Mia Skovby

Mens Israel fortsætter sin voldsomme krig i Gaza, inviterer Israels ambassade i Danmark politiske medarbejdere fra flere partier på en tur til blandt andet Jerusalem og Tel Aviv. Det fremgår af en invitation, som Frihedsbrevet er bekendt med indholdet af.  Men det er ikke alle danske partier, der har modtaget en invitation, og to partier har allerede takket nej, mens Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance deltager.

Mit vækkeur ringer lidt efter 11, og det er med en ærgerlig fornemmelse, at jeg må se mig nødsaget til at anerkende dette, for hvis jeg både skal nå at børste tænder og spise helstegt pattegris nede i Venstres baghave her om en lille times tid, bliver jeg simpelthen nødt til at bevæge mig i bad nu. Jeg er dog relativt veludhvilet, for jeg har både fået seks timers søvn og sovet i en seng, hvilket er to ting, der ikke kan tages for givet et sted som her. Således gjort er jeg klar til at gribe dagen, og indtager min morgenmenu, der består af en flaske vand med to af det smertestillende præparat Treo, mens jeg bevæger mig væk fra det dejlige glampingområde. Nede på Havnen passerer jeg mange mennesker, der mere ligner nogle, der starter dagen med en bolle med en groftskåret ost, som man antageligt har importeret til Bornholm i weekendens anledning. Det er i dag tale om lørdag den 14. juni, og jeg befinder mig i Allinge til Folkemødets tredje dag.  Hvis man arbejder som journalist inden for det emnefelt, vi betegner som værende dansk politik, er det en naturlig del af arbejdslivet at tage del i festlighederne. En del journalister udnytter arrangementets naturlige kompakthed til at jagte politiker med paparazzilignende metoder, der er ulovlige hjemme på Christiansborg. Det er den årlige mulighed for at samle nok klikvenlige videoklip ind til resten af sæsonen, der viser, hvor dum en eller anden politiker er, jeg hører fx et rygte om, at B.T. går rundt og spørger dem alle sammen, hvor mange køn der er. Selv udnytter jeg primært arrangementet til at drikke lidt øl med potentielle venner, og så ville der heller ikke være nogen mening i at befinde sig inde på Christiansborg i disse dage, da alle, der er noget, er her, og alle, der ikke er noget, vel arbejder hjemmefra.

Almindeligvis, når der er sådan nogle åbent hus-arrangementer her på Christiansborg, er der i omegnen af to repræsentanter fra hvert parti, der har stjernestatus af den kaliber, at de nemt kan tillade sig at være til sådan et. Hvis man er interesseret i eksempler på, hvem det kunne være, kan man bare gå ind på Folketingets hjemmeside og finde Socialdemokratiets folketingsgruppe. De har rigtig mange, der burde være til et arrangement som det, der afholdes her i dag. Men de er her ikke.  Faktisk er der ikke rigtig nogen fra Folketinget til stede her på Christiansborg i dag den 5. juni, hvor der har lydt en åben invitation fra Folketinget til den brede befolkning om at komme på besøg, så Grundlovsdagen kan fejres i fællesskab.   Lederne af blå blok er på Fyn til et fællesarrangement. Alex Vanopslagh har endda holdt orlov fra sit barselsorlov for at være til stede, hvor den helt store nyhed virker til at være offentliggørelsen af, at de i september holder, hvad de kalder en fælles borgerlig konvent. Blå blok prøver virkelig at give et indtryk af, at de har forenet sig.  Mens de er på Fyn, er Mette Frederiksen (S) i Sønderjylland på en eller anden højskole, hvor hun holder en grundlovstale om, at børn har for meget skærmtid.  Troels Lund Poulsen (V) er til NATO-møde i Bruxelles, så Stephanie Lose (V) er sendt til Vordingborg, hvor hun siger lidt om nogle huller i en ost og meget om Forsvaret på den forudsigelige måde. Og så kan jeg på Instagram se, at Lars Løkke Rasmussen (M) er til Moderaternes 3-års fødselsdag, hvilket alle på internettet har modtaget en åben invitation til. Den er der virkelig ikke mange, der har indløst, men det har Lars Løkke altså. De er med andre ord ikke på Christiansborg i dag. Men det er der til gengæld rigtig mange andre, der er.  Grundlovsdag på Christiansborg er kulturnat for dem, der er så offentligt ansatte, at de har fri en dag som i dag. Klokken lidt over 10 begynder børnefamilier at strømme igennem sluserne, og der står folketingsbetjente klar med ikke-engangsflag, som de deler ud til enhver.  