Fri Mads #68: Det Lille Diplomatkontor og den mytomaniske parfumespeditør fra Viborg 🎩
Vi må jo nok forberede os på, at det kommer til at gå fra ondt til værre. Hvad da? Det hele simpelthen, simpelthen det hele. Eller som den amerikanske skuespiller Timothée Chalamet ifølge Politiken sagde til premieren i Venedig på spillefilmen Bones and All:
“Jeg tror, at et samfundskollaps er nært forestående, det er i luften – man kan lugte det.”
Frygt og rædsel i Rød Stue 😱
Noget man i hvert fald kan lugte i luften, er den snigende frygt og rædsel, som plager Socialdemokratiets folketingsgruppe. Angsten kredser sig om een ting, og kun dén; nemlig FE-sagen. En sag så beskidt og betændt, at det allerede nu kan anes, at selv hvis Mette Frederiksen går hen og vinder det næste valg, vil denne skandale hjemsøge partiet i årevis – og før eller senere føre til regeringens fald.
Sjov & Masker 🦹♀️
I den forgangne uge bragte Berlingske os et væsentligt skridt tættere på ondets rod, nemlig da avisen afslørede, at PET-chef Finn Borch Andersen og justitsminister Mattias Tesfaye har siddet og underholdt partiledere med dybt private detaljer om tidligere FE-chef Lars Findsens sexliv. Det er, så man tager sig til hovedet. Ikke mindst over Søren Pind, der efterfølgende har kørt sit defensorat af Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen så langt ud i den store, mørke Gak-gak-skov, at der ikke længere er nogen vej tilbage. Selv vi, der tidligere har skrevet, at Pind har fået mus på gardinstangen, sidder forbløffede tilbage efter den nedsmeltning på Twitter, som vi var vidner til forleden dag.
Den bedste reaktion på Søren Pinds snerpede tirader på Twitter kom fra Frihedsbrevets journalist Maya Tekeli, som blot spurgte ham:
“Hvordan boller du?”
Det svarede han dog ikke på, men mit gæt er, at Søren Pind er et pænt mærkeligt knald.
Søren Pind har tydeligvis mistet den, og der kan ikke være længe til, at han bliver hentet af Sociolancen. Lad hans eksempel tjene til evig advarsel for alle midaldrende mænd om, at pludselig interesse for vandtrykket i bruseren er det første tegn på, at man er ved at blive seriøst plimmelim.
Imens må vi andre slå koldt vand i blodet og vente på, at FE-sagen går sin naturlige gang. Mangt og meget mangler stadig at komme frem i lyset, og forude venter utvivlsomt en kommissionsundersøgelse, der vil få Minkkommissionen til at minde om små, lette hop på stedet. Det skal nok blive spændende. Forhåbentligt vil denne smertefulde proces føre til et fornyet og forbedret folkestyre, hvilket vi godt kan trænge til, for ifølge Voxmeter har næsten hver anden dansker mistet tilliden til systemet.
Som de siger i Santo Domingo: “Shalom!” ✡️
Heldigvis er der meget andet godt at skrive om end lige FE-sagen her i mit nyhedsbrev nummer 68. Efter jeg lutrede mig selv i skærsilden i forrige ombæring, er jeg igen klar til kamp, og det får mærkes.
Som tidligere generalkonsul for Liberia til Den Centralafrikanske Republik er jeg naturligvis meget optaget af Det Konservative Folkepartis partiformand Søren Papes pudseløjerlige eksperimenter med privat diplomati i skrøbelige, korruptionsplagede stater – nærmere bestemt i Den Dominikanske Republik.
Og som 1,2% ashkenazi er jeg selvfølgelig også optaget af, at Papes ægtefælle – den enigmatiske Josue Medina Vasquez Poulsen – og jeg tilsyneladende tilhører det samme etno-religiøse fællesskab:
Så det vil jeg skrive om. Og så er der selvfølgelig smertensbarnet Danmarks Radio, hvorom man igen må spørge sig selv, hvordan det mon kan gå til, at et udgangspunkt som er, at man får 3,5 milliarder skattekroner kørt ind ad ladeporten hvert år, nok engang resulterer i had og tænders gnidsel. Det vil jeg også skrive om, men først er der selvfølgelig Frihedsbrevet, som jo altid ligger mig meget på sinde.
