Noter fra en valg­kamp #1: Soci­al­de­mo­kra­tiets ano­ny­me DF-kri­ti­ker “Anni” og hver­da­gens poli­ti­ke­re

Hårene på undertegnede er i konstant rejsning, som jeg bliver hvisket i ørene, at folketingsvalget er på vej, og at det vil blive afholdt i slutningen af marts.

Men, siger jeg, fødevarechecken skal først stemmes igennem i marts, og der er statsbesøg i midten af måneden, og hvorfor ville man ikke vente til juni, når alle ser lidt bedre ud, og når fødevarechecksne har fået konti at danse på. 

Til det gentages sangen:

Folketingsvalget bliver afholdt i slutningen af marts.

Og selvom jeg er skeptisk, bliver man også nødt til at være forberedt på det værste, og hvis mine kilder får ret, er der søreme ikke lang tid til, at vi skal til stemmeurnerne. Derfor har vi på Frihedsbrevet valgt at overgive os til flokken af politikere og medier, der allerede har indset, at valgkampen er i gang. Vi vil ikke kæmpe imod, når den meterhøje flodbølge rammer os. Vi tilslutter os den og rider med på bølgen. 

Som jeg gjorde under kommunalvalget, vil jeg følge ihærdigt med i valgkampen, hvorfra jeg vil notere mine observationer og videreformidle dem til jer – Frihedsbrevet abonnenter – i dette format: Noter fra en valgkamp. 

Først noget fakta:

Folketingsvalget skal holdes allersenest den 1. november. Længe så det ud til, at Socialdemokratiet ville trække den, så længe de kunne. Partiet har fået den ene dårlige måling efter den anden i kølvandet på kommunalvalget. Men så begyndte Donald Trump at rykke på sig igen, og medgang er som bekendt størst i modgang, så nu ser det pludselig ikke længere så galt ud for Mette Frederiksen, faktisk ser det bedre ud end længe for samtlige af de tre regeringspartier. 

Gaveregn

Mens pæne meningsmålinger altid er et godt tegn på, at der er valg på vej, er der nu engang ikke noget, der slår gaver. 

Dem har regeringen pakket 2.170.000 ind af i form af fødevarechecks til udvalgte danskere. 

Altså, lige lidt mere end to millioner danskere. 

Planen var, at disse skulle gå til borgere, der i højere grad end andre er blevet påvirket af de stigende priser på fødevarer. Sidenhen er det væltet frem med historier om privilegerede danskere, der står til at modtage dem, herunder flere folketingsmedlemmer og intet mindre end tusindvis af millionærfamilier, som DR har beskrevet.

Omvendt står alle dem, der ikke var på offentlig ydelse i november 2025, men til gengæld er det i dag, ikke til at modtage en. 

Denne uregelmæssige gaveregn har selvfølgelig fået flere til at brokke sig.

Men kritikken giver justitsminister Peter Hummelgaard (S) ikke meget for. I et dobbeltkritisk Facebook-opslag skrev han nemlig både, at han synes, at det var tonedøvt, at Hotel D’Angleterre i samme uge som annonceringen af fødevarechecken annoncerede, at de havde udviklet en fastelavnsbolle, der kostede 500 kroner. 

“Det fortæller mere om uligheden i Danmark end tusind rapporter,” skrev han om dét. 

Dertil pointerede han, at han grundlæggende ikke forstod kritikken fra dem, som ikke har brug for pengene. 

“Har du ikke brug for dem, så giv dem videre til en organisation eller et andet godt formål. Punktum.”

Hvis man ikke ved, hvad man skal bruge sin fødevarecheck på, kan man jo hermed overveje allerede nu at skrive sig op til en af de føromtalte fastelavnsboller, så man kan få sådan en næste år. Der er nemlig udsolgt for i år. 

