Mia Skovby

“How did you go bankrupt?” “Two ways. Gradually, then suddenly.” Citatet stammer fra karakteren Mike i Ernest Hemingways Og solen går sin gang og kan overføres til at handle om mange ting i tilværelsen, herunder hvordan parkering pludselig blev et af de, hvis ikke dét, allerstørste temaer i den københavnske valgkamp. Først gradvist.  Og så pludselig var det dét, man snakkede om. Det definerende. Mens folketingsvalg kan vindes på udlændingepolitik, kan dette københavnske kommunalvalg muligvis vindes på parkering. Det var det, der for alvor gjorde en bevidst om, at det var mf’eren Alexander Ryle, man fra Liberal Alliances side havde valgt som spidskandidat i København, da han i et interview med Altinget pludselig foreslog, at man stik imod alle forståelser af partiet skulle bureaukratisere parkeringsreglerne yderligere og gøre de københavnske pladser dyrere. Konkret foreslog han, at en parkeringslicens skulle koste op mod 12.000 kroner årligt mod de 6.000, den koster i dag. "Vi vil gerne skabe et økonomisk incitament for, at flere københavnere overvejer, om de rent faktisk har brug for en bil, eller om de kan få dækket deres behov med en cykel eller offentlig transport," begrundede han forslaget med tilbage i august.

Foruden de tre realistiske overborgmesterkandidater, gemmer kandidatlisten til valget om Københavns Borgerrepræsentation på en slags journalistisk guldgrube. Jeg vil over de næste uger følge det københavnske valg tæt og inkludere Frihedsbrevets læsere i processen gennem denne serie, der har fået navnet ‘Noter fra en en valgkamp’. Der er tale om mine noter fra den københavnske valgkamp.  Det hele er dog en anelse hæmmet fra start grundet det faktum, at jeg i denne artikels ånd gik hen og brækkede min hånd. Men mere om det senere i artiklen. Pernille Rosenkrantz-Theil, der er overborgmesterkandidat for Socialdemokratiet, har reelt ført valgkamp siden ministerrokaden i august 2024, hvor man rykkede Sophie Hæstorp Andersen fra overborgmesterkontoret til Social- og Boligministeriet, som Rosenkrantz-Theil ellers besad.  På Facebook skrev sidstnævnte på den baggrund: “Det bliver et kæmpe ja! Jeg vil uendeligt gerne være overborgmesterkandidat i København. Og nu er jeg blevet opfordret til at tage springet. Så – JA TAK” Den tid, der er gået fra den melding til nu, har hun ikke spildt, men i stedet brugt på at foreslå det ene rimeligt vilde forslag efter det andet; alt lige fra gratis daginstitutioner i København til at den offentlige transport til Københavns Lufthavn skal gøres markant dyrere.

I dag skal der kæmpes. Eller procederes, som det retteligt hedder. Lars Findsens advokat Lars Kjeldsen og Anklagemyndighedens advokat Tomas Ilsøe Andersen fra Kammeradvokaten skal argumentere for, hvorfor de mener/ikke mener, at tidligere FE-chef Lars Findsen er blevet krænket i sådan et omfang, at han skal have 50.000 kroner for det.  Krænket af PET, vel at mærke, da PET’s chef, Finn Borch Andersen, til en fortrolig briefing på Christiansborg fortalte partiledere om, at Lars Findsen i sin fritid stjæler cykler og dyrker SM-sex. Det er på baggrund af offentliggørelsen af de oplysninger, at Lars Findsen nu vil have 50.000 kroner i tort. Som en del af søgsmålet havde man fra Lars Findsens lejr i går, til retssagens første dag, indkaldt Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt, så han kunne fortælle, hvad der rent faktisk skete til briefingen med PET-chefen Finn Borch Andersen.  Om det sagde han følgende: “Jeg gik derfra relativt rystet. Det, jeg husker meget klart, er en beskrivelse fra Finn Borch Andersen af, at Lars Findsen har eller havde et sexliv, der baserer sig på at stjæle cykler, cykler af høj kvalitet, dyre cykler, som så udveksles med hans kæreste, der så, som belønning for cyklerne, giver ham ydelser i form af SM-sex.” Mens cykeltyveriet og SM-sexen før har været fremme i pressen hver for sig, var i går første gang, der skete en decideret kobling mellem de to. Og første gang, at et sommerhus i Nordsjælland blev bragt i spil. Man kunne med andre ord argumentere for, at Lars Findsen ved at vælge at føre denne erstatningssag er kommet til at forårsage sit eget privatliv endnu en krænkelse. I stedet for blot at være en cykeltyv, der var SM-entusiast ved siden af, præsenteres han altså nu som en, der stjæler dyre cykler, som han transporterer til et sommerhus i Nordsjælland, hvor han bruger dem til at bytte sig til SM-sex.

