Mads Brügger

Som de gode mennesker ovre hos Zetland så rigtigt siger det:  “Vi brænder for at fortælle om det vigtige, der sker i verden, men for tiden taler vi meget med hinanden om, at det er svært at holde modet oppe. Når selv journalisterne får lyst til at slukke for verden, hvad gør man så?”  Ja, hvad gør man så? Hvad gør man, når der er sket noget, der er så forfærdeligt, at man fattes ord? Sandt at sige har jeg selv været på nippet til at give op, hvilket er medvirkende til, at jeg er flere uger bagud med mine reportager fra Folketinget. Man kan godt kalde det en skriveblokering, men det er nok for mildt et udtryk for en tilstand, hvor livet har mistet sin mening.

Måske det bare er mig, men er der ikke noget enormt dekadent over et land, der er blevet besat af at tale om noget så trist som pension? Jeg mener, i forhold til hvad der ellers er på bedding af varme emner, man kan beflitte sig med i disse så vanvittige tider, virker det decideret sygeligt med et samfund, hvor den herskende klasse er monomanisk besat af emnet pension.  I hvert fald – når jeg lukker øjnene – er det, hvad jeg husker fra den forgangne uge, hvor Folketinget slog dørene op på ny, hvorefter en absurd kedelig åbningsdebat fulgte. Når jeg visualiserer den indre ordsky, jeg har taget med mig hjem fra disse udmarvende strabadser, er der kun klynger af ord, som alle har noget med pension at gøre. Pensions-agtige ord. Som for eksempel arnepension, seniorpenision, folkepension, efterløn, arbejdslivskommission og aldersrente. Som om vi lever i et slags Nordens Florida, hvor priserne på voksenbleer er vigtigere end alt andet, og det hele lugter slemt af liljer.

Stående foran pressekorpset i Spejlsalen i Statsministeriet, onsdag den 18. september kl. 10 om formiddagen, mens han var i gang med at præsentere en storstilet sundhedsreform, kom udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) til at bruge et besynderligt lille ord om dette enormt omsiggribende udspil, som byder på hele 17 nye sundhedsråd, der tilsammen vil gøre det endnu nemmere at forskyde ansvaret på det politiske niveau.

De færreste journalister lagde mærke til det, men pludselig kaldte Lars Løkke Rasmussen denne nye sundhedsreform for – citat – “et produkt”. Hvilket var noget, jeg umiddelbart studsede over, for man kan næppe tale mere lidenskabsløst og nonchalant om en reform til milliarder af skattekroner, hvorom danskernes liv står på spil, end som værende… et produkt.

På den anden side var det tydeligvis ikke Lars Løkke Rasmussens bedste dag på jobbet. Han så faktisk helt baldret ud. Hans øjne var røde, og selvom jeg selvfølgelig ikke skal kunne sige, om han havde tømmermænd eller ej, fik jeg i hvert fald selv tømmermænd bare af at kigge på ham. Det kan selvfølgelig også være, at han havde sovet dårligt den forgangne nat – det havde netop været fuldmåne – men han lignede i hvert fald ikke verdens bedste reklame for en sundhedsreform, som han stod der i al sin smadrethed. Derfor er det selvfølgelig heller ikke fair fra min side at tærske langhalm på enkelte ordvalg, som Lars Løkke Rasmussen tog i munden, men det slog mig bare, hvor afslørende det var, at han brugte udtrykket et produkt om denne længe ventede og – måtte pressen forstå – historiske sundhedsreform. Som om der ligeså godt kunne være tale om en tube tandpasta eller en vinkelsliber eller en rulle cervelatpølse.

Hvad er ni timer målt op imod evigheden? Ikke engang en afrundingsfejl skulle jeg mene. Og så dog alligevel, for tanken om, at jeg har brugt 540 minutter af mit liv på at vente på Lars Løkke Rasmussen (M) – chaufut i byens vildeste klovnebus – er stadig noget, der hjemsøger mig. For disse ni timer får jeg ikke igen, men til gengæld håber jeg, at jeg kunne veksle dette begrædelige tab af levet liv til endnu en stuegang fra Christiansborgs vanvittige og grufulde verden – omend en noget stillestående en af slagsen.

