Mia Skovby

Bedst som man troede, at støvet fra det nyligt overståede kommunalvalg havde lagt sig, er der blevet rusket op i Ballerup Kommune, der hidtil ellers havde klaret frisag fra de større dramaer, der har domineret andre kommuner i massevis.

Det var den 3. december, da Dansk Folkeparti lancerede deres hidtil største og mest konkrete offensiv mod Socialdemokratiets nyligt udnævnte udlændinge- og integrationsminister, Rasmus Stoklund.

Symbolikken var så tyk, at man skulle tro, at socialdemokraterne havde tabt jævneren i sovsen.  Få dage inden kommunalvalget ændrede den københavnske filial af partiet lokalitet for den valgfest, der skulle markere en lang og hård valgkamps afslutning. Oprindeligt var planen, at den skulle holdes i Amager Bio, ligesom den blev gjort det forrige år. Men et par dage inden valget kom der ny besked: Valget skulle i stedet fejres på Arbejdermuseet. “Det er ikke folketingsvalg, det her,” bliver stemmer fra partiet ved at hviske en i ørerne, når man konstaterer, at det ikke ligefrem er et prangende fremmøde, der er tale om her på Arbejdermuseet.  At det ikke skyldes den spåede tilbagegang, må det forstås.  Klokken er lidt efter 19, og om ganske kort tid vil Socialdemokratiets spidskandidat Pernille Rosenkrantz-Theil ankomme og holde sin tale. Det er uhørt tidligt at holde sådan en tale, allerede inden valgstederne lukker. Men det gør Pernille Rosenkrantz-Theil. Det er til tonerne af Edith Piafs “Non, je ne regrette rien”, at overborgmesterkandidaten tages imod af mange firkantede papskilte påtrykt hendes navn, “Pernille Rosenkrantz-Theil”. Talen består af mange sætninger, der egentlig ikke betyder det helt store. “At lede, det er at tage ansvar. At række hånden op når de andre kigger ned i bordet. At stille sig op når de andre bliver siddende. At blive stående når det blæser, og når det er svært,” indleder hun. Og så siger hun tak. Til alle de hjælpende hænder, til alle støtterne.  “Jeg sagde fra starten af, at det ville blive tæt på umuligt. At det ville blive svært endnu engang at skabe det flertal, der skal til, for at der også de næste fire år vil sidde en socialdemokrat på overborgmesterkontoret.” Men: “Jeg sagde også, at hvis vi dør, så dør vi med støvlerne på. Og ved I hvad? De er her endnu,” siger hun, hvilket folk jubler helt ufatteligt højt over.

I dag er det den 18. november, og der skal stemmes til kommunalvalget (og regionsvalget). Jeg tager min notesblok med til diverse valgfester i aften og slutter inde på Københavns Rådhus, hvor der måske/måske-ikke kan præsenteres en ny overborgmester en gang i de sene nattetimer.  Dansk Folkepartis valgfest skal jeg desværre ikke til, hvilket dog ellers bliver et spændende parti at holde øje med, når resultaterne begynder at tikke ind. I den seneste meningsmåling stod de til i hvert fald to mandater, hvilket allerede er en fordobling sammenlignet med, hvad de fik ved valget i 2021. DF valgte at tage glæderne på forskud i lørdags, hvor de holdt en slags valgfest, da magasinet Modstrømmen inviterede til fri champagne på den Lars Seier-ejede Café Dan Turell i Indre By.  Morten Messerschmidt kom og talte, og gæsterne lignede folk, man for et år siden, ville have gættet på at stemte LA. Modstrømmens udgivelser har desuden skiftevis været finansieret gennem Dansk Folkeparti og Patriots for Europe og laves af partiets kommunikationskonsulent Mitchel Oliver Vestergaard. Men inden vi når til aftenens valgfester, hvor resultaterne skal fejres/ikke-fejres, vil jeg først tage jer igennem, hvad valgkampens sidste dage har budt på.

