I denne uge gør jeg to ting for første gang: Den ene er at deltage i arbejdernes internationale kampdag. Den anden er at gå stuegang. Mens Mads Brügger har karantæne fra Christiansborg, fordi han har udvist “manglende situationsforståelse”, har jeg nemlig fået æren af at skulle agere hans vikar.
Ret skal være ret, så det hele indledes med, at jeg tager i Føtex for at købe en æske chokolade til en, der har fortjent sådan en. Med den under armen bevæger jeg mig ind på Christiansborg, forbi vagterne og hen til paternosteren, hvor Mohammed Rona fra Moderaterne er i gang med at vise en gruppe rundt. Det gør han meget ofte. Mere end den gennemsnitlige folketingspolitiker, vil jeg tro.
Tryllebundne af den rullende elevator opdager gruppen end ikke, at de spærrer for den, men lad dog barnet, tænker jeg.
“Den er effektiv,” siger en af dem.
“Meget effektiv,” bekræfter Mohammed Rona.
Det skulle den også gerne være. Den tog 14 millioner kroner og ni måneder at renovere.
Sådan bliver de ved med at stå i en rum tid. Først kigger de på elevatoren, der kommer, så kigger de på elevatoren, der forsvinder, på elevatoren, der kommer, på elevatoren, der forsvinder, og da det er nok, går de et par skridt tilbage, vender rundt om hjørnet og bruger trapperne til at rejse højdemeterne op, hvilket efterlader rulleriet ledigt til mig.
Muslimsk jul
Ude af paternosteren passerer jeg Dansk Folkepartis Mikkel Bjørn, der er helt utroligt flink for en så højreorienteret at være.
“Hvordan går det med at få udvist Fasar?” spørger jeg.
Det gør jeg, fordi DF i fredags fremsatte et lovforslag om fratagelse af dansk indfødsret for Fasar Abrar Raja, der blev kendt, da han agerede årtiers superskurk i dokumentaren Den sorte svane.
Et forslag, der kommer gode videoer til sociale medier ud af og så nok ikke så meget mere.
”Det går rigtigt godt. Eller, de andre partier vil ikke være med, så…”
“Så måske ikke så godt,” konstaterer jeg.
“Uanset, at personen er en, som de fleste gerne havde undværet, så er det svært at forestille sig, hvor grænsen går, hvis et flertal i Folketingssalen kan fratage borgere deres statsborgerskab,” havde udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) sagt i salen, og så var der ikke meget mere at sige i den sag.
Længere nede ad gangen finder jeg det, jeg er kommet for: Christian Bülow, der arbejder som rådgiver i Dansk Folkeparti.
“Jeg har noget med til dig,” siger jeg.
“Nå…” svarer han, hvorved jeg hiver den neutrale gave, en Anthon Berg-æske til 50 kroner er, frem.
“Du har jo skaffet mig et job.”
Det skal selvfølgelig forstås i overført betydning, at denne DF’er har skaffet mig et job, men faktum er ikke desto mindre, at tingene ville det således, at jeg fik ham til at tage mig med til Jan E. Jørgensens (V) 60-års fødselsdagsreception i Snapstinget, hvor han introducerede mig til min nu chef Mads Brügger.
Ligesom Mads Brügger var jeg 1. ikke inviteret til arrangementet og 2. taget afsted for at bedrive journalistik. Faste læsere og lyttere vil vide, at det skabte en del virak, da Brügger i sin stuegang skrev, at det ikke ville være underligt, hvis Morten Løkkegaard endte med at blive hentet af sociolancen efter sin tale til Jan E. Jørgensen. Omvendt havde jeg dog snarere sat mine penge på, at det var Jakob Ellemann-Jensen frem for Morten Løkkegaard, som sociolancen kunne være kommet for at samle op. Det rablede simpelthen for ham på samme måde, som det gør for en amerikansk barnestjerne, der går for langt i kampen for at blive anerkendt som voksen. At høre Jakob Ellemann-Jensen råbe, at man skal holde sin kæft, er ikke noget, nogen bør udsættes for. Ikke engang Rasmus Jarlov (K).