“Let gang på stedet,” kan man vel kalde det følgende.

Hvad jeg kan stille læseren i udsigt er, at ved vejs ende, hvor udenrigsminister og partiformand Lars Løkke Rasmussen endelig kom frem fra sit skjul og så Christiansborgs pressekorps i øjnene, så leverede manden et one man show, som var prima kvalitet for alle fans af Løkke, når han er sur, desperat og presset. På den måde fik Ekstra Blads-journalisten, der undervejs profeterede, at forløbet nok ville udvikle sig “som en polsk kunstfilm”, faktisk ret; i lang tid skete der slet ingenting, og så blev det fuldkommen sindssygt til sidst.

Hvad jeg også kan afsløre, er navnet på den erhvervspsykolog, som Løkke har hyret til at gøre det hele godt igen.

At vi lever i en verden, hvor Dan Jørgensen – denne forunderlige symbiose mellem frikadellen og flødebollen – of all people skal være EU-kommissær, er virkelig svært at få viklet sit hoved omkring. Alene det, at de europæiske skatteborgere nu skal skillinge sammen til Dan Jørgensens årlige hyre på hele 2,3 millioner kroner, foruden al den dejlige fryns, som venter ham nede i Bruxelles, synes ubegribeligt, men ikke desto mindre er det sandt.

Inden for drift af virksomheder findes begrebet håbløshedspunktet, som betegner stregen i tidslinjen, efter hvilken det er uansvarligt at drive et konkurstruet selskab videre. Det var dette skæringspunkt, som SVM-regeringen havde krydset, da vi nærmede os sommerferien. Ingen kunne lide dem, og lige meget hvad de gjorde, disse brave SVM’ere, fortsatte de med at støde befolkningen fra sig. Den sikre konkurs ventede ude i horisonten.

Det hedder sig, at journalister er verdenshistoriens stenografer; som de første øjenvidner tager de hurtige noter i hånden til det, der senere hen viser sig at være afgørende begivenheder. Hvilket nok er en overdrivelse, for langt de fleste journalister kommer aldrig i nærheden af noget, der bare tilnærmelsesvis giver efterklang i evigheden. Men en sjælden gang, hvis man er meget heldig, kan man få sig en lille smagsprøve af noget, der vitterligt føles som historiens vingesus.

Maj måned gik på hæld, og der var – som det hedder med et fint udtryk – en miasma i luften omkring Slotsholmen; et eller andet udefinerbart, der både smagte og lugtede grimt. En æterisk smitte af en slags. Det var ikke voldsomt eller insisterende i sit væsen, men det var der; en lille note, som var til stede i atmosfæren. Man kunne mærke det på tungen og i næsens fimrehår, så snart man nærmede sig øen, hvorfra dette lille kongerige administreres.

Referencepunktet for overskriften er selvfølgelig Befrielsens Pris, den såkaldte “podbook”, som vores allesammens udenrigs- og (ifølge ham selv) handelsminister Lars Løkke Rasmussen (M) droppede i tirsdags; et værk, som igen står på skuldrene af hans tidligere epos Befrielsens Øjeblik. “Værk” er nu så meget sagt; der er mere tale om et kryds mellem en sudoku og en podcast, hvor Løkke taler af karsken bælg i øst og vest, og så må lytteren ellers bakse med at få styr på Løkkes vildtvoksende tankemylder.

Det første rygte, der kom mig i møde, da jeg trådte ind på Christiansborg fredag den 26. april, var, at alle socialdemokrater var blevet kaldt på arbejde. Det var de, sagde jungletelegrafen, for at bevise, at sosserne selvfølgelig bakkede op om afskaffelsen af store bededag ved selv at møde op på arbejde den dag, hvor danskerne ellers plejede at have fri.