Mia Skovby

Det er søndag og landsrådets andendag, da det for alvor går hen og bliver interessant i Tivoli Hotels kongressal, hvor Det Konservative Folkeparti har inviteret på besøg.  Dagen indledes med nationalsang, hvorefter Mona Juul genvælges som formand og resten af bestyrelsen til deres respektive roller, herunder den kræftramte Michael Ziegler som kommunalpolitisk næstformand in absentia. Der har været relativt få journalister til stede ved weekendens arrangement, og blot én politisk analytiker har jeg fået øje på. Det er sjældent et godt tegn. Det er ikke et parti, der er særligt meget interessant at sige om eller at lægge mærke til. Det, journalisterne for alvor er interesserede i at høre Mona Juul om, når de får muligheden for det, er, hvorvidt hun den pågældende dag har besluttet sig for at afvise at gøre Mette Frederiksen til statsminister. Til det svarer hun typisk noget med, at hun ikke er ultimativ, og at hun går til valg på at få mest mulig konservativ politik igennem. Svaret faldt igen i går, da en journalist bemærkede ved lørdagens møde med pressen, at Søren Pape op mod det seneste valg havde nævnt, at han ikke kunne se sig selv gøre Mette Frederiksen til statsminister. Til det svarede hun: “Det er der ikke nogen forskel på nu, kan jeg hilse at sige. Jeg har svært ved at se det for mig. Jeg siger bare, og det er helt klassisk pragmatisk at ikke være så skide ultimativ, når man er konservativ, at man lige præcis siger: ‘Lad nu vælgerne tale’.” Samtidig kører de konservative for tiden en kampagne, man virkelig ikke kan slå sig på. “Velkommen til den virkelige verden” hedder den, og den handler om, at Mona Juul har meget mere erhvervserfaring end alle de andre folketingsmedlemmer. Derfor holder der ude foran Tivoli-hotellet en bus, der er omfavnet i konservativ-grøn, ligesom der er hængt i hvert fald ét banner op et sted i Danmark, jeg endnu ikke har lokaliseret, der præsenterer hendes versus andre toppolitikeres erhvervserfaring. Øverst står der Mona Juul, 28 år. Nedenunder Mette Frederiksen, 1 år. Så Troels Lund Poulsen, 3 år. Dertil har man indrykket annoncer rundt omkring i det københavnske bybillede, der tager form af et stort billede af Mona Juul og så et kritisk citat om regeringen, det kunne for eksempel være “Staten bruger flere penge på førtidspension end på hele Forsvaret”. Disse annoncer virker til at være en god idé, for da Epinion for nylig offentliggjorde den seneste kendthedsmåling, svarede 37 procent af de adspurgte, at de ikke kendte Mona Juul. Anderledes så det ud for vennerne i den blå blok: Alex Vanopslagh (LA) lå på 10 procent, Morten Messerschmidt (DF ) på 5 procent og Inger Støjberg (DD) på 2 procent. Og så går det hverken sådan for alvor frem eller tilbage i meningsmålingerne. Det er gået i tomgang. I den seneste meningsmåling fra Voxmeter står Det Konservative Folkeparti til at få 0,5 procentpoint flere stemmer, end det gjorde ved valget i 2022; de eneste partier, der har flyttet sig mindre, er henholdsvis vennerne fra KLAR-alliancen, Radikale Venstre, der står til at miste 0,2 procentpoint, og så Alternativet, der står til at miste 0,1.  Om det er en konsekvens af eller et symptom på dette, ved jeg ikke, men landsmødets første dag var en relativt flad fornemmelse. Som en af de få journalister pointerer over for mig søndag formiddag: “Det er, som om de har cyklet i modvind for længe og nu er helt færdige.”

Til de blå partiers arrangement Borgerligt Konvent beskyldte Morten Messerschmidt (DF) Socialdemokratiet for at føre stram udlændingepolitik ud fra et ønske om at høste flere stemmer. Men det afviser udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) pure i et interview med Frihedsbrevet. “Jeg vil hellere have et Danmark, hvor der er en stram udlændingepolitik, og Socialdemokratiet ikke er ved magten, end at vi som regeringsparti skulle sidde og lukke en masse folk ind i landet,” siger han.  Der er udbrudt åben krig mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.  De seneste uger har de to partiers kritik af og udtalelser om hinanden intensiveret – det ses særligt på de sociale medier, for eksempel har Socialdemokratiet den seneste uge dedikeret to opslag til at kritisere Dansk Folkeparti på deres officielle Instagram. I et af opslagene argumenterer de for, at Morten Messerschmidt vil gøre “Danmark mere utrygt”. I det andet beskylder Kaare Dybvad (S) Messerschmidt for at lyve over for vælgerne, når han siger, at fødevarer skal blive billigere. Det går også den anden vej. De seneste tre dage har DF dedikeret tre opslag til S-kritik på sin Instagram-konto. I dem kritiseres Socialdemokratiets udlændingepolitik, og der skrives, at “Mette Frederiksen har åbnet sluserne for islamisk masseindvandring”. I denne uge morede Peter Kofod (DF) sig på bekostning af hele situationen.  “Nogen, der ved, om alt er okay hos Socialdemokratene? Klokken er snart 11 og de har endnu ikke postet noget om DF eller Messerschmidt? Håber virkelig, de har det godt, men man bliver jo lidt bekymret,” skrev han på X. Til det svarede Frederik Vad (S): “Tjek jeres egne opslag fra de sidste 12 måneder,” hvilket blev efterfulgt af to smileyer, der græd af grin.

