Mia Skovby

De er her i hobevis. Man har endda hevet en maskot ind, en person i et stort kostume, formet som et orange V, med to store, brune øjne. V for Venstre. Inde på Christiansborg, hele vejen op ad Vandrehallens trappe, står de og flager som en flok royalister til fødselsdag på Amalienborg Slotsplads. Helt ukritiske og lalleglade klumper de sig sammen der og vifter med deres blå flag. På et tidspunkt står de sågar og øver sig i at lave bølgen. Det er dette syn, der møder Venstres formand Troels Lund Poulsen, da han endelig beslutter sig for at ankomme til Christiansborg lidt efter midnat. Forståelsen var, at han først ville ankomme, når Lars Løkke Rasmussen havde holdt sin tale ovre til Moderaternes valgfest, og når valgresultatet desuden lå klar. Begge ting muliggjorde ankomsten, ganske få minutter før den fandt sted.  Valgresultatet lød på 10,1 procent til Venstre, hvilket ikke var så galt endda, når man tænker på, at partiet ved første exit poll, der landede klokken 20, blev spået til under 10 procent af DR. Men valgresultatet er nu alligevel partiets dårligste nogensinde.

I fredags cyklede jeg forbi en reklamestander ved et busstoppested på Roskildevej. Inde i den var der et billede af Alex Vanopslagh med et budskab om, at du godt kan eller noget i den dur. På den anden side af glasset var der med sprittusch skrevet grimme ord og tegnet en penis. Jeg tog min telefon frem for at tage et billede, men i nogenlunde samme øjeblik skiftede reklamen til at være af Mette Frederiksen. Dette noterede jeg mig som værende meget symptomatisk for valgkampen, selvom jeg nu kommer til den konklusion, at det var en lettere banal betragtning gjort af undertegnede. Dagen efter, lørdag den 21. marts, hopper jeg op på cyklen igen, denne gang med retning mod Falkoner Centret, hvor Socialdemokratiet har inviteret til pressemøde klokken 12. Forinden havde jeg besluttet mig for, at jeg nu ville købe præmissen om, at folketingsvalget 2026 var et svinevalg. Et valg, der blev truffet i mangel på bedre. Over en bred kam virker der nemlig til at være konsensus om, at denne valgkamp har været ukarakteristisk kedelig. Der har ikke været de store “personangreb”. Meningsmålingerne har ikke rigtigt ændret sig. Der har ikke været nogen rigtig stor sag. Der har ikke været ret meget hykleri. Ikke så meget, der har adskilt partierne fra hinanden. Så skulle det da lige være dem, der gerne vil holde sig gode venner med landbruget, og dem, der ikke vil. Dem, der mener at dette valg handler om grundvand og svin, og dem, der ikke gør. Lørdag passerer jeg den konservative folketingskandidat Niels Peder Ravn, der, tillader jeg mig at sige, så rimeligt færdig ud, som han stod der og delte flyers med sit ansigt ud foran Frederiksberg Centret. Sidst jeg mødte ham, var han i færd med at blive genvalgt til Københavns Borgerrepræsentation, hvor han uforvarende kom til at gøre således, at jeg brækkede min hånd. “Den her valgkamp har været så kedelig,” tilkendegiver han, “meget kedeligere end kommunalvalgkampen.” Niels Peder Ravn har selskab af flere frivillige, og bemærker desuden, at lidt længere henne mod Frederiksberg Centret står Jan E. Jørgensen (V). I sin karakteristiske ‘Stemmer på Jan E.’-dunjakke står han dér og kæmper til det sidste. Det går så sandelig ikke godt for partiet Venstre, hvad angår befolkningens gunst, og derfor er der lige nu stor snak om, at partiet måske nok mister en af deres nuværende to kredsmandater i København. Med al sandsynlighed bliver enten Jan E. Jørgensen eller Linea Søgaard-Lidell ikke genvalgt, så den politiske ordfører har sine grunde til at stå og dele, hvad end han nu engang uddeler, ud. “Hvad har du at give?” spørger jeg ham, da vi stod ansigt til ansigt. “Vent her, jeg har noget til dig,” siger Venstre-manden og går over til nogle papkasser, der er lokaliseret ved hans frivillige.

