økonomiske ulighed, klimaforandringerne og den amerikanske statsgæld meget sjældent bliver fremhævet i valgkampen – hverken af vælgerkorpset eller de to kandidater.

Kvindelige vælgere i forstæderne kan virke som en usædvanlig specifik gruppe at tale om og til. Men i Trump-årene er forstæderne blevet en politisk slagmark med uforholdsmæssig stor betydning, særligt i svingstaterne. Indbyggerne i Amerikas forstæder er en af de mest eftertragtede vælgergrupper ved præsidentvalg i dagens USA.

I årets valgkamp er vælgerkorpset urokkeligt forkalket i hver deres hjørne, og det har skabt et kapløb, hvor begge lejre, Demokraterne og Republikanerne, ihærdigt kæmper for at mobilisere deres kernevælgere, de uafhængige og de uengagerede vælgere, der sjældent stemmer, samt de få vælgere, der kan flyttes over på egen side – som kvinderne i forstæderne.

Efter nogle udfordrende uger i valgkampen havde Trump-lejren brug for en nulstilling. Derfor drog den republikanske præsidentkandidat mod sit bagland for at understrege sin støtte blandt lavtuddannede, hvide vælgere i en stat, der ikke blot kan afgøre hele valget, men også ekspræsidentens skæbne og Bidens eftermæle. I weekenden holdt Donald Trump et vælgermøde i Wilkes-Barre, Pennsylvania, cirka 30 kilometer fra Joe Bidens fødeby, Scranton. Frihedsbrevets USA-korrespondent, Isak Hüllert, var til stede for at lodde stemningen i folkedybet.

Normalt har vicepræsidentkandidater begrænset indflydelse på præsidentvalg, typisk kun en halv til to procentpoint i deres hjemstater. Men de seneste par uger har valgkampens spotlight været på Vance og Walz, to populister fra Midtvesten med en landlig appel, som begge har potentiale til at give spidskandidaterne fordele i kampen om den vælgergruppe, der bliver nøglen til sejren: hvide vælgere med lavere uddannelser. I denne uges USA2024 dissekerer Frihedsbrevet JD Vances’ start som Republikanernes vicepræsidentkandidat og ser nærmere på, hvilken betydning han måske kan få for valget, samt hvordan kampen mellem Vance og hans demokratiske modpart, Tim Walz, vil se ud.

Kroningen af Kamala Harris, en multietnisk liberal fra Californien med en broget politisk profil, viser også et markant – og muligvis risikabelt – brud med den strategi, Demokraterne har anvendt til at vinde valg i Trump-årene: at satse på midtersøgende kandidater. Men selvom hendes kandidatur har nogle iboende risici, er det måske præcis det, partiet har brug for for at genvinde momentum.

I lørdags blev Donald Trump ramt af skud. Hvad sker der nu? For at forstå de mulige konsekvenser har Frihedsbrevet talt med Del Quentin Wilber, forfatter til den anmelderroste bog ‘Rawhide Down: The Near Assassination of Ronald Reagan’, om sidste gang en amerikansk præsident blev ramt og såret af en kugle. Han taler indgående om forskelle og paralleller mellem det, der skete i 1981 og de dramatiske scener, vi var vidne til henover weekenden, og hvad der måske er i vente for Donald Trump og USA.

Det har stået lysende klart i mere end et år. Joe Biden er ikke den samme som for fire år siden. Da han kom stavrende ind på debatscenen den 27. juni i Atlanta og snøvlede, tabte tråden og gloede tomt ud i luften med åbent gab, sendte det chokbølger verden rundt. Men for langt de fleste amerikanere var det den ultimative bekræftelse af en bekymring, de længe har brændt inde med.

