Mia Skovby

I denne uge får Dansk Folkeparti besøg af Arbejdstilsynet. Det sker, efter tidligere medarbejdere har sendt en klage, hvori arbejdsmiljøet udpensles som “horribelt” og præget af “mobning, intimidering og forskelsbehandling.” Problemerne  tilskyndes særligt Pia Kjærsgaard og hendes søn Troels Gamst, der i 2015 gik fra at være socialpædagog til en stilling som konsulent i Dansk Folkepartis sekretariat. En stilling, som flere påpeger, at han ikke ville have, hvis ikke det var for hans mor.  Da Morten Messerschmidt tiltrådte som formand i Dansk Folkeparti, sagde han til Frihedsbrevet, at han ville ændre på partiets “nepotistiske kultur med at ansætte venner og familiemedlemmer.” Tre år senere er det netop den “nepotistiske kultur”, der er årsag til, at arbejdsmiljøet er blevet så “horribelt”, at Arbejdstilsynet har valgt at aflægge partiet besøg.

Det stod fuldstændig klart for Pia Kjærsgaard, at det var mærkværdigt og pudsigt, at hun som folketingsmedlem og dermed de facto medarbejdernes chef også var tillidsrepræsentant for Dansk Folkepartis medarbejdere.  Det fremgår af en skjult lydoptagelse fra et personalemøde i partiet, hvor hendes rolle som “tillidsmand” blev adresseret flere gange.

Tilbage i 2022 fik Dansk Folkeparti besøg af Arbejdstilsynet på baggrund af, at der var et så dårligt arbejdsmiljø i partiet, at medarbejdere gik grædende hjem. Nu kigger Arbejdstilsynet i Dansk Folkepartis retning på ny. Det berettes nemlig, at der i de seneste år har været store problemer med arbejdsmiljøet i DF, hvilket, flere peger på, særligt skyldes Pia Kjærsgaard og hendes søn Troels Gamst. Frihedsbrevet er i besiddelse af klagen til Arbejdstilsynet, skjulte optagelser og har snakket med en række personer tæt på partiet, der alt sammen peger på store problemer i DF. Nu aflægger de partiet et besøg på ny.

Det var søndag den 11. januar, og politifolk i hobevis var faret til Nyborg. Anledningen var, at Mette Frederiksen klokken 13.00 skulle på scenen i den store sal på Hotel Nyborg Strand, hvor hun skulle deltage i en partilederdebat med de konservatives Mona Juul og de radikales Martin Lidegaard. Da Socialdemokratiet holdt deres årsmøde i Aalborg tilbage i september, var politiet til stede i sådan en grad, at de var til at overse. I Nyborg var der en normering, der mindede om den, man kunne ønske sig i sit barns daginstitution; der var rigtig mange, og der var mange hunde, og der var mange sikkerhedstjek. Invitationen til partilederdebatten var sendt ud af Radikale Venstre, og den bredere kontekst var partiets årlige nytårsstævne, der traditionen tro skulle afsluttes med en partilederdebat. Arrangementet var kommet i bogen, inden nogen kunne have vidst, at det ville være på bagkant af en af de slags uger, hvor jobbet som landets statsminister inkluderer at navigere i det, der kun kan beskrives som en udenrigspolitisk krise.  For de fleste ville det have været en sand rædselsuge: USA’s præsident, Donald Trump, kidnappede Venezuelas præsident, Nicolás Maduro, og på baggrund af det genopstod snakken om hans ønske om at “tage” Grønland, hvilket han endnu engang gentog, at han ikke kunne afvise ville blive gjort med militær magt.  For Mette Frederiksen virker det til at have været det modsatte. 

Da klokken havde slået kvart i to, var han der pludselig. Langs væggen anede man ham. Han var iført en sort skjorte og sort blazer; en mundering, der fik ham til at ligne en bedemand. De andre partiformænd havde siddet troligt i Folketingssalen, siden spørgetimen med statsministeren gik i gang klokken 13, og der sad de ikke engang alene. Flere af dem nød godt af opbakningen fra de af deres partimedlemmer, der må betegnes som de mere vigtige, skulle man rangere partiernes medlemmer efter sådan et kriterie. Ja, flere af pladserne på den bagerste række var sågar optagede. Der havde løsgængere  såsom Jeppe Søe, Jon Stephensen og Mike Fonseca  indfundet sig, men de måtte altså spejde længe efter deres sidemakker. Lars Boje Mathiesen (BP) var ikke dukket op. De eneste andre partiformænd, der ikke var dukket op, var Troels Lund Poulsen (V) og Lars Løkke Rasmussen (M), der af åbenlyse årsager var fritaget.

Bedst som man troede, at støvet fra det nyligt overståede kommunalvalg havde lagt sig, er der blevet rusket op i Ballerup Kommune, der hidtil ellers havde klaret frisag fra de større dramaer, der har domineret andre kommuner i massevis.