Ny daglig podcast 🧑💻📲
Glædeligt er det at kunne meddele, at Frihedsbrevet netop har lanceret den daglige morgenpodcast, som jeg ved, at mange af vores medlemmer går rundt og savner. Det får de fra nu af, hver morgen ved 7‑tiden, alle ugens fem hverdage. Og bag ved mikrofonen sidder førnævnte Maya Tekeli.
Denne daglige podcast kalder vi for Fri Dag.
Fri Ukraine 🇺🇦
Vores tilbagevendende podcast om krigen i Ukraine er altid på højde med udviklingen. I den seneste udgave, som er udkommet i dag, taler Flemming Rose og Sofie Frøkjær med major Kristian Lindhardt om, hvad der sker på slagmarken i Kharkiv-regionen lige nu.
“Spørg ikke, hvad Frihedsbrevet kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for Frihedsbrevet.”
Hvis du ikke kan logge ind på vores hjemmeside eller app og høre Fri Dag eller Fri Ukraine, er det, fordi du ikke er medlem, og det synes jeg, vi skal gøre noget ved med det samme. Hvis du melder dig ind og tegner et årsabonnement, får du ikke kun adgang til magtkritisk journalistik af højeste kvalitet – du er også med til at støtte Danmarks mest kompromisløst uafhængige medie. Vi er så uafhængige, at vi principielt siger nej til både reklamer og mediestøtte, hvilket selvfølgelig umiddelbart stiller os dårligere end vores konkurrenter. Men ikke på sigt, for jeg har en tyrkertro på, at dette unikke point of difference ikke kun er vores særkende; det er også en tiltagende styrke, som med tiden vil åbne folks øjne for, hvad en rigtig fri presse vil sige i praksis. Det håber jeg meget, du vil bakke op om, så på forhånd tak, hvis du allerede melder dig ind i dag.
Diplomats of the Caribbean 🏴☠️
Nå, men skal vi se at komme til det?
Det er den 10. februar, 2018: Et lille rejsehold har forladt det kolde og mørke Danmark, og er fløjet til Caribien for at besøge østaten Den Dominikanske Republik (DDR).
Da de træder ud af flyveren i badebyen Punta Canas internationale lufthavn, ser man følgende personager:
• Daværende integrationsminister Inger Støjberg.
• Daværende børne- og socialminister Mai Mercado samt hendes mand.
• Næstformand i Dansk Idrætsforbund Frans Hammer med frue.
• Søren Pape Poulsen, formand for Det Konservative Folkeparti og daværende justitsminister.
Som sagt er Pape gift med førnævnte Josue Medina Vasquez Poulsen, der netop selv stammer fra La República Dominicana. Er denne Josue med i gruppen, der netop er landet, eller er han rejst i forvejen, og henter han dem så i lufthavnen?
Og hvor er de taget hen fra lufthavnen? Hvilket hotel har de boet på? Har de drukket cocktails ved poolen umiddelbart efter ankomsten? Har Inger Støjberg mon sagt “los Coca Colas Zeros por favor” til tjeneren? Vi ved det ikke.
Vi ved heller ikke om stemningen har været lidt som i filmen Olsen-Bandens sidste bedrifter (1974), hvor det endelig lykkes for Egon, Benny og Keld at skyde papegøjen, og de til sidst flyver afsted til Mallorca med hundrede millioner kroner.
“Vi ses røvhuller,” siger de til danskerne, som er ladt tilbage i det socialdemokratiske hamsterhjul, mens Olsen Banden skal til ned til sydens sol og nyde livet i et hedonistisk paradis.
