Mads Brügger

Sig nærmede sig tiden for det 55ende møde i salen, datoen var den 18/2 2025, og om en lille halv time, klokken 13, ville det gå løs. Den såkaldte udvidede spørgetime med statsministeren – som var blevet udskudt på grund af tingenes rærlige tilstand – skulle nu endelig finde sted.  Fra min post oppe i presselogen anede jeg intet om alle de store oplevelser, jeg havde i vente. Vel var jeg klar over, at der snart skulle være debat om krigen i Ukraine ovre i Landstingssalen, og jeg havde også gjort plads i min kalender til receptionen for Rasmus Prehns (S) nye bog. Men jeg anede intet om, hvad der rent faktisk ville foregå til disse sammenkomster, og havde endnu ikke opsnappet, at ugen ovenikøbet ville slutte af med en reception i Snapstinget i anledning af politisk ordfører Jan Ejnar Jørgensens (V) 60-års fødseldag. Det var her, jeg opdagede, at Jakob Ellemann-Jensen og Jan E. Jørgensen sammen har optrådt som snobberne Fritz og Poul til Venstres sommergruppemøde, og det kribler virkelig i mine fingre for at komme til at skrive i dybden om det.  Faktisk har jeg så meget at berette om, at jeg overvejer at dele min rapport op i to dele, for jeg har også mødt den rigtige Fritz, nemlig Fritz Schur, og så har jeg været på sporet af Bergur Løkke Rasmussen (M) og taget ham i at være lobbyist for en kontroversiel vognmandsvirksomhed.  Men hver ting til sin tid, og lige nu sad jeg altså oppe i presselogen og ventede på statsministeren. 

Det var den næstsidste dag i januar måned, og aftenen forinden var den 38-årige svensk-irakiske koranafbrænder Salwan Momika blevet skudt og dræbt, da han stod ude på altanen til sin lejlighed i byen Södertalje syd for Stockholm. Af uvisse årsager havde det svenske samfund ikke været i stand til at beskytte ham. Kort tid efter blev fem personer anholdt, men snart gik det hele i glemmebogen på grund af Trump og Grønland, og længere fremme indtraf så skoleskyderiet i Örebro, der trængte drabet på Salwan Momika endnu længere tilbage i korttidshukommelsen.  Til sidst var det, som om det aldrig var sket, at en mand i Sverige var blevet slået ihjel, fordi han havde stukket ild til en bog. Men torsdag den 30. januar var det stadig friskt stof, og alles tanker gik naturligvis til vores egen Rasmus Paludan, som vel strengt taget er disse breddegraders førende koranafbrænder og derfor Danmarks mest truede person. 

Men før vi går til vaflerne, må jeg lige meddele nogle ting, som jeg brænder for at komme af med.  Vigtigst er, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) er begyndt at ryge pibe. Det har jeg fra flere kilder. En god kilde har endda mødt Løkke i fuld firspring hen over Kongens Nytorv i København med en snade i munden.  Min kilde sagde, at det klædte ham.  Målt op imod evigheden er det en lillebitte ting, at Løkke ryger pibe, javist, men alligevel; hvad betyder det? Inden for drømmetydning denoterer en pibe typisk noget seksuelt. Mødet mellem pibens mundstykke og læberne er helt oplagt coitalt, men det at ryge pibe kan også være et call back til det, som Freud kalder den orale fase, og kan derfor have med en følelse af usikkerhed at gøre. Men som salig Freud også bemærkede; nogle gange er en cigar bare en cigar. I øvrigt begyndte Løkke allerede at ryge pibe i gymnasiet i Helsinge, så måske han bare har genoptaget en gammel vane? 

Salig Carl Schmitt (1888-1985), Adolf Hitlers jurist, mente, at politik var noget, som gjaldt den helt store klinge. Det meste af det palaver, der regnes for politik i dagens Danmark, ville Schmitt have betragtet som værende netop det; de rene ubetydeligheder. Han havde ingen tålmodighed med personfnidder og småtterier. Nej, for Schmitt handler politik ene og alene om følgende spørgsmål: Hvem er vi venner med, og hvem er vi fjender med? Således, hvis han stadig var i blandt os, ville Carl Schmitt have været slemt skuffet over dansk politik årgang 2024. Men 2025 tegner allerede nu til at blive en helt anden sag. For hvad det herrens år 2025 begyndte med, var netop politik, som Carl Schmitt forstod det. Hvem er vores venner, hvem er vores fjender, og hvem skal have kniven?

Hvad er det, man siger? “Man må tage, hvad man kan få.” Sådan gælder det i nær sagt alle livets forhold, herunder også i den politiske verden.  Statsminister Mette Frederiksen (S) kunne hverken blive generalsekretær for NATO eller præsident for Det Europæiske Råd, men til gengæld er hun nu blevet gjort til kommandør af første grad af Dannebrogordenen og bør rettelig tituleres Kommandør Frederiksen, hvilket alt andet lige har noget schwung over sig. Meget, meget fint. Men også dyrt for skatteborgerne, for ifølge Politiken ligner det en tanke, at der er blevet handlet i porten, således at kongehuset kort før indgåelsen af finansloven for næste år fik tildelt 36 millioner kroner til “håndtering af merudgifter”, hvilket velsagtens må være den reelle pris for at hænge en orden på Mette Frederiksen og fire andre socialdemokrater. Til gengæld er Kommandør Frederiksen så også den første socialdemokratiske statsminister med kors og bånd og stjerner på, og jeg er sikker på, at Stauning, Jens Otto Krag og Anker hepper på hende fra det hinsides. 

