USA’s politiske tyngdepunkt er flyttet til Palm Beach, Florida i disse dage. Under glitrende lysekroner i tesalonen i Mar-A-Lago sidder Donald Trump med hoffolk som Elon Musk og gennemser potentielle ministerkandidaters tv-optrædener for at vurdere, om de har udseendet til en kabinetpost, kan tale hans sag på fjernsyn, og vigtigst af alt om de er loyale, sande troende MAGA-apostle.
I de sidste tre uger er Trumps udnævnelser blevet kundgjort med hæsblæsende fart, og han er nu færdig med at sammensætte det hold, som fra den 20. januar 2025 skal lede USA’s ministerier, agenturer og føderale myndigheder. Mange af de nominerede har allerede vakt stor opsigt. En af dem var tvunget til at trække sig i sidste uge, og spekulationerne om, at andre får svært ved at blive godkendt af det Republikanske flertal i Senatet i det nye år, rumsterer videre.
Men hvad siger folk på højrefløjen til kritikken? Hvad er deres rationale bag Trumps udnævnelser? Og hvad mener folk tæt på USA’s kommende præsident og hans inderkreds, at det nominerede kabinet er udtryk for?
I denne uge har jeg talt med to personligheder fra Trump-universet om det nyudnævnte kabinet for bedre at forstå rationalet bag det hold, Donald Trump har sat, og hvad de mener, udnævnelserne siger om præsidentens tilgang til sin anden og sidste embedsperiode.
Den intellektuelle og provokatøren
De to herrer, Paul Ingrassia og Viswanag “Vish” Burra, er begge hårdkogte Trump-evangelister med tætte forbindelser til Trump og hans inderkreds.
Ingrassia er Trumps erklærede “yndlingsskribent”. Han modtager personligt underskrevne takkebreve fra præsidenten, frekventerer hans klubber i Florida og New Jersey, og hans Substack-artikler bliver ofte delt af Trump på hans sociale medie, Truth Social. Ingrassia fik ham endda i røret to dage efter valget og blev rost for sin indsats ved tasterne. Den unge jurist og kommentator fra New York er så tæt på præsidenten og hans inderkreds, som nogen i hans alder kan komme.
Hans ligesindede, Viswanag Burra, er en anden indflydelsesrig aktivist på højrefløjen. Han færdes i de samme pro-Trump kredse, men i modsætning til Ingrassia, som tilhører trumpismens intelligentsia, befinder Burra sig i den mere provokerende, rebelske ende af MAGA-universet.
Efter et ungdomsliv som pusher blev han ansat af Steve Bannon, Trumps chefstrateg i 2016 og en central skikkelse på den amerikanske højrefløj. Derefter blev han rekrutteret af det stærkt trumpistiske kongresmedlem fra Florida Matt Gaetz, Trumps oprindelige valg til justitsministerposten, som endte med at trække sig i sidste uge, efter at hans chancer for at blive godkendt af Senatet blev forplumret af anklager om brug af narkotika og sexskandaler, der angiveligt skulle involvere mindreårige. Matt Gaetz fastslår, at påstandene ikke har noget på sig.
Viswanag Burras seneste job var som stabschef for et andet skandaleramt kongresmedlem, George Santos, som blev stemt ud af Repræsentanternes Hus sidste år. Politicos daglige nyhedsbrev har kaldt Burra “skandalens højre hånd” på grund af hans arbejde for stormombruste politikere – en beskrivelse, han stolt har fremhævet på sine sociale medier.
Jeg fanger dem begge midt i et kæmpe triumftog. MAGA-bevægelsen har tilkæmpet sig magten – et historisk stort mandat, hvis de selv skulle sige det – og er nu i fuld gang med at støbe den næste administration, hvis opgave bliver at omkalfatre det eksisterende statsapparat.
Ingrassia fortæller, at han i dag pendler mellem Florida, Washington D.C. og New York. Han håber på en stilling i den næste Trump-administration, måske som taleskriver eller inden for en anden form for kommunikation.
