Isak Hüllert

Den sidste uges fejlslagne amerikanske charmeoffensiv i Grønland kan koges ned til én person: Thomas Emanuel Dans.  Det var hans organisation American Daybreak, opkaldt efter ideen om, at en “ny amerikansk dag snart gryr i Grønland,” der sammensatte hele pibetøjet. Og hvis man bedre vil forstå den seneste uges udvikling i trekantsdramaet, er Tom Dans et godt sted at starte. Ikke nok med at den tidligere arktiske kommissær personificerer Donald Trumps igangværende politik mod Rigsfællesskabet med sin fornægtelse og fordrejning af de faktiske forhold – det er også ham, der har orkestreret USA’s træk i det mærkværdige geopolitiske skakspil, der har udspillet sig den sidste uges tid.  Den texanske erhvervsmand har siden januar udført sit freelance-diplomati under dække af, at han blot er en uofficiel erhvervsmand, som elsker Arktis og ønsker at fremme kulturel udveksling mellem Grønland og USA – og tilfældigvis også har arbejdet for Trump og ført valgkamp for ham. Men efter Det Hvide Hus’ charmeoffensiv er blevet aflyst og ændret, og Grønland har fået sammensat en regeringskoalition uden det selvstændighedsivrige parti Naleraq, ser den kulturelle maske ud til at glide mere og mere af hans ansigt.  Nu er Tom Dans frustreret. For det, som han kalder et “godhjertet kulturelt besøg”, har udviklet sig til en PR-fiasko, der ikke ligefrem gør hans store ønske om at indlemme Grønland i USA lettere at realisere. Men ligesom med så mange andre urovækkende udviklinger i Grønlandsagaen, smiler Tom Dans sig igennem det hele og retter skylden mod utaknemmelige grønlændere og danskere. Amerikanernes pres på Grønland er, som Trump udlagde det til et kabinetmøde forleden, intet mindre end venskabeligt. I onsdags ringede Frihedsbrevet til Tom Dans for at høre mere om, hvordan han har fordøjet den sidste uge, hvordan Trump-lejren opfatter, hvad der ligner en fejlslagen charmeoffensiv, og hvad de har på tegnebrættet nu. For Tom Dans er på sin vis et slags vindue ind i MAGA, hvad Grønland angår. Det er ham, der åbner sprækker i marginalerne i Grønland, eksempelvis Jørgen Boassen og Kuno Fencker, som amerikanerne udnytter til at fremme deres sag, og han har USA’s nationale sikkerhedsrådgivers øre og rådgiver folk i Det Hvide Hus løbende om Grønland.

Mens præsident Donald Trump slår fast, at Grønland er afgørende for USA’s sikkerhed, er han omgivet af milliardærinvestorer, der ser øen som et lukrativt sted at investere i minedrift.  Blandt dem er hans nyudnævnte viceforsvarsminister, Stephen Feinberg, som ifølge direktøren for et mineselskab i Grønland har en økonomisk interesse i mineprojektet ved Kvanefjeld i Sydgrønland.   Viceforsvarsministerens kontor afviser påstanden og hævder, at Feinberg har afhændet sine interesser i sin kapitalfond, Cerberus Capital Management, som ifølge minedirektøren nu er aktionær i mineselskabet.  Men et nærmere kig på Feinberg og fondens gøren og laden i forhold til Grønland og råstoffer indikerer, at interessen for grønlandsk minedrift blandt Trump-administrationens sikkerhedspolitiske top hverken er grebet ud af den blå luft eller uvæsentlig for USA’s nye Grønlandspolitik. Eksperter kalder det en “uhyggelig” interessekonflikt og advarer om, at “røde advarselslamper” blinker.

I en enorm messehal i Toronto står to medarbejdere fra den grønlandske regering og passer en stand til verdens største minekonference. Omkring dem myldrer hundredvis af repræsentanter fra multinationale mineselskaber, underleverandører, regeringer og nystartede teknologifirmaer, som imponerer forbipasserende med kunstig intelligens og robothunde på størrelse med små mennesker – uundværlige værktøjer til at efterforske og udvinde råstoffer nu om dage. 30.000 mennesker fra mere end 100 lande er rejst til den nordøstlige canadiske storby. Her er McKinsey-konsulenter, investeringsbankfolk, mine-ranchers iført cowboyhatte og hurtigbriller fra Australien og Sydafrika, saudier iført thawb, geologer i farverigt friluftstøj og høvdinger fra oprindelige stammer – alle er kommet hertil for at handle, netværke og sladre. Frihedsbrevet er også med for at snuse til, hvad mineindustriens pinger har på spisesedlen. Og hvordan det hele hænger sammen med Donald Trumps fortsatte insisteren på at indlemme Grønland i USA.

Hver gang Donald Trump bliver spurgt om Grønland, gentager han sit sædvanlige omkvæd: USA skal have kontrol med landområdet på grund af “national sikkerhed”. Et vagt paraplybegreb, der passende omfatter de tre bevæggrunde, som typisk nævnes som forklaringer på præsidentens tilnærmelser: Grønlands geostrategiske placering, naturressourcerne og nye handelsruter, som bliver mere tilgængelige, i takt med at Arktis varmes op hurtigere end noget andet sted på kloden. USA’s sikkerhedspolitiske overvejelser har altid gået hånd i hånd med økonomiske prioriteringer, og derfor er det svært helt at adskille dem fra hinanden.  Men ser man nærmere på, hvad Trump og hans folk siger og gør, hvad USA’s forbundsstat har foretaget sig i Grønland de sidste fem år, og hvordan hele Trumps Grønlands-saga tog form i hans første regeringsperiode, så er der ét altoverskyggende motiv, der dukker op igen og igen: Adgang til kritiske naturressourcer, råstoffer og sjældne jordarter i undergrunden. Forestillingen om, at der gemmer sig kolossale underjordiske rigdomme i Grønland, er udbredt hos Trump-administrationen, i Washington D.C., på det amerikanske aktiemarked og blandt interessenter fra mineindustrien med aktiver i Grønland. Og USA’s præsident har én god grund til at drømme om naturressourcer: Kina. 