Det lidt vi kender til skyldes især, at den dominikanske avis El Nuevo Diario den 16. februar 2018 bringer et foto af Støjberg, Pape, Mercado og Hammer på forsiden, stående sammen med daværende præsident Danilo Medina Sánchez. De står i deres stiveste puds i et forgyldt modtageværelse i det nationale palads i hovedstaden Santo Domingo, og med på billedet er også den dominikanske udenrigsminister Miguel Vargas Maldonado. “Medina modtager en delegation af ministre fra Danmark,” lyder overskriften.
Under nulpunktet 🌡
Det er her i den tilhørende billedtekst, at avisen Jyllands-Posten senere hen opdager, at Frans Hammer – som er en personlig ven til Señor Pape fra Viborg – bizart nok tituleres som værende “vicesportsminister” i Danmark. Hvad Jyllands-Posten også kan afsløre er, at hverken Udenrigsministeriet eller den danske ambassade i Mexico dengang var vidende om, at hele tre danske ministre af egen drift således var gået i gang med noget, der lignede et officielt statsbesøg i Den Dominikanske Republik. Altså mens de var afsted på det, de selv hævder var en privat badeferie. Hvis udpegningen af Kristian Jensen som særlig udsending til FN var et hidtidigt nulpunkt for dansk diplomati, er vi med Señor Papes suspekte selskabsrejse kommet ud i det lodret farciske.
Det Lille Diplomatkontor 🎩
Dét, som Papes selskabsrejse i mine øjne ligner, er diplomatiets udgave af Børnenes Postkontor; den her papkasse med diverse paraphernalia, som tilhører postvæsenets verden. Engang kunne bokssættet fås i BR, måske findes det der stadig? I hvert fald kan børn bruge det til at lege postkontor med; der er både blanketter og stempler og frimærker og en lille postkasse. Lidt på samme måde har Pape & Co. leget Det Lille Diplomatkontor i Caribien, hvilket – gætter jeg – nok er grunden til, at Frans Hammer er blevet til vicesportsminister. Det er jo sådan noget, der sker, når man leger diplomat med sine venner og bliver revet med af stemningen. I øvrigt kan Frihedsbrevets medlemmer i morgen se frem til et interview med netop vicesportsminister Frans Hammer.
I skidt selskab 😈
Men det er farligt at lege diplomat i den virkelige verden. Og især hvis det foregår i lande, hvor det eneste realitetsprincip er, at der ikke er noget realitetsprincip. Det ved jeg selv fra Den Centralafrikanske Republik. Man kan nemt komme til at sætte ting i gang, som udvikler sig i en usund retning, og man kan uforvarende havne i selskab med folk, der senere hen viser sig at være rigtigt skidt selskab. Det er derfor, vi har et udenrigsministerium og en tilhørende udenrigstjeneste, som jo kender sine lus på gangen og ved, hvad man skal styre udenom.
Tropernes moralske miasma 🌴
Til eksempel har Frihedsbrevet beskrevet, at Pape i samme ombæring besøgte DDR’s daværende justitsminister Jean Alain Rodríquez Sánchez, der i dag er hovedmistænkt i en gigantisk korruptionssag. Ifølge anklagemyndigheden omdannede denne Sánchez simpelthen sit ministerielle kontor til en kommandocentral for kriminel aktivitet, og det foregik netop i samme tidsrum, hvor den private hygge-nygge-diplomat Søren Pape Poulsen besøgte ham og endda i det selvsamme kontor. Faren for, at Pape dermed har indåndet en overdosis af tropernes moralske miasma – en luftbåren sygdomskim, der vil pine og plage hans lille, skrøbelige viborgensiske kræmmersjæl mange år frem – er ganske overhængende.
Klæder skaber folk 👔
Det som er klart ud fra billederne at dømme er, at Pape, Støjberg, Mercado og Hammer har taget tøj med til lejligheden. De må derfor – antager jeg – på forhånd have været klar over, at dette var andet og mere end en badeferie. Men hvis man selv betaler for sin badeferie, ville man så virkelig gide at rende til officielle møder med dominikanske ministre? Nej, tænker jeg. Men måske man ville gide det, tænker jeg også, hvis man vidste, at det var en betingelse for favørbehandling og red carpet treatment, at man hoppede i selskabskjole og jakkesæt og stillede op i de fine saloner? Det må Mercado, Støjberg og Hammer kunne hjælpe med os at udrede.
