En råkold vin­ter­dag for to år siden sad jeg i et skra­bet kon­tor­lo­ka­le i kæl­de­re­ta­gen på Krakows hoved­ba­ne­gård og blev skar­pt iret­te­sat af en polsk teenagedreng.

Vi var midt i et ellers til­for­la­de­ligt inter­view om hans fri­vil­li­ge arbej­de med ukrain­ske flygt­nin­ge, som i de dage ankom i hobe­tal med toget fra det krigs­hær­ge­de nabo­land og blev hjul­pet vide­re fra sta­tio­nen af UNICEF.

Iret­te­sæt­tel­sen faldt, da jeg spurg­te fyren, om hans ind­sats for net­op ukrai­ner­ne bun­de­de i en sær­lig sym­pa­ti med andre østeuropæere?