Er det her ikke bare et forsøg på at købe stemmer? Det spørger jeg Lars Løkke Rasmussen (M) om, da jeg møder ham på en elbilsladestation i et af Køges mange intetsigende områder. “Det er faktisk nærmest det modsatte,” svarer han. Vi befinder os på en Norlys-ladestation. Den er nabo til en Tesla-ladestation, og få skridt fra begge ligger en Clever-ladestation. Da jeg ankom lidt før klokken 16, var Clever-stationen den første, jeg fik øje på. ‘Norrlys, Servicevej 2’, havde jeg noteret mig, men kom alligevel i tvivl ved synet af Clevers. Der holdt biler ved samtlige af de mange ladere, ligesom der holdt adskillige biler i kø bagved. Jeg tjekkede eventet igen. Nej, den var god nok, det var ikke her, hvor bilerne holdt i kø. Det var ved Norlys-stationen på Servicevej 2, at Moderaterne onsdag eftermiddag mellem klokken 16 og 17.30 ville byde på gratis bilopladninger. Foruden eventet i Køge ville der holdes tilsvarende arrangementer i Odense og i Ikast i samme tidsrum. Men der holdt altså adskillige biler i kø på Clever-stationen, og jeg undrede mig over, hvorvidt de kunne have taget fejl af ladestationerne. Ikke mindst fordi der ikke var meget ved Norlys-stationen, der tydede på, at der om ganske få minutter ville blive delt strøm ud.

Det bliver varmt i sådan en sauna. Op mod 100 grader, angiveligt. Det er varmest i højderne. Deroppe, hvor Michael Vindfeldt (S) sidder. Han sidder rigtigt højt oppe. Michael Vindfeldt har taget en skammel, som han har placeret ovenpå den øverste bænk og så placeret sig selv ovenpå. Han har sågar armene oppe i vejret. Måske er Michael Vindfeldt den af os alle, der befinder sig allerhøjest oppe.  Det tror jeg faktisk, han er.   Han er en saunakyndig mand, siger David Owe. Det er derfor, han er her i dag. Fordi han ofte går i saunagus her på en tagterasse i Vanløse. Dagens to andre særlige gæster er socialdemokrater og stiller op til Folketinget i Københavns Storkreds. Michael Vindfeldt er bare borgmester. På Frederiksberg endda. David Owe er her, fordi han er gusmester. Det er hans gus, Michael Vindfeldt ynder at gå til. Før i tiden var David Owe skuespiller, kendt fra film som Tempelriddernes Skat II (den, der foregår på Gotland) og serier som Ørnen, 2900 Happiness og Vild med dans.  David Owe optræder ikke så meget på ens skærm længere. I år har han lagt stemme til en karakter i børneserien Lotte & Totte. Men ellers bliver det ikke til det store. Nu ejer han Inncercise, hvor vi er i dag. I anledningen af valgkampen har de iværksat en række initiativer, valgkampens frivillige kan for eksempel komme til gratis åndedrætssessioner.  Og så udbyder de et helt nyt koncept; noget, de kalder kandidatgus.  Det er også gratis.  Til gengæld for at det er gratis, bliver saunagussessionerne delvist styret af politikere. Med delvist skal det forstås, at det ikke er alle folkevalgte politikere, der er lige så saunaguskyndige som Michael Vindfeldt.  Det er justitsminister Peter Hummelgaard (S) for eksempel ikke. Han sidder på den nederste bænk i saunaen. Det er der, man sidder, hvis man er nybegynder. Hvis man endnu ikke har lært at stoppe med at bekymre sig og elske varmen.  Ida Auken (S) ligner en, der har prøvet det før. Hun har en filthat med. Det har man typisk, hvis man har prøvet den slags før.  Jeg har ikke en filthat med. 

Ude foran biografen Imperial på Vesterbro i København strækker køen sig 50 meter, hvilket efterhånden er en lille kø for Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh.   Den andenforreste i køen, en dreng i begyndelsen af 20’erne, fortæller mig, at han har stået der i 45 minutters tid, og at han er kommet hele vejen fra Faxe for at opleve dette i dag: Alex Vanopslaghs show, "Alex med & uden filter", hvor han foran en udsolgt sal vil “fortælle om op- og nedture, bommerter, politiske visioner,” og desuden “svare på jeres spørgsmål – både med og uden filter". Med og uden filter.  Det vender vi tilbage til.  Først skal vi lige skrue tiden tilbage til lørdag den 6. marts, hvor Alex Vanopslagh var i centrum på Kongens Nytorv. Et par dage i forvejen havde han annonceret, at han ville dele plakater, dåseøl og chips ud fra det inderste af Indre By.  Dagen forinden havde jeg mødt Liberal Alliances omrejsende kampagnehold i Aarhus, hvor Alex Vanopslagh er opstillet, og hvor han havde inviteret til fredagsbar på en natklub nede ved åen.  Der stod han både bag baren og delte gratis Ceres-øl ud, men også oppe på scenen, hvor han fortalte røverhistorier og vittigheder som en anden standup-komiker. 

