Fri Mads #7: Et ru, kort, rødt og meget tørt dyr


Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du acceptere cookies fra vores lydleverandør.

 

Kort og godt: Denne artikel er på 866 ord og kan læs­es på under fire minutter.

 

Noget, jeg sim­pelthen må af med med det samme, er, at det dags dato meldes, at Mads Brand­strup skal være admin­istr­erende direk­tør for de pri­vate danske medievirk­somhed­ers bran­cheo­r­gan­i­sa­tion. Nem­lig dét, der så poet­isk hed­der Danske Medier. 

For dem, der ikke ved det, er Brand­strup tidligere jour­nal­ist på Dag­bladet Børsen, hvorefter han gik over til ‘den anden side’. Først som pressechef for Socialdemokrati­et, så fak­to­tum for tidligere S‑strateg og stab­schef Mar­tin Rossen og slut­teligt som særlig råd­giv­er for finans­min­is­ter Nico­lai Wammen.

Kender man til den hårde kerne hos S, ved man, at forskruede idéer om pressen er gang­bar mønt hos sosserne. Blandt andet stor­trives en fiks idé om, at pressen altid er ude efter Socialdemokrati­et, og det er ikke at stramme den at sige, at det har en snert af para­noia over sig.

Et godt eksem­pel på denne tankegang var den klynk­ende kro­nik fra Hen­rik Sass Larsens dat­ter om den onde tabloid­presse, der har for­ful­gt hen­des far. Kro­nikken fik beskæftigelsesmin­is­ter Peter Hum­mel­gaard til at skrive på Twit­ter, at den “må og skal” føre til ændringer i de danske medi­er. Et virke­lig bizart og urovækkende syn­spunkt, som Mads Brand­strup straks retweet­ede som den loyale partistøtte, han jo er. 

Uanset hvad har Brand­strup haft det som sin meti­er at manip­ulere med pressen, herun­der at forhin­dre pressens adgang til infor­ma­tion­er, og han er utvivl­somt i besid­delse af en fortrolig viden om S, som han aldrig vil dele med de medievirk­somhed­er, hvis inter­ess­er han nu skal vare­tage. Går det virke­lig an? Det men­er jeg selvføl­gelig ikke, men det er heller ikke min hov­ed­pine. For heldigvis er Fri­heds­brevet ikke medlem af Danske Medi­er, og med Brand­strup i spid­sen er det sikkert, at vi heller aldrig bliv­er det. 

Midt i en agurketid 

Netop nu spir­er agurk­erne, hvor­for det ret­telig er agur­ketid. Så det skriv­er jeg om i dette nyheds­brev, foru­den lidt om hvad der er på bed­ding hos Fri­heds­brevet i denne uge. Velkom­men til. 

Et ru, kort, rødt og meget tørt dyr

Agur­ke­ti­den er brancheudtrykket for den tid på året, hvor medierne kør­er på lavblus. Dels for­di Chris­tians­borg hold­er som­mer­ferie, dels for­di jour­nal­is­terne selv hold­er fri, og dels for­di der tra­di­tionelt ikke sker så meget om som­meren her til lands. Det vil vi gerne lave om på hos Fri­heds­brevet og vil der­for tilstræbe at være det mod­sat­te af agurketiden.

Og hvad er så det? På DR Ramas­jang har de en ser­vice, hvor biolog Lars Brøn­dum fra Naturhis­torisk Muse­um besvar­er spørgsmål fra børn. Som for eksem­pel: Hvad er det mod­sat­te af en agurk? Ifølge Brøn­dum er svaret, at det mod­sat­te af en agurk er et “ru, kort, rødt og meget tørt dyr”. 

Så det er, hvad Fri­heds­brevet agter at være denne sommer.

Set i bakspejlet 

I for­rige uge kunne Fri­heds­brevet fortælle om end­nu en fadæse hos Radio LOUD, den stats­fi­nan­sierede radiokanal til unge, som ingen unge gider at lytte til. Efter­føl­gende har jeg noteret mig, at debat­ten på Twit­ter har været, at hvis man som under­teg­nede har været ansat på Radio24syv (som i sin tid tabte til Radio LOUD i budrun­den om en DAB-kanalen), er man både ond, dum og bit­ter, hvis man på nogen måde bær­er ved til LOUDs blussende ligbål.

Her­til er der bare at sige, at hvis det ikke lige var, for­di stat­en poster hele 60 mil­lion­er skat­tekro­ner i LOUD om året, ville jeg da være kom­plet ligeglad med den kanal. Sagen er så bare den, at det rent fak­tisk er mil­lion­er af skat­tekro­ner, som bekoster tosserierne, og der­for er det nød­vendigt at beskæftige sig jour­nal­is­tisk med LOUD. 

Sam­tidig skal det siges, at hvis man er udstyret med bare en knivspids humoris­tisk sans, er det svært at finde noget, der er så under­hold­ende i al sin elendighed, som Radio LOUD er det.

Next Level Dialogkaffe

I denne uge glæder jeg mig til at læse chefredak­tør Flem­ming Ros­es nyheds­brev Fri Tænkn­ing. Han skriv­er om den amerikan­sk-canadiske under­vis­er Irshad Man­ji, som både er fem­i­nist, mus­lim og les­bisk. Anled­nin­gen er Man­jis arbe­jde med at søge dialo­gens vej. Især med men­nesker, man er ekstremt uenig med. Man kan sige, at det er Next Lev­el Dialogkaffe, som Man­ji har gang i. 

Hvad jeg også ser frem til, er Simon Juls nyheds­brev Fri Tid, hvor det denne gang han­dler om noget så pro­saisk som brunch. 

I Fri Kri­tik sæt­ter Mette Høeg fokus på en hæn­delse, som fandt sted for præ­cis 95 år siden, nem­lig “Pozd­nys­jevs forsvarstale”. Alt­så, for­fat­teren Nabokovs gendigt­ning af Tol­sto­js berømte roman Kreutzer­son­at­en, som han frem­førte for en for­sam­ling af rus­siske jour­nal­is­ter i Berlin. 

Fortsættelse følger

Redak­tio­nen bag nyheds­brevet Fri Poli­tik har også gode ting på vej, men det er en over­raskelse. Og så er der kun tilbage at sige: Hav en god uge. Vi skrives ved om en uge. Tak for interessen.

Mvh, 

Mads Brüg­ger, chefredak­tør, Frihedsbrevet