Ting, Mette Frederiksen har lavet den 12. november i stedet for at være til COP30 i Brasilien: Ladet sig interviewe til en Alt for damerne-podcast, der handler om, hvilke gode råd man ville give til en yngre udgave af sig selv. Besøgt en folkeskole i den socialdemokratiske by Egedal, hvor Venstre spås en chance for at kunne tage borgmesterposten. På folkeskolen snakkede hun med en 9. klasse om det gode fællesskab, ro og fraværet af skærme. Flankeret af børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye lagde hun dernæst vejen forbi den tekniske skole i det socialdemokratiske Hillerød, hvor de blå også spås en chance for at kunne snuppe borgmesterposten. Besøget bød på en snak om, hvordan man kan gøre det mere attraktivt at tage en erhvervsuddannelse. Dernæst gik turen til Julemærkehjemmet Kildemose, der ligger i den socialdemokratiske kommune Halsnæs. Kommunen er så overbevisende socialdemokratisk, at det kunne virke en anelse overflødigt, da Mette Frederiksen i en Instagram-story nævnte, at man skulle huske at stemme på borgmesteren Steffen Jensen. Så tog hun til Fredensborg, hvor hun skulle brevstemme i selskab med kommunens socialdemokratiske borgmester, Thomas Lykke Pedersen. Alt det ved jeg, fordi jeg er i besiddelse af en telefon, der har adgang til Instagram.

En naturlig del af det at stille et parti op til kommunalvalget er at indgå et valgforbund; en alliance med mere eller mindre ligesindede, der er sat i verden for at mindske stemmespild. En praksis, der kun bruges kun ved kommunal-, regional- og EU-valg for at styrke mindre partiers muligheder for at opnå valg. Ved det kommende kommunalvalg i København er der indgået fire valgforbund: Et mellem alle de blå partier (inklusiv Venstre) samt Kristendemokraterne.  Et mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Moderaterne. Sidstnævnte parti står pt. til lige omkring en procent i den nyeste meningsmåling fra Epinion. Så er der et mellem SF, Enhedslisten, Alternativet og partiet Demokraterne, der beskriver sig selv som et parti, der ligger “mellem fløjene [og] arbejder for mere demokrati, et nordisk forbund, grøn omstilling, at intet område i Danmark skal være et såkaldt udkantsområde – og at vores forsvarspolitik skal inkludere en indsats for fredsmægling. Vi vil også, at Danmark skal anerkende Palæstina og arbejde for fred og sikkerhed til både israelere og palæstinensere. Derudover vil vi genindføre Store Bededag og indføre skattefinansieret tandpleje – og selv om vi elsker Europa og verden, så vender vi os imod EU´s udemokratiske opbygning og centralisering af magt”. Med andre ord: lidt af hvert. Sidst er der et valgforbund, der er indgået mellem det, der vist bedst kan beskrives som en blandet landhandel: KaosTV, Hampepartiet, DKP – Kommunisterne, Frie Grønne, Kommunistisk Parti, Skamløse Demokrater og Solidarisk Integritet.

“How did you go bankrupt?” “Two ways. Gradually, then suddenly.” Citatet stammer fra karakteren Mike i Ernest Hemingways Og solen går sin gang og kan overføres til at handle om mange ting i tilværelsen, herunder hvordan parkering pludselig blev et af de, hvis ikke dét, allerstørste temaer i den københavnske valgkamp. Først gradvist.  Og så pludselig var det dét, man snakkede om. Det definerende. Mens folketingsvalg kan vindes på udlændingepolitik, kan dette københavnske kommunalvalg muligvis vindes på parkering. Det var det, der for alvor gjorde en bevidst om, at det var mf’eren Alexander Ryle, man fra Liberal Alliances side havde valgt som spidskandidat i København, da han i et interview med Altinget pludselig foreslog, at man stik imod alle forståelser af partiet skulle bureaukratisere parkeringsreglerne yderligere og gøre de københavnske pladser dyrere. Konkret foreslog han, at en parkeringslicens skulle koste op mod 12.000 kroner årligt mod de 6.000, den koster i dag. "Vi vil gerne skabe et økonomisk incitament for, at flere københavnere overvejer, om de rent faktisk har brug for en bil, eller om de kan få dækket deres behov med en cykel eller offentlig transport," begrundede han forslaget med tilbage i august.

