Mads Brügger

Det var blevet den første tirsdag i oktober, og som Grundloven kræver det, skulle Folketinget åbnes. Når det var ordnet, fulgte så åbningsdebatten, og så gik de ellers alle sammen på efterårsferie.  Samme procedure som sidste år.  Samme procedure som alle år.  Men der var trods alt nogle ting, der stak ud i landskabet denne tirsdag morgen på Borgen, noget der var usædvanligt, også for den trænede iagttager. For oppe i Vandrehallen, der summede af hektisk aktivitet, var Folketingets formand Søren Gade ved at give et interview til TV 2’s journalist Camilla Stampe. Han havde ellers forsøgt at undgå hende i månedsvis, efter hun for alvor begyndte at grave i Søren Gades nebengesjæft som formand for Esbjerg Havn.  “Det er historisk, det der,” hviskede en ansat hos TV 2 til mig, mens vi på afstand fulgte med i mødet mellem Gade og Stampe.  Længere nede i hallen stod Dansk Folkepartis grundlægger Pia Kjærsgaard i en rosa spadseredragt og strålede af glæde. En ny meningsmåling havde løftet partiet langt op fra spærregrænsen og op mod højder, der indikerede, at DF står til at blive det største parti i blå blok. I forhold til at Pia Kjærsgaards livsværk havde været lige ved at styrte i grus, havde hun således god grund til at føle lettelse.  Hvad skete der ellers? Politiet gik rundt med en bombehund, og inde i Landstingssalen var DR ved at gøre klar til en særudgave af DR2’s program Debatten med alle partilederne minus den præsidentielle statsminister Mette Frederiksen (S). Senere skulle det vise sig, at det mest bemærkelsesværdige ved udsendelsen var, at Lars Boje Mathiesen fra Borgernes Parti til lejligheden havde valgt at iføre sig en blød, humanistisk kloge-Åge-brille.    Ude i Rigsdagsgården havde aktivisten og koranafbrænderen Lars Theilade taget opstilling med et banner, der kræver et forbud mod Islam. Han havde smidt et israelsk flag over skuldrene, lidt som en kappe, og stod og råbte i en megafon.  “Er der nogen, der vil blive fornærmede over, at vi brænder det palæstinensiske flag?” lød det fra Lars Theilade.  Omtrent ti politibetjente fulgte med i alt, hvad Lars Theilade foretog sig.  Så fik han øje på mig, der stod oppe ved Folketingets hovedindgang og røg en cigaret. Han råbte, at jeg var drevet af “nogle meget paranoide forestillinger om lukningen af Radio24syv”, men ikke desto mindre – og desværre, kan man sige – erklærede Lars Theilade, at han elsker mig.  “JEG ELSKER DIG MERE END NOGEN ANDRE!” skreg han.  Tilbage i Vandrehallen var der i mellemtiden gået frilandsmuseum i den. Med det forstås at der pludselig vandrede folk rundt i folkedragter, heriblandt politikeren Zenia Stampe (RV), som efter eget udsagn var klædt i en folkedragt fra Hedebo-egnen (som er området mellem det sydlige København, Roskilde og Køge). I forbifarten fik jeg øje på de Radikales Stinus Lindgreen, der var helt klædt i sort, og som med det lange hår samlet i en hestehale efterhånden godt kunne ligne en russisk ortodoks munk med noget satanisme i ascendanten.   Klokken nærmede sig 10, og folketingspolitikerne kom nu dryppende ovre fra Christiansborgs Slotskirke, hvor de traditionen tro havde været til gudstjeneste. Kendte man sin besøgelsestid som journalist, tog man opstilling ved afspærringsbåndet lige ved trappen, der fører op til Vandrehallen, og håndplukkede blandt politikerne, når de kom forbi.  Hvis de altså havde lyst til at tale med pressen.  Det havde Venstres Jan E. Jørgensen ikke. Han skyndte sig videre sammen med sin ægtefælle, Jane Jørgensen.  Til gengæld ville Danmarksdemokraternes leder Inger Støjberg gerne tale med mig. Jeg benyttede lejligheden til at minde hende om, at hun har sagt, at den partileder i Blå Blok, der får flest stemmer til næste folketingsvalg, skal være kongelig undersøger. Spørgsmålet var så, om hun stadig mener det nu, hvor Dansk Folkeparti har fået førertrøjen på? “Ja da. Selvfølgelig. Jeg står ved mit ord. Jeg mener det samme både før og efter et valg,” svarede hun.  Så kom Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt gående med sin førstedame, bakkesangerinden Dot Wessman. Jeg spurgte, om han kunne se sig selv i rollen som kongelig undersøger:  “Træerne vokser ikke ind i himlen. Vi afventer folketingsvalget, men det er en god måde at starte folketingsåret på,” svarede Morten Messerschmidt.

