Hvad Frihedsbrevet lærte af et lukket netværksmøde hos Europas mest anti-vestlige, Putin-glade og fakta-fortvivlende journalister
Det korte af det lange
Hvilke idéer forener Europas mest alternative journalister – og hvorfor mødes de i en hollandsk stationsby for at udveksle konspirationer, russiske forbindelser og planer for at sprede oplysningsarbejdet med resten af kontinentet?
Det nye pressenetværk “Paresia” vil erstatte den vestlige verdens orden med journalistik. I samme frimodige ånd tillod Frihedsbrevets Jeppe Bentzen sig at tage plads ved bordet og spille medlemmernes allierede – for at blive klogere på, hvem de er, hvor deres tanker kommer fra, og hvordan de har tænkt sig modarbejde det, de ser som “mainstream-mediernes” løgne om blandt andet Putins “militære operation” i Ukraine, om covid-19, ytringsfrihed og censur.
Reportage fra en lang og varm lørdag fra den alternative presses war room.
Driebergen, Holland
Der sidder vi så, et dusin fremmede fritænkere, enige om at stille spørgsmål til alt og stole på ingen, bortset fra hinanden.
I fællesskab mener vi at udgøre Europas fremmeste “alternative medier”: Aviser, blogs, magasiner, et sammenrend af journalister, akademikere og forretningsfolk med skarpe holdninger til de sager, europæerne bekymrer sig mest om i disse år (Ukrainekrigen, klimakrisen, migration og covid-19, den slags) og en ophøjet følelse af pligt til ikke alene at oplyse, men influere befolkningernes opfattelse af verdens etablerede sandheder.
Udstyret er vi med pen, papir og pressekort og vores egen research. Hvert bidrag ligger printet og placeret foran vores håndskrevne navneskilte, fordelt på et statsmandsstort hvidt bord i et aflåst lokale midt i en storslået konferencehal en solrig eftermiddag i en affolket stationsby en times kørsel fra Hollands hovedstad.
At jeg har fundet herud denne septemberlørdag, i den imposante konferencehal Antropia på en bakketop i Driebergen, kan jeg angiveligt takke en ukendt dansk mandsperson i Moskva for.
Vedkommende skulle have bildt en af Paresias initiativtagere ind, at Frihedsbrevet deler netværkets dagsorden. Hvem denne dansker er, og hvad hans intentioner måtte være, mangler vi stadig svar på, men vi skylder ham vel en form for tak – for hans ejendommelige anbefaling førte til, at en invitation til Paresias stiftende generalforsamling landede i Frihedsbrevets indbakke.
Afsenderne beskrev sig som et systemkritisk medienetværk, der mener, at Vestens demokratier er ophørte “som følge af neoliberalismens dominerende sociale og politiske ideologi”.
Denne dominerende og skadelige ideologi kommer fra USA, voksede sig stor omkring 11. september 2001 og igen i Kina i januar 2020 og intensiveret yderligere i Ukraine i februar 2022 – hvor end Vesten har magt og interesser, er der kollektive løgne på spil.
Vi er altså på én gang sent på den og forud for vores tid, og Paresia påtager sig medansvaret for at oplyse vores europæiske medborgere om tågen, de lever i. Det skal ske ved at “samarbejde om spørgsmål og temaer og sætte dem på dagsordenen” og etablere “et nyt og uafhængigt europæisk pressekontor”, lød det i invitationen.
Navnet refererer til det oldgræske begreb parrhesia, som kan oversættes til at ytre sig frimodigt og sandt uden skam. I så fald kan medlemmerne næppe tillade sig at kritisere Frihedsbrevet for at tage imod invitationen, sætte os om bordet og berette om netværket af oprigtig nysgerrighed – hvilket jo ikke er løgn.
Derfor sidder jeg nu med en tyk, sort tusch og noterer mit fornavn på et foldet ark prydet med Paresias logo – en fjerpen – ligesom resten af “modstandskampen”, som en initiativtager kaldte os for et øjeblik siden.
I mørk jakke og slips er jeg ikke kun halvsvedig i sensommervarmen, men også mistænkeligt overdressed; resten af slænget er iklædt gummisko og forvaskede t‑shirts og ligner som sådan troværdige udgaver af rigtige, europæiske journalister.
Jeg, derimod, ligner den stikker, jeg er.