Og Pape, selvfølgelig. Mest af alt Pape.
“Det kommer jeg ikke til at gå ind i.”
Men Søren Pape Poulsen havde ikke lyst til at kommentere rejsen til Caribien, da der var landsråd hos de Konservative i weekenden. Han sagde – meget Mette Frederiksen’sk faktisk – at det “kommer jeg ikke til at gå ind i”. Han vil heller ikke gå ind i, hvornår han præcist opdagede, at hans mand ikke er jøde, hvilket Pape ellers har underholdt det jødiske samfund i Danmark om, at Josue er. Ligeså med lysten til at kommentere at Josue måske alligevel ikke er en tæt knyttet nevø til tidligere præsident Danilo Medina Sánchez, og det hverken i biologisk eller spirituel forstand. Pape kommer ikke til at gå ind det, må vi forstå. Et klassisk eksempel på meet the new boss, same as the old boss.
Mine spørgsmål til Søren Pape Poulsen ⁉️
Jeg vil til gengæld gerne gå ind i det, og det med stålbeslåede træsko på. For jeg har nemlig en mængde spørgsmål, som Søren Pape Poulsen bør forholde sig til, især hvis han gør sig forhåbninger om at blive statsminister.
For det første vil jeg gerne vide, hvordan denne besynderlige rejse overhovedet er kommet i stand? Hvem har taget initiativ til den, og hvordan er den blevet finansieret? Hvilket hotel har de boet på, og hvad har det samlet set kostet – både hvad angår indkvartering og forplejning? Og hvem har koordineret det hele? Har der været et officielt program? Og hvem har så stået for det?
“Jamen, det var jo en privat badeferie, så bland dig udenom,” vil en og anden sikkert sige. Men ved netop selv at bringe deres officielle funktioner og titler i spil, har Søren Pape & Co lykkedes med at gøre alt ved denne selskabsrejse relevant for offentligheden. Dette er ikke længere en privat sag.
Dengang Søren Pape var justitsminister, udfyldte han et skema, hvor han deklarerede, at Josue har sin “egen turistvirksomhed i sæsonen juni/juli/primo august i Den Dominikanske Republik.” Er det mon dette firma, som har stået for selskabsrejsen til Punta Cana, og hvor stor en rolle har Josue egentlig spillet her? Er det ham, der har sørget for møderne med præsidenten, udenrigsministeren og justitsministeren? Og eventuelle andre møder, som vi ikke kender til.
Det gad jeg også godt at vide.
Når jeg læser om Papes rejse til Den Dominikanske Republik, kommer jeg til at tænke på Graham Greenes mesterlige roman Maskespillet, der foregår i Haiti – naboen til Den Dominikanske Republik – under Papa Docs diktatur. En central scene i bogen er, da hovedpersonen, en desillusioneret hotelejer fra Monaco, besøger udenrigsministeren for Haiti i selskab med en amerikaner ved navn Smith. Denne amerikaner har været modkandidat til præsident Truman i 1948, kun for at tabe valget og ryge ud i glemslen. Men ved at tale Hr. Smiths betydning op, lykkedes det at komme i audiens hos Haitis udenrigsminister. Godt nok undrer udenrigsministeren sig lidt over at den amerikanske ambassade i Port-au-Prince ikke har ladet ham vide, at så vigtig en mand som en præsidentkandidat er i byen, men det er en mindre detalje. Og pludselig bliver hovedpersonen og Hr. Smith indblandet i fortrolige samtaler om bevæbnede grænseoverløbere fra Den Dominikanske Republik, som udenrigsministeren vil rejse en protest imod i FN. Senere i romanen mødes Hr. Smith også med velfærdsministeren og bliver involveret i planerne for opførelsen af en helt ny bydel. Og der er stadig kun gået en uge i Haiti.