Det var den 3. december, da Dansk Folkeparti lancerede deres hidtil største og mest konkrete offensiv mod Socialdemokratiets nyligt udnævnte udlændinge- og integrationsminister, Rasmus Stoklund.

Symbolikken var så tyk, at man skulle tro, at socialdemokraterne havde tabt jævneren i sovsen.  Få dage inden kommunalvalget ændrede den københavnske filial af partiet lokalitet for den valgfest, der skulle markere en lang og hård valgkamps afslutning. Oprindeligt var planen, at den skulle holdes i Amager Bio, ligesom den blev gjort det forrige år. Men et par dage inden valget kom der ny besked: Valget skulle i stedet fejres på Arbejdermuseet. “Det er ikke folketingsvalg, det her,” bliver stemmer fra partiet ved at hviske en i ørerne, når man konstaterer, at det ikke ligefrem er et prangende fremmøde, der er tale om her på Arbejdermuseet.  At det ikke skyldes den spåede tilbagegang, må det forstås.  Klokken er lidt efter 19, og om ganske kort tid vil Socialdemokratiets spidskandidat Pernille Rosenkrantz-Theil ankomme og holde sin tale. Det er uhørt tidligt at holde sådan en tale, allerede inden valgstederne lukker. Men det gør Pernille Rosenkrantz-Theil. Det er til tonerne af Edith Piafs “Non, je ne regrette rien”, at overborgmesterkandidaten tages imod af mange firkantede papskilte påtrykt hendes navn, “Pernille Rosenkrantz-Theil”. Talen består af mange sætninger, der egentlig ikke betyder det helt store. “At lede, det er at tage ansvar. At række hånden op når de andre kigger ned i bordet. At stille sig op når de andre bliver siddende. At blive stående når det blæser, og når det er svært,” indleder hun. Og så siger hun tak. Til alle de hjælpende hænder, til alle støtterne.  “Jeg sagde fra starten af, at det ville blive tæt på umuligt. At det ville blive svært endnu engang at skabe det flertal, der skal til, for at der også de næste fire år vil sidde en socialdemokrat på overborgmesterkontoret.” Men: “Jeg sagde også, at hvis vi dør, så dør vi med støvlerne på. Og ved I hvad? De er her endnu,” siger hun, hvilket folk jubler helt ufatteligt højt over.

I dag er det den 18. november, og der skal stemmes til kommunalvalget (og regionsvalget). Jeg tager min notesblok med til diverse valgfester i aften og slutter inde på Københavns Rådhus, hvor der måske/måske-ikke kan præsenteres en ny overborgmester en gang i de sene nattetimer.  Dansk Folkepartis valgfest skal jeg desværre ikke til, hvilket dog ellers bliver et spændende parti at holde øje med, når resultaterne begynder at tikke ind. I den seneste meningsmåling stod de til i hvert fald to mandater, hvilket allerede er en fordobling sammenlignet med, hvad de fik ved valget i 2021. DF valgte at tage glæderne på forskud i lørdags, hvor de holdt en slags valgfest, da magasinet Modstrømmen inviterede til fri champagne på den Lars Seier-ejede Café Dan Turell i Indre By.  Morten Messerschmidt kom og talte, og gæsterne lignede folk, man for et år siden, ville have gættet på at stemte LA. Modstrømmens udgivelser har desuden skiftevis været finansieret gennem Dansk Folkeparti og Patriots for Europe og laves af partiets kommunikationskonsulent Mitchel Oliver Vestergaard. Men inden vi når til aftenens valgfester, hvor resultaterne skal fejres/ikke-fejres, vil jeg først tage jer igennem, hvad valgkampens sidste dage har budt på.

Ting, Mette Frederiksen har lavet den 12. november i stedet for at være til COP30 i Brasilien: Ladet sig interviewe til en Alt for damerne-podcast, der handler om, hvilke gode råd man ville give til en yngre udgave af sig selv. Besøgt en folkeskole i den socialdemokratiske by Egedal, hvor Venstre spås en chance for at kunne tage borgmesterposten. På folkeskolen snakkede hun med en 9. klasse om det gode fællesskab, ro og fraværet af skærme. Flankeret af børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye lagde hun dernæst vejen forbi den tekniske skole i det socialdemokratiske Hillerød, hvor de blå også spås en chance for at kunne snuppe borgmesterposten. Besøget bød på en snak om, hvordan man kan gøre det mere attraktivt at tage en erhvervsuddannelse. Dernæst gik turen til Julemærkehjemmet Kildemose, der ligger i den socialdemokratiske kommune Halsnæs. Kommunen er så overbevisende socialdemokratisk, at det kunne virke en anelse overflødigt, da Mette Frederiksen i en Instagram-story nævnte, at man skulle huske at stemme på borgmesteren Steffen Jensen. Så tog hun til Fredensborg, hvor hun skulle brevstemme i selskab med kommunens socialdemokratiske borgmester, Thomas Lykke Pedersen. Alt det ved jeg, fordi jeg er i besiddelse af en telefon, der har adgang til Instagram.