Isak Hüllert

Den californiske journalist og tidligere politiske rådgiver Gil Duran er bekymret og frustreret. Men også lettet over, at verden omsider begynder at lytte.  I årevis har han, nærmest som enmandshær, råbt vagt i gevær om de antidemokratiske ideer, der vinder frem i Silicon Valleys øverste lag. Nu ser han tech-fyrsternes visioner udfolde sig i fuld flor med Donald Trump i Det Hvide Hus.  Det, der engang virkede som hede, science fiction-agtige feberdrømme, præger nu den officielle politik i Washington, siger Duran til Frihedsbrevet og henviser til USA’s nye forhold til Kongeriget Danmark. “Donald Trump har længe været fascineret af Grønland,” siger Duran over en telefonforbindelse.  “Men det, vi ser nu, er, at fortællingen om øens geostrategiske placering og naturressourcerne flettes sammen med tech-verdenens ambitioner om at opbygge nye zoner, netværksstater, i Grønland.” En vision, som USA’s kommende ambassadør i Danmark, Kenneth Alan Howery, efter sigende deler, fortæller tre kilder til Reuters. Howery er en af Silicon Valleys gulddrenge. Den 49-årige iværksætter og investor var med til at grundlægge betalingsløsningen PayPal, som revolutionerede online-handlen, og senere venturefond-giganten Founders Fund med sin nære ven Peter Thiel. Nu står han overfor sit livs måske største og mest komplicerede aftale.  For hvis han bliver godkendt som ambassadør, hvilket ventes at ske i løbet af de næste par måneder, vil Howery formentlig blive Trumps spydspids i mulige forhandlinger om at indlemme Grønland i De Forenede Stater — noget, han ifølge venner var særligt tiltrukket af.

Tech-mogulen Peter Thiel står bag banebrydende virksomheder som PayPal og Palantir og var en tidlig investor i flere af Silicon Valleys største succeser. Men sideløbende med sine forretningseventyr har mangemilliardæren i det seneste årti opereret i kulissen som kongemager på den amerikanske højrefløj.  Det var Thiel, der forbandt Donald Trump med vicepræsident J.D. Vance, og i dag sidder adskillige personer fra Thiels netværk på nøgleposter i Trump-administrationen, hvor de er med til at støbe kuglerne til USA’s indenrigs- og udenrigspolitiske kurs.  Frihedsbrevet har interviewet teknologen Dave Troy om netværkets overstyrmand, deres idéer og præg på Washington. Som det første danske medie har Frihedsbrevet også talt med en anonym kilde, der i årevis forvaltede Thiels personlige formue. Dette er første artikel i Frihedsbrevets artikelserie ‘Trumps tech-milliardærer’.

Det Internationale Spionmuseum i Washington, D.C. anslår, at der er over 10.000 spioner i storbyen. “Verdens spionhovedstad,” er byen blevet døbt af det lokale magasin Washingtonian. Ifølge folk med kendskab til efterretningshåndværket er det netop her, verdens lande udstationerer deres bedste agenter. At et skyggefuldt og sofistikeret netværk af udenlandske og amerikanske spioner opererer i verdens mest magtfulde by, hvor både USA’s efterretningstjenester og mere end 175 ambassader har base, giver sig selv. Men i weekenden – efter at det kom frem, at Trump-administrationen angiveligt har beordret USA’s 18 efterretningstjenester om at øge sin spionage mod Danmark – valgte den danske mission i Washington at åbne portene for tusindvis af byens indbyggere. Over 5.000 nysgerrige gæster troppede op til åbent hus i ambassadekvarteret, få kilometer fra centrum – og Frihedsbrevet var også med for at lodde stemningen, tale med ambassadens ansatte, Danmarks ambassadør, Grønlands mand i Amerika, amerikanske besøgende – og ikke mindst: lede efter spioner.