Kan det fortælles, kan det sælges
I min lædertaske ligger et friskt eksemplar af den FN-stiftede gratisavis Verdens Bedste Nyheder, som jeg forbarmede mig til at tage imod af en frivillig globalist på vej mod lufthavnen i Kastrup, og først nu indser jeg, hvor risikabel den beslutning var – i Paresias verden vil netop dét anses som klodens mest beskidte smudsblad og garanteret medføre eksklusion til den læser, der måtte være faldet i.
Snart erfarer jeg, at mine nye allierede er en slags omvendt konstruktive journalister, og sammen forholder vi os kun til Verdens Værste Nyheder. Vi taler om tingene, som vi tror, de er, uden at frygte for censur og udskamning.
Hvad netværket laver, skal forblive hemmeligt, men eksistensen af det skal deles med offentligheden til skræk og rædsel for de mest tilknappede i kontinentets parlamenter. De mest æstetiske i rummet håber, at vi får et fælles logo og et slogan. Noget med “anti” eller “populisme” eller “frihed”. Da et medlem, der ikke har sagt så meget endnu, Djamila le Pair, hæver stemmen og siger: “Hvad med Fountain of thoughts?,” stopper brainstormen brat. Det er alligevel for storladent, fornemmer man.
Men sikkert og vist er det, at vores ansvar bliver at udkonkurrere de konventionelle, ikke-aktivistiske medier, befri de magelige mennesker, der stadig stoler på den slags, og på sigt deponere den vestlige verdens ledere på historiens mødding.
Vi er frelsere, men ikke forsonere.
Heldigvis er vi blandt venner:
Mens Paresia holder sit lukkede møde, finder en langt større konference sted i resten af hallen, arrangeret af blandt andet mediet De Andere Krant, et af netværkets medlemmer. “Befrielse fra bedraget,” hedder konferencen. Bedraget er først og fremmest 9/11, men også WHO og 5G-stråling, eller som der står i programskriftet, handler arrangementet om “den virkelige virkelighed – hvad vi forventer vil ske, og hvad du kan gøre ved det.”
Her er omtrent 400 mennesker. Ude i gårdhaven, på den anden side af lokalets solbeskinnede vinduer, handles biodynamiske gårdprodukter og opskrifter på cancer-kurerende grøntsagsretter. På den anden side af væggen, inde i entréen, er der rabat på antisemitisk litteratur, såsom et detaljerigt illustreret værk om, hvordan den kalotbærende “pengeadel” kontrollerer verdens gang med typisk list og tankekontrol, eksemplificeret på omslaget med FN’s 17 Verdensmål og World Economic Forums Agenda 2030.
Lidt af en mundfuld at lægge sig ud med WEF, tænker jeg, men det er også, før jeg har forstået, at Paresia må være markedets mest omstillingsparate journalister. Et særligt listigt medlem, som kalder sig Ricardo, har for eksempel døbt sit medieprojekt Agenda 2029.
I samme bogbod står forfatter Mark Gober, en yngre mand med sideskilning. Han er fløjet ind fra USA for at holde konferencens eneste indlæg på engelsk (hovedpointen: at repræsentativt demokrati er lig tyranni, fordi få udvalgte laver regler for flertallet), og nu står Gober og sælger eksemplarer af An End To Upside Down, hans serie af værker med åbenbaringer fra omvendtland. Der er en bog om Thinking, om Liberty, om Medicine, om Cosmos, og jeg kunne blive ved, eller Mark Gober kunne blive ved, for når man først har tilladt sig at betvivle hvad som helst, er det kun fantasien, der sætter grænser. Allerede først på dagen står forfatteren og signerer bøger til købere, der ikke tør takke nej.
Hvem propaganderer hvem?
Ligesom Mark Gober accepterer Paresia ikke “den vestlige orden”. Det skal ikke alene udfordres, men erstattes med noget andet.
Med hvad og hvorfor og hvordan? Det er de gode spørgsmål, som ikke er blevet mindre relevante med den seneste tids afslørende historier om Ruslands strategiske påvirkningskampagner i den vestlige offentlighed:
To dage før Paresia-netværket mødes i Holland, anklagede amerikanske myndigheder statsmediet Russia Today for at kanalisere 10 millioner dollars ind i et amerikansk influencer-agentur i bytte for, at tre af dets meget populære YouTubere (angiveligt uvidende om pengenes ophav) producerede mere indhold, “der flugter med Kremls dagsorden,” som det lød fra efterretningstjenesten.