De delegerede har betalt 2.000 kroner for at være her i dag, og der er ikke engang borde.  Det er sådan, en socialdemokrat udlægger sin kritik af dagens arrangement over for mig.  Det er mange penge, bekræfter jeg. Og det er da mærkeligt med de borde.  “Det er, fordi de gerne vil gøre det sådan lidt mere rally-agtigt,” siger hun. Men så kan folk slet ikke sidde og skabe menneskelig kontakt? “Det hele er reduceret til sådan noget med at sidde og klappe i hænderne,” svarer hun.  Jeg konstaterer, at der heller ikke er plads i salen til pressen. Det har jeg aldrig prøvet før. Der er ellers masser af plads at give af, der er i omegnen af 638 til stede i dag, og når de ikke engang har borde, skal man være lidt kreativ for at få det til at se ud af noget. På trods af forsøget står en god del af lokalets østlige flanke tom.  “Det virker lidt pressefjendsk,” konstaterer en anden socialdemokrat senere, og jeg må for alvor istemme, da der i presserummet til frokost serveres en krukke hønsesalat til hver mand, ledsaget af to halve stykker toast. Forstå mig ret, jeg kan godt lide hønsesalat, men en hel krukke af det påfalder mig nu alligevel at være for meget af det gode. Det er lørdag den 13. september, og jeg er til Socialdemokratiets årsmøde, der vanen tro holdes i statsministeren og partiformandens yndlingsfodboldklubs hjemby, Aalborg; det blev for nyligt offentliggjort, at hun er stoppet med at holde med Brøndby IF til fordel for Aalborg Boldklub, da “alle de der slåskampe blev for meget.” Ude foran Kongrescentret mødtes man først af en lastbil, Borgerligt Fundament har lejet til at hænge et banner op med teksten ’Dyt ikke! Hvis du vil have store bededag tilbage’ og så køre den hen for at drille socialdemokraterne, som en slags gengæld for den lastbil de røde i forrige uge havde fået placeret foran den borgerlige supergruppes event, Borgerligt Konvent.

Der er en række krav, man som forening skal leve op til, hvis man skal betegnes som folkeoplysende.  For eksempel skal foreningens hovedaktiviteter være folkeoplysende. For at en aktivitet kan betegnes som dét, skal den foregå i fællesskab med andre medlemmer, og så skal der være en fælles læring.  Dernæst skal foreningen være åben for alle, der tilslutter sig dens formål.  Så skal der være mindst fem medlemmer. Og derudover skal den være demokratisk opbygget. Hvad der til gengæld ikke stilles krav til, for at en forening kan betegnes som værende folkeoplysende og dermed modtage økonomisk støtte fra sin tilhørende kommune, er, hvorvidt denne eksempelvis sælger merchandise med støtte til en terrororganisation.   Og det kan foreningen Internationalt Forum nyde godt af. Hvert år modtager den selverklærede solidaritetsorganisation nemlig støtte fra Københavns Kommune, hvilket er blevet til 1.139.482 kroner siden 2015.