Nå, men man har som journalist som regel en bagtanke, og sådan en havde jeg også taget med mig i dag.
“Hvad er det der blå 1. maj for noget?” spørger jeg.
Blå 1. maj er de borgerlige partiers markering af, ja, 1. maj, arbejdernes internationale kampdag, forklarer han. For andet året i træk inviterer Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og Det Konservative Folkeparti til debat på Christiansborg, det hele ført an af førstnævnte parti.
Hvis man synes, det lyder selvmodsigende med en blå 1. maj, så er det, fordi det er det. Lidt på samme måde som muslimsk jul, men igen, så lad dog barnet.
“Kommer der mange?” vil jeg vide.
“Det er helt fyldt. Der er over 200 på gæstelisten.”
“Ja, ok.”
“Kommer du?” spørger rådgiveren fra Dansk Folkeparti.
“Ja, jeg skal bare lige et smut forbi Fælledparken først.”
Dem, der har budget til et telt, og dem, der ikke har
Jeg ankommer til Fælledparken kort efter middag den 1. maj. De tomme gange på Christiansborg kan give et fejlagtigt indtryk af, at de røde repræsentanter fra Folketinget holder fri i dag, men sandheden er, at de har fordelt sig i diverse parker for at spise pølser med folk, der hedder Gitte.
Man skulle tro, man var på Bakken, som der har samlet sig ballonsælgere og 15-årige med dåseøl langs grusstierne, der fører ned til forsamlingen af arbejdere. Der er sågar en, der kun sælger kæmpe penisformede balloner med et slips rundt om roden. Ved siden af dem er der et stort, grønt Å.
Disse penisballoner er oppustede, stive i betrækket. Det minder mig om dengang, Alternativets tidligere pressechef Magnus Haslebo opfordrede ansatte i partiet til at sende billeder af deres “pik i slap tilstand”.
“Vil du have en flyer?” spørger en repræsentant fra Alternativet.
“Hvorfor står I herude?”
“Det er, fordi vi ikke har et telt. Der var ikke lige budget til det i år, så vi står bare her ude og hygger.”
Det med “hygger” synes at være en overdrivelse, så jeg bevæger mig hen mod dem, der havde budget til et telt.
Her støder jeg først på Kommunistisk Parti, der sælger Det Kommunistiske Manifest for 50 kroner. Samme pris som en fane i øvrigt. Ved siden af dem opfordrer Rødt Venstre til at vælte regeringen. Bogstaveligt talt. De har klistret Lund, Lose, Løkke og Wammens ansigter på dåser, der akkompagneres af ærteposer.
På vej væk fra kommunistkvarteret begynder kvinden på den tilstødende scene at synge: “Du som er kvinde i Palæstina… Åh, kvinde i Palæstina.”
Det er altid en rar følelse at vide, at man kaldte den på det rigtige tidspunkt.
Jeg bevæger mig hen mod den del af pladsen, hvor de opstillingsberettigede partier, der havde råd til et telt, befinder sig side om side med fagforeningerne.
I køen til at få en bøllehat hos Dansk Metal står en gruppe mænd, der bærer trøjer, der giver udtryk for, at de tilhører en klub med navnet “Klub 1”.
De har ikke en fane, men et stykke pap sat fast på en pind, og på dette pap har de skrevet ‘Kom så de blå’, ‘Luk-Christiansborg (sic)’ og ‘Atom Kræft ja tak (sic)’, hvilket leder tankerne hen på et af de smukkere forsøg på politik, der er blevet udøvet den seneste uges tid:
Det hele startede med, at den tidligere radikale, men nu Venstremand, Christian Friis Bach i sidste uge proklamerede fra Folketingets talerstol, at man i Venstre endnu ikke var der, hvor man var klar til at afskaffe forbuddet mod atomkraft. Lørdag gik Troels Lund Poulsen så i Berlingske for at sige, at partiet nu gik ind for atomkraft. To dage efter, mandag, gik den blå opposition i kølvandet på den pludselige positive indstilling så ud med meldingen om, at de ville stille et forslag om at afskaffe forbuddet mod atomkraft i Danmark. Men til det lød det rimeligt prompte fra Venstre, at de ville stemme nej.