Oppe i Vandrehallen er der drikkevarer ad libitum, herunder de der kartonvand. Postevand hedder firmaet, og jeg tør ikke tænke på, hvor stor en del af deres årlige omsætning, der kommer fra deres aktiviteter her i Folketinget. Til ethvert arrangement er der gerne fyret et bord op med 50 af sådan nogle.  Jeg hader at være småborgerlig, men jeg tør omvendt ikke at tænke på, hvilket ressourceforbrug Folketinget har på ligegyldigheder af en kartonvand-kaliber.  Der begynder at komme mange børn op ad trapperne, men jeg har til gengæld endnu ikke set én eneste folketingspolitiker foruden lige et af de færøske mandater, Sjúrður Skaale. Nu er det svært for mig at genkende samtlige af de politikere, der befinder sig allerbagerst i Socialdemokratiets bagkatalog, men de er her umiddelbart ikke. Det er ærgerligt, for nede mod Folketingssalens indgangsparti har man placeret en to meter høj grundlov, hvor man bliver opfordret til at skrive sin egen paragraf ind i. På et skilt står teksten “Skriv din egen paragraf! § 90”, og til at ledsage dette er der en forklaring om, at det er meget svært at ændre Grundloven, men at det faktisk godt kan lade sig gøre. Og så opfordres man til at skrive en ekstra paragraf, altså paragraf § 90, idet der hænger nogle papirsedler ved siden af med netop det paragrafnummer på.  Nogen har valgt at udnytte chancen for at få en ny lov i Grundloven til banaliteter, fx er der på en ophængt seddel skrevet “Alle børn må få slek (sic)” og så har Thorbjørn på 5 år skrevet ind i Grundloven, at der skal være “pæne og rene skoletoiletter”. Løsninger, der kræver mere stat, og som man umiddelbart godt ville tænke, de sagtens selv kunne indfri.  Selv udnytter jeg denne mulighed for at skrive en ny paragraf ind i Grundloven markant bedre.  Her er nemlig så kedeligt på Christiansborg i disse dage, det hele handler om ulve, udlændinge og Ukraine, og når det virkelig går kedeligt for sig, så siger partierne noget om pensionsalderen, og det hidser folk sig så op over, som om den politik, de indfører i dag, stadig kommer til at stå, når vi, den vedrører, bliver gamle.  Der mangler lidt spænding for at sige det, som det er.  Et moment af spænding fik vi at mærke i sidste uge, da Folketinget valgte at hæve deres løn med en forklaring om, at de samtidig sænkede deres pension, hvilket vil have en økonomisk effekt i, skal vi se, lige omkring… år 2090.  Dét fik selvfølgelig de danske medier op af stolene, men også det er allerede blevet en smule kedeligt.  Nej, vi har brug for PET-lovens tilbagekomst. Se, den vil kunne sætte gang i noget. Derfor glæder jeg mig til, at Folketingets medlemmer vil opdage, at jeg i dag har fået skrevet en ny paragraf i Grundloven ude i Vandrehallen: “§ 90 PET skal kunne masseovervåge befolkningen”.

Onsdag den 28. maj begynder for mit vedkommende på den lettest mulige måde.  Klokken otte går jeg op ad trapperne til Christiansborg, hvorefter jeg sætter kursen mod Samtaleværelset. Derinde afholdes der hver onsdag andagt, men det er ikke hver onsdag, at der både er besøg fra fronten i Ukraine og samtidig er sang og musik, selvom begge ting efterhånden forekommer mig at være rimelig hyppige herinde på de bonede gulve. Der er noget dejligt ved krigen i Ukraine; at der i denne splittede verden trods alt er nogle ting, der samler. Kongehuset klarer næppe jobbet, det er trods alt omkring en fjerdedel af os, der vil af med dét. Eurovision kan vi slet ikke regne med, det har Danmarks Radio vist bevidst forsøgt at tabe i et årti efterhånden. Og så er der krigen i Mellemøsten, som nogen kalder Israel-Palæstina-konflikten, andre Gaza-krigen, jeg personligt: en hvepserede.  Ja, der er noget fantastisk noget ved de allersimpleste ting, såsom en krig, hvor der er bred enighed om, hvem der er den store, stygge skurk, og hvem der er det lille, stakkels offer.  