I nøden skal Euro­pa ken­de sig selv

På et spartansk ind­ret­tet kon­tor midt i Rom, i en snæ­ver side­ga­de mel­lem Pant­heon og Tre­vi-fon­tæ­nen, sid­der lede­ren af en af Euro­pas mest aner­kend­te uden­rigs­po­li­ti­ske tæn­ket­an­ke og taster så efter­tryk­ke­ligt på sit hvi­de tasta­tur, at lyden run­ger langt nede ad gangen. 

“Buo­na­se­ra”, siger Nat­ha­lie Toc­ci fra sin sor­te kon­tor­stol uden at løf­te hver­ken blik eller fin­ger, “et øje­blik, så er jeg der, bare tag plads ved bordet”.

Man kun­ne også beskri­ve pla­ce­rin­gen sådan, at vi befin­der os to kilo­me­ter i fug­le­flugt fra tor­vet, hvor Cæs­ar blev snig­lø­bet af Brutus og andre alli­e­re­de. Og måske vil­le det være bedst sådan, for orde­ne, som den 48-åri­ge direk­tør for Isti­tu­to Affa­ri Inter­na­zi­o­na­li sid­der og for­mu­le­rer, hand­ler om net­op et fata­lt for­ræ­de­ri fra uven­tet kant: nem­lig Ame­ri­kas mod Euro­pa og det tran­sat­lan­ti­ske fællesskab. 

Når orde­ne er ble­vet til tek­ster, skal de brin­ges i den natio­na­le avis La Stampa og engel­ske The Guar­di­an, bekræf­ter for­fat­te­ren bag fra sin høj­ryg­ge­de kon­tor­stol, mens jeg fin­der mig til ret­te ved et rundt møde­bord i hjørnet. 

Her, der og i alskens euro­pæ­i­ske medi­er deler Nat­ha­lie Toc­ci flit­tigt sit per­spek­tiv på inter­na­tio­nal poli­tik. Sær­ligt spørgs­mål, der ved­rø­rer euro­pæ­isk sikkerhed. 

Som nav­net anty­der, er Toc­ci født i Ita­li­en, men hvis hun iden­ti­fi­ce­rer sig som euro­pæ­er, har hun god grund til det: Hun er uddan­net i poli­tik, filo­so­fi og øko­no­mi fra uni­ver­si­te­tet i Oxford og tog sin ph.d. ved Lon­don School of Economics. 

Hun har siden da for­sket og råd­gi­vet ved fle­re insti­tu­tio­ner og des­u­den fun­ge­ret som sær­lig råd­gi­ver for EU’s uden­rigs­po­li­ti­ske chef – fra 2014 for ita­li­en­ske Fede­ri­ca Mog­he­ri­ni og efter­føl­gen­de span­ske Josep Bor­rell. I den rol­le var Toc­ci leden­de for­fat­ter til EU’s stort anlag­te “Glo­bal Stra­te­gy”, som blev præ­sen­te­ret i 2016. 

Skul­le dét CV give anled­ning til at tro, at Nat­ha­lie Toc­ci ytrer sig som en måde­hol­den bureau­krat, skal man tro om: 

Det var i net­op The Guar­di­an, at jeg tid­li­ge­re i år note­re­de mig Nat­ha­lie Toc­cis opsigtsvæk­ken­de kri­tik af den dan­ske rege­rings såvel som Euro­pas respons til præ­si­dent Trumps trus­ler om at ind­dra­ge, eller annek­te­re, Grønland:

Euro­pa “fejl­er”, skrev Toc­ci, for­di vi tøver med at sva­re reso­lut igen, og det kan bli­ve vores neder­lag. Dan­mark såvel som Euro­pa “mang­ler evnen til at hand­le”, og det kan bli­ve dyrt for os: 

Vi “fryg­ter Trump, og den frygt para­ly­se­rer os,” skrev hun vel­vi­den­de, at man i Dan­mark såvel som i EU-regi for­ment­lig alle­re­de var i gang med et stør­re diplo­ma­tisk arbej­de i kulissen. 

Men den slags civi­li­sa­to­risk snil­de gav­ner ikke i mødet med en mand som Trump.:

“Trump kan for­ment­lig lug­te fryg­ten, og som alle bøl­ler nyder han godt af den og øger ind­sat­sen,” skrev hun og appel­le­re­de til, at Met­te Fre­de­rik­sen og hen­des kol­le­ga­er skru­e­de bis­sen på: “I ste­det for logik er det værd at over­ve­je at sva­re igen med følelser.”

I mødet med Donald Trumps for evigt for­an­der­li­ge ver­den bør euro­pæ­er­ne gene­relt, og dan­sker­ne i sær­de­les­hed, alt­så skrue op for de sto­re følel­sers mod­svar og ned for det køli­ge, afmå­l­te diplomati. 

Håb er ingen stra­te­gi, men hævn og vre­de kan være et før­ste skridt på vej­en, syn­tes Toc­cis bud­skab at lyde i The Guar­di­ans spalter. 

Den man­ge­åri­ge sik­ker­heds­rå­d­gi­ver læses umid­del­bart som en euro­pæ­er, der har ende­ligt opgi­vet på Euro­pas afhæn­gig­heds­for­hold til vores ame­ri­kan­ske alli­e­re­de, og som lige­frem opfor­drer Dan­mark og lige­sin­de­de, Vest­li­ge alli­e­re­de til at frem­skyn­de bruddet.

Det er der­for, jeg har invi­te­ret mig selv for­bi for at spør­ge Toc­ci, om det kan være sandt.