Ugen efter dokumenterede flere europæiske medier inklusiv Danmarks Radio, hvordan Social Design Agency, som ifølge FBI er en “PR-virksomhed med speciale i valgkampagner og med dybe rødder til den russiske regering”, rekrutterer en “digital hær” til at udføre systematisk overvågning af det europæiske medielandskab og fodre de mest Putin-venlige aviser, blogs og politiske profiler med informationer, memes og falske påstande om Ruslands geopolitiske færden. Virksomhedens mål er at skabe en “sammenhængende modkampagne mod liberal globalister og deres platforme”, som det lød i et lækket dokument.
Også flere af dagens fremmødte medlemmer af Paresia-netværket er under alvorlige anklager i deres respektive hjemlande for at være enten nyttige idioter eller bevidst gøre sig skyldige i at viderebringe Kremls propaganda.
Og nu vil de… forene sig. Med hvilket formål?
Det vil man næppe få svar på ved at spørge direkte. Alene spørgsmålet ville medføre en kold skulder; medlemmerne føler sig forfulgt af “mainstream-medier”.
Allierede, derimod – dem stoler de på.
Det er derfor, at jeg om netværket skriver “vi” og “vores” og regner Frihedsbrevet dertil – for mens jeg boltrer mig frimodigt rundt i Antropia, er jeg en del af slænget, hvis møde skal til at begynde.
I denne spæde stund er jeg endnu uvidende om, hvilken fascinerende opvisning i selvovervurderende og indbildsk dømmekraft af, hvem der propaganderer hvem, som jeg har udsat mig selv for.
Paradis på jord er en by i Rusland
I den alternative verden lægger vi for dagen på samme pædagogiske facon som i den virkelige – med en navnerunde.
Vi bydes velkommen af samme mand, som har inviteret os: Peter van Stigt, en midaldrende jovial herre, som har bebyrdet sig selv med at oversætte dagsordenen fra engelsk til dansk, printet én kopi til mig og tilsvarende til polakken til venstre for mig og de to belgiere fra avisen Kairos.
Et øjeblik falder jeg i staver under Peter van Stigts præsentation, men man kan måske tilgive mig, når jeg skriver, at han i ansigtstræk såvel som toneleje vækker tydelige mindelser om partiet Venstres formand Troels Lund Poulsen, tilsat hollandsk dialekt og en blød, blå bomuldssweater.
Men det er nu ikke, fordi Peter van Stigts historie savner fremdrift:
Han var forretningsmand, før han blev journalist, og har i tre årtier delt sin tid, sin handel med landbrugsudstyr, sin fædrelandskærlighed og derfor også sin aktivisme mellem Heerlen i Holland og Moskva i Rusland.
Balancen hælder i dag mod sidstnævnte, hvis man skal tro van Stigts eget digitale testamente, bloggen Het Europese Huis. Her erkender han, at “tilliden til de hollandske mediers objektivitet forsvandt med ét hug” i 2008 med deres – ifølge van Stigt – løgnagtige dækning af krigen mellem Rusland og Georgien. Fra sin russiske udkigspost kunne Peter van Stigt bedre end de hollandske medier overskue krigens realiteter, men ikke konsekvenserne; krigen var dårlig for hans forretning, som han skriver.
Nu sidder Peter van Stigt skråt over for mig og indleder sin smalltalk med at fortælle, at Ruslands “militære operation” i Ukraine heller ikke har gjort noget godt for forretningen, som dog stadig er aktiv. Derfor bijobber han for tiden som rejseguide til Moskva i samarbejde med avisen De Andere Krant, som han også repræsenterer i dag, i et forsøg på at nuancere hollændernes syn på krigen og vise, hvordan man sagtens kan rejse til og handle med Rusland. Hvis man altså tør trodse “vores venner deroppe”, som van Stigt siger om hvem end, der sidder diktaturtungt på klodens skjulte herredømme.
Den tilgang er han ikke ene om: Paresias fællesnævner er, siger han, at vi identificerer os som “anti-systemiske”. Selve indretningen af det liberale, vestlige samfund er rådden, hvorfor en omstyrtelse er nødvendig. Det er af samme grund, at de per automatik ikke stoler på, hvad den flydende gruppe af “mainstream-medier” fortæller, som i deres optik indgår, lukrerer og bidrager til samme system.
Inden Peter van Stigt giver ordet videre, foreslår han en fælles udflugt til Kasan i Rusland, hvor BRIKS-landenes årlige konference finder sted i slutningen af oktober. Han kan hjælpe med transport og visa, hvis det er. Van Stigt ser et lys i den strategiske sammenslutning af Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika.
