Kom­mer vi nogen veg­ne med pres på Putin?

I den­ne uge for­sø­ger jeg at efter­prø­ve en påstand om, at vi i kri­gen i Ukrai­ne ikke kom­mer nogen veg­ne, uden at der læg­ges pres på Putin – mili­tært og øko­no­misk. Umid­del­bart lyder det logisk, men fin­des der kon­kre­te eksemp­ler, og hvad indi­ke­rer de? 

Jeg begynd­te afvig­te uge med at tæn­de for P1 Mor­gen og fan­ge­de en snert af Radio­a­vi­sen, hvor en såkaldt eks­pert for­kla­re­de lyt­ter­ne, at præ­si­dent Trump efter sid­ste wee­kends rus­si­ske angreb på Ukrai­ne måske er ved at ind­se det, som alle andre, der gen­nem de for­gang­ne tre år har beskæf­ti­get sig med kri­gen, har sagt hele tiden, nem­lig at man uden pres på Putin ingen veg­ne kommer.

Før vi ser nær­me­re på det udsagn, føl­ger her lidt bag­grund om Trump og den aktu­el­le situ­a­tion omkring Ukraine.

Det, den nævn­te eks­pert hen­vi­ste til, var, at Trump i et af sine man­ge humørskift hav­de erklæ­ret, at den rus­si­ske præ­si­dent var ble­vet van­vit­tig, for­di rus­ser­ne hav­de eska­le­ret deres angreb på ukrainsk infra­struk­tur, hvor 12 men­ne­sker blev dræbt, og dagen efter fulg­te Trump op med en advar­sel til Putin om, at den­ne lege­de med ilden, og at han ikke vil­le afvi­se nye sank­tio­ner mod Rusland. 

Det end­te med, at Trump gav Putin en frist på to uger til at demon­stre­re sin vil­je til for­hand­lin­ger og fred, noget han har gjort to gan­ge før, hvil­ket indi­ke­rer, at Trump ikke er sær­lig syste­ma­tisk, og at der i hans inder­kreds fin­des dia­me­tralt mod­sat­te hold­nin­ger til, hvor­dan man skal hånd­te­re kri­gen i Ukrai­ne – som the Clash syn­ger: “Should I stay, or should I go?” 

For godt en måned siden hav­de Trump efter lig­nen­de rus­si­ske angreb på den ukrain­ske hoved­stad Kyiv på soci­a­le medi­er bedt Putin om at stop­pe og få luk­ket en freds­af­ta­le. Der­på hav­de de to præ­si­den­ter en to timer lang tele­fon­sam­ta­le, som de beg­ge kom­men­te­re­de posi­tivt, og Trumps efter­føl­gen­de udta­lel­ser indi­ke­rer, at han accep­te­re­de Putins til­gang, nem­lig at Rusland og Ukrai­ne skal bli­ve eni­ge om en freds­af­ta­le, alt­så betin­gel­ser­ne for fred, før krigs­hand­lin­ger­ne bli­ver indstil­let, mens Ukrai­ne og de euro­pæ­i­ske lan­de kræ­ver en betin­gel­ses­løs våben­hvi­le først og der­på vide­re snak om en fredsaftale. 

Iføl­ge Moskva ønsker man en bin­den­de freds­af­ta­le først, for­di man i til­fæl­de af en betin­gel­ses­løs våben­hvi­le ikke tror på, at man kan få Ukrai­ne og Vesten til at accep­te­re sine krav til det, som Kreml ser som en varig løs­ning på kon­flik­ten: Per­ma­nent ukrainsk neut­ra­li­tet, ree­tab­le­ring af ret­tig­he­der for de rus­sisk­ta­len­de i Ukrai­ne og for den ukrain­ske orto­dok­se kir­ke samt et loft for, hvor stor en hær og hvil­ke våben, Ukrai­ne må have. Ende­lig kræ­ver Rusland, at ukrain­ske trop­per for­la­der de fire regio­ner, som Rusland annek­te­re­de i efter­å­ret 2022, hvoraf man kun kon­trol­le­rer omkring 75–80 pro­cent. De krav kan næp­pe rea­li­se­res uden et ukrainsk kol­laps på slag­mar­ken eller et regi­meskif­te i Kyiv, der inde­bæ­rer en radi­kal ændring i Ukrai­nes uden­rigs- og sik­ker­heds­po­li­ti­ske ori­en­te­ring og en anden samfundsmodel.

Kreml er af den opfat­tel­se, at man kan nå sine mål på slag­mar­ken, men siger, at man fore­træk­ker en for­hand­lings­løs­ning, hvor man får sine krav opfyldt. 

Euro­pæ­er­ne har som nævnt sam­men med Ukrai­ne argu­men­te­ret for en betin­gel­ses­løs våben­hvi­le. Den 11. maj skrev Frank­rigs præ­si­dent Emma­nu­el Macron såle­des på sine soci­a­le medier: 

”Der kan ikke være for­hand­lin­ger, mens våb­ne­ne taler. Der kan ikke være nogen dia­log på sam­me tid, som civi­le bli­ver bom­bet. Der er brug for en våben­hvi­le, så for­hand­lin­ger kan begynde.”

Det lyder smukt og rig­tigt, men har ingen basis i den histo­ri­ske erfa­ring. Krigs­før­en­de par­ter fort­sæt­ter som regel med at slås, når de sæt­ter sig til for­hand­lings­bor­det, for ingen ved jo, hvor­dan for­hand­lin­ger­ne ender, og hvis man under for­hand­lin­ger­ne kan styr­ke sin posi­tion på slag­mar­ken, smit­ter det selv­føl­ge­lig af på ens mulig­he­der ved forhandlingsbordet.

Macron bur­de fra sit eget lands krigs­hi­sto­rie vide, at en betin­gel­ses­løs våben­hvi­le hører til sjæl­den­he­der­ne. Tag for eksem­pel afslut­nin­gen på Før­ste Ver­denskrig, hvor Tys­kland i novem­ber 1918 hen­vend­te sig til USA’s præ­si­dent Woodrow Wil­son med ønske om en våben­hvi­le. De alli­e­re­de sva­re­de tysker­ne, at det var de para­te til, men kun på en ræk­ke betin­gel­ser, som afspej­le­de situ­a­tio­nen på slag­mar­ken, nem­lig at den tyske hær var slidt op.

Så da tysker­ne mød­te op i en tog­vogn i en skov nord for Paris for at for­hand­le med Macrons lands­mand, en marskal ved navn Fer­di­nand Foch, blev de præ­sen­te­ret for en lang liste af betin­gel­ser, som de var nødt til at sige ja til.

Ræk­ken af eksemp­ler fra det 20. århund­re­de på, at kamp­hand­lin­ger fort­sæt­ter, mens man for­hand­ler, er lang. Den omfat­ter den sov­je­tisk-afg­han­ske krig i 1980’erne, to kri­ge med USA’s del­ta­gel­se, nem­lig først Korea-kri­gen og der­næst Viet­nam-kri­gen, og end­nu en krig, hvor Macrons Frank­rig var ind­blan­det, nem­lig kon­flik­ten mel­lem den fran­ske cen­tral­magt og oprørs­be­væ­gel­sen i Alge­ri­et, hvor der også blev bom­bet og skudt, mens man før­te forhandlinger.

Der­for er der i prin­cip­pet ingen mod­sæt­ning mel­lem på den ene side at opfor­dre til for­hand­lin­ger og føre for­hand­lin­ger og på den anden at fort­sæt­te sine bom­bar­de­men­ter, selv­om det mod­sat­te også kan være tilfældet.