Jeppe Bentzen

“Alle unge piger var i farezonen. Han lagde an på stort set alle unge kvinder. Der var fri jagt. Han var helt uhæmmet.” Ordene kommer fra en kvinde, der nu står frem og fortæller om sine oplevelser, da hun for mange år siden arbejdede på forlaget Gyldendal.  Den person, hun taler om, hedder Lars Boesgaard og er for tiden en vidt og bredt omtalt forlagsdirektør på Lindhardt & Ringhof. Omtalen skyldes en række vidnesbyrd fra en række medarbejdere på forlaget under Boesgaards ledelse, der beskrives som grænseoverskridende og seksualiseret. Men nu fortæller flere kilder, at problemerne ikke begrænser sig til Boesgaards tid på Lindhardt & Ringhof. Det er nemlig en stil, han har praktiseret, siden han i 00’erne var chef på Gyldendal. En tidligere chef på Lindhardt & Ringhof, Hans Henrik Schwab, står desuden frem og fortæller indgående om de kulturændringer og om de konkrete episoder, han som mangeårig chef oplevede på forlaget, da Egmont købte Lindhardt & Ringhof og siden indsatte Lars Boesgaard som direktør. For at forstå, hvad kulturen på forlaget er skabt af, og hvorfor Boesgaards ledelsesstil har stået på i så mange år, må man over 20 år tilbage i tid. Til en tid, hvor Lindhardt & Ringhof endnu ikke var blevet købt af Egmont, og hvor Lars Boesgaard stadig var chef på Gyldendal. Til en tid, hvor man kunne blive bedt om at sætte sig på chefens skød, og hvor man med fordel kunne lære sig ikke at stå med ryggen til, når chefen gik forbi.

Reportage: Sidst på eftermiddagen sænker februarsolen sig over kongens iskolde København. En kraftig blæst fra vest er på vej, men i indre by kan man finde læ hos det politiske værtshus Toga. Her er særligt hedt i aften, hvor lokalerne er udlånt til en oprømt fraktion af yngre mænd og kvinder fra den danske højrefløj.  Den blå time er over os – i mere end en forstand: På vej i graven er åbenbart 2010’ernes progressive “wokeisme”, og den nåede vel sit højdepunkt som dominerende bevægelse omkring 2020, da Black Lives Matter-demonstrationer spredte sig til flere europæiske hovedstæder — og nu forlyder det, at atter en ny bevægelse vil tage over. Denne gang i en ideologisk set modsat retning.  Fænomenet er af amerikanerne døbt et “vibe shift”. Budbringeren blev præsident Trump, da han under sin indsættelsesceremoni i januar varslede en ny “guldalder” og en “revolution for sund fornuft”, forstået som en afsked med wokeisme og progressive idealer.  Siden har alverdens dagblade og podcasts diskuteret, om revolutionen har hold i virkeligheden. Selv liberale medier som Financial Times og The New York Times behandler nu the vibe shift som et faktum. Danske Weekendavisen har udgivet en håndfuld tekster om samme, og i sidste uge nåede erkendelsen endeligt helt til Zetland, hvor chefredaktør Lea Korsgaard med tilsyneladende afklaret mine gjorde boet op efter woke-bevægelsen: Hvad har vi lært, og hvad bør vi glemme igen, spurgte Korsgaard sine medlemmer.  Andre oplagte spørgsmål er: Hvad følger i stedet? Er Trump og MAGA-bevægelsens vibe shift nået til Danmark – og i så fald: Hvem i den danske befolkning stiller sig forrest i den kommende kulturrevolution?

En lang række tidligere medarbejdere på forlaget Lindhardt & Ringhof fortæller nu om arbejdsmiljøet og kulturen på forlaget, som de kalder seksualiseret, grænseløs og præget af frygt.  12 tidligere medarbejdere og en nuværende forfatter går i rette med ledelsens afvisning af problemerne – og med de 17 forfattere, der offentligt har forsvaret kulturen på forlaget, efter at Frihedsbrevet i sidste uge bragte en artikel om Lindhardt & Ringhof.  Her stod en tidligere medarbejder, Mathilde Friese, frem sammen med en tidligere forfatter, Hassan Preisler, og fortalte om en udpræget grænseoverskridende kultur på forlaget. Lindhardt & Ringhof og deres ejere, Egmont, tager kritikken fra de mange tidligere ansatte alvorligt og gennemfører nu en udvidet trivselsundersøgelse, lyder det i et svar til Frihedsbrevet.