BRIKS kan “skabe forandring, endda hurtigere end vi tror”, for den repræsenterer “kombinationen af alt, hvad der er ikke-vestligt,” siger han og tilføjer lakonisk: “Jeg siger ikke, at BRIKS vil føre til paradis, for paradis findes ikke på jorden, men…”
Men hvis det gjorde, var Kasan stedet at lede, forstår man.
Der er langt fra Driebergen til Kasan. Geografisk befinder vi os altså midt i fjendens lejr, som Asterix, Obelix og de gæve gallere omringet af romerne med deres militære overlegenhed og flokmentalitet.
Årvågne over, hvem vi lukker ind i Paresia, skal vi derfor være, understreger van Stigt. En anden insisterer på et dybt baggrundstjek af potentielle medlemmers journalistiske historik. Forslaget møder bred opbakning. Også fra mødelederen, som foreslår et kriterium, der lyder, at man skal have udstået så og så mange shitstorms, have forsvaret sine påstande gennem så og så mange offentlige kriser. Har man udstået fængselsstraf for sine ytringer, giver det bonuspoint, foreslår en tredje uden at blive modsagt.
For at komme i betragtning til vores klub, skal man altså bevise sin skyld.
At de mener det alvorligt, vidner næste medlems præsentation om: “Jeg hedder Eric van de Beek, og jeg har engang været mainstreamjournalist,” indleder han, som sad vi til et bekendelsesmøde hos Anonyme Alkoholikere, og fortsætter:
“ Ja, jeg har været mainstreamjournalist. I ni år arbejdede jeg for et hollandsk ugemagasin,” siger Eric van de Beek og tilføjer:
“For mig blev verden vendt på hovedet med Irakkrigen. Det var der, jeg begyndte at tænke.”
Manden mødes af forstående nik hele vejen rundt, som for at signalere, at det er okay, Eric, du er velkommen og en af os nu.
Vanskeligt er det ikke at notere, at vi fra Paresia er kommet for at danne en konspiration – i ordets mest højstemte forstand, som det stammer fra det latinske conspirare: At konspirere betød oprindeligt “at ånde sammen” i “en sammensværgelse”.
Det er det, vi gør. Ventilerer tanker, frit og fortroligt.
En kvinde med pagehår og et spidst ansigt, der blot kalder sig Suzanne, fortæller, at hun er formand for en fagforening af frie journalister. Så fri er hun, at hun rejser uden sporbare smartphones.
Også i spørgsmålet om optagelseskrav er hun insisterende: En skønne dag vil den fortrolige konspiration blive infiltreret af nogen fra mainstream-pressen, advarer hun.
Hvor hesteskoen trykker
Nærer man her mistanke om, at Paresia deler den yderste højrefløjs verdensbillede, tager man fejl.
Netværkets position og kritik er broget, som Peter van Stigt selv demonstrerer. Inden han giver ordet videre, nævner han et essentielt tema, han synes, vi bør dække. Foruden the usual suspects som Ukraine, covid og migration, er van Stigt optaget af anti-kolonialisme. Vestens kolonier var, siger han, tydelige eksempler på vores imperialistiske ageren, og den finder stadig sted. Af samme grund er de fleste om bordet stærkt kritiske over for Israel, også i den verserende konflikt med Hamas.
Ideologisk kortlægning af Paresias position er i det hele taget en svær øvelse, men vi har hentet hjælp af udefra: Professor i internationale relationer, 77-årige Kees van der Pijl, er dagens æresgæst, inviteret til at give en ideologisk opsang.
Eller, helt udefra kommer hjælpen ikke, eftersom manden sidder i De Andere Krants bestyrelse, men vi lader som om, ligesom vi ignorerer, at han fik frataget sit professorat ved University of Sussex i 2019, fordi han nægtede at undskylde for sine udtalelser om, at Israel skulle være skyld i 9/11.
Kees van der Pijl kalder Paresia “ekstraordinært vigtigt”, for “de alternative medier skal forme sin selvfremstilling bedre”. Til formålet anbefaler professoren, at vi tager ved lære af resultatet ved Tysklands seneste delstatsvalg i Tühringen og Sachsen:
Den yderste venstrepopulisme og den tilsvarende på højrefløjen i form af henholdsvis Bündnis Sahra Wagenknecht og Alternativ für Deutschland viste sig begge stærkere end de konventionelle partier.