A-listen

Apropros fødevarechecks så modtog jeg for nylig en mail fra Marie fra Socialdemokratiet, hvis emnefelt lød “Jeg talte med Anni …”

Mailen tilfaldt mig, fordi jeg på tidspunktet for modtagelsen var tilmeldt det, Socialdemokratiet kalder A-listen. 

Når jeg skriver “på tidspunkt for modtagelsen” drejer det sig om, at jeg mistænker, at jeg den dag i dag er blevet smidt af A-listen på baggrund af det, jeg nu skal til at beskrive. Jeg har nemlig ikke modtaget noget af sådant materiale sidenhen. 

Men A-listen kommer man nu engang på, hvis man på et tidspunkt i sit liv har godkendt, at Socialdemokratiet må sende information om Socialdemokratiets politik og muligheder for at engagere sig.

Det udmønter sig i en lejlighedsvis mail fra en semianonym skikkelse, der underskriver sig som Marie fra Socialdemokratiet; det er typisk noget om partiets aktuelle politik og en anmodning om, at man går ind på partiets Facebook-side og erklærer sig enig i det, der nu står der.

Og sådan en anmodning var der også i den mail, jeg i slutningen af januar modtog fra Marie fra Socialdemokratiet. 

Nederst i mailen optrådte en stor, rød knap med ordene “Bak op her” skrevet på sig. Trykkede man på den, blev man transporteret over på et socialdemokratisk Facebook-opslag, der argumenterede for, at fødevarechecken er god, blandt andet fordi 700.000 folkepensionister får penge, hvilket afsluttes med ordet:

“Enig?”

Men alt det her var bare slutningen af mailen. 

Resten af mailen handlede nemlig om en samtale, som Marie fra Socialdemokratiet angiveligt havde haft dagen forinden.

Anni fra Hobro

“I går talte jeg med Anni fra Hobro. Hun er 72 år og folkepensionist. Pengene rækker ikke langt. Hun har en lille opsparing til uforudsete udgifter, men ikke en stor buffer. Derfor falder en fødevarecheck på 2.500 kroner på et tørt sted,” skrev Marie fra Socialdemokratiet indledningsvist.

Herefter præsenterede Marie fra Socialdemokratiet flere citater, som denne Anni angiveligt skulle have givet til hende dagen forinden. 

“Når jeg regner på det, er mine udgifter til husholdning steget med omkring 30 procent. Jeg har folkepension og ældrecheck, men det er også til uforudsete ting – måske går køleskabet eller vaskemaskinen. Så må jeg skære ned andre steder. Det er for eksempel på mad, nyt tøj og personlig pleje,” citeres denne Anni for eksempel for, mens hun angiveligt også nævner, at børnebørnenes julegaver er blevet mindre.

Foruden at vedkommende skulle hedde Anni, være 72 år og komme fra Hobro, er det ikke meget information, der er at finde om Anni. 

Det fremgår for eksempel hverken, om Anni er medlem af Socialdemokratiet, hvad hun hedder til efternavn, eller hvad hun beskæftigede sig med, inden hun blev folkepensionist.

Faktisk fremgår der ikke rigtigt nogen oplysninger, der ville kunne blive brugt til at verificere, hvorvidt der her var tale om en rigtig person eller ej.

Der er heller ikke et billede af Anni.

Messerschmidt-kritik

Til gengæld findes der i mailen plads til at skrive om de blå partier. 

“Da aftalen om fødevarechecken blev præsenteret, kaldte nogle blå politikere den for 'bestikkelse'. Den betegnelse er Anni ikke enig i. Og hun blev vred, da hun hørte Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt udtale sig,” skriver Marie fra Socialdemokratiet i sin mail. 

Og så citerer hun denne Anni for at have sagt: 

“Jeg hørte godt Morten Messerschmidt sige, at 7 kroner om dagen ikke betyder noget. Det svarer kun til indkøbsposen. Jeg tænkte, at der ikke er ret mange folkepensionister, der nogensinde køber en pose. Det spekulerer folk, der har penge nok ikke på. Men det gør jeg. Det er sådan en dum sammenligning! Jeg blev faktisk lidt sur på ham.”

