Jeppe Bentzen

I den støvede horisont uden for den nybyggede villas vinduer er solen på vej ned – men selvom det tiltagende mørke fremhæver maleriernes pangfarver, må Kristian von Hornsleth både sprælle, pege og tysse for at bevare sit publikums opmærksomhed.  “Hvem er det, der snakker?,” halvråber Hornsleth gennem stuen i den til lejligheden lånte villa med et mønstret vægtapet så gyldent, at man på intet tidspunkt glemmer, at det er Dubai, vi befinder os i.  Nok har respektløshed altid været en dyd i Hornsleths værker, men jo ikke over for kunstneren selv, så hvad ligner det at stå og sludre nede i baren, bare fordi den er gratis?  “Ssssh!” Opgaven tager han alvorligt, for i aften er det kunstneren, der har købt billet for at se publikum, ikke omvendt. Dels af nysgerrig, dels af nød: Sagen er, at Kristian von Hornsleth, den arkitektuddannede provokunstner på 61 år, i årtier har levet af at forarge og forføre befolkningen. Hornsleth, du ved, manden, der “privatiserede” 100 britiske hjemløse og stiftede et anpartsselskab, der udelukkende investerer i våbenaktier. Ham, der med et beskedent antal geder overbeviste en hel afrikansk landsby om at tage Hornsleth som efternavn.  Alt sammen for at “spejle” danskernes påståede vulgære, asociale, narcissistiske og kalorielette tilværelse i en verden, der lider. Det er ham, Hornsleth, som tager alle farverne og den bredeste pensel i brug og signerer hvert et produkt med sit eget navn, med dollar-tegn og det tilkøbte “von” i centrum af det hele. Har kritikere fortalt ham, at hans kunst er usmagelig, har han svaret, at det håber han skam også, at vedkommende synes. For den smag er, hvad Hornsleth mener at have udstillet siden slutningen af 1990'erne: Danskernes magelige og vulgære dårligdomme. Vi har lullet os selv i søvn og glemt at tro på andet end os selv, har den underliggende, men også demonstrativt højlydte pointe fra Hornsleth lydt: Vi er for nihilistiske, for kapitalistiske, for egoistiske og individualiserede. For åndeligt dovne. For amerikanske.  Sådan lød hans mantra op gennem de frie 90'ere, de rige 00'ere og i løbet af de globale 10’ere, hvor Hornsleth, trods manglende anerkendelse fra det kunstneriske parnas, har formået at kommercialisere som få af sine kollegaer. MEN. Dén mand vækker ikke længere den nødvendige opsigt hjemme i Danmark.  Det gør han til gengæld herude, i det golde ørkenlandskab, hvor Hornsleth øjner chancen for at genvinde troværdighed som ham, der spidder og spejler sin samtid med provopop og dårlig samvittighed. Hvad fortæller den erkendelse om den danske folkesjæl? At Hornsleth nu erkender, at det hjemlige marked er mættet af hans provokunst, og at han ser et større potentiale i at sælge sine værker til danskere bosiddende i Dubai – et autoritært islamisk regime uden ytringsfrihed og demokrati, et de facto skattely med påstået geopolitisk neutralitet.  Spørgsmålet har naget mig, siden jeg for et par måneder siden hørte om Hornsleths ambition.  For hvis det er sandt, at værdien af Hornsleths kunst, som kunsthistoriker Jonas Bergstrøm beskriver i coffeetable-bogen SUPER CRASH, er, at den er “konfrontatorisk spejlende”, må man nødvendigvis spørge:  Hvad ser vi i Hornsleths spejl anno 2025? Det er det, jeg har inviteret mig selv med til festen og er rejst til Dubai for at observere.

