Katrine Balch

I månedsvis har en uofficiel operation udfoldet sig i Grønland. Gennem skjulte lyd- og videooptagelser har Frihedsbrevet afsløret, hvordan mureren og Trump-støtten Jørgen Boassen har forsøgt at skaffe en over 5.000 kvadratmeter stor erhvervsbygning på havnen i Nuuk.  Det hele er foregået, samtidig med at Danmark, Grønland og USA sad i forhandlinger om en ny sikkerhedsaftale, som landene underskrev i sidste uge. Historien om Boassens planer i Nuuk afdækker et uformelt spil i skyggen af diplomatiet, hvor private aktører forsøger at købe sig fodfæste i Nuuk, det vurderer to eksperter, som Frihedsbrevet har talt med.

Den grønlandske Trump-fan Jørgen Boassen har i månedsvis arbejdet på at skaffe amerikanske erhvervsfolk en strategisk attraktiv bygning på havnen i Nuuk.  Det kunne Frihedsbrevet fortælle mandag.  Gennem flere måneder har Frihedsbrevets muldvarp nemlig haft en lang række opkald med Jørgen Boassen om planerne. I flere af samtalerne optræder også Jørgen Boassens private ven, den grønlandske parlamentariker Kuno Fencker fra løsrivelsespartiet Naleraq. Kuno Fencker afviser dog over for Frihedsbrevet, at han skulle have nogen formel rolle i projektet. Men lytter man til de skjulte lydoptagelser, som Frihedsbrevets muldvarp båndede under et Zoom-møde, tegner der sig et andet billede.