Her har jeg noget til fælles med det samlede folketing, som også er helt vilde med konflikten i Ukraine. Hver en mulighed benytter de til at invitere ukrainere på besøg – eller selv besøge dem – og der er intet, man hellere vil have til at pryde sin Instagram-profil end et billede med en eller anden ukrainer. Da det gik allervildest for sig, så jeg for et par måneder siden en mf’er iført et par Ukraine-øreringe tage et billede med en ukrainsk soldat. Og noget, de er næsten lige så tossede med som Ukraine, er fællessang. Nogle påstår, at det, ligesom meget andet dårligt, for alvor begyndte under corona. At det var i Phillip Fabers storhedstid, at folketingsmedlemmerne fik smag for den slags. Allersmukkest var det, da Morten Messerschmidt sendte et paragraf 20-spørgsmål til den daværende kulturminister Joy Mogensen, der lød: “Vil ministeren sikre, at Danmarks Radio også bringer morgensang på tv, efter at coronakrisen er slut?” Det gør de mig bekendt desværre ikke længere, men den nuværende kulturminister har også gjort sit for morgensangens udbredelse. I sommeren 2024 lancerede Jakob Engel-Schmidt (M) et landsdækkende morgensanginitiativ for grundskolerne, der havde til formål at genoplive traditionen med morgensang på skolerne og styrke fællesskabet gennem sang. Der blev afsat 10 millioner kroner til projektet, og det var selvfølgelig i samarbejde med Phillip Faber. Projektet tog sin udformning i en pulje, de enkelte skoler kunne søge, og som skulle gå til fx instrumenter eller sanghæfter.  Det mest bizarre ved det hele er nu engang det såkaldte morgensangkorps; et korps bestående af 18 danske veletablerede musikere, som man kan få til at besøge sin skole. Bor man i København, kan man få besøg af Oh Land eller Christopher, mens de på Lolland kan nyde godt af Sigurd fra Sigurds Bjørnetime og Katinka. Selv mener Jakob Engel-Schmidt, at der har været tale om en succes, og han ønsker nu at hæve puljen med fem millioner kroner. Til at udbrede morgensang.  I folkeskolerne. Man har hevet ekstra stole ind i Samtaleværelset i dagens anledning, men end ikke det er nok til at imødekomme det store fremmøde, og det er endda på trods af, at andagten starter noget så tidligt som lidt over otte.  I venstre del af lokalet har en bande af mf’ere indtaget en håndfuld stole, fremmødet tæller blandt andre Bjørn Brandenborg (S), Lars Christian Brask (LA), Jens Meilvang (LA), Lise Bech (DD) og formanden for Folketinget, Esbjerg Havn og Tecleaf, Søren Gade (V). Dette er det tætteste, jeg har befundet mig på formanden for det hele, siden han for to uger siden tog en aktiv beslutning om at undgå pressen som helhed. Også i forrige uge gentog han sine forsvindingsnumre, da pressekorpset stod og ventede på ham ude foran Folketingssalen. Han må have været helt ufatteligt irriterende at lege gemmeleg med som barn.  Til at starte med bydes den kristne ukrainske menighed velkommen. Derefter vil man gerne have os til at synge “I østen stiger solen op”, så det gør vi. Jeg prøver at lade være, men så vinkler min sidemakker sin salmebog mod mig i det, jeg kun kan tolke som et vink med en vognstang, så jeg ser mig nødsaget til at åbne munden for at mime med.  “Nu vil biskop Antoni dele en andagt med os på norsk,” siger ham, der styrer slagets gang, hvilket jeg ser som en smuk måde at sikre sig på, at vi alle er lige i den forstand, at ingen jo så vil kunne forstå noget som helst. Da denne nordmand, der desuden ligner Frederiksbergs borgmester Michael Vindfeldt (S) utroligt meget, er færdig med at sige en masse norske ting, tager ham, der styrer det hele, ordet tilbage og siger: “Nu synes jeg, vi skal tage et halv minuts stilhed til at tænke over det, biskop Antoni har delt med os,” hvilket den ukrainske tolk så oversætter til det passende sprog. Det er her vigtigt for mig at understrege, at andagten ikke blev oversat. Bagefter siger de fleste deres fadervor, og så bliver vi velsignede, idet der siges; “Herren velsigne jer!” Og så skal vi fandme synge igen. Denne gang en “Amazing grace”, hvor teksten til er blevet uddelt på et stykke papir og desuden oversat. “Julie Lindell vil synge for,” og det gør hun så, men hun synger sådan lidt… lidt for meget for, det er simpelthen ikke muligt at synge fællessang, så meget hun synger for, hvilket selvfølgelig lægger en naturlig dæmper på stemningen. Men da hun er ude over første vers, tager hun det lige et hak ned, og så bliver alle i rummet rigtigt glade, for nu kan de synge med.