En forhenværende, yngre kvindelig ansat og en kendt mandlig forfatter tilknyttet Lindhardt & Ringhof står nu frem og fortæller, at ledelsen på det hæderkronede forlag ikke alene har accepteret, men også tilskyndet en på flere måder grænseoverskridende kultur.  Den yngre kvinde, Mathilde Friese, fortæller, at ledelsen, som også står i spidsen for forlaget i dag, opfordrede hende til at indgå i intime relationer med forlagets store stjerner. Hun fortæller blandt andet om en grov seksuel krænkelse fra en markant ældre tv-vært, som fandt sted på en sommerhustur, hun blev sendt afsted på – alene. Frieses historie bakkes op af forfatteren Hassan Preisler. Han var selv hos forlaget i mange år og indrømmer nu, at han selv blev “tilbudt” assistance fra yngre kvinder. Tilbud, han tog imod, og i dag skammer sig over. Lindhardt & Ringhof afviser kildernes oplevelser og beskylder dem for at være drevet af hævn. Omtalte tv-vært genkender ikke udlægningen, men undskylder.  

Er der ingen ende på Georgiens lidelser? Det er spørgsmålet i denne uges Fri Tænkning, hvor Frihedsbrevet giver en status på balladen i det bjergrige land.

Da kritikken af Noma var på sit højeste forrige vinter, erobrede René Redzepi dagsordenen ved at vende den negative presse til en opbyggelig nyhed i The New York Times: Ved udgangen af 2024 ville hans “ikke-bæredygtige” restaurant lukke, lød det. Noma skulle gå forrest ad nye, progressive veje.  Forleden annoncerede Noma så, at man igen fra januar 2025 kan nyde alt godt fra havet ved deres nynordiske borde. Det er ikke første gang, at Redzepi & Co. beskyldes for at forføre pressen og sejle under falsk flag. Er det udtryk for kritisabel kynisme – eller effektiv PR?  Med hjælp fra en ilter arbejdskulturkritiker, en brødebetynget amerikansk journalist, en imponeret PR-rådgiver, en skuffet filminstruktør og en saltet aften med tre verdenskvinder på den feterede restaurant tegner Frihedsbrevet et portræt af brandet Noma, som vi kender det.

Denne uges Fri Tænkning byder på et essayistisk gensyn med DAGEN: Det mytologiserede danske dagblad, hvis sølle 41 eksemplarer udgivet i efteråret 2002 fortæller en hel del om, hvem Vesten var, og endnu mere om, hvem vi er i dag. 