Sammen med en blandet landhandel af blåt godtfolk tilbragte jeg min lørdag i en mørk messehal i udkanten af Fredericia; en overvejende socialdemokratisk by – faktisk fik de fire blå partiformænd, der er samlet her i dag, blot 24,9 procent af de stemmer, Fredericias borgere havde at uddele ved Folketingsvalget i 2022. Men Fredericia er et knudepunkt, rent trafikalt, og det er her Mona Juul (K), Inger Støjberg (DD), Alex Vanopslagh (LA) og Morten Messerschmidt (DF) har valgt, at de vil holde den første, og måske eneste, udgave af det arrangement, de har valgt at kalde Borgerligt Konvent. De fire partiledere har nemlig oprettet en borgerlig supergruppe, der går under navnet Borgerligt Fundament, og foruden at holde dagens arrangement i Messe C har de også skrevet en række fælles kroniker, holdt fælles blå 1. maj og fremsat fælles beslutningsforeslag i Folketinget. Som led i dagens arrangement er de sågar kommet med et udspil om 50 forandringer, de vil foretage i løbet af de første 100 dage i en eventuel kommende blå regerings levetid. Flere af forslagene handler direkte om Mette Frederiksen og den nuværende regering, herunder at bededagen skal tilbage, og koranloven skal væk. Borgerligt Fundaments eksistensberettigelse er at kunne gøre fælles ting som dette. Og hvorfor skal man gøre fælles ting som dette, jamen, det skal man for at vise vælgerne, at der er et alternativ til en Mette Frederiksen-ledet regering. Det er det, de repræsenterer. Det er det, der er gruppens egentlige primus motor; at ikke være Mette Frederiksen.  Og tre af de fire partier har da også udelukket at gå i regering med Socialdemokratiet. Den eneste, der står uden for det spørgsmål og dermed står bag en begyndende revne i lakken, er Konservatives Mona Juul, der står fast på sin ret til ikke at udelukke noget. Sværere er spørgsmålet om udenrigsministeren og Moderaterne-formanden, Lars Løkke Rasmussen, der ifølge Epinions popularitetsmåling er den mest upopulære minister overhovedet; 57 procent af de adspurgte danskere svarede, at de har et negativt syn på ham. Noget, de deler med Morten Messerschmidt, der kategorisk har afvist at ville indgå i en regering med den tidligere statsminister. De tre andre er dog mere vævende i deres svar om, hvorvidt de vil være villige til at bruge hans mandater, skulle de få brug for dette, hvilket de nuværende meningsmålinger tyder på, at de muligvis vil. Mens Mette Frederiksen er en anelse mere populær, er hun bestemt heller ikke en publikumsfavorit. 45 procent er negativt stemt over for hende.  Ser man på tallene, virker det ikke ligefrem som en dårlig ide at stille sig i position som alternativet til disse upopulære skikkelser. Så er spørgsmålet nærmere, om det er bæredygtigt.  Og det er det, de vil forsøge at vise, at det er ved at holde et fælles arrangement en lørdag i Fredericia. Ved ankomst til Messe C i Fredericia mødes man først af et billboard, der byder velkommen fra de fire partiledere. Motivet forestiller dem photoshoppet ind foran en collage af nogle danske ting såsom Den Lille Havfrue, Nyhavn, Dannebrog, et træ og et frimærke. Som en skygge over parkeringspladsen hænger en kæmpe bannerudgave af samme motiv, jeg vil skyde på, det er på størrelse med en håndboldbane, og lader man øjnene vandre længere op i lodret retning, vil man få øje på, at der i flagstængerne i dag er hejst marineblå flag, der pyntes af samlingens navn, Borgerligt Fundament.

Solen skinner over Hotel Scheelsmindes have denne torsdag eftermiddag i august. Moderaternes valgte politikere, medarbejdere og andre med en tæt tilknytning til det unge parti snakker, griner og spiser frokost i den ene ende af haven. I den anden bliver der sat kameraer op til dagens pressemøde, som partiet har inviteret til i forbindelse med deres sommergruppemøde.  Her vil partiet, der pt. står til mellem 3,3 og 3,9 procent i meningsmålingerne, præsentere et forslag til en reform af pensionssystemet. Og så vil der blive åbnet op for spørgsmål fra pressen.  Lars Løkke går rundt i haven og bliver fotograferet, mens jeg kommer til at tænke på et citat, jeg engang hørte blive sagt om lige netop denne mand. “Jeg ser billedet af en mand, der ligger nede i kisten, og låget er klappet i, de har bare glemt hammeren til sømmene, og mens de skal ind at hente den, kravler han op,” sagde Poul Madsen, tidligere mangeårig chefredaktør på Ekstra Bladet, om Lars Løkke Rasmussen i podcasten 'Det vi taler om' tilbage i januar 2023.  Dengang var han akkurat blevet annonceret som udenrigsminister efter at have gennemgået en udvikling, der synes for abstrakt at fantasere sig til for det almindelige menneske, men virker helt og aldeles passende for manden Lars Løkke Rasmussen.  For 31 år siden blev Lars Løkke Rasmussen valgt ind i Folketinget for Venstre. Allerede i 1998 blev han næstformand, i 2001 blev han minister for første gang, indenrigs- og sundhedsminister, og i 2009 blev han partiformand.  Men der var det allerede begyndt at rulle. Der var den allerførste bilagssag, sagen om Jensen-bilaget, hvor han i 2002 overnattede på et hotel på Vesterbrogade i København under efternavnet Jensen. Prisen for overnatningen inklusiv leje af videofilm lød på 895 kroner og blev betalt af  Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Men en bilagssag kommer sjældent alene.  De næste bilagssager kom i 2008, hvor han fik det offentlige til at dække over restaurationsbesøg, cigaretter, casinobesøg, diskoteksbesøg og hotelovernatninger foretaget i privat regi, herunder fx en overnatning i København i forbindelse med en Paul McCartney-koncert. Så var der snapsesagen, dernæst sagen om rygekabinen med to barstole i Statsministeriet, GGGI-sagen, Mallorca-rejsen, tøjsagen, sagen med kvotekongen og  Zahles-sagen.