Altså siger Anni på 72 år fra Hobro lige det, man ville forestille sig, at en socialdemokrat drømmer om de nætter, hvor det går allervildest for sig. 

DF-detour

Det er ellers ikke, fordi DF går og savner modstand.

I det meste af efteråret red de på en sand bølge, hvor meningsmålingerne så bedre og bedre ud, og meget bedre end de længe havde gjort. 

Men så tog det en drejning til det værre. Her kan det nævnes, at partiets folketingsgruppe blev taget i AI-fusk, hvor de i en kronik i Jyllands-Posten tillagde en masse prominente mennesker at have sagt en masse ting, som de aldrig havde sagt. 

Så gav Morten Messerschmidts åbne sind over for Donald Trump og hans besøg på Mar-A-Lago virkelig bagslag i januar, da Donald Trump igen-igen begyndte at true Danmark og Grønland. 

Og pt. døjer partiet sågar med en arbejdsmiljøsag, som Frihedsbrevet kunne afsløre i januar, hvor Pia Kjærsgaard i særdeleshed beskyldes for at have mobbet og intimideret sine medarbejdere i fællesskab med sin søn, der er ansat som seniorkonsulent i partiet. 

Ingen kommentarer

Frihedsbrevet har kontaktet Socialdemokratiet i et forsøg på at verificere eksistensen af Anni fra Hobro.

Her er vi kommet i kontakt med personen bag pseudonymet Marie fra Socialdemokratiet. Der er tale om en medarbejder fra Socialdemokratiets sekretariat, som ikke vil svare på nogle af de spørgsmål, vi har om Anni.

På spørgsmålet om, hvorvidt Anni er en lokal ildsjæl, oplyser Marie fra Socialdemokratiet, at “Anni har ikke lyst til at tale med medier, og jeg vil derfor ikke dele oplysninger om hende”.

Signalfejl

Et tydeligt tegn på det kommende valg er, at SF er begyndt at rykke på sig. 

Først og fremmest har stemmeslugeren Jacob Mark offentliggjort, at han agter at vende tilbage til dansk politik. Fristes man til at skrive “endelig”, vil man ledes i fordærv, for Jacob Mark har faktisk kun været væk i et års tid. 

Det var tilbage i december 2024, at han gav op på sin plads i Folketinget efter en stresssygemelding og en åbenbaring om, at familielivet var vigtigere end politik. 

“Det, der fylder allermest for mig lige nu, er, at jeg lige er blevet far. Jeg har levet et voksenliv, hvor jeg har haft rigtig meget fart på, og på et tidspunkt så meget fart, at jeg faktisk blev syg af det,” sagde han dengang til TV 2. 

Det var tilbage i 2021, at han blev sygemeldt med stress. Sygdommen gjorde, at han mistede en del af sit syn, og på baggrund af oplevelsen skrev han bogen Fartblind, der handlede om hans tid i politik såvel som hans oplevelser med stress.

Og i december 2025, altså et år efter Jacob Marks udmelding, udkom han så med endnu en bog, der ligeså handlede om hans oplevelser med stress. 

Den synske Jacob Mark

Bogens egentlige eksistensberettigelse skal vist findes på de allersidste sider i det afsnit, han titulerer “Epilog”. 

Hvor resten af bogen handler om konkrete oplevelser, Jacob Mark har haft i forbindelse med sin stress, tager de to sidste sider sig lidt anderledes ud. 

Han beskriver, hvordan han sidder i sin stue og rammes af lyset, der tilsyneladende stråler ind gennem nogle bondehusvinduer.

Og så:

“Jeg forestiller mig, at Hans Redder sidder over for mig. Ser i hans sørgmodige og tænksomme øjne. Så er det nu: ‘Jacob Mark, hvordan ved du – og vi – folk, der måske skal stemme på dig igen en dag, at du har lært af din stresssygdom?’”

