
Onsdag den 28. maj begynder for mit vedkommende på den lettest mulige måde.
Klokken otte går jeg op ad trapperne til Christiansborg, hvorefter jeg sætter kursen mod Samtaleværelset. Derinde afholdes der hver onsdag andagt, men det er ikke hver onsdag, at der både er besøg fra fronten i Ukraine og samtidig er sang og musik, selvom begge ting efterhånden forekommer mig at være rimelig hyppige herinde på de bonede gulve.
Der er noget dejligt ved krigen i Ukraine; at der i denne splittede verden trods alt er nogle ting, der samler.
Kongehuset klarer næppe jobbet, det er trods alt omkring en fjerdedel af os, der vil af med dét. Eurovision kan vi slet ikke regne med, det har Danmarks Radio vist bevidst forsøgt at tabe i et årti efterhånden. Og så er der krigen i Mellemøsten, som nogen kalder Israel-Palæstina-konflikten, andre Gaza-krigen, jeg personligt: en hvepserede.
Ja, der er noget fantastisk noget ved de allersimpleste ting, såsom en krig, hvor der er bred enighed om, hvem der er den store, stygge skurk, og hvem der er det lille, stakkels offer.
Her har jeg noget til fælles med det samlede folketing, som også er helt vilde med konflikten i Ukraine. Hver en mulighed benytter de til at invitere ukrainere på besøg – eller selv besøge dem – og der er intet, man hellere vil have til at pryde sin Instagram-profil end et billede med en eller anden ukrainer. Da det gik allervildest for sig, så jeg for et par måneder siden en mf’er iført et par Ukraine-øreringe tage et billede med en ukrainsk soldat.
Og noget, de er næsten lige så tossede med som Ukraine, er fællessang. Nogle påstår, at det, ligesom meget andet dårligt, for alvor begyndte under corona. At det var i Phillip Fabers storhedstid, at folketingsmedlemmerne fik smag for den slags. Allersmukkest var det, da Morten Messerschmidt sendte et paragraf 20-spørgsmål til den daværende kulturminister Joy Mogensen, der lød: “Vil ministeren sikre, at Danmarks Radio også bringer morgensang på tv, efter at coronakrisen er slut?”
Det gør de mig bekendt desværre ikke længere, men den nuværende kulturminister har også gjort sit for morgensangens udbredelse. I sommeren 2024 lancerede Jakob Engel-Schmidt (M) et landsdækkende morgensanginitiativ for grundskolerne, der havde til formål at genoplive traditionen med morgensang på skolerne og styrke fællesskabet gennem sang. Der blev afsat 10 millioner kroner til projektet, og det var selvfølgelig i samarbejde med Phillip Faber. Projektet tog sin udformning i en pulje, de enkelte skoler kunne søge, og som skulle gå til fx instrumenter eller sanghæfter.
Det mest bizarre ved det hele er nu engang det såkaldte morgensangkorps; et korps bestående af 18 danske veletablerede musikere, som man kan få til at besøge sin skole. Bor man i København, kan man få besøg af Oh Land eller Christopher, mens de på Lolland kan nyde godt af Sigurd fra Sigurds Bjørnetime og Katinka.
Selv mener Jakob Engel-Schmidt, at der har været tale om en succes, og han ønsker nu at hæve puljen med fem millioner kroner.
Til at udbrede morgensang.
I folkeskolerne.
Man har hevet ekstra stole ind i Samtaleværelset i dagens anledning, men end ikke det er nok til at imødekomme det store fremmøde, og det er endda på trods af, at andagten starter noget så tidligt som lidt over otte.
I venstre del af lokalet har en bande af mf’ere indtaget en håndfuld stole, fremmødet tæller blandt andre Bjørn Brandenborg (S), Lars Christian Brask (LA), Jens Meilvang (LA), Lise Bech (DD) og formanden for Folketinget, Esbjerg Havn og Tecleaf, Søren Gade (V).
Dette er det tætteste, jeg har befundet mig på formanden for det hele, siden han for to uger siden tog en aktiv beslutning om at undgå pressen som helhed. Også i forrige uge gentog han sine forsvindingsnumre, da pressekorpset stod og ventede på ham ude foran Folketingssalen. Han må have været helt ufatteligt irriterende at lege gemmeleg med som barn.
Til at starte med bydes den kristne ukrainske menighed velkommen. Derefter vil man gerne have os til at synge “I østen stiger solen op”, så det gør vi. Jeg prøver at lade være, men så vinkler min sidemakker sin salmebog mod mig i det, jeg kun kan tolke som et vink med en vognstang, så jeg ser mig nødsaget til at åbne munden for at mime med.
“Nu vil biskop Antoni dele en andagt med os på norsk,” siger ham, der styrer slagets gang, hvilket jeg ser som en smuk måde at sikre sig på, at vi alle er lige i den forstand, at ingen jo så vil kunne forstå noget som helst.
Da denne nordmand, der desuden ligner Frederiksbergs borgmester Michael Vindfeldt (S) utroligt meget, er færdig med at sige en masse norske ting, tager ham, der styrer det hele, ordet tilbage og siger:
“Nu synes jeg, vi skal tage et halv minuts stilhed til at tænke over det, biskop Antoni har delt med os,” hvilket den ukrainske tolk så oversætter til det passende sprog. Det er her vigtigt for mig at understrege, at andagten ikke blev oversat.
Bagefter siger de fleste deres fadervor, og så bliver vi velsignede, idet der siges; “Herren velsigne jer!”
Og så skal vi fandme synge igen. Denne gang en “Amazing grace”, hvor teksten til er blevet uddelt på et stykke papir og desuden oversat.
“Julie Lindell vil synge for,” og det gør hun så, men hun synger sådan lidt… lidt for meget for, det er simpelthen ikke muligt at synge fællessang, så meget hun synger for, hvilket selvfølgelig lægger en naturlig dæmper på stemningen. Men da hun er ude over første vers, tager hun det lige et hak ned, og så bliver alle i rummet rigtigt glade, for nu kan de synge med.
Log ind
Du skal være logget ind for at kunne læse og lytte til Frihedsbrevet.
Populære artikler
Fri Finans
Ansatte beretter om et giftigt miljø hos udbyder af...

Fri Politik
Interne regnskaber og medlemslister afslører: Her er Lars Løkkes...

Fri Finans
Sagsbehandler forgyldte sin mand med millioner af...

Fri Finans
Gældsstyrelsens direktør udnyttede kendt skattefinte: Nu vil han...