Et lovforslag, der vil give Politiets Efterretningstjeneste (PET) vidtrækkende beføjelser til at indsamle, integrere og analysere enorme mængder data om danske borgere, er blevet mødt med så voldsom kritik, at det nu er udskudt til efter sommerferien. PET-udspillet vil bane vejen for masseovervågning og profilering af befolkningen – uden krav om mistanke mod den enkelte borger eller pligt til at orientere dem. Ifølge mediet Radar er det sandsynligvis Palantir Technologies, der skal levere data- og analyseplatformen til PET. Softwaren fra den kontroversielle amerikanske tech- og forsvarsvirksomhed vil udruste ordensmagten med teknologi til at sammenkøre, analysere og visualisere enorme mængder følsomme oplysninger om danskerne – hentet fra alverdens myndigheder, registre, sociale medier og kommercielle datamæglere. Det har vakt bekymring blandt politikere, udenrigspolitiske tænkere og tidligere efterretningschefer. Ikke kun for potentialet for masseovervågning af danskere, men at Palantirs adgang til danske systemer og detaljerede datasæt udgør en sikkerhedstrussel med præsident Donald Trump i Det Hvide Hus. For techgiganten med en blakket forretningsportefølje har tætte forbindelser til Trump-lejren. Ligesom amerikanske troppers tilstedeværelse på dansk jord og ejerskab af amerikansk-kontrolleret militært isenkram nærer betænkeligheder, breder der sig en frygt for, at Palantirs software kan blive et redskab for Trump-regeringens udenrigspolitiske ambitioner – eksempelvis ønsket om at overtage Grønland.  Frihedsbrevet har interviewet den prisvindende amerikanske journalist Ali Winston, der for nogle år siden kulegravede Palantirs rolle i New Orleans’ politi for techmediet The Verge.  Han mener, der er god grund til at være bekymret fra dansk side. “Jeg synes, bekymringerne i Danmark er fuldt berettigede. De er faktisk længe ventede,” siger Ali Winston, som advarer mod at samarbejde for indgående med Palantir.   “Hvis jeg var jer, ville jeg tage et grundigt og kritisk kig på at afkoble jeres kritiske infrastruktur fuldstændigt fra Palantir. Fordi det er en ideologisk aktør. Hvis man er bekymret for national suverænitet og datasikkerhed, bør man ikke have dette selskab i sine systemer,” lyder Ali Winstons vurdering. Hvorvidt vedtagelsen af PET-loven faktisk vil være udslagsgivende, hvad Palantirs adgang til fortrolige danske oplysninger angår, er ikke sikkert. For den formodede leverandør har længe haft sine fangarme i danskernes digitale nervecentre.

I denne måned er de første F-35-kampfly begyndt at patruljere luftrummet over Danmark. Og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har sagt, at der skal købes flere jagerfly som dem – de såkaldte stealth-fly – som en del af den lynoprustning, regeringen har igangsat.  De 27 F-35-kampfly, Danmark har købt og bestilt fra USA, kommer nemlig til at udgøre en hjørnesten i det danske forsvar. Men i kølvandet på Donald Trumps politik over for Ukraine, Europa og Rusland har der bredt sig en rædsel for, at USA pludselig kan kortslutte militært udstyr, som er blevet solgt til andre lande, fra distancen.  Tværs over det europæiske kontinent har magthavere stillet sig selv spørgsmålet: Kunne den amerikanske administration finde på at gå så langt som at hæmme NATO-allieredes våbensystemer?  Den nye udenrigspolitiske kurs i USA har især fremkaldt betænkeligheder hos europæere, hvad angår køb af F-35-kampflyene fra den amerikanske producent Lockheed Martin.  Både Portugal og Canada har udtrykt tvivl om, hvorvidt de vil købe den amerikanske våbenmastodonts flagskib, og tyskerne synes også at være på vej tilbage i tænkeboksen.  Wolfgang Ischinger, tidligere topdiplomat og leder af München Sikkerhedskonferencen, sagde sidste måned til Bild, at hvis USA kunne finde på at begrænse de tyske F-35-fly, som de har gjort med Ukraines F-16-fly, “så kan spørgsmålet om at annullere kontrakten komme på tale”. Europas verserende bekymringer fik endnu et nøk opad sidste måned, da Donald Trump, under en præsentation af et andet kampfly fra producenten Boeing, foreslog, at USA fremover bør sælge “nedtonede” fly til sine allierede, fordi “de en dag måske ikke længere er vores allierede”. “Vi foretrækker at skrue ned for dem med omkring ti procent,” sagde præsidenten bag skrivebordet i Det Ovale Kontor. Men spørger man våbenfabrikanten Lockheed Martins tidligere sælger i Danmark, så mener han, at væsentlige nuancer går tabt midt i al paranoiaen – og at der ikke er grund til bekymring. To forsvarseksperter med indgående kendskab til jagerfly, som Frihedsbrevet har talt med, bakker ham op – mens én er mere skeptisk.