Burra er også håbefuld. Da jeg talte i telefon med ham i sidste uge, var han i Washington D.C. for at “gøre sig til” i håb om en stilling i den kommende administration. Men ligesom alle andre i republikansk politik venter Ingrassia og Burra på det afgørende opkald fra beslutningstagerne, som har lagt for med at udvælge de mest tungtvejende poster til kabinettet og præsidentens stab.
Kontroversielle holdkammerater
De allerede udvalgte er lidt af en broget skare. Blandt de mere kontroversielle som Pete Hegseth (forsvarsminister), Robert F. Kennedy Jr. (sundhedsminister) og Tulsi Gabbard (øverste chef for de amerikanske efterretningstjenester) finder man erfarne, traditionelle republikanske kræfter, heriblandt Floridas senator Marco Rubio (udenrigsminister), North Dakotas guvernør Doug Burgum (indenrigsminister) og Wall Street-milliardæren Scott Bessent (finansminister).
Alligevel er det gennemgående træk ved Trumps oprørske hold umiskendeligt; det er et temmelig uortodokst kabinet, hvilket har vakt både bestyrtelse og furore i Washington D.C.
Robert F. Kennedy Jr., en vaccineskeptiker, skal stå i spidsen for hele sundhedsvæsenet. Fox News-vært og militærveteran Pete Hegseth, der er anklaget for seksuelt overgreb og mangler væsentlig erfaring inden for offentlig administration, er udpeget til at lede verdens mægtigste militær og Pentagons tre millioner ansatte, herunder både civilt og militært personel. Tulsi Gabbard, tidligere demokratisk kongresmedlem og præsidentkandidat, skal nu lede de efterretningstjenester, hun længe har kritiseret. Hun er kendt for at dele synspunkter med Kreml, have mødtes i hemmelighed med Syriens diktator Bashar al-Assad og for at så tvivl om det syriske regimes brug af kemiske våben mod egen befolkning.
Trumps læringskurve var som en dinosaurs
Trump vender nu tilbage til Det Hvide Hus med en solid erfaring i bagagen. Han har fået en langt større forståelse af, hvordan systemet fungerer, og hvordan han fra dag ét kan forsøge at realisere sine mest vidtgående idéer. En tidligere embedsmand, som arbejdede tæt med Trump, har sammenlignet hans læringskurve i embedet med velociraptorerne fra Jurassic Park. Som politisk novice i Washington blev han gradvist klogere og lærte at tilpasse sig embedsværket ved at prøve sig frem og teste grænserne for sin magt – ligesom rovdinosaurerne i Steven Spielbergs klassiker, der metodisk afsøger svagheder i det elektriske hegn, der holder dem indespærrede, og viser sig at være snu nok til at åbne døre.
Ifølge tidligere medarbejdere gør Trumps udvidede erfaring og målrettethed ham endnu farligere end i hans sidste embedsperiode. Og en af de lærestreger, han tog med sig fra sin første tid i Det Hvide Hus, er vigtigheden af loyalitet og en nøje udvalgt stab. Det er netop denne erfaring, han omsætter til handling nu.
Med sine kontroversielle udnævnelser tryktester Donald Trump Republikanerne i Senatet for at se, hvor langt han kan gå.
“Trump vender stærkere tilbage til Washington efter sin sejr med mere foragt over for Washington og med mere selvsikkerhed i forhold til sine egne instinkter,” beskrev journalisten Jonathan Swan situationen.
Trumps tryktest af magten har medført hans første nederlag, da en af de udpegede valgte at trække sig; kongresmedlemmet fra Florida, Matt Gaetz. Efter sigende havde Trump i privaten indrømmet, at han ikke stolede på, at Gaetz ville blive godkendt af Senatet, men han ville alligevel afprøve sin magt.
Samme dag som Gaetz trak sig, fremsatte Trump en ny kandidat til posten: Pam Bondi, tidligere offentlig anklager og justitsminister i Florida og en af præsidentens forsvarsadvokater under hans første rigsretssag. Bondi er ikke en lige så ildsprudende kandidat som Gaetz, men til gengæld er hun en ultraloyalist, der deler Trumps politiske vision.
