Præsidentens pengemænd: Her er netværket af tech-baroner, der påvirker amerikansk politik

Gennem en række portrætter af tech-milliardærerne tæt på Donald Trump har Frihedsbrevet kortlagt et centralt element i USA’s nye politiske orden og magtlandskab.
I denne artikel afdækker vi det netværk, der binder dem sammen.
De libertære tech-chefer fra Silicon Valley har vundet betydelig indflydelse i Trump-administrationen og ført en markant ideologisk vision med sig helt ind bag murene i Det Hvide Hus.
De har kendt hinanden i årtier, investeret sammen og opbygget et stærkt netværk, der i dag rækker dybt ind i magtens centrum.
Da Donald Trump i januar blev indsat som præsident, sad tech-moguler som Jeff Bezos, Mark Zuckerberg og Elon Musk på forreste række som udstillede trofæer. Det var en magtdemonstration uden lige – et sindbillede på, at USA’s teknologiske elite nu havde sluttet sig til den nyvalgte leder og stod til at få voksende indflydelse.
Men ikke alle fra Silicon Valley var til stede i Kongressens rotunde. En anden, mere diskret – og langt mere indflydelsesrig – gruppe tech-entreprenører med tætte bånd til Trumps inderkreds og centraladministrationen holdt sig ude af rampelyset.
Denne gruppe af tech-milliardærer er også kendt som PayPal-mafiaen – de oprindelige stiftere og ansatte hos betalingstjenesten – og hertil kommer “familiens” nære ven, Marc Andreessen.
Ud over Andreessen tæller tech-kredsen investorerne Peter Thiel og David Sacks – samt Elon Musk, der dog for nylig røg ud i en bitter, offentlig fejde med Trump.
Thiel og Musk har været forbundet siden PayPal-årene i slutningen af 90’erne, som førstnævnte grundlagde, og sidstnævnte arbejdede som CEO for. David Sacks, Trumps toprådgiver indenfor kunstig intelligens og kryptovaluta, samt Ken Howery, Trumps nominerede ambassadør til Danmark, er også en del af den stiftende kreds i PayPal. Howery forblev nært forbundet til Thiel. De to stiftede ventureselskabet Founders Fund sammen og arbejdede hos Clarium Capital i årene efter PayPal blev solgt.
I ryggen har de alle fire en underskov af nære, ansigtsløse allierede, der kredser om stifterne af betalingstjenesten, der ved dets frasalg gjorde dem til nogle af USA’s rigeste og affødte en stribe store teknologi-succeser.
Siden århundredeskiftet har mændene opbygget venskaber, arbejdet tæt sammen, investeret i hinandens selskaber, siddet i de samme bestyrelser, konkurreret heftigt indbyrdes og svømmet i de samme sociale, kulturelle og politiske farvande.
“Vi taler i virkeligheden om 20 eller 30 personer, der har en helt uforholdsmæssig stor magt – og som konstant taler sammen. De taler bogstaveligt talt bare hele tiden med hinanden,” siger Silicon Valley-historikeren Margaret O’Mara til Frihedsbrevet.
For et års tid siden besluttede PayPal-mafiaen sig for at stille sig bag præsident Donald Trump og vicepræsident J.D. Vance og kastede sig dermed for alvor ind i politik.
Firkløveret er på mange måder stadig intakt, trods Elon Musks konflikt med bevægelsens høvding. Deres fælles vision fremmes af Sacks og Andreessen samt af Theils og Musks mange allierede i administrationen.
Indtil videre synes tech-milliardærernes støtte til Trump at have givet pote – både politisk og økonomisk.
Men de har også lidt nederlag, mødt forhindringer og skabt sig fjender i Make America Great Again-bevægelsen, heriblandt Trumps tidligere chefstrateg Steve Bannon, der har lovet sin iltre følgerskare, at han vil gøre alt, hvad han kan for politisk at udradere indflydelsesrige tech-moguler som Musk.
Tesla-chefen forlod Washington med et blåt øje og har siden været i åbent skænderi med Trump på især sociale medier. Samtidig har hans nære Silicon Valley-venner vist sig at være adrætte nok til at tilpasse sig det omskiftelige politiske klima og se, hvor meget de kan få ud af omvæltningerne i Washington.
Log ind
Du skal være logget ind for at kunne læse og lytte til Frihedsbrevet.
Populære artikler
Fri Politik
Et spøgelse rejser gennem Europa

Fri Finans
Energinet-direktør brænder penge af på femstjernede hoteller...

Fri Kultur
Boghandler anklager store forlag for bogfusk: “De sælger bøger med...

Fri Finans
Lette penge og lav risiko: Derfor elsker automekanikeren,...
