I denne uge gør jeg to ting for første gang: Den ene er at deltage i arbejdernes internationale kampdag. Den anden er at gå stuegang. Mens Mads Brügger har karantæne fra Christiansborg, fordi han har udvist “manglende situationsforståelse”, har jeg nemlig fået æren af at skulle agere hans vikar. Ret skal være ret, så det hele indledes med, at jeg tager i Føtex for at købe en æske chokolade til en, der har fortjent sådan en. Med den under armen bevæger jeg mig ind på Christiansborg, forbi vagterne og hen til paternosteren, hvor Mohammed Rona fra Moderaterne er i gang med at vise en gruppe rundt. Det gør han meget ofte. Mere end den gennemsnitlige folketingspolitiker, vil jeg tro. Tryllebundne af den rullende elevator opdager gruppen end ikke, at de spærrer for den, men lad dog barnet, tænker jeg. “Den er effektiv,” siger en af dem. “Meget effektiv,” bekræfter Mohammed Rona. Det skulle den også gerne være. Den tog 14 millioner kroner og ni måneder at renovere. Sådan bliver de ved med at stå i en rum tid. Først kigger de på elevatoren, der kommer, så kigger de på elevatoren, der forsvinder, på elevatoren, der kommer, på elevatoren, der forsvinder, og da det er nok, går de et par skridt tilbage, vender rundt om hjørnet og bruger trapperne til at rejse højdemeterne op, hvilket efterlader rulleriet ledigt til mig.