Mange i kommentariatet beskriver Trumps udnævnelser som et varsel om, at et hævntogt er ved at tage form, og at Trump er fast besluttet på at nedbryde de normer, han sidst opfattede som forhindringer i Det Ovale Kontor. Kritikere hævder, at hans udnævnelser viser en vilje til at omdanne uafhængige institutioner som justitsministeriet og efterretningstjenesterne til ideologiske redskaber under hans styre – en udvikling, der i værste fald kan true USA’s nationale sikkerhed, demokrati og borgernes tryghed. Et håb om, at MAGA-bevægelsen går for vidt og overtolker sit mandat, er mærkbart på venstrefløjen, som spøgende begræder, at “vælgerne stemte for billigere priser, ikke for en retsforfølgelse af Liz Cheney og upasteuriseret mælk”, som en liberal topredakør udtalte forleden.
Så vidt oppositionen. Hvad tænker loyalisterne om det hele?
Gennemgående tema: “Loyalitet og perspektiv”
Sidst Trump var præsident, manglede han både indsigt i, hvordan forbundsregeringen fungerede, og overblik over, hvem han skulle arbejde sammen med. Hans sejr i 2016 kom angiveligt som en overraskelse, hvilket gjorde, at han måtte søge hjælp hos traditionelle republikanere og endte med at udpege folk fra partiets etablerede rammer til nøgleposter. Og her opstod der det problem, ifølge Viswanag Burra, at de erfarne republikanere ofte modarbejdede Trumps mere overilede ordrer.
“Han kendte ikke folk og vidste ikke, om de ville være loyale. Men i de otte år, der er gået siden, har han fået overblik. Nu ved han præcis, hvem der er hvem, og det gør ham i stand til at træffe hurtige valg.”
Loyalitet og ideologisk ståsted er derfor Trumps altoverskyggende fokus, når han vælger sine folk nu. Det er de to samlende principper bag Trumps udnævnelser, fortæller Burra, som gentager ordene “loyalitet” og “perspektiv” bemærkelsesværdigt mange gange. Trumps hold består af personer, der deler hans verdensanskuelse, og det er et lovende tegn ifølge ham. Milliardæren Howard Lutnick, en nøglefigur på Trumps overgangshold, har også understreget, at kun dem, der sværger troskab til Trump, vil blive ansat i hans administration.
Burra præciserer dog, at loyalitetskriteriet ikke kun handler om personlig loyalitet til Trump, men også om loyalitet over for det amerikanske folk.
“Udnævnelserne viser, at Trump har intentioner om at holde sine løfter til vælgerne ved at vælge folk, der ikke kun vil gennemføre hans dagsorden, men gøre det med nådesløshed. De vil ikke stille spørgsmål til den og har ingen indvendinger mod den,” siger Burra.
Han påpeger, at Trumps base i det store hele støtter udnævnelserne, hvilket bekræftes af nye målinger – selvom populariteten synes at variere blandt de nominerede.
“Stor hammer til den dybe stat”
De ultraloyale kandidater har, ifølge Ingrassia og Burra, til hensigt at signalere til kernevælgerne og folk i Washington, at Trump mener det, når han siger, at han vil reformere systemet og føre sine valgløfter ud i livet. Under valgkampen fremstillede Trump sig selv som symbolet på forandring, der skulle “dræne sumpen” i Washington – altså minimere indflydelsen fra særinteresser og lobbyister. Og Det Republikanske Parti – og folk ansat i den udøvende magt – skal lade ham gøre sit arbejde nu og makke ret.
“Det faktum, at han vælger folk som Tom Holman, Tulsi Gabbard og RFK Jr., er efter min mening en fantastisk beslutning, fordi det er, hvad det amerikanske folk ønsker at se fra ham og hans administration. Og han går fuldt ud efter det,” siger Ingrassia.
Han forklarer, at Trump ønsker at skabe en varig indflydelse på regeringen og gøre USA til et “ægte demokratisk styre igen”, der ikke ledes af bureaukrater og administratorer, som ikke er valgt af folket, og som ikke kan holdes til ansvar.
