Fri Mads #132: Histrio­ni­ker­nes høst­so­na­te – mine ni timer i Løk­kes ven­te­væ­rel­se

Hvad er ni timer målt op imod evig­he­den? Ikke engang en afrun­dings­fejl skul­le jeg mene. Og så dog alli­ge­vel, for tan­ken om, at jeg har brugt 540 minut­ter af mit liv på at ven­te på Lars Løk­ke Ras­mus­sen (M) – chau­fut i byens vil­de­ste klov­ne­bus – er sta­dig noget, der hjem­sø­ger mig. For dis­se ni timer får jeg ikke igen, men til gen­gæld håber jeg, at jeg kun­ne veks­le det­te begræ­de­li­ge tab af levet liv til end­nu en stu­e­gang fra Chri­sti­ans­borgs van­vit­ti­ge og gru­ful­de ver­den – omend en noget stil­le­stå­en­de en af slagsen.

“Let gang på ste­det,” kan man vel kal­de det føl­gen­de.

Hvad jeg kan stil­le læse­ren i udsigt er, at ved vejs ende, hvor uden­rigs­mi­ni­ster og par­ti­for­mand Lars Løk­ke Ras­mus­sen ende­lig kom frem fra sit skjul og så Chri­sti­ans­borgs pres­se­kor­ps i øjne­ne, så leve­re­de man­den et one man show, som var pri­ma kva­li­tet for alle fans af Løk­ke, når han er sur, des­pe­rat og pres­set. På den måde fik Ekstra Blads-jour­na­li­sten, der under­vejs pro­fe­te­re­de, at for­lø­bet nok vil­le udvik­le sig “som en polsk kunst­film”, fak­tisk ret; i lang tid ske­te der slet ingen­ting, og så blev det fuld­kom­men sinds­sygt til sidst.

Hvad jeg også kan afslø­re, er nav­net på den erhvervspsy­ko­log, som Løk­ke har hyret til at gøre det hele godt igen.