Fri Mads #19: Zetland Post Festum 🦓

Først skal jeg spørge, om du mon fik læst Bastian Emil Goldschmidts 💣 af en reportage, som vi sendte ud i går? Den handler om det legendariske cykelløb Paris-Roubaix, som mange nok kender fra Jørgen Leths film En Forårsdag i Helvede (1977). Personligt holder jeg især af følgende passage, hvor Bastian Emil Goldschmidt mediterer på de våde og beskidte brosten, som rytterne skal ud og køre på: 

“Jeg sidder på mit hotel i udkanten af Roubaix. Det regner udenfor, og jeg forestiller mig brostene liggende i deres kaotiske formationer – nu indhyllet i mørke. Som man står på en færge om natten og kigger ned i bølgerne, og havet synes mere truende og altopslugende end om dagen. På samme måde forestiller jeg mig brostenenes kanter og hemmeligheder, som er skjult i mørket. Men når morgenens lys møder havet, er færgen i havn og bragt sikkert i land.”

Er det ikke bare godt skrevet? Som medlem kan du læse den her. Senere i dag udkommer i øvrigt næste udgave af Fri Hjul med mere reportage fra Paris-Roubaix. 

Danmarks Genopretningsfond 💰

I morgen udkommer nyhedsbrevet Fri Finans med en virkelig interessant historie om Danmarks Genopretningsfond. Den har de færreste danskere sikkert hørt om, selvom der ikke blev lagt fingre imellem, da Finansministeriet tilbage i juni 2020 lancerede ideen om en statslig krisefond, der skulle give et Corona-ramt dansk erhvervsliv en hestesko. Med milliarder i ryggen ville fonden, som er et statsligt aktieselskab, være klar til at redde nødlidende virksomheder, der var af samfundsbærende karakter. Nu er investeringsperioden udløbet, og når man gør brættet op, viser det sig, at Genopretningsfonden ikke har investeret i én eneste virksomhed overhovedet. Erhvervslivet virker heller ikke til at have set det helt store lys i fonden, der har fået tre ansøgninger i alt. De fik alle nej til støtte. Så de eneste, som har fået noget ud af Danmarks Genopretningsfond, er dem, der arbejder for fonden, som altså mindst koster 9 millioner kroner om året at drive. Alligevel bliver fonden, der har den indflydelsesrige erhvervsmand Torben Möger Pedersen som formand, nu forlænget.

Så til Zetland 

Længere fremme, i dette mit nyhedsbrev nummer nitten, vil jeg fortælle om spændende nye tiltag på Frihedsbrevet, og desuden lidt om hvad der er på vej fra vores redaktion i denne uge. Men forinden gælder det debatten om netmediet Zetland, som jeg simpelthen er nødt til at stemple ind på. 

Et vink med en magtstang 

Debatten handler om at uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen har udnævnt Zetlands chefredaktør Lea Korsgaard til bestyrelsesformand for Journalisthøjskolen. Givet at Zetland ikke ligefrem er kendt for at bedrive magtkritisk journalistik, ligner det unægtelig endnu et signal fra regeringen, om hvad alle i forvejen kan mærke og fornemme: Socialdemokraterne har et problem med pressen. 

Alle ❤️ Zetland 

På dansk presses chefgange har det længe været god latin at bringe Zetland på banen, så snart snakken falder på et ømtåleligt emne som fornyelse. “Se på Zetland,” lyder svaret hver gang, nogen spørger om, hvem der viser vejen frem, hvem “der har den”. Faktisk har vi snakket om Zetland så længe, at det føles, som om Zetland har eksisteret i årtier (selvom det blev grundlagt i 2012). I hvert fald kan man sige, at Zetland har levet så længe, at navnet Zetland efterhånden virker lidt bedaget, som et navn der var sjovt og fedt tilbage i starten af 10erne, men ikke længere rigtig er det.

Sat og gammel 

Med posten som bestyrelsesformand for Journalisthøjskolen kan man tilføje, at nu kan Zetland definitivt ikke længere betragtes som et vildt og ungt medie. Man er altså blevet sat og gammel, når man bliver prikket af Jesper Petersen til at vogte uddannelsen af fremtidens journalister. Var jeg Lea Korsgaard, havde jeg klart sagt nej tak til denne klamme omfavnelse fra systemets side. At hun afløser Lisbeth Knudsen, siger jo det hele. 

Readers Digest 

Men er jeg ikke bare misundelig på Zetland? Jo da. Der er rigtigt meget at rose Zetland for, især når man sidder på et nystartet netmedie som Frihedsbrevet. Som user experience er Zetland en sublim oplevelse; det kører bare. Og så er det vildt imponerende, at de har opbygget en medlemsskare på omtrent 30 tusinde abonnenter. Som altså betaler hele 129 kroner om måneden. Til gengæld får medlemmerne af dette højskole-agtige fællesskab en lind strøm af velskrevne baggrundsartikler, som forklarer alverdens fænomener. Men får de også journalistik for pengene? Ikke som jeg forstår journalistik, nemlig som en praksis hvor man måler afstanden mellem det magtens mennesker siger, og det magtens mennesker gør. I det hele taget at være en sten i skoen på magthaverne. Det er for mig kernen af journalistik, og til sammenligning med det ideal har Zetland påfaldende meget tilfælles med det gamle amerikanske magasin Readers Digest, eller som det hedder på dansk; Det Bedste

