Mads Brügger

Inden for drift af virksomheder findes begrebet håbløshedspunktet, som betegner stregen i tidslinjen, efter hvilken det er uansvarligt at drive et konkurstruet selskab videre. Det var dette skæringspunkt, som SVM-regeringen havde krydset, da vi nærmede os sommerferien. Ingen kunne lide dem, og lige meget hvad de gjorde, disse brave SVM’ere, fortsatte de med at støde befolkningen fra sig. Den sikre konkurs ventede ude i horisonten.

Det hedder sig, at journalister er verdenshistoriens stenografer; som de første øjenvidner tager de hurtige noter i hånden til det, der senere hen viser sig at være afgørende begivenheder. Hvilket nok er en overdrivelse, for langt de fleste journalister kommer aldrig i nærheden af noget, der bare tilnærmelsesvis giver efterklang i evigheden. Men en sjælden gang, hvis man er meget heldig, kan man få sig en lille smagsprøve af noget, der vitterligt føles som historiens vingesus.

Maj måned gik på hæld, og der var – som det hedder med et fint udtryk – en miasma i luften omkring Slotsholmen; et eller andet udefinerbart, der både smagte og lugtede grimt. En æterisk smitte af en slags. Det var ikke voldsomt eller insisterende i sit væsen, men det var der; en lille note, som var til stede i atmosfæren. Man kunne mærke det på tungen og i næsens fimrehår, så snart man nærmede sig øen, hvorfra dette lille kongerige administreres.

Referencepunktet for overskriften er selvfølgelig Befrielsens Pris, den såkaldte “podbook”, som vores allesammens udenrigs- og (ifølge ham selv) handelsminister Lars Løkke Rasmussen (M) droppede i tirsdags; et værk, som igen står på skuldrene af hans tidligere epos Befrielsens Øjeblik. “Værk” er nu så meget sagt; der er mere tale om et kryds mellem en sudoku og en podcast, hvor Løkke taler af karsken bælg i øst og vest, og så må lytteren ellers bakse med at få styr på Løkkes vildtvoksende tankemylder.

Det første rygte, der kom mig i møde, da jeg trådte ind på Christiansborg fredag den 26. april, var, at alle socialdemokrater var blevet kaldt på arbejde. Det var de, sagde jungletelegrafen, for at bevise, at sosserne selvfølgelig bakkede op om afskaffelsen af store bededag ved selv at møde op på arbejde den dag, hvor danskerne ellers plejede at have fri.

Når dette læses – eller lyttes – er den forkætrede Mads Fuglede vendt tilbage til Christiansborg, nu som medlem af Danmarksdemokraterne, og dermed er SVM-regeringen officielt blevet en mindretalsregering (hvis man altså fraregner de nordatlantiske mandater). Så meget kan siges med sikkerhed. Det er også nagelfast at skrive, at der fortsat er murren i krogene hos Socialdemokratiet. Et tryk tager til i styrke. En skygge vokser i mørket. En dårlig stemning har bidt sig fast. Pilen peger på statsminister Mette Frederiksen (S) som værende problemets kerne.

Som digteren T.S. Eliot har lært os, er april den grusomste måned. Ikke mindst for de Radikales leder Martin Lidegaard, som tirsdag i den forgangne uge erklærede, at han nu havde samlet et flertal udenom regeringen om et beslutningsforslag, der handler om, at der fremover skal tages referat til møderne i regeringens koordinationsudvalg. I øvrigt en ganske fornuftig ide, for det forekommer stadig helt absurd, at der ikke er skriftlighed i det kammer, hvor magten er størst.

Tænk at være så heldig at sidde på klods hold af både Mette Frederiksen (S) og Søren Gade (V) i selveste det øjeblik, hvor bunden gik ud af SVM-regeringen. For det var lige præcis, hvad jeg gjorde. Jeg sad på anden række i Landstingssalen, til høringen om krigen i Ukraine, med direkte udsigt til formanden for Esbjerg Havn og statsministeren, der sad og fumlede med mikrofonerne i panelet og ikke helt havde styr på, om de var tændt eller slukkede. Desværre for dem begge var mikrofonerne tændt.

Tilbage i 1960'erne instruerede amerikanske John Frankenheimer skrækfilmen Manden, der skiftede ansigt. Her møder vi Arthur Hamilton, en midaldrende og anonym funktionær, der arbejder i en bank i New York. Som livet har formet sig, er det klart, at der ikke rigtigt er mere at komme efter for den gode Arthur Hamilton. Hans datter er fløjet fra reden. Udsigten til en forfremmelse er væk. Erotik og kærtegn er fordampet fra ægteskabet. Fremtiden er bag ham, spillet er tabt.

Min ugentlige stuegang i Borgen begynder oppe i æteren, for hvad mange vist har misset, men som bestemt bør highlightes her er, at tidligere gruppeformand i Socialdemokratiet samt forhenværende erhvervsminister Henrik Sass Larsen lørdag den 10. februar var gæst i radioprogrammet Svingdøren på DR’s P1.