På bro­ste­ne­ne står gav­mild­hed for fald

I cykel­spor­ten hand­ler det om at vin­de. Men under hvert løb tvin­ges ryt­ter­ne til hand­lin­ger, som nuan­ce­rer spor­ten. En ryt­ter ofrer sig for sin kap­ta­jn. En anden for­år­sa­ger et styrt og skam­mer sig. En tred­je er gav­mild og giver sej­ren til sin vand­bæ­rer. Klok­ker­ne i kir­ken i Rou­baix kimer, når ryt­ter­ne når byen efter de 270 kilo­me­ter fra syd mod nord. Velodro­men, der afgør for­års­klas­si­ke­ren, kal­des en kated­ral blandt cykel­ba­ner. Bro­stenslø­be­ne er og bli­ver et auten­tisk bil­le­de på hæder og ære, styr­ke og styrt. De er et eksem­pel på, hvor­dan men­ne­sket søger efter noget høje­re gen­nem anstren­gel­se. Her føl­ger mine tan­ker om for­års­sæ­so­nen.