“Ordentligt godmorgen, ordentligt godmorgen, ordentligt godmorgen.” Sådan indleder Lars Findsen sin dag den 21. oktober med at gå rundt til de fremmødte journalister i Retten i Lyngby og præsentere den bedste udgave af sig selv.  Han er iklædt en blå blazer over en lyseblå skjorte, hvis øverste knapper er efterladt åbne. Midt på panden sidder et par sorte, firkantede læsebriller, som han skiftevis har på, nærstuderer med, tager af, drejer mellem fingrene.  Klokken er lidt i ni, og om lidt begynder hans erstatningssag; næste og måske sidste kapitel i den årelange FE-sag. Det hele handlede oprindeligt om, hvorvidt Lars Findsen, mens han var FE-chef, havde begået landsforræderi.  Sagen begyndte at rulle i august 2020, da flere chefer i FE, herunder Findsen, blev hjemsendt, fordi Tilsynet med Efterretningstjenesterne beskyldte FE for at tilbageholde og give urigtige oplysninger samt muligvis overvåge danskere ulovligt. Det kom kort efter frem, at det handlede om et hemmeligt samarbejde mellem FE og den amerikanske efterretningstjeneste NSA; det, der efterfølgende er blevet kendt som kabelsamarbejdet.  I december 2020 blev der nedsat en undersøgelseskommission, og et år senere, den 9. december 2021, landede Findsen fra en udlandsrejse, hvor han ved gaten i lufthavnen blev mødt af Politiets Aktionsstyrke, der anholdt ham. Han var sigtet for at have lækket statshemmeligheder og forblev varetægtsfængslet indtil den 17. februar 2022.

Som traditionen foreskriver det for en jødisk pige, kunne Hannah Bentow som 12-årig fejre sin bat mitzvah. Den blev holdt med venner og familie i et selskabslokale i forlængelse af Københavns Synagoge den 15. februar 2015. Festlighederne kom dog til en ende, da det blev mål for et terrorangreb. Siden er Hannah Bentow flyttet til Israel med sin familie, hvor hun også har gjort tjeneste som soldat i den israelske hær, IDF. Her fortæller hun om at bo som jøde i Danmark, og hvad der får en til at give sit liv op i det trygge, ukrigeriske velfærdssamfund til fordel for en tilværelse i det spændingsfyldte Israel. Det var kort efter midnat den 15. februar 2015, og i Københavns Synagoges selskabslokale var den 12-årige Hannah Bentow i færd med at fejre sin bat mitzvah, da Omar Abdel Hamid El-Hussein ankom til Krystalgade.  Tidligere på dagen var han dukket op på Krudttønden, et kulturhus på Østerbro, hvor den svenske kunstner Lars Vilks var på scenen for at deltage i et debatmøde om ytringsfrihed og blasfemi; noget, han for alvor havde fået mandat til at tale om, efter at han i 2007 blev verdenskendt for sin afbildning af profeten Muhammed som en rondellhund. Debatmødet havde været i gang i en halv times tid, da Omar Abdel Hamid El-Hussein pludselig åbnede ild. Han nåede at affyre 28 skud i det korte øjeblik, han var til stede.  I angrebet døde filmproduceren Finn Nørgaard, da han forsøgte at overmande Omar Abdel Hamid El-Hussein. Fire betjente blev såret under angrebet. Terroristen flygtede fra stedet i en stjålet bil til Mjølnerparken. Et andet sted i byen var Hannah Bentow og hendes familie i gang med at gøre klar til bat mitzvah-fejringen, da de modtog et opkald fra venner i Israel. De ringede for at høre, om familien Bentow havde tænkt sig at aflyse festen. Det havde de ikke tænkt over. Hvorfor skulle de gøre det? Fordi der var en meget større trussel mod dem nu, pointerede vennerne i telefonen. Mod jøderne. Og inden for de seneste år var det blevet et mønster, at en terrorist først ville angribe noget med ytringsfriheden og så derefter noget jødisk, som man så det med angrebene i 2015 i Paris; først Charlie Hebdo, så et jødisk supermarked.