Efter at have tilbragt en torsdag aften i selskab med Søren Gade, ved jeg om ham, at en af hans livretter er en rejecocktail med 1000 øers dressing, asparges, sprød salat og ørredrogn. En anden er braiserede svinekæber med sprøde grøntsager, grov mos og kraftig sauce.  Jeg ved, at han ikke synes, at det at være formand for Folketinget er verdens mest spændende job. Ja, han sammenligner det ligefrem med at være en “kastreret hankat”. Og så ved jeg, at han i hvert fald synes, at arbejdet som formand for Esbjerg Havn er mere betydningsfuldt. Jeg ved også, at Søren Gade er en mand, der står fast på sin ret. Der er ikke nogen, der skal fortælle ham, hvordan man gør tingene. Eller hvordan man får stemmer. Og da slet ikke Venstres formand, Troels Lund Poulsen, som han sender noget af en stikpille. Efter at have tilbragt en torsdag aften i selskab med Søren Gade har jeg fået svar på en række spørgsmål, det danske pressekorps forgæves har forsøgt at jagte ham for svar på de seneste mange måneder.  Men inden vi kommer for godt i gang, finder jeg det på sin plads at fortælle, hvordan jeg bar mig ad med at komme i besiddelse af al denne viden. Jeg ankommer til Tisvilde Kro lige efter klokken 18, hvor der her til aften har indfundet sig 40 forskellige udgaver af Morten Løkkegaard og de dertilhørende kvindelige pendanter. Dette inkluderer den originale Morten Løkkegaard. Beskeden i indgangen lyder på at finde sig et bord og så gå op i baren og bestille diverse fornødenheder. Menuen er fastsat på forhånd efter aftenens hovedpersons ønsker og består således af den føromtalte rejecocktail og de efterfølgende braiserede svinekæber.

I juni kom det frem, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og Moderaterne efter alt at dømme har prøvet at købe både Mike Fonseca og Jon Stephensens mandater i Folketinget. Dengang udtalte folketingsmedlemmet Peter Have (M), at han var ked af, “at fokus bliver flyttet væk fra alt det gode arbejde, Moderaternes folketingsmedlemmer laver”. Nu påstår han imidlertid, at han ikke kender noget til nogen forsøg på mandat-køb.

Mens Israel fortsætter sin voldsomme krig i Gaza, inviterer Israels ambassade i Danmark politiske medarbejdere fra flere partier på en tur til blandt andet Jerusalem og Tel Aviv. Det fremgår af en invitation, som Frihedsbrevet er bekendt med indholdet af.  Men det er ikke alle danske partier, der har modtaget en invitation, og to partier har allerede takket nej, mens Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance deltager.

Mit vækkeur ringer lidt efter 11, og det er med en ærgerlig fornemmelse, at jeg må se mig nødsaget til at anerkende dette, for hvis jeg både skal nå at børste tænder og spise helstegt pattegris nede i Venstres baghave her om en lille times tid, bliver jeg simpelthen nødt til at bevæge mig i bad nu. Jeg er dog relativt veludhvilet, for jeg har både fået seks timers søvn og sovet i en seng, hvilket er to ting, der ikke kan tages for givet et sted som her. Således gjort er jeg klar til at gribe dagen, og indtager min morgenmenu, der består af en flaske vand med to af det smertestillende præparat Treo, mens jeg bevæger mig væk fra det dejlige glampingområde. Nede på Havnen passerer jeg mange mennesker, der mere ligner nogle, der starter dagen med en bolle med en groftskåret ost, som man antageligt har importeret til Bornholm i weekendens anledning. Det er i dag tale om lørdag den 14. juni, og jeg befinder mig i Allinge til Folkemødets tredje dag.  Hvis man arbejder som journalist inden for det emnefelt, vi betegner som værende dansk politik, er det en naturlig del af arbejdslivet at tage del i festlighederne. En del journalister udnytter arrangementets naturlige kompakthed til at jagte politiker med paparazzilignende metoder, der er ulovlige hjemme på Christiansborg. Det er den årlige mulighed for at samle nok klikvenlige videoklip ind til resten af sæsonen, der viser, hvor dum en eller anden politiker er, jeg hører fx et rygte om, at B.T. går rundt og spørger dem alle sammen, hvor mange køn der er. Selv udnytter jeg primært arrangementet til at drikke lidt øl med potentielle venner, og så ville der heller ikke være nogen mening i at befinde sig inde på Christiansborg i disse dage, da alle, der er noget, er her, og alle, der ikke er noget, vel arbejder hjemmefra.