Som de gode mennesker ovre hos Zetland så rigtigt siger det:  “Vi brænder for at fortælle om det vigtige, der sker i verden, men for tiden taler vi meget med hinanden om, at det er svært at holde modet oppe. Når selv journalisterne får lyst til at slukke for verden, hvad gør man så?”  Ja, hvad gør man så? Hvad gør man, når der er sket noget, der er så forfærdeligt, at man fattes ord? Sandt at sige har jeg selv været på nippet til at give op, hvilket er medvirkende til, at jeg er flere uger bagud med mine reportager fra Folketinget. Man kan godt kalde det en skriveblokering, men det er nok for mildt et udtryk for en tilstand, hvor livet har mistet sin mening.

Måske det bare er mig, men er der ikke noget enormt dekadent over et land, der er blevet besat af at tale om noget så trist som pension? Jeg mener, i forhold til hvad der ellers er på bedding af varme emner, man kan beflitte sig med i disse så vanvittige tider, virker det decideret sygeligt med et samfund, hvor den herskende klasse er monomanisk besat af emnet pension.  I hvert fald – når jeg lukker øjnene – er det, hvad jeg husker fra den forgangne uge, hvor Folketinget slog dørene op på ny, hvorefter en absurd kedelig åbningsdebat fulgte. Når jeg visualiserer den indre ordsky, jeg har taget med mig hjem fra disse udmarvende strabadser, er der kun klynger af ord, som alle har noget med pension at gøre. Pensions-agtige ord. Som for eksempel arnepension, seniorpenision, folkepension, efterløn, arbejdslivskommission og aldersrente. Som om vi lever i et slags Nordens Florida, hvor priserne på voksenbleer er vigtigere end alt andet, og det hele lugter slemt af liljer.

Stående foran pressekorpset i Spejlsalen i Statsministeriet, onsdag den 18. september kl. 10 om formiddagen, mens han var i gang med at præsentere en storstilet sundhedsreform, kom udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) til at bruge et besynderligt lille ord om dette enormt omsiggribende udspil, som byder på hele 17 nye sundhedsråd, der tilsammen vil gøre det endnu nemmere at forskyde ansvaret på det politiske niveau.

De færreste journalister lagde mærke til det, men pludselig kaldte Lars Løkke Rasmussen denne nye sundhedsreform for – citat – “et produkt”. Hvilket var noget, jeg umiddelbart studsede over, for man kan næppe tale mere lidenskabsløst og nonchalant om en reform til milliarder af skattekroner, hvorom danskernes liv står på spil, end som værende… et produkt.

På den anden side var det tydeligvis ikke Lars Løkke Rasmussens bedste dag på jobbet. Han så faktisk helt baldret ud. Hans øjne var røde, og selvom jeg selvfølgelig ikke skal kunne sige, om han havde tømmermænd eller ej, fik jeg i hvert fald selv tømmermænd bare af at kigge på ham. Det kan selvfølgelig også være, at han havde sovet dårligt den forgangne nat – det havde netop været fuldmåne – men han lignede i hvert fald ikke verdens bedste reklame for en sundhedsreform, som han stod der i al sin smadrethed. Derfor er det selvfølgelig heller ikke fair fra min side at tærske langhalm på enkelte ordvalg, som Lars Løkke Rasmussen tog i munden, men det slog mig bare, hvor afslørende det var, at han brugte udtrykket et produkt om denne længe ventede og – måtte pressen forstå – historiske sundhedsreform. Som om der ligeså godt kunne være tale om en tube tandpasta eller en vinkelsliber eller en rulle cervelatpølse.

Hvad er ni timer målt op imod evigheden? Ikke engang en afrundingsfejl skulle jeg mene. Og så dog alligevel, for tanken om, at jeg har brugt 540 minutter af mit liv på at vente på Lars Løkke Rasmussen (M) – chaufut i byens vildeste klovnebus – er stadig noget, der hjemsøger mig. For disse ni timer får jeg ikke igen, men til gengæld håber jeg, at jeg kunne veksle dette begrædelige tab af levet liv til endnu en stuegang fra Christiansborgs vanvittige og grufulde verden – omend en noget stillestående en af slagsen.

“Let gang på stedet,” kan man vel kalde det følgende.

Hvad jeg kan stille læseren i udsigt er, at ved vejs ende, hvor udenrigsminister og partiformand Lars Løkke Rasmussen endelig kom frem fra sit skjul og så Christiansborgs pressekorps i øjnene, så leverede manden et one man show, som var prima kvalitet for alle fans af Løkke, når han er sur, desperat og presset. På den måde fik Ekstra Blads-journalisten, der undervejs profeterede, at forløbet nok ville udvikle sig “som en polsk kunstfilm”, faktisk ret; i lang tid skete der slet ingenting, og så blev det fuldkommen sindssygt til sidst.

Hvad jeg også kan afsløre, er navnet på den erhvervspsykolog, som Løkke har hyret til at gøre det hele godt igen.

At vi lever i en verden, hvor Dan Jørgensen – denne forunderlige symbiose mellem frikadellen og flødebollen – of all people skal være EU-kommissær, er virkelig svært at få viklet sit hoved omkring. Alene det, at de europæiske skatteborgere nu skal skillinge sammen til Dan Jørgensens årlige hyre på hele 2,3 millioner kroner, foruden al den dejlige fryns, som venter ham nede i Bruxelles, synes ubegribeligt, men ikke desto mindre er det sandt.