“Det amerikanske folk har sagt, at de ønsker en reformering af staten. De vil dræne sumpen, og de vil have, at Trump realiserer sin vision om at gøre netop det,” siger Ingrassia. “De vil se resultater.”
Det indebærer blandt andet tiltag som at afskaffe uddannelsesministeriet, “jævne det politiserede retssystem med jorden” og skære ned på det overflødige bureaukrati med hjælp fra rigmændene Elon Musk og Vivek Ramaswamys nye nedskæringskommission, Department of Government Efficiency, DOGE, fortæller han. Ifølge Ingrassia er der tonsvis af nyttesløse embedsfolk, som bør omrokeres eller fyres, fordi de ikke bidrager med noget.
“Vi har brug for en radikal kurskorrektion i alle aspekter af vores samfund.”
Kritikken understøtter deres egenskaber
At kandidaterne kaldes ukvalificerede er ikke kun forkert – det er også et stort kompliment, mener de to aktivister. Burra opremser de mere traditionelle udnævnelser som Marco Rubio, Doug Burgum og Mike Waltz som national sikkerhedsrådgiver, Thomas Homan, kommende chef for grænseovervågning, og kongresmedlemmet fra New York, Elise Stefanik, som er blevet valgt som FN-ambassadør. De er superkvalificerede, siger Burra.
Tulsi Gabbard, Robert F. Kennedy Jr. og Pete Hegseth er også mere end egnet til deres stillinger, siger han og slår fast, at de har erfaring inden for de områder, de skal stå for.
Personangrebene mod disse kontroversielle kandidater understreger vigtigheden af, hvorfor de er valgt til at begynde med. De er udtryk for det samme “friske” og udefrakommende perspektiv på Washington, som der er behov for, og som Donald Trump også symboliserer, forklarer Burra.
“Det største problem, som alle i Washington D.C. har med Donald Trump og hans udnævnelser, er, at han faktisk gør præcist det, han sagde, han ville gøre – og det er noget helt nyt i D.C,” siger Burra. Han mener, det er et chok for etablissementet, som nu slår fra sig.
Ingrassia er enig og uddyber pointen: “Det etablerede system hævder, at Trumps nominerede er normbrydere, fordi de varsler et monumentalt opgør med den etablerede orden i Washington, og det skræmmer livet ud af dem.”
For præcis et år siden skrev Ingrassia, at “Præsident Trumps korstog mod den dybe stat er den definerende sag ved næste års valg” – og det gør sig den dag i dag gældende i udnævnelserne: Mange af de udnævnte er store modstandere af de ministerier, de skal lede og har længe fantaseret om at omkalfatre dem på radikal vis.
Påstandene om, at kandidaterne ingen erfaring har, er endnu et bevis på, at Trump stikker kniven ind i systemet, hvor det gør mest ondt. Ingrassia forudser, at de valgte kandidater vil realisere den nyvalgte præsidents ambitioner om at “dekonstruere den administrative stat”, som Steve Bannon famøst opsummerede målet for Donalds Trumps højrepopulistiske bevægelse i begyndelsen af hans første regeringsperiode. Det lykkedes ikke i første ombæring. Men det har bevægelsen lært af, og nu mener de det alvorligt, når de siger, at “folkets opgør” med etablissementet skal igangsættes.
“De normbrydende egenskaber hos de nuværende kandidater bør blive modtaget med åbne arme; hvis de ikke udgjorde en trussel mod regimet, ville de ikke være mål for en propagandakampagne fra falske tv-kommentatorer, der arbejder på overtid for at sværte dem til,” skrev Ingrassia forleden i en Substack-klumme.
Er Trump hævngerrig?
På trods af varslerne om, at Donald Trump og hans kabinet vil omvende den amerikanske stat, er der ikke tale om et hævntogt, forklarer Ingrassia og Burra. Og han kommer ikke til at retsforfølge sine politiske modstandere, siger de.
“Jeg vil kalde det en oprydning – en hovedrengøring,” siger Ingrassia om Trumps planer for justitsministeriet og forbundspolitiet. Der skal ske en genoprettelse af den forfatningsmæssige retspraksis og retssikkerhed, forklarer han.