“Nothing is easy  When you build to reach the sky But look how far we′ve come The ground is gone I was afraid of heights till you said,” lyder det fra forsangeren i det coverband, der er blevet placeret på et sidestykke til hovedscenen i Odense Congress Center. Og så kommer de. Stephanie Lose og Troels Lund Poulsen, der desuden har sin datter med på armen, indtager scenen på Venstres landsmøde til tonerne af Jonah Blacksmiths optimistiske “Up”. Og de går og smiler og vinker, mens salen klapper ukritisk af disse to, der har ført dem til de stagnerede 10 procent i meningsmålingerne. I skrivende stund forudser den nyeste meningsmåling fra Voxmeter blot 9,5 procent, men de ligger gerne mellem de ni og 11 procent, hvilket er smerteligt lavere end de 13,3 procent, som de fik ved folketingsvalget i 2022. Det er den 5. oktober, og det er første dag af Venstres landsmøde, der holdes her i weekenden i Odense Congress Center, hvilket er noget atypisk for det gamle bondeparti, der har for vane at holde sin komsammen i Herning. Det er inden for de selvsamme odenseanske mure, at Venstre i juni 2014 holdt det notoriske syv timer lange ekstraordinære hovedbestyrelsesmøde. Mødet kom på baggrund af Lars Løkkes (M) GGGI-skandale og bilagssager, og den endelige udløser for mødet var det elendige EP-valg.

Det første, jeg får øje på ude foran Tinghallen i Viborg, er en kvinde, der tager et selfie med en politibil, hvilke er godt repræsenterede her i dag, for inde i Tinghallen holder Dansk Folkeparti deres årsmøde, der foruden dét også fungerer som partiets 30-års fødselsdag.  Om ganske få dage – den 6. oktober – er det nemlig 30 år siden, at Pia Kjærsgaard sammen med Kristian Thulesen Dahl, Ole Donner og Poul Nødgaard stiftede Dansk Folkeparti. Og det vil de fejre her i Viborg. Nogle af dem i hvert fald. For både Ole Donner og Poul Nødgaard gælder det, at de er døde. For Kristian Thulesen Dahl gælder det, at han er så godt som død for partiets top. Og mange af de andre, der har været bærende søjler i Dansk Folkeparti gennem de seneste 30 år, har noget andet at se til, nemlig Danmarksdemokraternes årsmøde, der ligeledes afholdes i dag, dog i Herning. I Tinghallens foyer kan man købe en t-shirt for 25 kroner og en fadøl for det dobbelte. Der er t-shirts i mange varianter og i hvert fald i tre farver (DF-blå, hvid og sort), og de har allesammen hver deres mere eller mindre nationalistiske motiver. Nogle et Dannebrog, hvor der i det hvide kors står “Danskerne først” (“først” står skrevet både vertikalt og horisontalt, “Danskerne” blot horisontalt). På en anden t-shirt står der “Man binder os …” og nedenunder “Nej til censur!”