Dagen før præsident Trump lancerede sin toldoffensiv, trådte hans vicerådgiver for national sikkerhed, Alex Wong, op på scenen i en konferencesal få gader fra Det Hvide Hus. Anledningen var det årlige SAFE Summit – et højprofileret seminar om råstoffer, energi og forsyningsikkerhed. Hundredvis af jakkesætklædte embedsfolk, erhvervsledere og sikkerhedspolitiske topfolk var stimlet sammen og sad klar med kaffe og bærbarer ved lange konferenceborde, mens et skarpt, blåt lys fra storskærmen glødede ned over salen. Få minutter inde i åbningstalen kom sætningen, som mange tilsyneladende frygtede – men som Wong gradvist havde bygget op til: “Præsidenten ønsker at opbygge en lys fremtid sammen med Grønland.” Et gisp skar gennem salen. “Sammen kan vi få adgang til de enorme, uudnyttede ressourcer i og omkring Grønland. Og ved at gøre det med amerikanske investeringer og ekspertise, vil det berige det grønlandske folk – og gøre den frie verden mere sikker,” sagde Wong. Bag ham viste den futuristiske storskærm overskriften: Energi og Stormagtsrivalisering, hvilket er dét, det hele drejer sig om nu. I optakten til kommentaren om Grønland forklarede Wong, hvorfor USA nu retter blikket mod det danske territorium.

Den sidste uges fejlslagne amerikanske charmeoffensiv i Grønland kan koges ned til én person: Thomas Emanuel Dans.  Det var hans organisation American Daybreak, opkaldt efter ideen om, at en “ny amerikansk dag snart gryr i Grønland,” der sammensatte hele pibetøjet. Og hvis man bedre vil forstå den seneste uges udvikling i trekantsdramaet, er Tom Dans et godt sted at starte. Ikke nok med at den tidligere arktiske kommissær personificerer Donald Trumps igangværende politik mod Rigsfællesskabet med sin fornægtelse og fordrejning af de faktiske forhold – det er også ham, der har orkestreret USA’s træk i det mærkværdige geopolitiske skakspil, der har udspillet sig den sidste uges tid.  Den texanske erhvervsmand har siden januar udført sit freelance-diplomati under dække af, at han blot er en uofficiel erhvervsmand, som elsker Arktis og ønsker at fremme kulturel udveksling mellem Grønland og USA – og tilfældigvis også har arbejdet for Trump og ført valgkamp for ham. Men efter Det Hvide Hus’ charmeoffensiv er blevet aflyst og ændret, og Grønland har fået sammensat en regeringskoalition uden det selvstændighedsivrige parti Naleraq, ser den kulturelle maske ud til at glide mere og mere af hans ansigt.  Nu er Tom Dans frustreret. For det, som han kalder et “godhjertet kulturelt besøg”, har udviklet sig til en PR-fiasko, der ikke ligefrem gør hans store ønske om at indlemme Grønland i USA lettere at realisere. Men ligesom med så mange andre urovækkende udviklinger i Grønlandsagaen, smiler Tom Dans sig igennem det hele og retter skylden mod utaknemmelige grønlændere og danskere. Amerikanernes pres på Grønland er, som Trump udlagde det til et kabinetmøde forleden, intet mindre end venskabeligt. I onsdags ringede Frihedsbrevet til Tom Dans for at høre mere om, hvordan han har fordøjet den sidste uge, hvordan Trump-lejren opfatter, hvad der ligner en fejlslagen charmeoffensiv, og hvad de har på tegnebrættet nu. For Tom Dans er på sin vis et slags vindue ind i MAGA, hvad Grønland angår. Det er ham, der åbner sprækker i marginalerne i Grønland, eksempelvis Jørgen Boassen og Kuno Fencker, som amerikanerne udnytter til at fremme deres sag, og han har USA’s nationale sikkerhedsrådgivers øre og rådgiver folk i Det Hvide Hus løbende om Grønland.