Noget lignende oplevede jeg selv, da jeg skulle i gang med min dokumentarfilm Ambassadøren. Jeg rejste først på en indledende rekognosceringstur til Den Centralafrikanske Republik, men på under en uge, uden rigtigt at ville det, havnede jeg på kontoret hos ministeren med ansvar for minedriften og var ufrivilligt allerede i gang med at lave min film. Det er dét, jeg mener; i skrøbelige stater som Den Centralafrikanske Republik, Haiti og Den Dominikanske Republik, skal der uendeligt lidt til, før det stikker helt af. Og det leder selvfølgelig frem til spørgsmålet: Har Søren Pape Poulsen og hans ledsagere forstået og respekteret dette grundvilkår? Har deres blotte tilstedeværelse haft en utilsigtet indflydelse på tingenes gang i Santo Domingo? Er der blevet indgået aftaler som vi ikke kender til? Det mangler vi også at få svar på.
For det fjerde, på et mere personligt plan, undrer jeg mig over, at når nu Søren Pape Poulsen rent faktisk har mødt den mand, som Josue påstår er hans onkel, nemlig forhenværende præsident Danilo Medina Sánchez, har han så ikke lige fundet tid til at spørge ind til den præcise relation mellem Josue og præsidenten? Hvis ja, er det så ikke gået op for Pape, at der sørme vist lige er noget, der ikke helt stemmer i forhold til, at Pape har fortalt vidt og bredt om, at Josue er præsidentens nevø?
Og så er jeg slet ikke kommet til historien om, at Josue skulle være jøde.
På Avenida Sarasota nummer 21 i Santo Domingo ligger hovedstadens eneste synagoge. Besøgte Pape og Josue mon den, mens de alligevel var i byen? For jeg tænker, at denne synagoge har spillet en stor rolle i Josues liv, hvis han virkelig er kommet der hver lørdag fra han var spæd sammen med sin familie – sådan som Søren Pape Poulsen fortalte Iben Maria Zeuthen i P1-programmet Tal til mig.
En duft af Mytomanos
Af uddannelse er Søren Pape Poulsen i øvrigt speditør. Han har lært kunsten at flytte varer fra sted til sted, hvilket jo er en rigtig god ting at kunne. Den vare, han mest flytter rundt på i øjeblikket, er en meget kraftigt dunstende parfume, som bliver hængende længe i tapeterne, tæpperne og gardinerne. Denne parfume hedder Mytomanos.
DR, en forfaldshistorie 📺
Er DR mon slået ind på en vej, hvor ledelsen i tiltagende grad betragter det, man er sat i verden for at frembringe – nemlig selve programmerne – som et affaldsprodukt? Som noget man faktisk helst var foruden, men endnu ikke helt kan slippe for. En ubehagelig og utilsigtet konsekvens af det, man ser som sin egentlige eksistensberettigelse; nemlig at administrere og planlægge. Eller “at drifte”, som det kaldes på Djøfsk.
Når jeg spørger om det, er det, fordi jeg aner et mønster i de programændringer og fyringer, der har ramt DR. Men før jeg fortæller om dét, vil jeg berette om noget, som gjorde stort indtryk på mig, da jeg selv arbejdede i DR og snart skulle flytte ud til den nyopførte DR Byen. Dengang bemærkede en ældre kollega, at når DR forlod Radiohuset, forlod DR sin hovedstol, og heri så han en stor fare:
“Du skal tænke på, at der jo er en grund til, at gården bag Radiohuset hedder Kongegården, for det var her, Kong Frederik den Niende kørte ind i sin Bentley, når han skulle op i radiostudiet og holde nytårstale til danskerne. Så længe DR bor i Radiohuset, kan man ikke lukke DR. Det er et helle. Det bliver meget nemmere at lukke DR, når vi flytter ud i DR Byen,” sagde den ældre medarbejder til mig.
