Vi låner alle sam­men hin­an­dens og de dødes brug­te, men nu genop­li­ve­de ord. Selv den simp­le­ste sæt­ning er et slags ”citat” fra kul­tu­rens og spro­gets græn­se­lø­se over­flod af ven­din­ger, tale­må­der og skam også kli­che­er og flos­k­ler. I en berømt tekst betit­let For­fat­te­rens død skrev Roland Bart­hes: ”Tek­sten er et væv af cita­ter hen­tet fra kul­tu­rens utal­li­ge arne­ste­der” – her cite­ret fra Car­sten Mei­ners over­sæt­tel­se i Roland Bart­hes, ”For­fat­te­rens død og andre essays”, Kbh., Gyl­den­dal 2004, s.180.