Det vakte opsigt i dele af den danske presse, da den amerikanske erhvervsmand Andrew ‘Drew’ Horn i sidste uge landede i Nuuk. Men langt fra alt om besøget er blevet fortalt – indtil nu.  Frihedsbrevet har som det første danske medie fået Drew Horn – der er tidligere efterretningsmand og elitesoldat – i tale, og det skal vise sig, at interessen for grønlandsk selvstændighed strækker sig dybt, dybt ind i både centrale dele af det amerikanske erhvervsliv og i USA’s præsident Trumps allernærmeste inderkreds.  Gennem to interviews foretaget med halvanden uges mellemrum kan Frihedsbrevet nu løfte en del af sløret for de store kommercielle og politiske interesser, som øjensynligt spiller en rolle i de amerikanske tilstræbelser for at få Grønland under sig. Og så var han en af dem, der stod i spidsen for Donald Trumps indsats for at erhverve sig Grønland under præsidentens første valgperiode. 

Mens Danmark og Grønland nidkært navigerer den højspændte krise med USA og afventer nyt fra Trump-administrationen, er en amerikansk charmeoffensiv blevet søsat i Grønland uden for officielle diplomatiske kanaler.

Til at begynde med virkede det hele bare som én stor cirkusforestilling, hvor Donald Trump ville være i centrum, husker Galya Morrell.  “Han gør alt det her med Grønland, fordi han synes, det er sjovt,” tænkte den 64-årige sovjetisk-amerikanske polarfarer og kunstner, som har rejst, arbejdet og boet i Arktis det meste af sit liv.  “Det er for hans egen fornøjelse,” sagde hun dengang og mindede sig selv om, at Trump stortrives i den storm af kaos og forargelse, han genererer. Men da hendes mand, Ole Jørgen Hammeken, en 69-årig grønlandsk polarfarer og opdagelsesrejsende, ringede fra Odense tidligt om morgenen den 16. januar efter at have set statsminister Mette Frederiksens udtalelser om samtalen med Donald Trump, sneg alvoren sig ind. “Det var det største chok, siden det hele begyndte. Mit hjerte blev knust, da min mand ringede i morges.” Fra sin lejlighed på Upper East Side gik det op for Galya Morrell, at USA’s nye præsident ikke havde rokket sig en tøddel i spørgsmålet om at bemægtige sig Grønland.

Gang på gang har den profilerede grønlandske politiker Kuno Fencker slået fast, at et nyligt besøg i Washington D.C skete spontant og på eget initiativ.  Nu kan Frihedsbrevet fortælle, at politikeren modtog billetter til arrangementer for mere end hundrede tusinde kroner, ligesom han har deltaget i hemmelige møder med amerikanske politikere og meningsdannere. Og det spontane besøg… var knap så spontant. Det hele var nemlig arrangeret af Trumps mand i Grønland, Tom Dans. 

Donald Trump og hans proselytter har kronede dage. De vader i succes og har alle trumfer på hånden – skulle man i hvert fald tro. Han blev den første republikanske præsident til at vinde med et stemmemæssigt flertal i tyve år; hans parti kaprede flertallet i begge Kongressens kamre, og nu slynger han sågar om sig med ekspansionistiske planer for den nordlige halvkugle. Med denne overfladiske forståelse kan man fristes til at tro, at MAGA ligger lunt i svinget til at transformere USA og verden – især efter en uge, hvor Danmark blev trynet af sin nærmeste allierede. Men hvorvidt hans brogede koalition, der spænder fra lavtuddannede arbejdervælgere til ultrarige tech-baroner, kan holde sammen, har været tvivlsomt fra begyndelsen. Og allerede før den kommende administration er lagt fra kaj, er sprækkerne begyndt at vise sig.

“Please, hjælp mig med at introducere vores næste taler: Honninggrævlingen. Vores kommandør. MAGA-mystikeren – Stephen K. Bannon,” brøler Vish Burra, en af de unge arrangører bag aftenens soiré, inden han tager imod hovedtaleren, Trumps tidligere chefstrateg.  Bannon, som er iklædt sin sædvanlige slidte Barbour-jakke og en krøllet skjorte med tre kuglepenne klemt fast mellem knapperne, indtager scenen til patriotiske toner, der runger ud gennem den grandiose balsal og giver genklang i det høje hvælvede loft og de korintiske søjler bag ham. “Yo! Er I stive allerede?!” lyder det fra Bannon, mens han smiler stort til salen, der er pakket til randen med hujende republikanere fra den yderste højrefløj.  “Det, I gjorde her i New York, var exceptionelt. I viste, at den her koalition er multietnisk. Det handler kun om, hvorvidt man er populist eller nationalist,” siger Bannon til de tusinder af gæster, der er iført festskrud omkring rundbordene.  “Alt det I gjorde, indvarslede den koalition, som vandt den 5. november,” fortæller han sine unge disciple.  “Den her klub er fra gaderne, fra the boroughs. Vi vinder ikke det her, vi river ikke det her system ned fra CEO-suiterne. Vi gør det fra gaden!”  Der bliver skålet, klappet og hylet. “I har den samme kvalitet som Trump,” fortsætter han. “Swagger, ikke? Swagger! I spytter dem i øjet og siger, at de tager fejl.”