Hvis det lyder mærkeligt, er det, fordi det er det. Jacob Mark beskriver et interview, han forestiller sig, at han har med TV 2’s politiske redaktør. Hvilket jo er interessant, for i og med at dette er Jacob Marks egen selvskrevne bog, kunne han bare selv skrive de ting, han nu engang havde lyst til at skrive; han behøves ikke blive interviewet på denne fiktive måde. 

Dernæst beskriver Jacob Mark noget med, at en solstråle fanger hans ansigt, og at han forestiller sig ansigterne på dem, han har kær – i sin forestilling går han altså et lag dybere og forestiller sig, at han forestiller sig noget. 

“Så ser jeg billeder af SF’erne i min folketingsgruppe, og jeg ser mig selv sidde på mit første lille kontor, hvor min praktikant, Adam, og jeg knap nok kunne være, og jeg ser et billede af planchen på væggen, hvor jeg skrev ordet minimumsnormeringer for første gang,” forestiller han sig videre, inden han efter flere af denne slags beskrivelser endelig svarer på det imaginære spørgsmål:

“Det har du ingen garanti for, Hans. Jeg er jo politiker, men nu har jeg i det mindste lært, at følelser er til for at blive brugt, og det er da en begyndelse. Jeg vil sige det sådan, at jeg måske ikke længere håber på at blive rask, men på at blive stressfri. Stressen kommer jeg mig nok aldrig over, men jeg kan forsøge at holde styr på den,” svarer han, inden han tillægger TV2’s politiske redaktør endnu et spørgsmål:

“Hm … et sidste spørgsmål, Jacob … ser vi dig tilbage i dansk politik igen?”

Her beskriver Jacob Mark, at han “kigger overrasket på ham” og så suger luft ind og “mærker sommerfuglene i maven”, inden han svarer:

“Jeg tror ikke, at min sidste politiske dans er danset.”

Det er bogens sidste ord. 

Det super interessante er jo så, at relativt kort efter denne bogs udgivelse gav Jacob Mark et interview på TV 2 til netop Hans Redder, hvori han annoncerede, at han vender tilbage til dansk politik. 

Ifølge Frihedsbrevets oplysninger har der ikke været tale om aftalt spil. Virkelighedens interview skulle efter sigende have fundet sted efter inspiration fra det, der beskrives i bogen. 

Store bededag for evigt

Nyheden om den fortabte søns hjemkost var knap sunket ind, da Pia Olsen Dyhr så kunne fortælle, at det nu var et krav for SF, at en rød regering skulle genindføre store bededag.

Dermed altså ikke sagt at det er et krav for SF, at store bededag skal genindføres. Blot hvis regeringen skal være rød, og partiet har jo ikke været afvisende over for at gå i regeringen i en konstellation, der ville indbefatte Socialdemokratiet og Moderaterne.

Samtidig understregede hun i sit længere interview med Weekendavisen, at der ikke er tale om et “ultimativt krav”, men derimod blot et krav. 

“Jeg kommer ikke med ultimative krav. Det vil jeg gerne slå fast, men hvis det står til SF, og vi får mandater nok og derved kan sørge for, at vi får en rød regering, så kommer vi også til at kæmpe for at få genindført store bededag,” uddybede hun senere på TV 2.

Med det krav, der nu engang er, tilslutter Pia Olsen Dyhr sit parti til den gruppe, der insisterer på, at de vil genindføre den tabte helligdag, skulle de vinde magten. Foruden SF er der tale om samtlige partier i blå blok og Enhedslisten.

Og de har folket med sig. I en måling foretaget af Voxmeter i foråret 2024 svarede to ud af tre, at de mente, at store bededag bør genindføres som helligdag. 

Socialdemokratiet, der var primus motor på afskaffelsen, har i valgkampens hede valgt ikke at være entydige. 

I et interview på TV 2 bemærkede partiets boksepude, den politiske ordfører Christian Rabjerg Madsen, at Socialdemokratiet ikke var afvisende over for SF’s forslag, men at det var “klart”, at “uanset hvad man har af forslag, skal man kunne finansiere det”.