Professoren udleder, at BSW og AfD manifesterer det, nogen kalder hesteskoteorien: At det politiske spektrums yderpoler er tættere på hinanden, end de hver især er på partierne længere mod midten. Især i spørgsmål om Ukrainestøtte, sundhedsspørgsmål og migration.
Det bliver en europæisk trend, forudsiger Kees van der Pijl, og den skal Paresia tage ejerskab over:
“Efterkrigstidens politiske system bliver erstattet af et nyt system af populisme i sin reneste form, hvor befolkningen faktisk genvinder kontrol over magten.”
Jeg rækker en hånd i vejret, inden gæsten forlader rummet:
Hvad er vores journalistiske rolle i den her politiske konflikt så?
“Hvis det er sandt, at det traditionelle politiske system af socialister, demokrater og neoliberale bliver erstattet af populister fra begge fløje, altså anti-globalister, er der kun én chance for, at deres verdensbillede bliver hørt. Og det er hos os. For mainstream-medierne vil ikke høre på, at deres system erstattes af noget andet.”
Så du anbefaler os at alliere os med de populistiske partier?
“Well, fra distancen, ja. Styrken ved alternative medier er afstanden, vi udviser, selvom vi følger bevægelsen med sympati.”
Vi skal, kan man sige, bore de steder, hvor hesteskoen trykker.
Eksperter er nogle, vi er for hinanden
Turen er kommet til den af os med bredest erfaring udi i alternativ journalistik:
Sander Compagner. Stifter og udgiver af De Andere Krant, den ugentlige printavis, som også Peter van Stigt er tilknyttet. Avisen blev stiftet i 2018, første nummer handlede om Rusland, og det var der ingen, der gad at læse, “bortset fra Paul”, siger han og smiler til et medlem, der hedder Paul, som sidder to pladser væk. Men i dag finansieres De Andere Krant ifølge chefen af deres 12.000 abonnenter.
Compagner er temmelig begejstret for, at netværket nu bliver europæisk, så vi kan “sætte en agenda”. Han har konkrete idéer til, hvad medlemmerne skal gøre.
Vi skal bruge hinanden som en kombination af ekspertkilder og korrespondenter i historier, der “transcenderer Holland”, såsom “Verdensmålene” og “de ideologiske agendaer, de spiller ud mod os”, som han siger.
Troværdigheden hos rigtige ekspertkilder, der stiller op i mainstream-medier, har de afskrevet for længst. Pointen er, siger han og peger på selskabets slipsebærende stikker – at De Andere Krant kan ringe til Frihedsbrevet, når hollænderne fortjener at vide, hvordan tingene faktisk står til i Danmark.
“Vi skal være i stand til at kunne skubbe dét og dét narrativ, dén nyhed, som er vigtigst for os, så vi ikke bliver skubbet rundt af mainstream-medierne eller de medsammensvorne,” siger han og foreslår, at vi jo også kan oversætte og udgive hinandens historier, så de når længst muligt ud.
Sander Compagner talte også ved den store konference tidligere på morgenen, hvor det stod klart, at han har en finger med i flere medier i Holland. Blandt andet magasinet Gezond Verstand og YouTube-platformen Café Weltschmerz.
De tre søstermedier var i 2020 genstand for kritik af det undersøgende hollandske medie Follow the Money. I artiklen, hvis rubrik oversættes til “Gentlemændene bag konspirationsmedierne”, beskrives det, hvordan mediernes skarpe retorik har vakt furore i det hollandske parlament, at finansieringen kan ledes tilbage til en tvivlsom lobbyist fra energisektoren ved navn Jan Aken, og mest interessant i denne sammenhæng:
At flere af skribenterne og bestyrelsesmedlemmerne, der optræder på mediet, overlapper med indhold fra russiske statsmedier som Sputnik. Påstande, Compagner ikke afviser i artiklen.
Men hvor stor kan indflydelsen være, hvis hovedproduktet har blot 12.000 abonnenter?
Større, end man tror, lærer jeg senere af Michael Hameleers, forsker i politisk kommunikation og journalistik ved University of Amsterdam, som jeg fanger over en telefonforbindelse til hovedstaden.
Han har forsket i blandt andet De Andere Krants metoder og fortæller, at man ikke kun skal vurdere potentialet efter, hvor mange læsere de enkelte medier har, men hvor mange andre platforme, de formår at dele indholdet med, og samtidig hvor stor en pulje af kilder de kan skabe for sig selv.