“Det er ikke hævn, men retfærdighed. En tilbagevenden til et system, hvor vores friheder og rettigheder sikres,” siger han.
Trump ikke er optaget af fortiden, mener Ingrassia. Han ser fremad.
“Hans hovedprioritet er at genoprette og rense vores institutioner. Jeg tror ikke, han går ind for at ødelægge sine politiske fjender,” siger Ingrassia.
Det var ellers et af Trumps løfter under præsidentkampagnen. Og interessant nok for spørgsmålet om politiske forfølgelser lurer en ny kontroversiel udnævnelse i kulissen: Kash Patel, en ultraloyal Trump-allieret med en ideologi på linje med Matt Gaetz, nævnes som mulig FBI-direktør eller CIA-vicechef. Ingrassia og Burra synes, at han ville være fantastisk som chef for FBI. Ikke kun fordi Trump stoler på ham og hans erfaring med national sikkerhed fra den tidligere administration, men også fordi Patel deler Trumps verdenssyn. Patel vil bringe Gaetz’ kamphundeenergi ind i forbundspolitiet, og “det er præcis, hvad Trump ønsker,” siger Ingrassia.
Sammen med Steve Bannon har Patel åbent talt om at gå målrettet efter politiske modstandere i regeringen og pressen. Ifølge Ingrassia og Burra passer hans ideologi og reformambitioner perfekt ind i Trumps plan for føderale institutioner.
Ikke desto mindre mener Ingrassia, at Trump indtræder med en konstruktiv vision om at gøre rent i forbundsregeringen og genopbygge landets institutioner. Han indrømmer samtidig, at det ikke er alle, der slipper kvit og frit, i forhold til hvad Trump er blevet udsat for.
Ingen angreb for hævnens skyld
Det er især embedsmænd i Washington, særligt i justitsministeriet, som Ingrassia retter sin kritik af – ifølge ham har de opført sig som enevældige magthavere, der ikke har stået til ansvar for præsidenten.
“De opfører sig, som om de har guddommelig ret til at bevare magten og fremme deres egne politiske dagsordener,” siger han.
Den nye justitsminister, Pam Bondi, er udset til at rydde op i alt det. Ifølge Ingrassia indebærer det at rette fokus mod statsanklagere som Alvin Bragg og Letitia James, der har retsforfulgt Trump i New York – en idé, Trumps nyligt udnævnte justitsminister også har luftet.
Ingrassia kalder dem “kommunistanklagere”, som har forvandlet USA til en bananrepublik, og derfor bør de “blive skyllet ud af systemet”. Deres sigtelser mod Donald Trump var politisk motiverede og et symbol på den “korruption” og det “magtmisbrug”, der har undermineret tilliden til landets institutioner, fastslår han.
Vish Burra deler samme synspunkt – og afviser samtidig, at Trump vil gå efter sine politiske modstandere for hævnens skyld.
“Hvis der er begået åbenlyst lovbrud, vil justitsministeren handle, men ellers er alt det bare overdreven snak,” siger han.
Fokus er på at gennemføre Trumps valgløfter, hvilket i sig selv bliver en hård kamp – ingen grund til at tage unødvendige kampe om fortiden, siger han.
“Hvis vi lykkes med de lovede reformer, vil det automatisk udløse en kamp mod systemet – den herskende klasse og bureaukratiet. Og det er præcis den kamp, vi ønsker,” fastslår han.
Undervejs siger Burra noget, som virker en anelse modstridende med deres projekt om at “rydde op” i elitens sump i Washington. Imens han fortæller om, hvordan udrensningen af bureaukratiet vil udfolde sig, siger han:
“En ting er at få fjernet mange af disse mennesker, men et andet skridt er at fylde disse pladser med vores egne folk.”
Pludselig lyder det mere, som om de vil udskifte den etablerede elite med deres egen elite, som er fortalere for deres foretrukne ideologi.
Bliver kandidaterne godkendt?