Foruden de tre realistiske overborgmesterkandidater, gemmer kandidatlisten til valget om Københavns Borgerrepræsentation på en slags journalistisk guldgrube. Jeg vil over de næste uger følge det københavnske valg tæt og inkludere Frihedsbrevets læsere i processen gennem denne serie, der har fået navnet ‘Noter fra en en valgkamp’. Der er tale om mine noter fra den københavnske valgkamp.  Det hele er dog en anelse hæmmet fra start grundet det faktum, at jeg i denne artikels ånd gik hen og brækkede min hånd. Men mere om det senere i artiklen. Pernille Rosenkrantz-Theil, der er overborgmesterkandidat for Socialdemokratiet, har reelt ført valgkamp siden ministerrokaden i august 2024, hvor man rykkede Sophie Hæstorp Andersen fra overborgmesterkontoret til Social- og Boligministeriet, som Rosenkrantz-Theil ellers besad.  På Facebook skrev sidstnævnte på den baggrund: “Det bliver et kæmpe ja! Jeg vil uendeligt gerne være overborgmesterkandidat i København. Og nu er jeg blevet opfordret til at tage springet. Så – JA TAK” Den tid, der er gået fra den melding til nu, har hun ikke spildt, men i stedet brugt på at foreslå det ene rimeligt vilde forslag efter det andet; alt lige fra gratis daginstitutioner i København til at den offentlige transport til Københavns Lufthavn skal gøres markant dyrere.

I dag skal der kæmpes. Eller procederes, som det retteligt hedder. Lars Findsens advokat Lars Kjeldsen og Anklagemyndighedens advokat Tomas Ilsøe Andersen fra Kammeradvokaten skal argumentere for, hvorfor de mener/ikke mener, at tidligere FE-chef Lars Findsen er blevet krænket i sådan et omfang, at han skal have 50.000 kroner for det.  Krænket af PET, vel at mærke, da PET’s chef, Finn Borch Andersen, til en fortrolig briefing på Christiansborg fortalte partiledere om, at Lars Findsen i sin fritid stjæler cykler og dyrker SM-sex. Det er på baggrund af offentliggørelsen af de oplysninger, at Lars Findsen nu vil have 50.000 kroner i tort. Som en del af søgsmålet havde man fra Lars Findsens lejr i går, til retssagens første dag, indkaldt Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt, så han kunne fortælle, hvad der rent faktisk skete til briefingen med PET-chefen Finn Borch Andersen.  Om det sagde han følgende: “Jeg gik derfra relativt rystet. Det, jeg husker meget klart, er en beskrivelse fra Finn Borch Andersen af, at Lars Findsen har eller havde et sexliv, der baserer sig på at stjæle cykler, cykler af høj kvalitet, dyre cykler, som så udveksles med hans kæreste, der så, som belønning for cyklerne, giver ham ydelser i form af SM-sex.” Mens cykeltyveriet og SM-sexen før har været fremme i pressen hver for sig, var i går første gang, der skete en decideret kobling mellem de to. Og første gang, at et sommerhus i Nordsjælland blev bragt i spil. Man kunne med andre ord argumentere for, at Lars Findsen ved at vælge at føre denne erstatningssag er kommet til at forårsage sit eget privatliv endnu en krænkelse. I stedet for blot at være en cykeltyv, der var SM-entusiast ved siden af, præsenteres han altså nu som en, der stjæler dyre cykler, som han transporterer til et sommerhus i Nordsjælland, hvor han bruger dem til at bytte sig til SM-sex.

“Ordentligt godmorgen, ordentligt godmorgen, ordentligt godmorgen.” Sådan indleder Lars Findsen sin dag den 21. oktober med at gå rundt til de fremmødte journalister i Retten i Lyngby og præsentere den bedste udgave af sig selv.  Han er iklædt en blå blazer over en lyseblå skjorte, hvis øverste knapper er efterladt åbne. Midt på panden sidder et par sorte, firkantede læsebriller, som han skiftevis har på, nærstuderer med, tager af, drejer mellem fingrene.  Klokken er lidt i ni, og om lidt begynder hans erstatningssag; næste og måske sidste kapitel i den årelange FE-sag. Det hele handlede oprindeligt om, hvorvidt Lars Findsen, mens han var FE-chef, havde begået landsforræderi.  Sagen begyndte at rulle i august 2020, da flere chefer i FE, herunder Findsen, blev hjemsendt, fordi Tilsynet med Efterretningstjenesterne beskyldte FE for at tilbageholde og give urigtige oplysninger samt muligvis overvåge danskere ulovligt. Det kom kort efter frem, at det handlede om et hemmeligt samarbejde mellem FE og den amerikanske efterretningstjeneste NSA; det, der efterfølgende er blevet kendt som kabelsamarbejdet.  I december 2020 blev der nedsat en undersøgelseskommission, og et år senere, den 9. december 2021, landede Findsen fra en udlandsrejse, hvor han ved gaten i lufthavnen blev mødt af Politiets Aktionsstyrke, der anholdt ham. Han var sigtet for at have lækket statshemmeligheder og forblev varetægtsfængslet indtil den 17. februar 2022.