På skiltet står der også “Fri hash”. Man vil lidt af hvert.
Thomas Helmig og arbejdersangbogen
Mens vi venter på den rigtige faneindmarch, kommer pædagogernes udgave af denne.
“Hvad vil vi have?” spørger en.
“Mere i løn,” svarer de andre.
På deres scene optrædes der med noget udefinerbart, der må formodes at være fra arbejdersangbogen. Det overdøves af ham ovre på Socialarbejdernes scene, der er i gang med at mishandle et Thomas Helmig-nummer.
“Jeg ta’r i‑mo-mo-mood.”
“Ta-ta-ta-r‑r.”
“I‑mo-mooo-mo‑d.”
Da den rigtige faneindmarch går i gang, bevæger jeg mig hen mod hovedscenen, hvor Signe Lindkvist er konferencier sammen med en standupkomiker.
“Skal vi ikke lige have de unge mennesker op at stå? Unge mennesker, op at vise noget respekt for fanerne,” siger Signe Lindkvist.
“Og man må gerne klappe,” fortsætter hun, og der går ikke længe, før det er ukritisk og i takt.
“Man kan sgu ikke undgå at blive lidt rørt, Johnny,” bliver hun ved, da fanerne kommer på scenen, og snart spørger hun fandme den stakkels standupkomiker, om han har en yndlingsfane, og det har han tydeligvis ikke øvet et godt svar på.
I røg og damp
Jeg når desværre ikke at høre Peter Hummelgaards tale, men kan forstå på de tabloide medier, at nogen forsøger at sabotere ham med båthorn og røgbomber.
På det tidspunkt er jeg selv på vej retur til Christiansborg, hvor den blå 1. maj løber af stablen i Landstingssalen.
Alt imens de diverse politiske analytikere og kommentatorer har travlt med at sige, at de mener, at Mette Frederiksen har talt for sidste gang til 1. maj i Fælledparken, som om det var deres egen unikke og indviklede analyse.
Blå 1. maj
Gæsterne i Landstingssalen er medlemmer fra de fire partier, og her er både mange måner og ternede sportsblazere.
“Jeg holder af princip ikke fri den 1. maj,” siger en af disse, der alligevel har fundet tid til at være her en onsdag klokken 14.
Thomas Larsen er til daglig både chef for politik og presse hos Danske Arkitektvirksomheder, politisk kommentator for Altinget.dk, kongehusekspert og forfatter, men i dag er han bare moderator for den blå 1. maj.
“Kammerater. Er I klar?!” råber han indledningsvist, hvilket høster det, jeg tolker som ironiske grin og klapsalver en masse fra publikum, hvorefter det er tid til, at hver af de blå partiledere skal holde deres respektive brandtaler.
Først er det Morten Messerschmidt, og der går vel tyve sekunder, før regeringskritikken sættes i gang.
“Jeg vil bare sige, at aldrig nogensinde har arbejderne skullet arbejde så hårdt. Siden Mette Frederiksen blev statsminister, er fødevarepriserne steget med 27 procent,” siger han og gentager så sin gamle sang om, hvor forkert det var at afskaffe store bededag.
“Det er et fatamorgana, at den 1. maj er en rød kampdag. Det er den måske historisk, men hvis man ser på, hvordan virkeligheden har udviklet sig, er jeg ikke i tvivl om, at det er vores partier, der repræsenterer de danske arbejdere bedst. Og det gode er, at virkeligheden er ved at sive ind. Der er lige her til morgen kommet en meningsmåling, og den siger, at flertallet af de danske arbejdere stemmer på vores partier,” siger han.