Jeg vil afholde mig fra at redegøre alt for meget for, hvad der den 21. maj skete inde i Folketingssalen. Det var dagen for den årlige afslutningsdebat, der begyndte klokken otte om morgenen og varede til klokken halv et om natten, hvilket altså betød, at debatten varede mere end 16 stive timer.  I korte træk kan debatten opsummeres således: Hårdere straffe, udlændinge, Forsvaret, udlændinge, noget om nogle hunde, udlændinge, Gaza, ulve, udlændinge, pensionsalderen. Hvis man er sadistisk af natur og gerne vil læse en udførlig oversigt over, hvad, hvem og hvornår, vil jeg anbefale, at man slår et smut forbi et af dagbladene. For at gøre smerten mindst mulig vil jeg i stedet holde mig til at fremhæve de allermest interessante og sigende begivenheder, der udspillede sig i løbet af den 21. maj på Christiansborg.  Jeg ankommer til Christiansborg lidt efter otte, hvor nogle tilsyneladende har taget ulovlig opstilling ude foran indgangen. “Det er sidste gang, jeg beder jer om at gå nu,” siger en politibetjent til de fire fyre, der ser så usoignerede ud, at man kun kan gisne om deres politiske ståsted. Hvis nu jeg absolut skulle gætte, pistolen for panden og alt det der, så ville mit bud nok være noget om Gaza, ikke mindst grundet de tørklæder, de bærer om halsen. Et emne, der har fået et ekstra skud morfin ind i årerne, da Mette Frederiksen i et Instagram-opslag forleden konkluderede, at den humanitære situation i Gaza er “dybt alarmerende”, hvilket blev understreget med et par knuste hjerte-emojis.  Inde i Folketingssalen har Mette Frederiksen indtaget talerstolen, hvor hun stiller sig selv spørgsmålet:  “Hvad har en ulv, en ældrecheck, fertilitetsbehandling, kørekort til 17-årige og en kølehætte med hinanden at gøre?”  For så at svare: “Det er fem konkrete eksempler på, hvad politik kan,” inden hun begynder at snakke om både ulve og stigende supermarkedspriser. Så nævner hun kræft, inden hun siger: “Alt det, jeg her har nævnt, er eksempler på politiske beslutninger, som skaber konkrete forbedringer for rigtige mennesker.” Og så gør hun noget rigtig irriterende, da hun går i gang med sin næste sætning:  “Jeg kunne også have nævnt de faste teams, vi udbreder i ældreplejen, eller juniormesterlæren, der lige nu gør, at skoletrætte teenagere kan få lov til at arbejde i en virksomhed i stedet for at sidde på skolebænken. Jeg kunne også have nævnt den grønne trepart, der genopretter store dele af den danske natur. Jeg kunne også have nævnt, at vi nu afsætter flere milliarder til vores sundhedsvæsen, end nogen anden regering nogensinde har gjort,” siger hun, som om hun ikke lige har nævnt alle de ting. Efter lidt mere end en halv time er hun færdig med at nævne alle de ting, hun kunne have nævnt, hvis hun ville, og således kan debatten for alvor gå i gang.  Der går ikke lang tid, før man begynder at spotte slikposernes ankomst til Folketingssalen.  Af uransagelige årsager går der slikpose i den, når Folketinget skal samles til både åbnings- og afslutningsdebatten. Det virker til, at de har gang i en intern konkurrence om, hvilket parti der kan lave flest opslag på de sociale medier, hvori der indgår slik.  Det minder mig om dengang, man gik i niende klasse og skulle til de afsluttende skriftlige eksamener. Til de almindelige skoletimer måtte man naturligvis ikke have mad med, men det måtte man altså gerne til eksamenerne, hvilket halvdelen af 9.b’s drenge udnyttede til at tage to poser gifler, tre Dumle-slikkepinde, en pose Stjernemix og tre af de der sorte sambaer med. Bare fordi de kunne. Ligeledes er forskellige partier gået amok.  Kort før frokostpausen klokken 12 møder jeg en, der arbejder for Moderaterne, som står ude foran døren til Folketingssalen med en bakke med rød-hvide slikposer og venter på, at de voksne mennesker kan komme ud at hente dem.  Inger Støjberg har skrevet en personlig hilsen til hver af sine partikollegaer på en pose og uddelt disse. Angiveligt åbnede Susie Jessen (DD) allerede sin klokken 10. Anderledes fornuftig var Mette Abildgaard, der står for de Konservatives. Hun venter med at dele ud til efter frokost. Jeg spørger Sólbjørg Jakobsen (LA), der varetager Alex Vanopslaghs opgaver, mens han er på barsel, om også de har slik med.  “Nej! Ole (Birk Olesen, red.) synes, det er for børnehavet at gå og dele slik ud,” svarer hun. Senere på dagen lægger Socialdemokratiet en video på Instagram, hvor de spørger medlemmerne, hvad de har i deres taske. Uopsigtsvækkende mange af dem går rundt med slik.