I slutningen af august satte Jørgen Boassen sig på et fly til København for at mødes med en dansk rigmand.  Imens det officielle diplomati har haft en high level-arbejdsgruppe, hvis arbejde i sidste uge kulminerede i New York med underskrivelsen af en ny sikkerhedsaftale mellem Grønland, Danmark og USA, har en skjult operation været i gang nedenunder. Her har Jørgen Boassen haft kontakt til amerikanske erhvervsfolk og en grønlandsk parlamentariker for at skaffe fast ejendom til amerikanerne, der ville få mulighed for at bore efter olie og få kontrol med deres egen havn. Vel at mærke stik imod ideen med den grønlandske lovgivning. Boassen, der både er murer og Trump-fan, havde i månedsvis gået med sine planer om at finde en rigmand, der kunne hjælpe ham med at anskaffe en gigantisk bygning, der var kommet til salg på havnen i Nuuk, som amerikanerne kunne flytte ind i. Det var derfor, Boassen landede i København denne sensommerdag i august. Hvad Boassen dog ikke havde fået at vide, var, at den danske rigmand, han skulle til København for at mødes med, var plantet af Frihedsbrevet.  Selvom der ikke findes muldvarpe i Grønland, har indbyggerne alligevel et ord for dette underjordiske væsen.  En muldvarpi hedder det, og gennem flere måneder har Frihedsbrevet haft netop sådan en: en muldvarp, der har boret sig langt ind i samarbejdet mellem den aktivistiske Boassen og Trumps arktiske kommissær, MAGA-influenceren og investoren Tom Dans.  Også den kontroversielle grønlandske løsrivelsespolitiker Kuno Fencker fra det separatistiske parti Naleraq er interesseret i projektet, og sammen taler dette bizarre triumvirat om, hvordan man kan hjælpe amerikanske kapitalinteresser med at skaffe sig et brohoved i Grønland i form af en attraktiv erhvervsbygning ved havnen i Nuuk, som er blevet sat til salg. Alt dette fremgår af Frihedsbrevets dokumentation, som foruden mails og sms’er også byder på skjulte lydoptagelser af samtaler mellem vores muldvarp og så Tom Dans, Kuno Fencker og Jørgen Boassen. Når man lytter til de skjulte optagelser, som Frihedsbrevets muldvarp – en 21-årig nordjysk teologistuderende ved navn Christian Ursilva – har båndet undervejs i processen, er det, så man taber både næse, ører og mund.  Optagelserne rejser også spørgsmålet, om Kongeriget Danmark for alvor kan stole på amerikanerne, når Donald Trumps Arktis-kommissær i tiden op til underskrivelsen af den nye Grønlandsaftale i al hemmelighed har vist interesse for at omgå den grønlandske lovgivning. I et vindblæst, mennesketomt område ved havnen i den vestlige del af Grønlands hovedstad, Nuuk, på adressen Qeqertanut 1, ligger en stor, sort, nybygget erhvervsejendom. Bygningen, som er på hele 5.374 kvadratmeter fordelt over fem etager, kan i den grad bruges til handel og vandel.  I stueetagen er der for eksempel plads til opmagasinering og lagerføring, og desuden er der også et komplet autoværksted. Og oppe på tredje og fjerde sal er der rummelige kontorer med lamelparketgulve af bambus og hertil en pittoresk udsigt over Malenebugten. Ydermere ligger bygningen lige ud til havnen, så der er også mulighed for maritim brug af ejendommen.  Hele dette anlæg er til salg for en pris på 125 millioner danske kroner. Samlet set lidt af et fund, hvis man nu var et amerikansk mine- eller olieselskab, som gerne vil have en base i Grønland, hvorfra man kan styre sine aktiviteter.  Det er nærmest, som man siger i det amerikanske; plug and play. Og som førnævnte Tom Dans bemærker i de skjulte optagelser med muldvarpen, er det både hurtigere og billigere at anskaffe sig denne bygning, end hvis der skal udvikles en helt ny erhvervsejendom fra bunden af i Grønlands hovedstad.  Spørger man ejendomsmægler Thomas Rix fra Netbolig, der står for salget af Qeqertanut 1, om der er tilsvarende erhvervsejendomme i Nuuk på markedet, svarer han kort og godt:  “Nej, det er der ikke.”  Hvad der gør det hele endnu mere pikant, er, at dansk politi har samme bygning i kikkerten til at blive ordensmagtens nye hovedkvarter i Nuuk.  “Det er vist en offentlig hemmelighed i Nuuk, at politiet er interesseret i den bygning,” siger ejendomsmægler Thomas Rix. Det bekræftes af erhvervsmanden Hans Gerstrøm, som ejer bygningen, men han vil ikke kommentere, hvor langt politiet er fra at skrive under. Til gengæld vil han gerne sige, at han intet har hørt fra amerikanerne. “Men de har også nok at gøre med at fylde deres nye treetagers konsulat i Nuuk ud,” udtaler Hans Gerstrøm til Frihedsbrevet.   At amerikanerne ikke har meldt sig som købere, kan måske hænge sammen med, at de har et problem, som dansk politi ikke har.  Grundet præsident Trumps interesse i at overtage Grønland vedtog det grønlandske parlament sidste år, at kun personer med dansk statsborgerskab eller personer, der har boet og været skattepligtige i Grønland i mindst to år, må opkøbe og have brugsret til fast ejendom i Grønland. Spørgsmålet er så, om udefrakommende amerikanere alligevel kan arbejde sig rundt om lovgivningen og således få en fod indenfor i Grønland?  For nylig kunne man se et eksempel på noget lignende, da Weekendavisen afdækkede, at den amerikanske investorgruppe Greenland Development Partners LLC har betalt for et hus til erhvervsmanden Jørgen Wæver Johansen, der er gift med den tidligere grønlandske minister for udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt. Bliv medlem for at læse hele artiklen.

Tidligere på ugen kunne Frihedsbrevet afsløre, at Folketingets formand, Søren Gade (V), i syv år har siddet i bestyrelsen for den kristne fond Samfonden, der i hele sin levetid er blevet drevet i strid med fondsloven. På opfordring fra Søren Gade modtog Folketingets Udvalget for Forretningsordenen så et notat fra Samfonden i går, tirsdag, hvor Søren Gade fik serveret en gedigen redningskrans. Folketingets formand havde ingen viden om den manglende anmeldelse, og fonden vil tage det fulde ansvar, lyder det. Men den forklaring holder ikke juridisk.