De små medier puster hinandens troværdighed op, så at sige. Og det virker: ”Deres tilstedeværelse ser overordnet langt større ud, fordi de fremstår bredt forankrede, velorkestrerede og normale,” siger Michael Hameleers.
Med “normale” mener forskeren, at de alternative medier, hvor meget de end foragter etablerede medier, jo faktisk efterligner deres metoder, udtryk, opbygning af artikler og brug af kilder.
Ofte er 90 procent af artiklerne også sande nok, men fordrejet akkurat nok til at være misinformerende. Læserne får sværere og sværere ved at afkode, hvad der er sandt og falsk.
Det er, som om de anstrenger sig for at imitere håndværket fra deres erklærede fjender, siger han.
Hurtigere end globalisterne
Jeg forstår, hvad forskeren mener, da Paresias mest ivrige deltager får ordet. Han er fra Polen, hedder Tomasz Jankowski og er iført stramme, sorte klæder fra top til tå, inklusiv sort pomadehår. Eneste afvigelse er hans smalle brillers knaldrøde stel.
Jankowski kalder sig stolt russofil, har også engang skrevet for Sputnik og repræsenterer nu flere små polske medier, siger han og tilbyder at interviewe hvem end af os, der vil stille op til hans populære talkshow på YouTube – det vil nemlig klæde kanalen, siger han, for desværre lider polakkerne af den vrangforestilling, at kun vestlige kilder kan berette troværdigt om verdenssituationen. Derfor er det vigtigt, at folk hører “argumenterne” fra vestlige folk – altså Paresia – hvis “vi gerne vil ændre på situationen”.
Men først og fremmest repræsenterer Jankowski Myśl Polska, en avis med rødder tilbage til 1941.
Ligesom De Andere Krant & Co., har Myśl Polska da også allerede rig erfaring med medienetværk og videredeling af indhold:
“Engang var avisen meget nationalistisk anlagt, men i dag er det et mere mangfoldigt forum,” siger han og uddyber:
“I dag er der plads til forskellig slags kritik imod neoliberalisme. Så også marxister er velkomne.”
Også de største Putinister, tilsyneladende: Avisen har i en årrække udgivet kommentarer af Aleksandr Dugin, den kontroversielle, russiske filosof, som i de seneste år kendes som Putins førende ideolog. I oktober 2022 vakte Myśl Polska opsigt ved at oversætte og udgive en samling af Dugins tekster i Polen.
Dugins tanker om den aktuelle verdenssituation er ikke fjerne fra dem, der luftes i Driebergen denne lørdag. I et interview med britiske The Spectator i januar i år sagde han, at et opgør med “Vestens hegemoni” er Ruslands og Putins målsætning. Fremtidens magtfordeling er multipolær, lød beskrivelsen – med et ord, jeg også har hørt adskillige gange i løbet af lørdagen i Driebergen.
“Alle konflikter kan koges ned til en modsætning: globalister mod multipolarister,” blev Dugin her citeret for.
Det var også det, eksprofessoren van Pijl mente, da han refererede til det tyske delstatsvalg.
En enkel drejebog, der er lige til at følge.
En optælling af det undersøgende medie Vsquare i 2022 viste da også, at flere end 200 artikler fra Myśl Polska også er udgivet på News Front Polska – et russiske statsmedie med udgivelser i Polen, Tjekkiet og Slovakiet, som er sanktioneret af både EU og af USA, hvorfra News Front vurderes at være en platform for “disinformation og propaganda og for at samarbejde med den russiske sikkerhedstjeneste.” I 2017 afslørede den tyske avis Die Zeit, at mediet samme år forsøgte at påvirke det tyske parlamentsvalg i en pro-russisk retning, hvorfor den polske stat i marts 2022 forbød adgang til nyhedssitet i kølvandet på invasionen af Ukraine.
Mindst 10 artikler fra Myśl Polska er desuden oversat til russisk og udgivet på News Fronts hjemlands udgave, ligesom Tomasz Jankowski er blevet brugt som ekspertkilde på et tilsvarende russiske medie i en artikel, der med Jankowskis citat “dokumenterer”, at polakker i almindelighed lider af “russofobi”.
Altså den samme journalistiske metode og cirkuleren af indhold og afsender-ethos, som det nu foreslås, at Paresia-netværket indgår i.
Og hvis der er noget, Jankowski gerne vil, så er det i gang: Paresia skal, gentager han mindst tre gange i løbet af eftermiddagen, være “hurtigere”, meget “hurtigere end globalisterne”.