Det er søndag og landsrådets andendag, da det for alvor går hen og bliver interessant i Tivoli Hotels kongressal, hvor Det Konservative Folkeparti har inviteret på besøg.  Dagen indledes med nationalsang, hvorefter Mona Juul genvælges som formand og resten af bestyrelsen til deres respektive roller, herunder den kræftramte Michael Ziegler som kommunalpolitisk næstformand in absentia. Der har været relativt få journalister til stede ved weekendens arrangement, og blot én politisk analytiker har jeg fået øje på. Det er sjældent et godt tegn. Det er ikke et parti, der er særligt meget interessant at sige om eller at lægge mærke til. Det, journalisterne for alvor er interesserede i at høre Mona Juul om, når de får muligheden for det, er, hvorvidt hun den pågældende dag har besluttet sig for at afvise at gøre Mette Frederiksen til statsminister. Til det svarer hun typisk noget med, at hun ikke er ultimativ, og at hun går til valg på at få mest mulig konservativ politik igennem. Svaret faldt igen i går, da en journalist bemærkede ved lørdagens møde med pressen, at Søren Pape op mod det seneste valg havde nævnt, at han ikke kunne se sig selv gøre Mette Frederiksen til statsminister. Til det svarede hun: “Det er der ikke nogen forskel på nu, kan jeg hilse at sige. Jeg har svært ved at se det for mig. Jeg siger bare, og det er helt klassisk pragmatisk at ikke være så skide ultimativ, når man er konservativ, at man lige præcis siger: ‘Lad nu vælgerne tale’.” Samtidig kører de konservative for tiden en kampagne, man virkelig ikke kan slå sig på. “Velkommen til den virkelige verden” hedder den, og den handler om, at Mona Juul har meget mere erhvervserfaring end alle de andre folketingsmedlemmer. Derfor holder der ude foran Tivoli-hotellet en bus, der er omfavnet i konservativ-grøn, ligesom der er hængt i hvert fald ét banner op et sted i Danmark, jeg endnu ikke har lokaliseret, der præsenterer hendes versus andre toppolitikeres erhvervserfaring. Øverst står der Mona Juul, 28 år. Nedenunder Mette Frederiksen, 1 år. Så Troels Lund Poulsen, 3 år. Dertil har man indrykket annoncer rundt omkring i det københavnske bybillede, der tager form af et stort billede af Mona Juul og så et kritisk citat om regeringen, det kunne for eksempel være “Staten bruger flere penge på førtidspension end på hele Forsvaret”. Disse annoncer virker til at være en god idé, for da Epinion for nylig offentliggjorde den seneste kendthedsmåling, svarede 37 procent af de adspurgte, at de ikke kendte Mona Juul. Anderledes så det ud for vennerne i den blå blok: Alex Vanopslagh (LA) lå på 10 procent, Morten Messerschmidt (DF ) på 5 procent og Inger Støjberg (DD) på 2 procent. Og så går det hverken sådan for alvor frem eller tilbage i meningsmålingerne. Det er gået i tomgang. I den seneste meningsmåling fra Voxmeter står Det Konservative Folkeparti til at få 0,5 procentpoint flere stemmer, end det gjorde ved valget i 2022; de eneste partier, der har flyttet sig mindre, er henholdsvis vennerne fra KLAR-alliancen, Radikale Venstre, der står til at miste 0,2 procentpoint, og så Alternativet, der står til at miste 0,1.  Om det er en konsekvens af eller et symptom på dette, ved jeg ikke, men landsmødets første dag var en relativt flad fornemmelse. Som en af de få journalister pointerer over for mig søndag formiddag: “Det er, som om de har cyklet i modvind for længe og nu er helt færdige.”