Hver gang Lars Løkke Rasmussen ender i en ny lortesag, tænker jeg på noget, den tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet Poul Madsen engang sagde: “Jeg ser et billede af en mand, der ligger nede i kisten. Låget er klappet i, man har bare glemt hammeren til sømmene, og mens man er inde at hente den, kravler han ud og bliver udenrigsminister.” Citatet stammer fra den hedengangne podcast Den, vi taler om, og ordene faldt i en episode fra januar 2023 om Lars Løkke. På det tidspunkt var Lars Løkke aktuelt blevet udnævnt som udenrigsminister, efter at hans karriere ellers havde syntes stendød, på baggrund af at han (endelig) mistede posten som formand for Venstre. Siden da har der været adskillige nye møgsager, der har drejet sig om hans nye parti, Moderaterne, der ved forrige folketingsvalg fik 16 mandater, men siden da har mistet fire af dem.  Jon Stephensen, der i foråret 2023 røg for at have skrevet upassende beskeder til medlemmer af ungdomspartiet. Mike Fonseca, der ved årsskiftet til 2024 røg for at have et forhold til en 15-årig pige. Jeppe Søe, der i efteråret 2024 meldte sig ud af partiet på baggrund af afsløringer om dårlige arbejdsforhold i partiets sekretariat.  Karin Liltorp, der i januar 2024 opdagede, hvor topstyret dansk politik er, og ikke “kunne stå inde for regeringens måde at bedrive politik på”. Og så alt derimellem, at det først kom frem, at Lars Løkke forsøgte at købe Mike Fonsecas mandat, sidenhen at partiet også forsøgte at købe Jon Stephensens. For slet ikke at nævne at myndighederne i februar i år har politianmeldt Lars Løkkes forening Foreningen af 8. januar 2021; en forening, som lyssky pengemænd har doneret penge til Moderaterne igennem. På disse mange sager har meningsmålingerne reageret prompte ved at være gået støt nedad. Det største knæk kom i efteråret 2024, da sagen med arbejdsforholdene i sekretariatet rullede. Når det har gået vildest for sig med dårlig omtale i medierne, har partiet været nede omkring tre procent.  Men der sker altid noget, når sagerne har stået på i lidt tid.  Det begynder at gå opad igen. På trods af at have trukket den ene dårlige meningsmåling efter den anden gennem hele regeringsperioden, står Moderaterne nu lige pludselig … rimelig fint.  Ja, man glemte at sømme kisten til, da Lars Løkkes karriere syntes stendød, kan man argumentere for. Men der er måske nærmere tale om, at der står en gruppe klar med sømudtrækkere. Og hvem er disse mennesker, der gennem den ene lortesag efter den anden holder fast? Det er jeg taget til Moderaternes årsmøde for at forsøge at blive klogere på.

Det er svært for mig at afgøre, præcis hvordan jeg skal begynde denne artikel.  Jeg kunne lægge for at fortælle jer om, hvordan Nye Borgerliges politiske leder undervejs på pressemødet den 5. marts sagde de magiske ord “Kærlighed har ingen alder”, da en journalist fra Jyllands-Posten spurgte hende, hvad partiets politik var i forhold til voksne, der bliver kærester med 15-årige børn.  Jeg kunne starte med at fortælle om, hvordan Nye Borgerlige på pressemødet fortalte, at de har givet op på at stille op ved folketingsvalget; for så pludselig at få en EpiPen fyldt med håb skudt ind lige i baglåret.  Eller jeg kunne bare komme til sagen og fortælle jer om, hvordan i alverden Mike Fonseca selv forklarer det kvantespring af et partiskifte, han har foretaget sig.  Men som jeg ser det, er alle disse ting lige vigtige for mig at få med, hvis I skal forstå, hvorfor det pressemøde, jeg i dag overværede på Christiansborg, er noget af det skøreste, jeg måske hidtil har oplevet i min karriere som politisk journalist.  Så lad os starte ved begyndelsen.  I sidste uge aflyste Nye Borgerlige et pressemøde, de skulle have holdt, hvor de ville have præsenteret løsgængeren Mike Fonseca som nyt folketingsmedlem. Aflysningen, forklarede de, skyldtes, at man først ville have afklaret, hvorvidt partiet kunne stille op til Folketinget med hjælp fra Mike Fonsecas mandat eller ikke.  Det mener Indenrigsministeriet nemlig ikke, at de kan.  Uden at der er kommet nogen større afklaring, valgte de dog her torsdag formiddag at holde pressemødet med en uges forsinkelse.  Nu skulle Mike Fonseca præsenteres som ny kandidat. 

