Vads Vel­sig­nel­se – Kapi­tel 2: Arven

Sla­gel­se og omegn er “Soci­al­de­mo­kra­tiets ker­neland”, siger Fre­de­rik Vad fra fører­sæ­det i sin bil. Her er rig­ti­ge arbejds­plad­ser og rig­ti­ge pro­ble­mer. Og et Fol­ke­tings­man­dat, som Vad til­fæl­dig­vis råder over og ger­ne skul­le genvinde. 

Klok­ken er knap slå­et otte, den­ne man­dag mor­gen efter Fol­ke­mø­det. Sto­re dele af Chri­sti­ans­borg sover ud efter først et ops­li­den­de Euro­pa-Par­la­mentsvalg og der­næst anstren­gel­ser­ne i Allin­ge. Men Soci­al­de­mo­kra­tiets unge, ambi­tiø­se udlæn­din­ge- og inte­gra­tions­ord­fø­rer har en ny vær­di­kamp at formulere. 

Fre­de­rik Vad udnyt­ter sin møde­fri man­dag til at lod­de stem­nin­gen i Sla­gel­se­kred­sen. Vi har ladet jak­ker­ne lig­ge bag i bilen. Her er varmt. Solen skin­ner på Sla­gel­se i dag og der­for på Fre­de­rik Vad. Han trom­mer lidt på rat­tet, indstil­ler sin radio, sæt­ter kur­sen mod Skælskør. 

På dags­or­de­nen i dag: Møde hos ejer­ne af et lokalt bryg­ge­ri, som helst vil tale om arve­skat­ten (det vil Vad helst ikke tale om), møde hos en chef for en erhvervs­sko­le, som ger­ne vil have støt­te til ord­blin­de ele­ver (der er ikke meget, Vad hel­le­re vil tale om). Til sidst, i aften, har Fre­de­rik Vad tænkt sig at for­kæ­le sine valg­kamps­fri­vil­li­ge med en akti­vi­tet af en så provin­s­po­puli­stisk karak­ter, at det er nød­ven­digt at spør­ge, om val­get er strategisk. 

Og dags­or­de­nen mel­lem møde­r­ne: At bli­ve klo­ge­re på, hvor Fre­de­rik Vads sto­re følel­ser og vid­træk­ken­de idéer, som vi afdæk­ke­de i portræt­tets før­ste kapi­tel, stam­mer fra. Vad har lovet at for­tæl­le om sin ide­o­lo­gi­ske opvækst, om sit noget ømme for­hold til Met­te Fre­de­rik­sen. Om sin erken­del­ses­rej­se, der begynd­te, da han var ti år, blev inten­si­ve­ret under Hel­le Thor­ning-Sch­midts for­mand­s­pe­ri­o­de og nu har ført ham et sted hen, der er tæt­te­re på Dansk Fol­ke­par­ti end på både SF og Radi­ka­le Venstre. 

Og så er vi, skal det vise sig, over­ho­ve­det ikke fær­di­ge med Michel Hou­el­le­becq. De to kul­tur­pe­s­si­mi­ster har mere til fæl­les end først antaget.