Efter måneders massiv kritik fra en lang række tidligere medarbejdere kunne Egmont-koncernen konkludere, at arbejdsmiljøet på deres forlag Lindhardt & Ringhof altså er godt, og forlagets direktør, Lars Boesgaard, er stadig er den rette mand til jobbet. Men undersøgelserne møder skarp kritik fra en række navngivne kilder, der nu står frem og fortæller, hvorfor de fravalgte at deltage – hvis de da overhovedet blev inviteret. Egmont-koncernen undersøger bare sig selv, lyder kritikken af “skinundersøgelsen”, hvor man ifølge kilderne ikke kunne være anonym og derfor ikke følte sig tryg. Juraprofessor Mads Bryde Andersen kritiserer advokatundersøgelsen og siger, at hvis nogen spurgte ham, om de skulle deltage i undersøgelsen, ville svaret være “et klokkeklart nej”. Egmont afviser kritikken og siger, at man har valgt “det undersøgelsesformat, som efter vores vurdering har været det mest ordentlige og metodisk rigtige i denne situation”.

Spørgsmålene, de formentlig stiller hinanden nu, er: Hvordan er det gået så galt for det etablerede, politiske Europa? Og hvordan kan tårernes afmagt veksles til vilje, handling og popularitet? 780 kilometer fra München bor en ung mand, som har et bud. Han hedder Anton Jäger, er forsker i populisme på Oxford University, forfatter til den bredt citerede analyse Hyperpolitik, og han regnes af mange for at være en ny, intellektuel stjerne i Europa.

“Alle unge piger var i farezonen. Han lagde an på stort set alle unge kvinder. Der var fri jagt. Han var helt uhæmmet.” Ordene kommer fra en kvinde, der nu står frem og fortæller om sine oplevelser, da hun for mange år siden arbejdede på forlaget Gyldendal.  Den person, hun taler om, hedder Lars Boesgaard og er for tiden en vidt og bredt omtalt forlagsdirektør på Lindhardt & Ringhof. Omtalen skyldes en række vidnesbyrd fra en række medarbejdere på forlaget under Boesgaards ledelse, der beskrives som grænseoverskridende og seksualiseret. Men nu fortæller flere kilder, at problemerne ikke begrænser sig til Boesgaards tid på Lindhardt & Ringhof. Det er nemlig en stil, han har praktiseret, siden han i 00’erne var chef på Gyldendal. En tidligere chef på Lindhardt & Ringhof, Hans Henrik Schwab, står desuden frem og fortæller indgående om de kulturændringer og om de konkrete episoder, han som mangeårig chef oplevede på forlaget, da Egmont købte Lindhardt & Ringhof og siden indsatte Lars Boesgaard som direktør. For at forstå, hvad kulturen på forlaget er skabt af, og hvorfor Boesgaards ledelsesstil har stået på i så mange år, må man over 20 år tilbage i tid. Til en tid, hvor Lindhardt & Ringhof endnu ikke var blevet købt af Egmont, og hvor Lars Boesgaard stadig var chef på Gyldendal. Til en tid, hvor man kunne blive bedt om at sætte sig på chefens skød, og hvor man med fordel kunne lære sig ikke at stå med ryggen til, når chefen gik forbi.

Reportage: Sidst på eftermiddagen sænker februarsolen sig over kongens iskolde København. En kraftig blæst fra vest er på vej, men i indre by kan man finde læ hos det politiske værtshus Toga. Her er særligt hedt i aften, hvor lokalerne er udlånt til en oprømt fraktion af yngre mænd og kvinder fra den danske højrefløj.  Den blå time er over os – i mere end en forstand: På vej i graven er åbenbart 2010’ernes progressive “wokeisme”, og den nåede vel sit højdepunkt som dominerende bevægelse omkring 2020, da Black Lives Matter-demonstrationer spredte sig til flere europæiske hovedstæder — og nu forlyder det, at atter en ny bevægelse vil tage over. Denne gang i en ideologisk set modsat retning.  Fænomenet er af amerikanerne døbt et “vibe shift”. Budbringeren blev præsident Trump, da han under sin indsættelsesceremoni i januar varslede en ny “guldalder” og en “revolution for sund fornuft”, forstået som en afsked med wokeisme og progressive idealer.  Siden har alverdens dagblade og podcasts diskuteret, om revolutionen har hold i virkeligheden. Selv liberale medier som Financial Times og The New York Times behandler nu the vibe shift som et faktum. Danske Weekendavisen har udgivet en håndfuld tekster om samme, og i sidste uge nåede erkendelsen endeligt helt til Zetland, hvor chefredaktør Lea Korsgaard med tilsyneladende afklaret mine gjorde boet op efter woke-bevægelsen: Hvad har vi lært, og hvad bør vi glemme igen, spurgte Korsgaard sine medlemmer.  Andre oplagte spørgsmål er: Hvad følger i stedet? Er Trump og MAGA-bevægelsens vibe shift nået til Danmark – og i så fald: Hvem i den danske befolkning stiller sig forrest i den kommende kulturrevolution?

