Trumps krig i Iran bevæ­ger sig mod en kata­stro­fe

 I den­ne uges Fri Tænk­ning ser jeg på den aktu­el­le situ­a­tion omkring Iran. Det træk­ker op til øko­no­misk reces­sion, og præ­si­dent Donald Trumps mulig­he­der er begræn­se­de, så læn­ge Iran sid­der med nøg­ler­ne til Hor­muz­stræ­det, regi­mets helt afgø­ren­de trumf. Hvis Trump ikke kan leve­re de nød­ven­di­ge indrøm­mel­ser til præ­stesty­ret, kan han føle sig tvun­get til at eska­le­re kri­gen ved at ind­sæt­te trop­per på land – med uover­sku­e­li­ge kon­se­kven­ser.

Da gene­ral Jay Gar­ner i 2003 vend­te hjem til USA efter at have haft ansva­ret for den ind­le­den­de ame­ri­kan­ske besæt­tel­se af Irak, spurg­te præ­si­dent Geor­ge W. Bush, om han ikke hav­de lyst til at stå i spid­sen for hånd­te­rin­gen af den næste mili­tæ­re offen­siv på dags­or­de­nen, nem­lig Iran. 
 
På det tids­punkt hav­de USA efter ter­r­or­an­gre­bet den 11. sep­tem­ber 2001 sto­re pla­ner for en omkal­fa­tring af Mel­le­mø­sten i sit eget bil­le­de. Det ene auto­ri­tæ­re regi­me efter det andet skul­le omstyr­tes med mili­tær magt, og i ste­det skul­le der med kamp­vog­ne og mis­si­ler ind­fø­res fol­ke­sty­re inspi­re­ret af Tho­mas Jef­fer­son og andre af USA’s stif­te­re. Det skul­le iføl­ge pla­nen sæt­te gang i en domi­no-effekt, såle­des at man til sidst ikke vil­le kun­ne se for­skel på sty­re­for­men i Ida­ho og Illi­nois på den ene side og Irak og Iran på den anden.
 
Hele det neokon­ser­va­ti­ve establis­h­ment fra vice­præ­si­dent Dick Che­ney til kom­men­ta­to­rer som Char­les Kraut­ham­mer, Robert Kagan og Bill Kri­stol anbe­fa­le­de præ­si­den­ten at fjer­ne det iran­ske regi­me med magt.
 
Bus­hs pla­ner for Iran blev imid­ler­tid for­pur­ret af to ting. 
 
For det før­ste gik det ikke med paci­fi­ce­rin­gen og demo­kra­ti­se­rin­gen af Irak, som hans råd­gi­ve­re hav­de for­ud­set, og for det andet kon­klu­de­re­de de ame­ri­kan­ske efter­ret­ning­s­tje­ne­ster i 2007 med ”stor sik­ker­hed”, at Iran for fle­re år siden hav­de stop­pet sit atom­pro­gram. 
 
Det betød iføl­ge Bush selv, at han mili­tært blev bun­det på hæn­der og fød­der og ikke læn­ge­re kun­ne ret­fær­dig­gø­re en inva­sion af Iran. Man husker, at inva­sio­nen af Irak i 2003 net­op ske­te med hen­vis­ning til fal­ske efter­ret­nin­ger om, at Irak var i besid­del­se af mas­seø­de­læg­gel­ses­vå­ben.
 
I en gen­nem­gang af for­hol­det mel­lem USA og Iran siden revo­lu­tio­nen i 1979 i The New Yor­ker gør histo­ri­ke­ren Dani­el Immerwa­hr opmærk­som på, at Was­hin­g­ton er flip­pet ud over præ­stesty­ret lige fra dets før­ste færd, da aya­tol­la­her­ne tvang en ame­ri­kansk støt­tet monark til at flyg­te, etab­le­re­de en isla­misk repu­blik og holdt 52 ame­ri­ka­ne­re som gids­ler på lan­dets ambas­sa­de i Tehe­ran i 444 dage.