Donald J. Trump har i månedsvis været velpositioneret til at generobre præsidentembedet, og efter præsident Joe Bidens katastrofale nedsmeltning på debatscenen i sidste uge og efterfølgende insisteren på at blive i ræset ser Trumps tilbagevenden som lederen af den frie verden pludselig mere sandsynlig ud. Men hvad vil der egentlig ske, hvis den tidligere præsident vender tilbage? Hvordan ser hans politiske program ud for 2025? Og hvilke valgløfter og politiske visioner har han og hans allierede på tegnebrættet? Det er dagsordenen for denne uges USA2024.

Hver gang Trump gjorde eller sagde noget, affødte det chokreaktioner i medierne, der insisterede på, at han “overtrådte liberale demokratiske normer” – at Trump og Det Republikanske Parti brød med USA’s politiske traditioner og liberale principper og værdier; det kunne være manglende respekt for individuelle rettigheder og friheder, fair valg eller den amerikanske pluralisme. En af USA’s mest respekterede historikere opfattede mediernes vanlige respons på Trumps adfærd og snakken om, at han ødelagde liberale, demokratiske normer, som besynderlig.

Den løbende dækning af præsidentvalget og meningsmålingerne kan hurtigt give det indtryk, at amerikanerne allerede har valgt deres næste præsident. Det vrimler med skråsikre forudsigelser og dommedagsprofetier om, at Donald J. Trump glider ubesværet mod en sejr til november. Målinger har længe vist ekspræsidenten som værende foran i vigtige svingstater, og de har også peget på, at støtten til ham fra ikke-hvide amerikanere har været voksende. Hans modstander, Joe Biden, er svært belastet af folkets bekymringer om hans alder, krigen i Gaza, økonomien og immigration.

Da Donald J. Trump blev kendt skyldig den 30. maj, reagerede han og hans allierede på forventelig vis. Trumps partifæller sluttede straks op om ham og lancerede en fælles forsvarsstrategi: Bagatellisér domsafsigelsen, og så tvivl om retssystemet. Omdan det juridiske smuds til politisk brændstof.

I torsdags blev Donald J. Trump kendt skyldig i alle 34 anklagepunkter i den såkaldte tys-tys-penge-sag, men det er som bekendt ikke den eneste sag, som ekspræsidenten har haft på nakken – der er yderligere tre, der ikke er afgjort endnu.

På en lun forårsaften i sidste uge steg Donald J. Trump ind i en sort SUV foran Trump Tower og satte kurs mod The Bronx, en bastion i hjertet af en af landets demokratiske højborge. Trump-kampagnen havde arrangeret et vælgermøde i Crotona Park i South Bronx, hvor ekspræsidenten skulle tale på en bakketop. Formålet med arrangementet var at fremhæve Trumps voksende støtte fra minoritetsvælgere og signalere, at hans kampagne har planer om at træde ind i mere uvante territorier i årets valgkamp – både fysisk og rent valgresultatmæssigt.

Der er meget antipati mod præsident Joe Biden for tiden. Han er bagud i flere svingstater og har store udfordringer med demokratiske kernevælgere. I et forsøg på at vinde den tabte støtte tilbage udsender Biden i øjeblikket sin vicepræsident, Kamala Harris, til svingstater for at overbevise yngre vælgere, latinovælgere og sorte vælgere om, at Trump og Det Republikanske Parti er en trussel mod deres “friheder”, som hun har betegnet det på sin turné.

Det sidste præsidentvalg og dets kaotiske efterspil var plaget af konspiratoriske anklager om fusk med stemmesedlerne og manipulering af stemmemaskiner, til trods for at flere genoptællinger og undersøgelser har modbevist påstandene. Men krigen mod valgsystemet – en af demokratiets grundpiller – stoppede ikke efter stormløbet på kongresbygningen den 6. januar 2021, hvor tusindvis af Trump-tilhængere forsøgte at forhindre godkendelsen af Joe Bidens valgsejr.