Tomasz Jankowski rokker uroligt på stolen, mens han fortæller, hvor begejstret han er over at være her. Men tonen bliver alvorlig, da han uddyber, hvorfor han er sendt i byen af sin chef:
Mateusz Piskorski, som han kalder “gruppens” uformelle leder, kan nemlig efter sigende ikke selv forlade Polen.
“Det kan han ikke, fordi han siden 2016 har været beskyldt af den polske efterretningstjeneste for at samarbejde med og for at være en spion for russerne og kineserne. Den officielle ordlyd var, at han skulle have influeret det polske folk,” siger Jankowski, og med ét har han rummets fulde opmærksomhed.
“Hvad?!” lyder det i kor.
“Ja, og så sad han fængslet i tre år, fra 2016 til 2019,” tilføjer Tomasz Jankowski.
“For at influere civile?!”
“Yes, yes, yes,” svarer han. ”Jeg skulle hilse.”
Den polske stats officielle forklaring lyder, at Mateusz Piskorski, som tidligere har siddet i landets parlament, var under mistanke for “at samarbejde med den russiske efterretningstjeneste, holde møde med ledere og påtage sig opgaver og betaling fra dem.”
I 2015, året forinden fængslingen af Piskorski, havde han stiftet det højrepopulistiske parti Zmiana, “Forandring”, sammen med Tomasz Jankowski, som nu sidder mellem mig og Sander Compagner og uddyber stolt, at Zmiana var Polens første “anti-amerikanske parti”.
Da det endelig bliver min tur til at præsentere Frihedsbrevet, fortæller jeg udelukkende sande oplysninger – om vores journalistiske principper om uafhængighed, og at vi undersøger enhver form for magt og indflydelse, især den, der forsøges at holde skjult.
Begge dele glæder dem at høre. Det er, som om de hører ordene, jeg siger, men tolker dem på en anden frekvens. Hvis de har gennemskuet, hvad jeg er ude på, skjuler de det i hvert fald godt.
Kun i lommen på Kreml
I pausen henter jeg tiltrængt kaffe. Vi er dybt inde i eftermiddagen.
Jeg betaler med to blå plastikmønter, den eneste valuta, man kan handle med på Antropia, vistnok for at undgå sporing med betalingskort, hvilket slet ingen mening giver, dels fordi man kunne nøjes med rede kontanter, og dels fordi der dagen lang står en kø af aldrende skeptikere fra befrielseskonferencen ude i receptionen for at erhverve flere mønter, betalt med… betalingskort.
Ved siden af receptionen, i bogboden, står amerikanske Mark Gober stadig klar med sin kuglepen. En aldrende kvinde har passet ham op. Det lyder, som om hun beriger forfatteren med en lang liste af mulige emner, han kan vende “upside down”.
Over et stykke pausetobak viser polske Tomasz Jankowski billeder af partiet, han var med til at stifte. Det var tider, forstår man.
Den blege, sortklædte mand har samlet handsken op fra sin karantæneramte chef, fortæller han under fire øjne, og det er da heller ikke, fordi internettet er tom for anklager om, at også Jankowski skulle være påvirkningsagent. I februar var han i Moskva til “en stor konference for russofile fra hele verden,” siger han. Den handlede om, ja, den multipolære verdensorden, anti-globalisme og Vestens misforståede syn på krigen.
Putin selv meldte afbud, men leverede et budskab, som hans udenrigsminister Lavrov læste op: Her takkede han “den russofile bevægelses betydelige bidrag til at … udbrede objektiv og troværdig information om vores land ude i verden og afsløre anti-russiske fabrikater og propagandamyter”. Det bekræfter flere medier.
Hvor fantastisk. Betalte bevægelsen for din tur?, spørger jeg Jankowski.
“Ja.”
Det var pænt af dem.
“Yes, yes, yes,” svarer han. “Også for hotellet. Det var lækkert. Firestjernet, så vidt jeg husker.”
Højt til loftet, men smalle vægge
Tilbage i Paresias lukkede lokale er dagen ved at være i mål.
Spørgsmålet om potentielle investorer udefra splitter gruppen. I udgangspunktet er vi imod statsstøtte, men der ér jo forskelle på stater, lyder det. Samme overvejelse gælder nationale selskaber.
“Det kommer an på situationen og betingelserne,” lyder det fra en.
“Ingen betingelser! Ingen betingelser!,” svarer en anden.
Vi bliver ikke enige om det i dag.
