Fri Mads #7: Et ru, kort, rødt og meget tørt dyr

Noget, jeg sim­pelt­hen må af med med det sam­me, er, at det dags dato mel­des, at Mads Brand­strup skal være admi­ni­stre­ren­de direk­tør for de pri­va­te dan­ske medi­e­virk­som­he­ders bran­che­or­ga­ni­sa­tion. Nem­lig dét, der så poe­tisk hed­der Dan­ske Medier. 

For dem, der ikke ved det, er Brand­strup tid­li­ge­re jour­na­list på Dag­bla­det Bør­sen, hvor­ef­ter han gik over til ‘den anden side’. Først som pres­se­chef for Soci­al­de­mo­kra­ti­et, så fak­to­tum for tid­li­ge­re S‑strateg og stabs­chef Mar­tin Ros­sen og slut­te­ligt som sær­lig råd­gi­ver for finans­mi­ni­ster Nico­lai Wammen.

Ken­der man til den hår­de ker­ne hos S, ved man, at for­skru­e­de idéer om pres­sen er gang­bar mønt hos sos­ser­ne. Blandt andet stor­tri­ves en fiks idé om, at pres­sen altid er ude efter Soci­al­de­mo­kra­ti­et, og det er ikke at stram­me den at sige, at det har en snert af para­noia over sig.

Et godt eksem­pel på den­ne tan­ke­gang var den klyn­ken­de kro­nik fra Hen­rik Sass Lar­sens dat­ter om den onde tabloid­pres­se, der har for­fulgt hen­des far. Kro­nik­ken fik beskæf­ti­gel­ses­mi­ni­ster Peter Hum­mel­gaard til at skri­ve på Twit­ter, at den “må og skal” føre til ændrin­ger i de dan­ske medi­er. Et vir­ke­lig bizart og urovæk­ken­de syns­punkt, som Mads Brand­strup straks retwe­e­te­de som den loy­a­le par­ti­støt­te, han jo er. 

Uan­set hvad har Brand­strup haft det som sin meti­er at mani­p­u­le­re med pres­sen, her­un­der at for­hin­dre pres­sens adgang til infor­ma­tio­ner, og han er utvivl­s­omt i besid­del­se af en for­tro­lig viden om S, som han aldrig vil dele med de medi­e­virk­som­he­der, hvis inter­es­ser han nu skal vare­ta­ge. Går det vir­ke­lig an? Det mener jeg selv­føl­ge­lig ikke, men det er hel­ler ikke min hoved­pi­ne. For hel­dig­vis er Fri­heds­bre­vet ikke med­lem af Dan­ske Medi­er, og med Brand­strup i spid­sen er det sik­kert, at vi hel­ler aldrig bli­ver det. 

Midt i en agurketid 

Net­op nu spi­rer agur­ker­ne, hvor­for det ret­te­lig er agur­ke­tid. Så det skri­ver jeg om i det­te nyheds­brev, for­u­den lidt om hvad der er på bed­ding hos Fri­heds­bre­vet i den­ne uge. Vel­kom­men til. 

Et ru, kort, rødt og meget tørt dyr

Agur­ke­ti­den er bran­cheud­tryk­ket for den tid på året, hvor medi­er­ne kører på lavblus. Dels for­di Chri­sti­ans­borg hol­der som­mer­fe­rie, dels for­di jour­na­li­ster­ne selv hol­der fri, og dels for­di der tra­di­tio­nelt ikke sker så meget om som­me­ren her til lands. Det vil vi ger­ne lave om på hos Fri­heds­bre­vet og vil der­for til­stræ­be at være det mod­sat­te af agurketiden.

Og hvad er så det? På DR Ramasjang har de en ser­vi­ce, hvor bio­log Lars Brøn­dum fra Natur­hi­sto­risk Muse­um besva­rer spørgs­mål fra børn. Som for eksem­pel: Hvad er det mod­sat­te af en agurk? Iføl­ge Brøn­dum er sva­ret, at det mod­sat­te af en agurk er et “ru, kort, rødt og meget tørt dyr”. 

Så det er, hvad Fri­heds­bre­vet agter at være den­ne sommer.

Set i bakspejlet 

I for­ri­ge uge kun­ne Fri­heds­bre­vet for­tæl­le om end­nu en fadæ­se hos Radio LOUD, den stats­fi­nan­si­e­re­de radi­o­ka­nal til unge, som ingen unge gider at lyt­te til. Efter­føl­gen­de har jeg note­ret mig, at debat­ten på Twit­ter har været, at hvis man – som under­teg­ne­de – har været ansat på Radio24syv (som i sin tid tab­te til Radio LOUD i bud­run­den om en DAB-kana­len), er man både ond, dum og bit­ter, hvis man på nogen måde bærer ved til LOUDs blus­sen­de ligbål.

Her­til er der bare at sige, at hvis det ikke lige var, for­di sta­ten poster hele 60 mil­li­o­ner skat­te­kro­ner i LOUD om året, vil­le jeg da være kom­plet ligeg­lad med den kanal. Sagen er så bare den, at det rent fak­tisk er mil­li­o­ner af skat­te­kro­ner, som beko­ster tos­se­ri­er­ne, og der­for er det nød­ven­digt at beskæf­ti­ge sig jour­na­li­stisk med LOUD. 

Sam­ti­dig skal det siges, at hvis man er udsty­ret med bare en kniv­spids humo­ri­stisk sans, er det svært at fin­de noget, der er så under­hol­den­de i al sin elen­dig­hed, som Radio LOUD er det.

Next Level Dialogkaffe

I den­ne uge glæ­der jeg mig til at læse che­fre­dak­tør Flem­m­ing Roses nyheds­brev Fri Tænk­ning. Han skri­ver om den ame­ri­kansk-cana­di­ske under­vi­ser Irs­had Manji, som både er femi­nist, mus­lim og les­bi­sk. Anled­nin­gen er Manjis arbej­de med at søge dia­lo­gens vej. Især med men­ne­sker, man er ekstremt uenig med. Man kan sige, at det er Next Level Dia­log­kaf­fe, som Manji har gang i. 

Hvad jeg også ser frem til, er Simon Juls nyheds­brev Fri Tid, hvor det den­ne gang hand­ler om noget så prosaisk som brunch. 

I Fri Kri­tik sæt­ter Met­te Høeg fokus på en hæn­del­se, som fandt sted for præ­cis 95 år siden, nem­lig “Pozd­nysjevs for­svarsta­le”. Alt­så, for­fat­te­ren Naboko­vs gen­digt­ning af Tol­sto­js berøm­te roman Kreutzer­so­na­ten, som han frem­før­te for en for­sam­ling af rus­si­ske jour­na­li­ster i Berlin. 

Fort­sæt­tel­se følger

Redak­tio­nen bag nyheds­bre­vet Fri Poli­tik har også gode ting på vej, men det er en over­ra­skel­se. Og så er der kun til­ba­ge at sige: Hav en god uge. Vi skri­ves ved om en uge. Tak for interessen.

Mvh,

Mads Brüg­ger, che­fre­dak­tør, Frihedsbrevet