Ingrassia er ikke i tvivl om, at de nominerede bliver godkendt af Senatet. Ifølge ham kan Trump sagtens holde modstanden blandt de republikanske senatorer nede på tre personer, hvilket gør, at Senatet kan blåstemple, hvem end han ønsker. Selvom de mere uortodokse kandidater, som “kom ud af det blå”, måske vil møde udfordringer hos de moderate republikanere, tror han, at “Trump får det, som han vil have det”.
Før Matt Gaetz trak sig, havde Ingrassia dog forudset, at han ville møde modstand, og hvis han endte med at trække sig eller blive afvist, ville det lette godkendelsen af de andre kandidater, lød hans forudsigelse dengang. Deres mål er trods alt at give præsidenten de bedste betingelser for at levere på sine løfter.
Et andet afledt gode ved Gaetz’ farvel er, at hans skandaler har flyttet opmærksomheden fra andre mere kontroversielle valg i Donald Trumps startopstilling og måske har gjort dem mere spiselige. For eksempel har Trump udnævnt flere af sine egne forsvarsadvokater til topstillinger i justitsministeriet.
Men bare fordi Matt Gaetz har trukket sig, er det ikke ensbetydende med, at kabinettet kan se sig fri for sexskandaler og kontroverser. Pete Hegseth står nu for skud, for en politirapport fra 2017 er begyndt at florere, og her anklages tv-værten for at have voldtaget en kvinde på et hotelværelse i Californien. Politiet har efterforsket sagen, men der blev ikke rejst sigtelser, og desuden betalte Hegseth kvinden som en del af en forligsaftale med en tavshedsklausul. Han insisterer på, at der var tale om sex med samtykke.
Anklagerne mod Hegseth kom som en overraskelse for Trump-lejren. Den nye administrations skødesløse udvælgelsesproces kan derfor også have den effekt, at Gaetz’ fald styrker Republikanernes vilje til at udfordre folk som Hegseth, Kennedy Jr. eller Gabbard i Senatet.
Trump er oprigtigt investeret i at få de folk, han vælger, igennem, siger Ingrassia. Han nominerer ikke kandidater, der ikke kan blive godkendt. Ideen om at Gaetz er et slags offerlam, der skal stjæle opmærksomheden og gøre de andre kandidater mere spiselige, er nonsens, fortæller Ingrassia. Snarere afprøver Trump den lovgivende magts modstandsdygtighed – en af de få magtinstanser, som kan bremse ham.
“Princippet er, at man skal undgå at satse imod Trump,” siger Ingrassia. “Man taber altid, hvis man satser imod Trump. Så jeg tror, Trump har en idé om, hvad han gør her.” Det blev sagt inden Gaetz trak sig, men pointen understreger alligevel, at den kommende administration forsøger at signalere til Republikanerne i Kongressen, at de skal makke ret.
Selvom enkelte senatorer har bekymringer, mener Burra heller ikke, at Trump vil have problemer med at få sine kandidater igennem. “Det er et helt andet landskab,” siger han om Trumps magt i Det Republikanske Parti. Burra fortæller, at hvis nogle senatorer modarbejder nomineringerne, vil det udløse vrede blandt Trumps kernevælgere, som vil kræve hævn ved næste primærvalg.
“Hvis de møder modstand i at blive godkendt, vil baglandet rejse sig. Basen har ikke mistet sin kampgejst. Faktisk er vi endnu mere opmuntret end sidste gang,” siger Burra.
Om de nominerede kommer gnidningsfrit igennem, er uvist. Men hvad der står klart er, at Trump har tilpasset sig systemet og tilmed lært, hvordan han former det efter egne behov. Spørgsmålet er ikke længere, om hegnet holder til ham og hans allieredes fremstød.
Log ind
Du skal være logget ind for at kunne læse og lytte til Frihedsbrevet.
Populære artikler
Fri Kultur
Hofnarren Hornsleths ørkenvandring
Fri Politik
Ellemanns skattefrie kaffeklub: Over hundrede ansatte hos Nordisk Råd slipper for...
Fri Forskning
Medicinalselskaber fylder danske lægers lommer: Har udbetalt over 100 millioner
Fri Finans
Fagboss tog på “internt seminar” med ATP-top: Brugte 200.000 på luksustur til...