Mens præsident Donald Trump slår fast, at Grønland er afgørende for USA’s sikkerhed, er han omgivet af milliardærinvestorer, der ser øen som et lukrativt sted at investere i minedrift.  Blandt dem er hans nyudnævnte viceforsvarsminister, Stephen Feinberg, som ifølge direktøren for et mineselskab i Grønland har en økonomisk interesse i mineprojektet ved Kvanefjeld i Sydgrønland.   Viceforsvarsministerens kontor afviser påstanden og hævder, at Feinberg har afhændet sine interesser i sin kapitalfond, Cerberus Capital Management, som ifølge minedirektøren nu er aktionær i mineselskabet.  Men et nærmere kig på Feinberg og fondens gøren og laden i forhold til Grønland og råstoffer indikerer, at interessen for grønlandsk minedrift blandt Trump-administrationens sikkerhedspolitiske top hverken er grebet ud af den blå luft eller uvæsentlig for USA’s nye Grønlandspolitik. Eksperter kalder det en “uhyggelig” interessekonflikt og advarer om, at “røde advarselslamper” blinker.

I en enorm messehal i Toronto står to medarbejdere fra den grønlandske regering og passer en stand til verdens største minekonference. Omkring dem myldrer hundredvis af repræsentanter fra multinationale mineselskaber, underleverandører, regeringer og nystartede teknologifirmaer, som imponerer forbipasserende med kunstig intelligens og robothunde på størrelse med små mennesker – uundværlige værktøjer til at efterforske og udvinde råstoffer nu om dage. 30.000 mennesker fra mere end 100 lande er rejst til den nordøstlige canadiske storby. Her er McKinsey-konsulenter, investeringsbankfolk, mine-ranchers iført cowboyhatte og hurtigbriller fra Australien og Sydafrika, saudier iført thawb, geologer i farverigt friluftstøj og høvdinger fra oprindelige stammer – alle er kommet hertil for at handle, netværke og sladre. Frihedsbrevet er også med for at snuse til, hvad mineindustriens pinger har på spisesedlen. Og hvordan det hele hænger sammen med Donald Trumps fortsatte insisteren på at indlemme Grønland i USA.

Hver gang Donald Trump bliver spurgt om Grønland, gentager han sit sædvanlige omkvæd: USA skal have kontrol med landområdet på grund af “national sikkerhed”. Et vagt paraplybegreb, der passende omfatter de tre bevæggrunde, som typisk nævnes som forklaringer på præsidentens tilnærmelser: Grønlands geostrategiske placering, naturressourcerne og nye handelsruter, som bliver mere tilgængelige, i takt med at Arktis varmes op hurtigere end noget andet sted på kloden. USA’s sikkerhedspolitiske overvejelser har altid gået hånd i hånd med økonomiske prioriteringer, og derfor er det svært helt at adskille dem fra hinanden.  Men ser man nærmere på, hvad Trump og hans folk siger og gør, hvad USA’s forbundsstat har foretaget sig i Grønland de sidste fem år, og hvordan hele Trumps Grønlands-saga tog form i hans første regeringsperiode, så er der ét altoverskyggende motiv, der dukker op igen og igen: Adgang til kritiske naturressourcer, råstoffer og sjældne jordarter i undergrunden. Forestillingen om, at der gemmer sig kolossale underjordiske rigdomme i Grønland, er udbredt hos Trump-administrationen, i Washington D.C., på det amerikanske aktiemarked og blandt interessenter fra mineindustrien med aktiver i Grønland. Og USA’s præsident har én god grund til at drømme om naturressourcer: Kina.