“Jeg ved ikke, om det bare er mig, men når jeg hører på de røde, så har jeg svært ved at høre, at de lytter særligt meget til arbejderne,” indleder Sólbjørg Jakobsen (LA) sin brandtale. Hun har overtaget Alex Vanopslaghs rolle, mens han er på barsel.
“Den ægte arbejderpolitik finder man hos os i blå blok,” konkluderer hun.
Sólbjørg Jakobsen er klædt i en rød kjole, og jeg ved ikke, om Mona Juul (K) mener, at hun selv er klædt i et rødt jakkesæt, men her må jeg slå et slag for, at det er hun ikke. Det er til gengæld et meget, meget pink powersuit, hun har iført sig.
Noget, jeg ofte undrer mig over, er, hvor de kvindelige folketingsmedlemmer køber deres tøj henne. Her tænker jeg særligt på Mette Frederiksens og Pia Olsen Dyhrs (SF) powersuits, som de ofte ynder at iføre sig. Og så på det altså meget pink sæt, Mona Juul har på i dag. Ikke et ondt ord om det, jeg har bare aldrig set noget lignende. Jeg har aldrig i mit liv set så pink en blazer, som endda er parret med en lige så pink skjorte og et par lige så pink habitbukser.
De samme pointer, som Morten Messerschmidt og Sólbjørg Jakobsen har luftet, er at finde i talerne fra Inger Støjberg (DD) og Mona Juul. Det hele handler generelt meget om at kritisere Mette Frederiksen, kritisere regeringen og at overbevise hinanden om, at det er den blå blok, der repræsenterer arbejderne. En slags politisk appropriation.
Efter brandtalerne diskuteres Ukraine, hvor DF får gentaget budskabet om, at vi betaler for meget, og der diskuteres Trump, og jeg føler mig overbevist om, at Morten Messerschmidt på intet tidspunkt under dette arrangement har ordet uden at bruge det til at levere en sviner til Mette Frederiksen.
Endnu en gang foreslår han, at Anders Fogh Rasmussen skal være en slags Grønlandsminister. Blandt andet fordi han mener, at amerikanerne respekterer Anders Fogh Rasmussen, blandt andet fordi han mener, at Mette Frederiksen simpelthen er for ukendt på den internationale scene. Og så fordi Trump jo har kaldt Mette Frederiksen en “nasty woman”.
“Det er jeg jo sådan set enig i,” siger han.
Det, synes salen, er rigtig sjovt.
Alle mod Mette
Nå, men Morten Messerschmidt kritiserer Mette Frederiksen lidt mere, så kritiserer Inger Støjberg Mette Frederiksen lidt mere, så er det Sólbjørg Jakobsens tur igen, så Morten Messerschmidts igen, så er det Mona Juuls tid til at snakke, hvilket hun virkelig har øvet sig på, der flyver oneliners ud af hende. Særligt én virker hun til at være meget glad for:
“Husk solcreme, for når man først er blevet rød, så er det for sent.”
Jeg forudser en bonus til en i presseafdelingen.
Partilederne bruger til gengæld også overraskende meget tid på at tale til Venstre; bede dem om at komme hjem til blå blok. Ingen sure miner. Bare kom hjem.
Det bruger de en betydelig del af deres to timer på, taget i betragtning af, at ingen fra Venstre er her, og presseopbuddet består af undertegnede og en fra DR.
Jeppe på Borgen
Et stykke inde i arrangementet vender jeg hovedet lidt mere end 90 grader, hvor jeg får øje på løsgængeren Jeppe Søe, der står bagerst og følger med og tager selfies, et af hvilke han lægger på Instagram ledsaget af teksten “Skøn 1. maj på Borgen med debat mellem arbejderpartierne i blå lejr.”
