Stien bag restau­rant Noma, “som vi ken­der den”, er altid ren

Da kri­tik­ken af Noma var på sit høje­ste for­ri­ge vin­ter, ero­bre­de René Redzepi dags­or­de­nen ved at ven­de den nega­ti­ve pres­se til en opbyg­ge­lig nyhed i The New York Times: Ved udgan­gen af 2024 vil­le hans “ikke-bære­dyg­ti­ge” restau­rant luk­ke, lød det. Noma skul­le gå for­re­st ad nye, pro­g­res­si­ve veje. 

For­le­den annon­ce­re­de Noma så, at man igen fra janu­ar 2025 kan nyde alt godt fra havet ved deres nyn­or­di­ske bor­de.

Det er ikke før­ste gang, at Redzepi & Co. beskyl­des for at for­fø­re pres­sen og sej­le under falsk flag. Er det udtryk for kri­tisa­bel kynis­me – eller effek­tiv PR? 

Med hjælp fra en ilter arbejds­kul­turkri­ti­ker, en brø­d­e­be­tyn­get ame­ri­kansk jour­na­list, en impo­ne­ret PR-råd­gi­ver, en skuf­fet fil­min­struk­tør og en sal­tet aften med tre ver­denskvin­der på den fete­re­de restau­rant teg­ner Fri­heds­bre­vet et portræt af bran­det Noma, som vi ken­der det.