Det er nok ikke alle, der er bekendt med, at Folketingets formand Søren Gade (V) sidder i spidsen for en kristen fond sammen med en kristen, jysk rigmand, der har særdeles rabiate holdninger.   Fonden tager udgangspunkt i et “kristent menneskesyn”, og i løbet af de sidste syv år har den uddelt støtte til initiativer, der skal lære danskerne om kristne dyder, "ordentlighed" og "karakterdannelse". Men selvom fonden primært støtter initiativer, der prædiker klassiske kristne dyder som ordentlighed og moralsk ansvarlighed, har fondens egen forvaltningspraksis haft en helt anden standard.

I 2024 overtog staten ansvaret og regningen for det indvendige vedligehold af Kongehusets bygninger.  I december sidste år kom det så frem, at det indvendige vedligehold i 2024 kostede skatteborgerne ekstraregning på i alt 17,4 millioner kroner. Nu kan Frihedsbrevet fortælle, at 3,4 millioner af dem er gået til noget, de fleste nok ville betegne som luksus.

I halvanden måned nåede Forsvarsministeriet at sidde på den uvildige advokatundersøgelse af Forsvarets indkøb af gummibåde. To dage efter at Frihedsbrevet kunne berette om, at undersøgelsen for længst var landet, lagde ministeriet endelig rapporten frem.  Rapporten afslører systematiske svigt i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) og et forløb, hvor en leverandør uberettiget er blevet hængt ud offentligt.  Liberal Alliances forsvarsordfører, Carsten Bach, sammenligner nu forløbet med Elbit-sagen og kræver svar fra forsvarsministeren.

Efter ni måneders efterforskning måtte Københavns Politi så torsdag slå ud med armene og trække på skuldrene på et pressemøde i Politigården. De kan nemlig hverken entydigt påvise eller helt afkræfte, om der var droner over Københavns Lufthavn 22. september.  Politiet hæfter sig nemlig ved, at der i lufthavnens radardata er enkelte uforklarlige radarspor, som de ikke kan afvise kan have været droneaktivitet. Radardataen har Københavns Politi fået analyseret af eksperter på Danmarks Tekniske Universitets afdeling DTU Space. Men uforklarlig støj er helt uundgåeligt, når man analyserer radardata, siger en professor fra DTU Space til Frihedsbrevet. 

I 2021 var to besætningsmedlemmer tæt på at miste livet, da en af Søværnets gummibåde kæntrede. Ulykken udløste en større sag om mangler på Søværnets gummibåde, en politianmeldelse af gummibådsleverandøren Pro-Safe på baggrund af “ubekræftede rygter” og en uvildig advokatundersøgelse, der skulle have været færdig i slutningen af 2024. Samtidig mødte daværende Forsvarsminister Troels Lund Poulsen hård kritik, da forsvaret stoppede samarbejdet med Pro-Safe, og opgaverne i stedet overgik til firmaet Copenhagen Group, der ejes af rigmanden Jeppe Handwerk, der er beskrevet som en privat ven af Troels Lund Poulsen.

Til tonerne af dyster musik og med blodrøde tegninger som bagtæppe kan man høre en belarusiske journalist tale med russiske soldater i Ukraine. De russiske soldater ved dog ikke, at de medvirker i en dokumentar på DR, og at DR efterfølgende bruger deres udsagn til at understrege dokumentarens pointe: At der er risiko for, at en krig mellem NATO og Rusland er nært forestående. Journalisten udgiver sig som en regimetro russisk journalist, og soldaternes svar falder fint i tråd med, hvad man sikkert gerne vil høre i Kreml: Vi er klar til at angribe NATO, hvis vi bliver spurgt om det. Men spørgsmålet er, hvad man kan bruge disse udtalelser til, når de stammer fra soldater, der kæmper for et land, hvor ytringsfrihed er en by i Rusland, og om de derfor nogensinde ville sige sandheden til en regimetro-journalist.