Det, Mette mener, er, at drikkevandet skal være rent, de ældre skal have bedre forhold, de unge skal have bedre forhold, de blinde skal have bedre forhold, psykiatrien skal have bedre forhold, og alle Arnerne skal så sandelig også have bedre forhold, og så kan hun både se sig selv i en midter-, rød og socialdemokratisk mindretalsregering – men nu må vi jo se, hvad vælgerne bestemmer. Og hun hader forresten ikke de rige, men hun kan godt lide balance, de bredeste skuldre må bære det tungeste læs, og det er vigtigt, at børnene kommer væk fra de sociale medier, for deres egen skyld. Alt dette kan jeg forstå efter at have tilbragt tirsdag eftermiddag i selskab med statsministeren.  Det begyndte klokken 15, hvor hun på forhånd havde annonceret, at hun ville gå live på det sociale medie Instagram og svare på brugernes spørgsmål. Dette var ikke min første rodeo, og jeg vidste således på forhånd, at sandsynligheden for at smide en mønt ud af et kørende tog og så ramme en spand, der står et tilfældigt sted på strækningen, var større end at trænge igennem den socialdemokratiske kampagnemaskine med et spørgsmål. Da liveudsendelsen gik i gang et par minutter for sent, sad hun rimeligt langt væk fra skærmen og lignede en, der lod, som om hun ikke vidste, at telefonens kamera var tændt, og der herfra sendtes live på Instagram. Hun sad ved sit skrivebord i Statsministeriet, hvor hun iført et par briller, man så godt som aldrig ser hende iført, kiggede i nogle papirer.  Alt imens strømmede kommentarer ind fra brugere, der så med live. Mange skrev: “Hej Mette.” Andre skrev: “Du er en dårlig statsminister.” Efter et minuts tid rejste hun sig og hev en Y-stol ind foran kameraet, hvor hun pakkede brillerne væk og kiggede direkte ind i kameraet. “Hej, og velkommen her til … en live,” indledte hun. 

Har der været fjendtlige droner over Danmark? Det spørgsmål så Folketingets medlemmer frem til at få svar på, da droneredegørelsen skulle lande i forsvarsforligskredsens hænder i sidste uge. Men sådan gik det ikke. For samme dag, som der blev udskrevet valg, meddelte Forsvarsministeriet, at redegørelsen var udskudt. Nu viser det sig, at der ikke kommer svar på de helt centrale spørgsmål i droneforløbet på den her side af et folketingsvalg.

Der er så tomt, så tomt, nede foran Landstingssalen, hvor det var meningen, at Mike Fonseca i torsdags skulle være blevet annonceret som Nye Borgerliges nye folketingsmedlem på et pressemøde. Sådan gik det som bekendt ikke. Pressemødet blev nemlig aflyst. Ikke på grund af det åbenlyse, nemlig at Christiansborg var sat på den anden ende grundet den kollektive forventning om, at folketingsvalget på det tidspunkt, hvor pressemødet var planlagt til, var i gang med at blive skudt i gang. Men fordi man manglede “afklaring”. Dagen hvor Mike Fonseca næsten vækkede Nye Borgerlige op fra de døde Det hele begyndte onsdag, hvor forskellige medier kunne berette om alle mulige slags ting, der handlede om det ellers så livløse parti Nye Borgerlige. Først kunne TV 2 fortælle, at løsgængeren Jeppe Søe var blevet tilbudt at blive formand for partiet. Det kunne de, fordi nogen forsynede dem med en 23-minutter lang skjult optagelse fra et telefonopkald mellem Jeppe Søe og partiets nuværende formand Susanne Borggaard. Jeppe Søe har fortalt til mediet, at han optog opkaldet, da han ville “sikre” sig selv, “hvis de var ude at sige et eller andet, som jeg måske skulle forsvare mig imod senere. Det var vigtigt for mig, at jeg ikke havde været i den slags forhandlinger. Mit mandat er ikke til salg.” Så langt, så godt. Men senere kunne Jyllands-Posten så afsløre, at Nye Borgerlige var lykkedes med at lokke en anden løsgænger over i partiet, nemlig Mike Fonseca, som de fleste nok kender for at være kærester med et barn og at have afslået Lars Løkkes forsøg på at købe hans mandat. Nye Borgerlige havde en stor interessere i at få et folketingsmedlem med ombord, fordi de derved ville være repræsenterede i Folketinget. Den gængse opfattelse var nemlig på dette tidspunkt, at hvis man var repræsenteret i Folketinget, så var man selvfølgelig også opstillingsberettigede til det kommende folketingsvalg. Derfor var Mike Fonseca rigtigt god for partiet, da de på dette tidspunkt blot havde indsamlet 591 vælgererklæringer, hvilket jo er temmelig langt fra de fornødne 20.190, der skal til. Men Nye Borgerlige havde i deres iver efter at få lov til at stille op forglemt at læse det med småt.