Det korte af det lange

I dag stemmer Georgien ikke kun om magten over regeringskontorerne i Tbilisi. Også landets position mellem øst og vest er på spil. Er landet bedst tjent med en fremtid i Putins eller i EU’s skygge?  Georgiens splittelse udstiller et dilemma for Vestens regeringer: Skal de bevise deres nyvundne europæiske patriotisme og sanktionere Georgiens Drøm i knæ for at “redde” den del af befolkningen, der identificerer sig med EU’s værdier? Eller er det nu, Vesten skal vise, at tiden er løbet fra aktivistisk udenrigspolitik og troen på, at det er vores ansvar at sikre såkaldte universelle værdier, hvor end de er efterspurgt? Dilemmafyldt reportage fra oppositionens protest og fra en hjemmebrygget brandert tro mod regeringens ånd.  Tbilisi/Kutaisi, Georgien Nok har det ortodokse ægtepar budt den udsendte vesteuropæer indenfor i deres dunkle og pivkolde hjem midt i hovedstaden – men det betyder ikke, at han er velkommen endnu.  Tilliden skal gæster derfor gøre sig fortjent til. Af landets blodige historie har georgiske patrioter lært at være forbeholdne over for velmenende besøgende fra både øst og vest. Til alle tider har udefrakommende trængt sig på og forsøgt at lukrere på Georgiens kultur og gunstige geografiske placering med skjulte bagtanker.  Historiens gang har gjort det kaukasiske folkefærd på én gang selvbevidst og ængstelig. I privaten såvel som geopolitisk. Derfor skal vi drikke dus, før ægteparret Mikhail og Mariam Zurabishvili på 79 og 72 år indvilliger i at forklare, hvorfor de vælger at overhøre deres naboer i Tbilisis mange protester og i stedet giver deres stemme til regeringspartiet til parlamentsvalget denne lørdag. Til formålet har herren i huset fundet sit lager af orangevin frem fra soveværelset. Vinen er hjemmebrygget på druer hentet fra bjergene omkring os. Vi skåler i vandglas af krystal. Georgiens Drøm hedder regeringspartiet. Provokerende, som navnet fremstår her i hovedstaden især, med partiets autoritære udvikling, taget i betragtning.  Men ikke her i hjemmet. Ligesom Georgiens Drøm appellerer ægteparret til Europa og USA om at blande sig uden om Georgiens skæbne. Selv hvis Georgiens Drøm får magt, som de har agt. De fleste af landets 26 oppositionspartier appellerer om det modsatte: De seneste år, måneder, uger og dage op til lørdagens skæbnesvangre parlamentsvalg har horder af regeringskritiske borgere demonstreret deres selvopfattelse som europæere. Deres håb er, at Bruxelles og Washington vil frelse landet fra Georgiens Drøm, som foretrækker at holde sig gode venner med naboerne mod vest såvel som øst, og derfor tror på en eftergivenhedspolitik over for Putin. Hvorfor? Fordi oppositionen frygter, at Georgien ender som Ukraine, lyder det. Fra støtter af Georgiens Drøm har man kunnet mærke en tilsvarende appel, men med omvendt fortegn: Georgien skal først og fremmest være georgisk, hvorfor det vil være en falliterklæring at tilpasse landet til europæiske standarder og værdier alene for at kunne optages i EU eller NATO.  Dén slags eftergivenhed over for Europa og USA vil risikere at fremprovokere en russisk invasion efter ukrainsk forbillede, hævdes det af Georgiens Drøm. Det er derfor, partiet konsekvent kalder oppositionens største koalition for “Global War Party”. Hvorfor? Man vil ikke ende som Ukraine, lyder argumentet også herfra.  Af samme grund har regeringspartiet dekoreret forbløffende mange gadehjørner med bannere og plakater, der viser forskellen på krig og fred; på det krigshærgede Ukraine og på det endnu relativt fredfyldte Georgien. Vil man stemme for krig eller fred?  Hvis bare svaret var så simpelt, som spørgsmålet påstår: De to ens, men modsatrettede argumenter udstiller ikke alene en intern splittelse i Georgien, men også et dilemma for Vestens regeringer: Skal de bevise deres nyvundne europæiske patriotisme og sanktionere Georgiens Drøm i knæ for at “redde” den del af befolkningen, der identificerer sig med EU’s værdier? Eller er det nu, Vesten skal vise, at tiden er løbet fra aktivistisk udenrigspolitik og troen på, at det er vores ansvar at sikre såkaldte “universelle” værdier, hvor end de er efterspurgt?

Parallelt med konflikten i Gaza pågår i Enhedslistens bagland en spydig skyttegravskrig om partiets position og sympatier. Efter gentagne eksempler på det modsatte slog politisk ordfører Pelle Dragsted i oktober fast, at terrorsympatisører ikke hører til i Enhedslisten.  Gælder det også i Aarhus?

Hvilke idéer forener Europas mest alternative journalister – og hvorfor mødes de i en hollandsk stationsby for at udveksle konspirationer, russiske forbindelser og planer for at sprede oplysningsarbejdet med resten af kontinentet? Det nye pressenetværk “Paresia” vil erstatte den vestlige verdens orden med journalistik. I samme frimodige ånd tillod Frihedsbrevets Jeppe Bentzen sig at tage plads ved bordet og spille medlemmernes allierede – for at blive klogere på, hvem de er, hvor deres tanker kommer fra, og hvordan de har tænkt sig modarbejde det, de ser som “mainstream-mediernes” løgne om blandt andet Putins “militære operation” i Ukraine, om covid-19, ytringsfrihed og censur.