I søn­dags blev for­å­rets stør­ste endagsløb, Paris-Rou­baix, afgjort på de nord­fran­ske bro­sten, som det er ble­vet hvert for­år siden 1896 med und­ta­gel­se af ver­denskri­ge­nes og pan­de­mi­ens år. Det sol­be­skin­ne­de grøn­ne land­skab kun­ne ikke stå i stør­re kon­trast til sid­ste års regn­ful­de kaos. Men det­te gav ikke et bli­de­re løb, og det blev den hur­tigst kør­te udga­ve nogen­sin­de af l’Enfer du Nord. Løbet lever sta­dig op til løbs­di­rek­tør Jacques God­dets ord beskri­ven­de det som “cykel­spor­tens sid­ste rene van­vid”, og styrt og støv ind­hyl­le­de dagen i far­lig skøn­hed, som det gør hvert år. Jeg var til ste­de på pavéer­ne og på velodro­men i Roubaix.