Spørgsmålet om, hvorvidt vælgerne har det bedre nu end for fire år siden, ser ud til at være forankret i økonomiske overvejelser. Det kan blive et problem for Biden, som indtil videre har haft svært ved at sælge sin økonomiske politik og resultater. Men der er et glimt af håb for ham: Mange vælgere synes godt om hans økonomiske politik og ideer. De hører bare ikke nok om det.

Et af de stærkeste våben i kampen om præsidentembedet er kolde kontanter – penge er nøglen til at aktivere kernevælgere og appellere til tvivlerne. De to kandidater og deres allierede bruger derfor enorme mængder ressourcer på at indsamle mindre donationer fra deres tilhængere og store donationer fra donorer til fundraisingarrangementer i løbet af valgkampen.

I sidste uge var præsident Joe Biden i Pennsylvania for at promovere sin økonomiske politik og interagere med vælgere. Det er tredje gang i år, at han besøger den nordøstlige delstat, som anses for at være den allervigtigste svingstat ved årets præsidentvalg. Hans modkandidat Donald J. Trump var også en tur forbi staten sidste weekend, inden han skulle være i New York, hvor hans første af fire forestående retssager skulle begynde. Og ude foran retssalen fortalte han det fremmødte presseopbud, at han “burde være i Pennsylvania” og føre valgkamp i stedet for at sidde på anklagebænken på Manhattan.

Med mindre end syv måneder til valget i november, er Joe Bidens image nu truet af Israels krig i Gaza, som Biden – en selverklæret zionist – har støttet fuldt op om fra start.

Fortællingen om truslen mod demokratiet er blevet et centralt emne i valgkampen. Det er et af Bidens kerneargumenter for genvalg: Trump er legemliggørelsen af de farer, det politiske system og de demokratiske normer står overfor.

I øjeblikket bliver vi nærmest dagligt bombarderet med nye meningsmålinger om, hvem der er foran, og hvem der er bagud i den amerikanske præsidentvalgkamp. Nogle målinger viser et dødt løb mellem kandidaterne, mens andre indikerer en snæver føring til Donald J. Trump. Og den seneste uges tid har der været tegn på, at præsident Joe Biden langsomt er ved at indhente sin modstander. Målingerne stritter lidt i alle retninger, hvilket får nogle til at føle sig håbefulde og andre rædselsslagne for, hvad der måske venter i november.

Den amerikanske befolkning står ikke bare over for en omkamp mellem de samme præsidentkandidater og politiske visioner som ved sidste valg; de skal vælge mellem de to ældste kandidater nogensinde. Selvom Trump er 77 år og er dygtig til at lave fortalelser og fremstå gammel, er vælgerkorpset langt mere bekymret for Bidens fremskredne alder.

Donald J. Trump kan synes at være ustoppelig efter sin dominerende præstation ved Republikanernes primærvalg. Men når man ser nærmere på resultaterne, er der én svaghed, som er særligt slående: Han har stadig store udfordringer med moderate republikanere og uafhængige vælgere i forstæderne, hvilket kan gøre ham mindre konkurrencedygtig mod præsident Joe Biden til november.

Præsident Joe Biden er bagud i adskillige meningsmålinger mod Donald Trump – det skyldes især, at han har mistet betydelig støtte fra tre afgørende vælgersegmenter: de yngre vælgere, sorte vælgere og latinovælgere. Fortsætter det sådan, ender han med at tabe præsidentvalget til november, vurderer to eksperter.

For to år siden, under det amerikanske midtvejsvalg, var det udslagsgivende emne fri abort, og flere eksperter forventer, at det også vil blive vigtigt ved årets præsidentvalg. Dets fremtrædende rolle blev tydelig i sidste uge, da Alabamas højesteret slog fast, at et frossent foster brugt til reagensglasbefrugtning er et menneske med rettigheder, hvilket kan indskrænke mulighederne for netop reagensglasbefrugtning. En række republikanere i Kongressen samt de to tilbageværende præsidentkandidater, Donald Trump og Nikki Haley, har siden taget afstand fra højesteretsdommen i Alabama og erklæret deres fulde støtte til fertilitetsbehandlinger. I Demokraternes lejr blev dommen beskrevet som det seneste eksempel på resultatet af Trumps embedsperiode.