En lang række tidligere medarbejdere på forlaget Lindhardt & Ringhof fortæller nu om arbejdsmiljøet og kulturen på forlaget, som de kalder seksualiseret, grænseløs og præget af frygt.  12 tidligere medarbejdere og en nuværende forfatter går i rette med ledelsens afvisning af problemerne – og med de 17 forfattere, der offentligt har forsvaret kulturen på forlaget, efter at Frihedsbrevet i sidste uge bragte en artikel om Lindhardt & Ringhof.  Her stod en tidligere medarbejder, Mathilde Friese, frem sammen med en tidligere forfatter, Hassan Preisler, og fortalte om en udpræget grænseoverskridende kultur på forlaget. Lindhardt & Ringhof og deres ejere, Egmont, tager kritikken fra de mange tidligere ansatte alvorligt og gennemfører nu en udvidet trivselsundersøgelse, lyder det i et svar til Frihedsbrevet.

En forhenværende, yngre kvindelig ansat og en kendt mandlig forfatter tilknyttet Lindhardt & Ringhof står nu frem og fortæller, at ledelsen på det hæderkronede forlag ikke alene har accepteret, men også tilskyndet en på flere måder grænseoverskridende kultur.  Den yngre kvinde, Mathilde Friese, fortæller, at ledelsen, som også står i spidsen for forlaget i dag, opfordrede hende til at indgå i intime relationer med forlagets store stjerner. Hun fortæller blandt andet om en grov seksuel krænkelse fra en markant ældre tv-vært, som fandt sted på en sommerhustur, hun blev sendt afsted på – alene. Frieses historie bakkes op af forfatteren Hassan Preisler. Han var selv hos forlaget i mange år og indrømmer nu, at han selv blev “tilbudt” assistance fra yngre kvinder. Tilbud, han tog imod, og i dag skammer sig over. Lindhardt & Ringhof afviser kildernes oplevelser og beskylder dem for at være drevet af hævn. Omtalte tv-vært genkender ikke udlægningen, men undskylder.  

Er der ingen ende på Georgiens lidelser? Det er spørgsmålet i denne uges Fri Tænkning, hvor Frihedsbrevet giver en status på balladen i det bjergrige land.

Da kritikken af Noma var på sit højeste forrige vinter, erobrede René Redzepi dagsordenen ved at vende den negative presse til en opbyggelig nyhed i The New York Times: Ved udgangen af 2024 ville hans “ikke-bæredygtige” restaurant lukke, lød det. Noma skulle gå forrest ad nye, progressive veje.  Forleden annoncerede Noma så, at man igen fra januar 2025 kan nyde alt godt fra havet ved deres nynordiske borde. Det er ikke første gang, at Redzepi & Co. beskyldes for at forføre pressen og sejle under falsk flag. Er det udtryk for kritisabel kynisme – eller effektiv PR?  Med hjælp fra en ilter arbejdskulturkritiker, en brødebetynget amerikansk journalist, en imponeret PR-rådgiver, en skuffet filminstruktør og en saltet aften med tre verdenskvinder på den feterede restaurant tegner Frihedsbrevet et portræt af brandet Noma, som vi kender det.

Denne uges Fri Tænkning byder på et essayistisk gensyn med DAGEN: Det mytologiserede danske dagblad, hvis sølle 41 eksemplarer udgivet i efteråret 2002 fortæller en hel del om, hvem Vesten var, og endnu mere om, hvem vi er i dag.