I denne uge havde jeg set frem til at bruge alle mine vågne timer på at snakke med folk, der bekymrer sig for PET-loven. Et lovforslag, der vil give PET en række yderligere muligheder for at overvåge danskerne for at gøre det nemmere at udpege potentielle trusler, og som i denne uge skulle have været førstebehandlet i Folketinget. Men justitsministeren, Peter Hummelgaard (S), anede skriften på væggen og på Twitter og har derfor udskudt lovforslaget, så det først skal til behandling en gang i efteråret.  Denne udskydelse betyder imidlertid, at Christiansborgs beboere, der havde udsigt til at bruge det meste af denne uge på at mene noget om PET-loven, nu skal finde noget andet at bruge deres tid på og noget andet at mene noget om. Derfor er jeg denne onsdag, den 14. maj, taget i Folketinget for at fornemme, hvad tiden går med, mens vi venter på PET-loven.

Det er altid spændende at ankomme til Rød Gang på Christiansborg en tirsdag klokken 10.30. Det er den gang, hvor de fleste partier har deres gruppelokale, hvori de fleste partier holder deres gruppemøde hver tirsdag lige omkring klokken 11. Hvis man som journalist vil have en hurtig kommentar, er Rød Gang lige inden klokken 11 et godt sted at befinde sig. Det spændende er ikke så meget, hvor pressen står, men derimod hvad pressen har valgt, at de vil forsøge at få Lars Løkke Rasmussen (M) til at svare på den givne dag. Som jeg ser det, er der i dag den 6. maj ikke det oplagte spørgsmål, hvilket efterlader en del mulige bud: Vil pressen mon spørge Lars Løkke ind til den nyeste meningsmåling, hvor Moderaterne står til at modtage blot 3,8 procent af stemmerne, og hvor regeringen kun står til at få 66 mandater? Vil pressen mon spørge til Moderaternes medlemstal? De er jo trods alt det eneste parti, der enten ikke vil eller kan oplyse dét. Eller vil pressen mon spørge ind til, hvordan det går med løsgængeren Jon Stephensen, som, det rygtes, kunne være på vej tilbage i partiet som tak for, at han reddede den stadigværende klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M)? Umiddelbart efter redningen mødte Moderaternes gruppeformand Henrik Frandsen pressen, hvor der blev spurgt om, hvorvidt Jon Stephensen var velkommen i partiet igen. "Jamen, det har ikke noget at gøre med, om Jon Stephensen er velkommen eller ej. Det her har noget at gøre med, at der er et flertal," svarede han. “Er Jon Stephensen velkommen tilbage i Moderaterne?” spurgte en anden journalist. “Jamen, Jon Stephensen er ikke medlem af Moderaterne.” “Så er svaret vel nej?” spurgte en tredje journalist.

I denne uge gør jeg to ting for første gang: Den ene er at deltage i arbejdernes internationale kampdag. Den anden er at gå stuegang. Mens Mads Brügger har karantæne fra Christiansborg, fordi han har udvist “manglende situationsforståelse”, har jeg nemlig fået æren af at skulle agere hans vikar. Ret skal være ret, så det hele indledes med, at jeg tager i Føtex for at købe en æske chokolade til en, der har fortjent sådan en. Med den under armen bevæger jeg mig ind på Christiansborg, forbi vagterne og hen til paternosteren, hvor Mohammed Rona fra Moderaterne er i gang med at vise en gruppe rundt. Det gør han meget ofte. Mere end den gennemsnitlige folketingspolitiker, vil jeg tro. Tryllebundne af den rullende elevator opdager gruppen end ikke, at de spærrer for den, men lad dog barnet, tænker jeg. “Den er effektiv,” siger en af dem. “Meget effektiv,” bekræfter Mohammed Rona. Det skulle den også gerne være. Den tog 14 millioner kroner og ni måneder at renovere. Sådan bliver de ved med at stå i en rum tid. Først kigger de på elevatoren, der kommer, så kigger de på elevatoren, der forsvinder, på elevatoren, der kommer, på elevatoren, der forsvinder, og da det er nok, går de et par skridt tilbage, vender rundt om hjørnet og bruger trapperne til at rejse højdemeterne op, hvilket efterlader rulleriet ledigt til mig.