Dengang forstod jeg ikke rigtig, hvad han mente, men det forstår jeg i dag, hvor DR synes mere sårbar end nogensinde. For som DR fremstår ude i den kolde og golde DR Byen, er det en institution uden historie. Der er ingen Kongegård, hvor Frederik den niende kom kørende ind i en Bentley. Der er bare en stor blå professorterning, der blusser i den natmørke Ørestad. Hvem kan holde af den?
Ser man bort fra arkitektur og symbolik, handler DR’s sårbarhed først og fremmest om afviklingen af licenssystemet. Det var sundt og godt og rigtigt, at danskerne selv betalte til Danmarks Radio, hvorimod det er dødsensfarligt for DR, at man nu er prisgivet politikernes luner. Armslængden er væk, og det er alt for fristende for politikerne at adfærdsregulere og kujonere DR ved skiftevis at fjerne og tilføre penge. Eller ultimativt helt at lukke DR. Det ved jeg godt lyder både voldsomt og skørt, men jeg frygter det værste. Og det gør jeg, fordi DR’s ledelse selv er begyndt at ødelægge sit eget arvesølv, nemlig P1 Orientering.
P1 Orientering er æterens svar på Kongegården. Det er også et helle. Så længe P1 Orientering udkommer, vil ingen turde krumme et hår på DR’s hoved. Det er et bolværk mod dem, der vil DR det ondt, og at DR’s ledelse ikke forstår, hvor højt spil de spiller, når de selv tager tiltag til at reducere P1 Orientering til en forkortet podcast, går virkelig over min forstand. For så bliver P1 Orientering jo bare en podcast blandt mange, og så er der ikke langt til, at barbarerne står ved DR Byen med fakler og høtyve.
Men noget andet er, at P1 Orientering – set fra et DR Nyheder’sk og hermed et rent driftsmæssigt synspunkt – er et besværligt program. Det fylder meget i sendefladen, det er dyrt, og det har altid været forholdsvist autonomt. Og relativt ledelsesresistent. Det samme gælder Deadline, som også har insisteret på at være sig selv. Og så tilhører Deadlines værter typisk kategorien “besværlige medarbejdere”: De stikker ud i landskabet, og så er de årsag til problemer. Der klages over dem, for de laver kontroversielle interviews, som skaber debat. Og giver ballade. Alle disse følgevirkninger bryder man sig ikke rigtig om i en ledelse, hvor det, som kommer over alt andet – for enhver pris – er at undgå problemer.
Så Deadline skal ikke længere sendes som direkte tv alle ugens dage, hvilket selvfølgelig er begyndelsen på enden for Deadline. Det er også begyndelsen på enden for DR2, for mere end noget andet program er Deadline lig med DR2, ligesom P1 Orientering er, essensen af P1.
Hvilket leder mig videre til programmet Detektor, som jo har været en torn i øjet på DR Nyheder fra sin begyndelse. For hvad ligner det egentlig at have en redaktion, der render rundt og faktatjekker de fine udsendelser, som DR Nyheder udkommer med? Det er jo en femte kolonne! Lad os få det stoppet, og det samme gælder i øvrigt Esben Kjær og hans program Bagklog på P1, som altid er ud til bens. Godt nok er programmet det næstmest lyttede på P1, hvilket i sig selv er imponerende, men tifold mere, når man ved, at det sendes over for blockbusteren Sara & Monopolet på P4. Men Esben Kjær er besværlig, han er en besværlig medarbejder. Han opfører sig ikke som en normal vært; der klages over ham, og han fyrer de vildeste grovheder af om regeringen og Mette Frederiksen, og det kan vi virkelig ikke have. “Vi”, forstået som DR’s ledelse, der i disse år nærmest er det samme som DR Nyheder. For desværre opfatter nutidens DR først og fremmest sig selv som et nyhedshus. Ovenikøbet et digitalt nyhedshus, som udkommer i fine fine apps, hvoraf følger at man ikke rigtigt bryder sig om gammeldags flow-tv mere. Og hvad der er endnu værre end tv, er selvfølgelig FM-radio, som for DRs’ ledelse er det rene steampunk. At omtrent 800.000 danskere stadig hører P1 hver uge på FM, er en ubetydelig detalje. Så lille en detalje er P1, at kanalen ikke længere har en klar og synlig ledelse; egentlig ret utroligt når man tænker over det.