En stille og rolig læseoplevelse 

Hvad DeWitt Wallace, grundlæggeren af Readers Digest opdagede var, at mange mennesker faktisk slet ikke bryder sig om konfliktsøgende journalistik; de vil bare gerne have en underholdende, opmuntrende læseoplevelse, hvorigennem de tilegner sig triviel viden om den verden, de lever i. De vil ikke provokeres eller stødes på manchetterne, og de vil ikke have deres verdensbillede udfordret eller undergravet. På denne simple men sande indsigt opbyggede Wallace en udgivervirksomhed, som blev en millionforretning. Fra starten af var opskriften den samme: Det Bedste er ikke lårklaskende sjovt, det er heller ikke noget, man slår sig på; det er bare en stille og rolig læseoplevelse, som man kan gå og hygge sig med. Det samme kan man sige om mange af Zetlands artikler, ja om hele Zetlands univers. Og fred være med det. Som sådan gør Zetland ingen skade, og desuden lader det til, at Zetland ovenikøbet er en glimrende forretning. Der, hvor jeg bliver bekymret, er, hvis vi har en regering, der kigger på Zetland som idealet for dansk presses fremtid. For det hverken kan eller skal Zetland være. Heldigvis er vi andre, som trækker i den modsatte retning, for eksempel Frihedsbrevet.

Vinteroffensiv 

På Frihedsbrevet forbereder vi en vinteroffensiv. I fredags startede lydtroldmanden Thomas Arent hos os, og han er det første og vigtigste led i vores ambition om at blive et medie, som også er stærke på lyd. Foruden at have begået stor radiokunst hos Third Ear, var Thomas Arent med til at konceptualisere DR’s podcastsucces Genstart. Herfra tog han til Ekstra Bladet og var med til at dreje podcast-megahittet Bandeland. Nu skal han slå sine folder hos Frihedsbrevet og uden at sige for meget, kan jeg godt sige, at der er store ting på vej. Det vil alt sammen blive åbenbaret i slutningen af året, hvor vores app udkommer. 

Fri Tænkning

Vi holder skiftedag på Frihedsbrevet. Fra denne uge udkommer Fri Finans om tirsdagen, og Fri Tænkning bliver skubbet til lørdag. Flemming Rose sender altså sin sidste tirsdagsudgave af Fri Tænkning i morgen.

I morgen skriver Flemming Rose om den svenske kunstner Lars Vilks, som blev dræbt i går i Sverige i en trafikulykke. Flemming Rose og Lars Vilks kendte hinanden godt, og et af de sidste billeder Vilks arbejdede på var et maleri af Flemming Rose. Det er et mindeord, jeg glæder mig til at læse. I weekenden udkommer så det stof, som Flemming Rose ellers havde arbejdet på til i morgen. Det handler om den amerikanske juraprofessor Nancy Leongs nye bog Identity Capitalists: The Powerful Insiders Who Exploit Diversity To Maintain Inequality. Rose skriver også om den forhenværende Trump-rådgiver Fiona Hills erindringsbog There Is Nothing for You Here, som netop er udkommet i USA. 

Fri Kritik

Mette Høeg skriver til mig: “I denne uge er min hovedhistorie en anmeldelse af amerikanske Andrea Long Chus bog Females: A Concern – en virkelig underholdende pamflet i genren autoteori, der handler om forfatterens eget kønsskifte og fremlægger den radikale tese, at “alle er kvindelige, og alle hader det!” 

Fri Tid 

Fra Simon Jul har jeg hørt dette: “I denne weekend skal folk fokusere dybt og tantrisk på grænsen til det verdensfjerne, for det handler om vildt. Bambi Mama Is No More.”

Hvad jeg ellers går og tænker på 🤔

1️⃣  En af de sinologer jeg bryder mig mest om, er amerikaneren Edward Luttwak, også kendt som Pentagons Mørke Prins. Når det gælder Kina, er han virkelig en høg, og savner man et friskt og kompromisløst take på Kina, anbefaler jeg varmt hans bog The Rise of China vs. the Logic of Strategy (2012), hvor han plæderer for, at staten Kina simpelthen lider af autisme. Her forleden opdagede jeg, at Luttwak er på Twitter, hvor han også slår gækken løs: 

2️⃣  Jeg kan ikke sige, hvorfra jeg har mine oplysninger, men jeg har hørt, at Radio LOUD lige om lidt ændrer navn til 24syv. Den skulle være god nok. Hermed er tragedien komplet. Berlingske Media og LOUDs chef Simon Andersen vil forsøge at frame navneskiftet, som om at nu vender Radio 24syv tilbage fra de døde, samt at det skal tages som udtryk for en dyb kærlighed til den gamle radiostation. Men den limpind skal man ikke hoppe på. Hvad der er tale om, er simpelthen merkantil nekrofili – altså at Berlingske Media bedriver usømmelig omgang med et lig, med økonomisk gevinst for øje. Pænt ubehageligt, synes jeg selv. Og så er det kikset. Virkelig, virkelig kikset. I den forbindelse skal vi ikke glemme det gamle Philip K. Dick citat: “Vogt dig for falske originaler.” Det falske 24syv har intet tilfælles med det gamle 24syv. 

3️⃣  Billedet af Dronningen, der møder Ulf Pilgaard klædt ud som Dronningen i Cirkusrevyen. Er dette et foreløbigt klimaks for Danmark som nation og kultur? I hvert fald transcenderes den i forvejen utrolige scene fra 2014, hvor nogle unge indvandrerfyre kommer forbi Cirkusteltet og kan høre lyden af Ulf Pilgaard i spil som digteren Yahya Hassan. De trænger ind i teltet og løber op til scenen og overdænger Ulf Pilgaard med ukvemsord på arabisk i den tro, at Ulf Pilgaard rent faktisk ER Yahya Hassan. Danmark er et pænt tosset sted. 

Mvh chefredaktør Mads Brügger