I samme interview pointerede han, at “efterhånden som vi nærmer os en valgkamp, så vil der sikkert være mange forskellige partier, der kommer med mange forskellige forslag”.

Begge bemærkninger faldt, blot en uge efter at Socialdemokratiet havde præsenteret deres forslag om mindre skoleklasser til de små – helt konkret foreslog de, at der i de små klasser maksimalt måtte være 14 elever. 

Et forslag, som efter sigende vil koste fem milliarder kroner at indføre i praksis, hvilket er penge, som Socialdemokratiet i skrivende stund ikke ved, hvor de vil indhente. De afviser dog, at de skulle findes i det økonomiske råderum, hvor regeringen ellers det seneste år har kunnet trylle mange penge frem fra. 

Det er dog siden kommet frem, hvordan SF vil finansiere helligdagen; ved at tage fra “de rigeste”. 

Til Radio 4 siger finansordfører Sigurd Agersnap, at pengene skal komme ved at tilbagerulle de skattelettelser, SVM-regeringen indførte. De skattelettelser, der mindskede topskatten og indførte top-topskatten.

Hverdagens politikere

I den mere konkrete ende af valgkampsbarometeret findes det faktum, at flere partier er begyndt at annoncere deres kandidater. Herunder Moderaterne, der har udgivet en (foreløbig) liste over de mennesker, der på deres vegne skal forsøge at bemægtige sig en plads i Folketinget.

Partiet, der blev stiftet på grundlovsdag i 2022, havde som eksistensberettigelse, at de ville bestå af “hverdagens eksperter”. Deres ide var, at de politikere, der skulle vælges ind for Moderaterne, skulle være borgere, der havde erfaring fra virkelighedens verden. Den barslende politiske ordfører Monika Rubin har været læge, den vikarierende politiske ordfører Mohammed Rona har været teamchef i Telenor, tidligere gruppeformand og nu ældreminister Henrik Frandsen har erfaring fra landbruget, hvor han selv har udøvet “uforsvarlig behandling” af svin.

Derfor er Frihedsbrevet gået på opdagelse i Moderaternes kandidatliste for at se, hvilken erfaring de forskellige har at byde ind med. 

Hvis man fjerner dem, der i øjeblikket arbejder i ministerier eller i Folketinget, herunder dem der i længere tid har siddet som stedfortrædere, og kun kigger på de resterende 31 oplistede kandidater, kan man gruppere dem sådan her:

Der er fire af de 31, der er konsulenter. 

Der er fem af de 31, der er studerende. 

Der er 11 af de 31, der har betydelig erfaring fra den politiske verden. Det gælder både en masse (tidligere) byrødder såvel som en figur som Morten E.G. Brautsch, der er særlig rådgiver for Lars Løkke Rasmussen. Ungdomspolitikere tælles dog ikke med. Dem er der vist to af. 

Fodnoter

Med alt dette in mente er der vist ingen tvivl om, at valgkampen er i fuld gang. 

Den hårde hund Rasmus Stoklund (S), der gennem sin forfremmelse til udlændinge- og integrationsminister skulle bremse blødningen af vælgere til DF, er sågar gået i gang med at vise, at han også har en mere familievenlig side. 

Han er nemlig begyndt at lave sådan nogle videoer på Instagram, hvor han viser, hvad han laver i sin fritid. Den seneste handler om fastelavnsboller. Her viser han, hvordan han tager en pose med dem ud af fryseren, bager dem i ovnen og så putter lyserød og blå glasur på. 

Umiddelbart ser den fra D’Angleterre noget bedre ud, men den er selvfølgelig også lige elitær nok for det gamle arbejderparti. 

Og mens fastelavn er overstået i næste uge, er valgkampen altså kun lige gået i gang. Jeg vender tilbage i næste uge med en aktuel portion noter fra valgkampen.