Pro­fes­sor: Demo­kra­ti­et gør os dum­me, ulyk­ke­li­ge og vrede

Til den­ne uges Fri Tænk­ning har jeg talt med den poli­ti­ske filo­sof Jason Bren­nan, for­fat­ter til bogen Against Demo­cra­cy. Bren­nan er til dag­lig pro­fes­sor på Geor­ge­town Uni­ver­si­ty i Was­hin­g­ton D.C., hvor han for­sker i græn­se­om­rå­det mel­lem filo­so­fi, statskund­skab og øko­no­mi med fokus på etisk ledel­se og demo­kra­tisk teo­ri. Han er også che­fre­dak­tør for fag­tids­skrif­tet Phi­los­op­hy and Public Affairs og for­fat­ter til en lang ræk­ke bøger. Vi tal­te om, hvad der er galt med demo­kra­ti­et, om der fin­des alter­na­ti­ver, og om hvor­for poli­tisk enga­ge­ment har det med at få det vær­ste frem i folk og gøre dem dum­me, ulyk­ke­li­ge og vrede. 

Det er en udbredt opfat­tel­se, at der bør være respekt for poli­tisk enga­ge­ment i et demo­kra­ti; at det er beun­drings­vær­digt at enga­ge­re sig liden­ska­be­ligt i poli­tik i et demo­kra­ti for at rea­li­se­re det, man tror på; at vi med ære­frygt bør hyl­de vores demo­kra­ti­ske styreform.

Iføl­ge Jason Bren­nan ser vir­ke­lig­he­den ander­le­des ud. Med hen­vis­ning til et hav af stu­di­er og eks­pe­ri­men­ter i poli­tisk psy­ko­lo­gi kon­klu­de­rer han, at poli­tisk del­ta­gel­se i et demo­kra­ti under­mi­ne­rer gen­si­dig respekt og hen­syn­ta­gen. Demo­kra­tisk poli­tik får os ofte til at hade hin­an­den, selv når der ikke er grund til det. 

Og end­nu vær­re: Den kon­flikt mel­lem dem og os, som præ­ger demo­kra­tisk poli­tik, tager vi med os ind på andre områ­der i sam­fun­det, for eksem­pel i for­bin­del­se med rek­rut­te­ring af med­ar­bej­de­re, hvor stu­di­er i USA viser, at demo­kra­ti­ske che­fer fore­træk­ker demo­kra­ti­ske med­ar­bej­de­re i en situ­a­tion, hvor en joban­sø­ger med repu­bli­kansk bag­grund er klart bed­re kva­li­fi­ce­ret, og omvendt.

I et demo­kra­ti som det ame­ri­kan­ske får poli­ti­ske debat­ter om tri­vi­el­le spørgs­mål lige­le­des ofte et apo­ka­lyp­tisk skær, selv om det ikke dre­jer sig om eksi­sten­ti­el­le anlig­gen­der eller om den fun­da­men­tale indret­ning af sam­fun­det: Skal mar­gi­nalskat­ten hæves eller sæn­kes med tre pro­cent? Skal der afsæt­tes fem pro­cent fær­re eller fle­re pen­ge til uddan­nel­ses­sek­to­ren? Det stri­des poli­ti­ker­ne og deres væl­ge­re om, som om jor­den er ved at gå under.

Jason Bren­nan mener, at der er tre grun­de til, at poli­tik gør os til situ­a­tions­be­stem­te fjen­der. For det før­ste, for­di poli­ti­ske beslut­nin­ger altid omfat­ter et begræn­set antal mulig­he­der; for det andet, for­di poli­ti­ske beslut­nin­ger er monopo­li­sti­ske; alle tvin­ges til at accep­te­re den sam­me løs­ning, og for det tred­je, for­di poli­ti­ske beslut­nin­ger i sid­ste ende påtvin­ges bor­ger­ne ufri­vil­ligt og om nød­ven­digt med magt. 

For at illu­stre­re sin poin­te spør­ger Bren­nan, hvor­dan det vil­le være, hvis vi som bor­ge­re skul­le afhol­de demo­kra­ti­ske afstem­nin­ger om, hvil­ken pizza vi skal købe, eller hvil­ken pop­stjer­ne vi skal lyt­te til. Der­for mener Bren­nan, at vi skal over­la­de så få anlig­gen­der som muligt til det poli­ti­ske system.