En liste med potentielle medlemmer går på runde. Ingen bud er fra Rusland.
Jeg spørger, hvordan det kan være.
“Well, russere er også velkomme,” svarer Peter van Stigt, inden han bliver afbrudt af Eric van de Beek – han er enig, men synes, vi skal vente lidt med dét for at spare os selv for forudsigelig kritik.
Har vi så en rød linje, spørger jeg – altså, accepterer vi potentielt medlemmer, der ikke deler Paresias dagsorden om eksempelvis Ukraine eller covid-19?
“Men… et sådant medie vil nok ikke acceptere os,” lyder svaret.
Et enkelt andet dansk medie optræder: OLFI, det lille, selvstændige forsvarsmedie. Redaktør Peter Ernstved Rasmussen bekræfter senere, at OLFI endnu ikke har hørt fra Paresia – han er overrasket, men ser det som en slags anerkendelse at blive vurderet uafhængig nok til en invitation.
Som det sidste aftaler vi at mødes igen fysisk om et halvt år, digitalt allerede et par uger senere, og derfra én gang om måneden.
Vi takker af til lyden af Peter van Stigt, som atter foreslår, at vi sammen rejser til Kasan i oktober og dækker BRIKS-mødet. Vi vil formentlig være de eneste vestlige journalister, lokker han.
I mellemtiden opretter nogen en Telegram-gruppe til vores interne kommunikation. Stemningen kommer skidt fra start, da en profil med dæknavnet “Blondie” dukker op. Det viser sig bare at være Suzanne, men Paul nåede at blive rasende. Paresia “tillader ikke anonymitet”, skrev han og truede med at melde sig ud.
Jeg forsøger efterfølgende at bløde stemningen op ved at dele de seneste afsløringer af Social Media Design, propagandavirksomheden, som jeg fortalte om indledningsvist. “Here we go again,” skrev jeg, stadig i rollen som allieret: “Har nogen af jer researchet disse vilde påstande?”
Ingen svar i det ellers aktive forum.
Tre uger senere, torsdag den 26. september klokken 16, mødes vi over Zoom. Vi er otte folk online, men det er mest Peter van Stigt, der taler, og jeg deltager for at melde Frihedsbrevet ud og bekende kulør.
Det sker efter en time, der mest er gået med henholdsvis diskussion af hvilke internetservere, vi tør stole på, og med Peter van Stigts påmindelser om, at vi stadig er velkomne i Kasan.
Flere er interesserede, men ikke mig.
“Jeg har en annoncering,” siger jeg til sidst:
“Frihedsbrevet hylder det frie ord og retten til at publicere frit. Selvfølgelig. Derfor deltog jeg i Paresias møde for at undersøge, hvad jeres projekt handler om. Men vi identificerer os ikke som et såkaldt alternativt medie, og vi deler ikke jeres dagsorden, hvad end den måtte gå ud på,” siger jeg og tilføjer:
“Derfor trækker jeg hermed Frihedsbrevet ud af netværket, og jeg har tænkt mig at skrive en reportage om min oplevelse.”
Stilhed. Store øjne på skærmen.
“Okay, Jeppe, så logger jeg dig af samtalen nu og vil ikke kontakte dig mere,” svarer Peter van Stigt køligt.
Djamila le Pair, kvinden, der foreslog sloganet Fountain of thoughts, ser lamslået ud. Inden jeg forsvinder, spørger hun, hvad jeg ikke kunne lide ved deres dagsorden.
“Vi er ikke en del af noget, heller ikke Paresia.”
Få øjeblikke senere er jeg afkoblet både Zoom-opkaldet, smidt ud af Telegram-gruppen og er dermed ophørt med at eksistere i den alternative virkelighed.
I en opfølgende mail spørger samme Djamila le Pair, hvorfor jeg har gjort, som jeg har gjort.
“Fordi,” svarer jeg, “som du ved, kræver det ofte, at man laver sin egen research, hvis man vil beskrive usynlig magt.”
Log ind
Du skal være logget ind for at kunne læse og lytte til Frihedsbrevet.
Populære artikler
Fri Kultur
Hofnarren Hornsleths ørkenvandring
Fri Politik
Ellemanns skattefrie kaffeklub: Over hundrede ansatte hos Nordisk Råd slipper for...
Fri Forskning
Medicinalselskaber fylder danske lægers lommer: Har udbetalt over 100 millioner
Fri Finans
Fagboss tog på “internt seminar” med ATP-top: Brugte 200.000 på luksustur til...