For et par uger siden gjorde jeg det vanvittige, at jeg læste hele hans bog, Jeppe på Borgen, der mest af alt handler om, hvor fed Jeppe Søe er, og hvor meget han var med til at skabe Moderaterne. Jeg ved ikke, om han selv er klar over det, men bogen handlede også en god del om, hvordan han desperat i flere år har forsøgt at få en fod indenfor i dansk politik. Det er det desperate element, jeg ikke ved, om han er bevidst om, men han stillede altså først op for Konservative, som han røg ud af, så for Borgerligt Centrum og senest for Moderaterne. Nu er han på udkig efter et nyt parti, så han kan stille op ved næste folketingsvalg. Til hans bogreception i april var der et større opbud af MF’ere fra Danmarksdemokraterne. Da havde jeg spurgt en af dem, om der mon var dialog?
“Jeg ved det faktisk ikke,” svarede vedkommende.
Og nu er han altså her.
Spørgetime
Da det er blevet tid til at tage imod spørgsmål fra salen, er der en, der vil vide, om man mon kunne se sig selv samarbejde med Moderaterne på sigt?
Dette afviser Morten Messerschmidt kategorisk.
“Jeg har ingen tillid til Lars Løkke.”
Afvisningen udløser en større klapsalve fra salen, herunder også Jeppe Søe.
Næste spørger er Jan Erik Messmann, der indleder med at sige: “Jeg er Jan Erik Messmann. Fra Dansk Folkeparti. Jeg sad i Folketinget fra 15 til 19.”
Det er sjældent et godt tegn at skulle minde folk om den slags.
“Et spørgsmål jeg har fået fra mange mennesker: Hvordan kan det være, vi skal være det land, der betaler mest til Ukraine per borger?” spørger han og nævner alle de svage her i landet.
Klapsalve.
Det hele kører lidt i ring. Det mest chokerende her er, at både Mona Juul og Morten Messerschmidt udtaler “seniorer” som “señorer”.
Snart er det tid til dagens sidste spørger.
“Jeg hedder Ulla, og jeg har ingen spørgsmål, men det er første gang, jeg er her, og det, jeg kan høre, er, at I vil samarbejde, og det er da godt, og jeg ønsker, at I kan gøre det bedre.”
Drømmekagen
Ude i Vandrehallen bydes der på kaffe og kage. Af kage er der tale om drømmekage, og jeg må simpelthen sige, at jeg aldrig har set noget lignende. De på forhånd udskårne kager har en størrelse, der svarer til de tallerkner, de serveres på. De er enorme.
Det er som sagt DF, der står bag dette arrangement og den dertil bestilte kage.
Er der tale om en bevidst handling? Feder man sine vælgere op, så de bliver nødt til at stemme på de velfærdssamfundsglade?
I kagerne er der både miniudgaver af Dannebrog, C‑flag, DF-flag og flag, der forestiller Inger Støjbergs knold. De liberale er ikke repræsenterede i drømmekagen.
Jeg går ind og tjekker den meningsmåling, Morten Messerschmidt henviste til, og som skulle vise, at arbejderne foretrækker den blå opposition. Den viser, at 35 procent af dem ville stemme på et af deres partier.
Hvad, Morten Messerschmidt ikke nævnte, er, at 16,4 procent af de adspurgte arbejdere siger, at de ville stemme på Socialdemokratiet. Det er en stigning siden forrige år, hvor det var 13,8 procent, der ville det.
Og med det tager jeg hjem fra en lang arbejdsdag på Christiansborg og i Fælledparken, hvor jeg hverken havde fri, drak øl eller spiste drømmekage. Vi er jo nogen, hvis lod i livet er at arbejde. Også selvom jeg er i besiddelse af det, Mette Frederiksen i kølvandet på sin 1. maj-tale i Odense kaldte et “let job”.
Log ind
Du skal være logget ind for at kunne læse og lytte til Frihedsbrevet.
Populære artikler
Fri Politik
Skjulte optagelser: Lars Løkke Rasmussen forsøgte at købe Mike...
Fri Politik
MacBook, strømper og VIP-herretøj: Her er Lars Bojes bilag
Fri Politik
Hør Løkke gå amok i kælder: Sådan forsøgte han at presse...
Fri Kultur
Amira Smajic overvågede Frihedsbrevet: “Ulovlig og...