Så det mønster jeg aner er, at DR har taget et opgør med de besværlige medarbejdere og deres besværlige programmer. Alt det ukurante, som ikke rigtigt passer ind i DR Nyheders blå firkant. Jeg aner også konturen af et DR, som paradoksalt nok bevæger sig væk fra det, man er sat i verden for, og som man får sine penge til; nemlig at sende programmer på radio og tv.
Og det er jeg virkelig ked af. Især hvis jeg har ret i det, jeg skriver, og det frygter jeg desværre, at jeg har. For jeg elsker DR og ønsker mig et stort, muskuløst og modigt DR, der sender alt det, danskerne ikke ved, at de vil have, og som skaber masser af problemer og ballade for ledelsen. Gør DR ikke det, ender DR med at være lige meget, og det er desværre den kurs, som ledelsen har stukket an; kursen, der fører til landet, der kaldes Lige Meget.
Hvad jeg ellers går og tænker på 🤔
1️⃣ Jeg kan forstå, at de mange penge, som DR sparer ved at fyre, reducere og lukke, skal investeres i apps. Apps til lyd og til billeder. Så de penge, der skulle gå til at producere unikt og originalt indhold, skal nu bruges på kodning. Det som så undrer mig er, hvorfor de store, skandinaviske public service-stationer – DR, SVT, YLE og NRK – dog ikke for længst er gået sammen om at udvikle og investere i den teknologi, der skal gøre dem modstandsdygtige overfor Netflix, HBO og Amazon? For det er jo helt tosset, at relativt lille DR selv sidder og udvikler på apps, der også er brug for i Sverige, Norge og Finland. Og omvendt.
2️⃣ Sex og spionage. Tilbage i 2010 blev den 31-årige, britiske MI6-agent Gareth Williams fundet død i et safe house i London. En spions død er altid mystisk, men det som gør det endnu mere mystisk er, at hans nøgne, afsjælede legeme lå inde i en stor, rød North Face-taske, som var låst udefra med en hængelås. Om sagen skrev britisk presse, at den døde spion havde været interesseret i bondage og klaustrofili; det at tænde på at blive spærret inde i små rum. Og nu kommer vi så til det, som jeg synes, at visse sippenipper i PET og Justitsministeriet bør tage notits af, for til et efterfølgende retsmøde vidnede chefen for Gareth Williams nemlig. Gemt væk bag en skærm og blot identificeret som SIS F, sagde hun, at Gareth Williams seksuelle præferencer ingenlunde havde spillet en rolle for MI6. Man var som hemmelig tjeneste for længst kommet videre fra dengang, hvor man frygtede at blive udsat for afpresning, hvis det kom frem, at nogen var bøsse eller gerne ville have smæk i numsen.
“Individuals have lifestyle and sexual choices and sexual preferences which are perfectly legitimate,” sagde SIS F ifølge CNN. Så hvorfor har vi i Danmark en efterretningstjeneste, der stadig lever i stenalderen?
Hasta la vista 👋🏼
I dagens anledning, og meget apropos, har Malthe Emil Kibsgaard gestaltet mig som den belgiske tegner Marc Wasterleins flyvende læge Doktor Pind. Jeg kører på en damptromle, og i hænderne har jeg balloner med Den Sorte Spion og Den Hvide Spion fra den amerikansk-cubanske tegner Antonio Prohias’s stribe Spy vs. Spy, kendt fra Mad Magazine. Put det i din pibe, og ryg det, og så høres vi ved om en uge, hvor jeg vender tilbage med Fri Mads #69.
Tak, fordi du læste eller lyttede med.
Med venlig hilsen
Mads Brügger, chefredaktør, Frihedsbrevet