Til de blå partiers arrangement Borgerligt Konvent beskyldte Morten Messerschmidt (DF) Socialdemokratiet for at føre stram udlændingepolitik ud fra et ønske om at høste flere stemmer. Men det afviser udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) pure i et interview med Frihedsbrevet. “Jeg vil hellere have et Danmark, hvor der er en stram udlændingepolitik, og Socialdemokratiet ikke er ved magten, end at vi som regeringsparti skulle sidde og lukke en masse folk ind i landet,” siger han.  Der er udbrudt åben krig mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.  De seneste uger har de to partiers kritik af og udtalelser om hinanden intensiveret – det ses særligt på de sociale medier, for eksempel har Socialdemokratiet den seneste uge dedikeret to opslag til at kritisere Dansk Folkeparti på deres officielle Instagram. I et af opslagene argumenterer de for, at Morten Messerschmidt vil gøre “Danmark mere utrygt”. I det andet beskylder Kaare Dybvad (S) Messerschmidt for at lyve over for vælgerne, når han siger, at fødevarer skal blive billigere. Det går også den anden vej. De seneste tre dage har DF dedikeret tre opslag til S-kritik på sin Instagram-konto. I dem kritiseres Socialdemokratiets udlændingepolitik, og der skrives, at “Mette Frederiksen har åbnet sluserne for islamisk masseindvandring”. I denne uge morede Peter Kofod (DF) sig på bekostning af hele situationen.  “Nogen, der ved, om alt er okay hos Socialdemokratene? Klokken er snart 11 og de har endnu ikke postet noget om DF eller Messerschmidt? Håber virkelig, de har det godt, men man bliver jo lidt bekymret,” skrev han på X. Til det svarede Frederik Vad (S): “Tjek jeres egne opslag fra de sidste 12 måneder,” hvilket blev efterfulgt af to smileyer, der græd af grin.

De delegerede har betalt 2.000 kroner for at være her i dag, og der er ikke engang borde.  Det er sådan, en socialdemokrat udlægger sin kritik af dagens arrangement over for mig.  Det er mange penge, bekræfter jeg. Og det er da mærkeligt med de borde.  “Det er, fordi de gerne vil gøre det sådan lidt mere rally-agtigt,” siger hun. Men så kan folk slet ikke sidde og skabe menneskelig kontakt? “Det hele er reduceret til sådan noget med at sidde og klappe i hænderne,” svarer hun.  Jeg konstaterer, at der heller ikke er plads i salen til pressen. Det har jeg aldrig prøvet før. Der er ellers masser af plads at give af, der er i omegnen af 638 til stede i dag, og når de ikke engang har borde, skal man være lidt kreativ for at få det til at se ud af noget. På trods af forsøget står en god del af lokalets østlige flanke tom.  “Det virker lidt pressefjendsk,” konstaterer en anden socialdemokrat senere, og jeg må for alvor istemme, da der i presserummet til frokost serveres en krukke hønsesalat til hver mand, ledsaget af to halve stykker toast. Forstå mig ret, jeg kan godt lide hønsesalat, men en hel krukke af det påfalder mig nu alligevel at være for meget af det gode. Det er lørdag den 13. september, og jeg er til Socialdemokratiets årsmøde, der vanen tro holdes i statsministeren og partiformandens yndlingsfodboldklubs hjemby, Aalborg; det blev for nyligt offentliggjort, at hun er stoppet med at holde med Brøndby IF til fordel for Aalborg Boldklub, da “alle de der slåskampe blev for meget.” Ude foran Kongrescentret mødtes man først af en lastbil, Borgerligt Fundament har lejet til at hænge et banner op med teksten ’Dyt ikke! Hvis du vil have store bededag tilbage’ og så køre den hen for at drille socialdemokraterne, som en slags gengæld for den lastbil de røde i forrige uge havde fået placeret foran den borgerlige supergruppes event, Borgerligt Konvent.