Med sin utraditionelle og direkte fremtoning blev Donald J. Trump en dominerende skikkelse i amerikansk politik.De klassiske parametre, som mere konventionelle politikere blev målt og vejet på, var hurtigt fejet af vejen – det var, som om Donald Trump spillede efter sine helt egne politiske spilleregler, og det endte med at give pote. Som både kandidat og præsident rev Trump rutinemæssigt sider ud af det politiske regelhæfte og trodsede tyngdekraften – lige meget hvilken skandale eller hvilket uvejr, han endte i. Det samme har vist sig at være tilfældet med de kriminelle tiltaler, han står over for. Men det bemærkelsesværdige er, at han ikke kun har overlevet en politisk katastrofe, som ville have slagtet enhver anden præsidentkandidat; han har forvandlet sine juridiske problemer til politisk brændstof. Og hans vælgermøder og andre live-events kolliderer allerede med høringer i retten.

For fire åre siden talte præsident Joe Biden om at fikse et immigrationssystem, som grundlæggende var “i stykker” under hans forgænger. Han sagde, at han ville behandle immigranter på “human” vis, ophæve private immigrationsfængsler og hjælpe millioner af udokumenterede mennesker med at få statsborgerskab. Og da han indtog præsidentembedet, indførte han en række tiltag, som skulle tøjle den illegale immigration gennem grænsen til Mexico. Men kort tid efter begyndte bølger af migranter at strømme mod USA's sydlige grænse. Mere end 6,3 millioner migranter er blevet pågrebet i at krydse grænsen til USA ulovligt under Biden, hvilket er højere end under Trump, Obama og George W. Bush.

Præsidentvalg har altid været præget af beskidte tricks, saftige rygter, vildledende informationer og last-minute skandaler. Men det skæbnesvangre valg i år kan blive markant værre på den front, fortæller to eksperter inden for kunstig intelligens og misinformation.

Robert F. Kennedy Jr., søn af den tidligere justitsminister Robert F. Kennedy og nevø til præsident John F. Kennedy, stiller op som uafhængig kandidat ved årets præsidentvalg. Målinger foretaget sidste år viste, at den 70-årige aktivist og konspirationsteoretiker ville klare sig bemærkelsesværdigt godt i et hypotetisk valg mellem præsident Joe Biden, Donald J. Trump og ham selv. Men kan Kennedy Jr. vinde eller have en indvirkning på valgets udfald? Og hvad siger hans kandidatur om Amerika anno 2024?

Omkampen mellem præsident Joe Biden og Donald Trump er nu begyndt. Hvordan er USA havnet i denne situation — og hvad fortæller resultaterne i de to første stater om det kommende præsidentvalg?

Et af valgkampens vigtigste emner og største politiske udfordringer for præsident Joe Biden bliver økonomien. Det amerikanske vælgerkorps har længe valgt deres præsidenter ud fra økonomiske overvejelser. Som James Carville, Bill Clintons politiske rådgiver, famøst sagde: It’s the economy, stupid. Med mindre end 11 måneder til det amerikanske præsidentvalg har den amerikanske økonomi det bedre, end den har haft i mange år, hvis man ser på de mere traditionelle økonomiske parametre. Men for mange amerikanere føles det ikke sådan.

I starten af december deltog Frihedsbrevet i en republikansk gallamiddag på Lower Manhattan, hvor blandt andre Donald J. Trump og det republikanske kongresmedlem fra Florida, Matt Gaetz, holdt taler. Her fik vi et indblik i, hvor energien er i Det Republikanske Parti, og hvorfor Trump har så godt et greb om partiets base.