Det siges, at begyndelser er svære, så derfor er det en god ide at have flere bud på skitseblokken.  Jeg har for eksempel den her i baghånden:  “Denne stuegang er noget ud over det sædvanlige. Hvis jeg selv skal sige det. Jeg taler med Ungarns statsminister Viktor Orbán om, hvilket land der er mest demokratisk; Danmark eller Ungarn. Og jeg spørger Kroatiens statsminister Andrej Plenković, om han vil dø for sit land, ligesom at Mette Frederiksen (S) vil dø for Danmark. Desuden er jeg til pressemøde om chatkontrol inde i den dybe stats sakristi, nemlig Justitsministeriet. Og så er jeg øjenvidne til, at en DR-reporter laver indhold til sociale medier for et medlem af Dansk Folkeparti.”  En mindre selfie-journalistisk måde at slå tonen an på er den her:  “Eftersynet af danskernes beskyttelsesrum trækker ud. Det var ellers tilbage i maj måned, længe før at hybridkrigen kom til Danmark, at vores højt elskede beredskabsminister Torsten Schack Pedersen (V) erklærede, at nu skulle nationens beskyttelsesrum tages ud af mølposen og bringes up to date, startende med et eftersyn. Men som Jyllands-Posten har opdaget det, så er eftersynet her 4-5 måneder senere stadig ikke kommet i gang af den utrolige årsag, at Beredskabsministeriet tilsyneladende ikke har været i stand til at formulere noget så basalt som en tjekliste.  “Jeg er utålmodig”, sagde beredskabsministeren forleden dag til TV 2 News om problemet og tilføjede så, at det alligevel var “rettidig omhu”, og så ved vi jo allesammen godt hvad klokken er slået.” Den helt korte begyndelse er den her:  “Dagen før EU-topmødet satte hele statens sikkerhedsapparat sig tungt på Københavns centrum, og ved aftentide lød byen, som metropoler i politistater lyder; der var bomstille. Det var ellers kun i Pyongyang, Nordkoreas hovedstad, at jeg før havde hørt en storby, der var så stille om natten, som København var blevet det, og denne stilhed fyldte mig med en dyb rædsel.” Disse indledninger kan alle sammen noget, men efter moden overvejelse har jeg besluttet mig for at gå med mit fjerde bud:  “De higer og søger i gamle bøger, i oplukte høje, med spejdende øje,” gjorde pressen på Christiansborg. For rygtet sagde nemlig, at den mest magtfulde embedsmand i kongeriget, Statsministerets departementschef Barbara Beatrice Bertelsen, var blevet full blown bims. Jeg havde hørt det, og mine kolleger havde hørt det. Selv de mest loyale BBB-støtter var enige om det; Barbara Bertelsen var blevet helt gak gak på grund af det med dronerne.  Dronerne? Ja, dronerne. Var de der overhovedet, eller var det hele bare en kollektiv luftspejling af vores inderste frygt? Det var til at blive skør af, og det var netop det, som Statsministeriets departementschef var blevet, sagde rygtet. Og hvis hun var gået fra snøvsen, hvad så med den magtsyge herskerinde, som hun tjener under, nemlig socialdemokratismens Jezabel, statsminister Mette Frederiksen?  Dette pikante spørgsmål rungede effektfuldt i Borgens gange, men ligesom med så meget andet i den politiske verden kunne det også sagtens være, at det hele bare var ammestuesnak, som man virkelig burde holde sig for god til at bringe videre.  Derfor må jeg rent principielt tage den dybeste afstand til, at jeg skriver om det her. Personligt var jeg mere optaget af, at jeg skulle ud på en next level stuegang. For hele Ridebanen, som omkranses af Borgen, var blevet fyldt op af enorme, hvide telte. Og i koncentriske ringe omkring denne teltby var der lag på lag af sikkerhedsafspærringer med kontrolposter og snigskytter og maskiner til at scanne tasker og menneskekroppe med. Og fra Tyskland, Frankrig og Sverige var der blevet sendt såkaldte “antidrone-kapaciteter” til København, hvis nu Putin skulle formaste sig til at flyve droner hen over Slotsholmen. 

Pludselig stod Nepals parlament i flammer. Det kom ud på nyhedsrullen, mens jeg var til samråd med klimaminister Lars Aagaard (M). Dagen efter blev MAGA-bevægelsens unge, hvide håb, Charlie Kirk, dræbt af en snigskytte under et debatarrangement ved et universitet i den amerikanske delstat Utah.  Det hele føltes, som om vi befandt os, som filosoffen Søren Kierkegaard ville have sagt det, på de 70.000 favnes dyb.  Altså helt nede i det mørkeste mørke.  Og så, for at gøre ondt værre, kom dronerne flyvende. Mandag aften i den forgangne uge blev Kastrup Lufthavn lagt ned af en såkaldt “kapabel aktør”, hvad så end denne betegnelse for dronernes bagmænd dækker over. Næste dag, den 23/9 kl. 17, var der orientering til partilederne om dronerne ovre i Justitsministeriet. Det hele var på forhånd indhyllet i et slør af hemmelighedskræmmeri, som gjorde, at man følte sig ført tilbage til de gode gamle corona-dage. For eksempel fik vi kun at vide, at dronerne var “temmeligt store”, men ikke præcis, hvor store de var, og det var også fortroligt, hvor dronerne var fløjet hen. Det eneste der kan siges med sikkerhed er, at vi godt kunne stryge Fætter BR og jydske bonderøve fra listen over mistænkte “kapable aktører”, for ifølge forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) var det ikke “Jens Hansen, der flyver rundt med en Fætter BR-drone.”  Da jeg selv kom forbi Justitsministeriet, var mødet allerede startet, og på gaden udenfor stod nogle journalister og kamerafolk fra DR og TV 2. Når de ringede ind til deres kilder inde i ministeriet for at spørge, hvor længe mødet varede, fik de at vide, at det var “fortroligt”. Som om der ville gå en alarm ovre i Kreml, hvis det kom frem, at mødet ville slutte klokken 18. Eller klokken 19. Journalisterne pressede på alt, hvad de kunne, men lige meget hjalp det; det var en statshemmelighed, hvornår dette møde sluttede.  Hvad mon de lavede derinde? Var der navneopråb for at efterprøve, hvem af partilederne der vil dø for Danmark, sådan som statsminister Mette Frederiksen siger, man skal være parat til at gøre i dette vanvittige interview i dagbladet Børsen?  Eller måske rigspolitichef Thorkild Fogde var i gang med at vise nogle splinternye anti-drone action cards frem? Det var i sandhed strenge tider, og stemningen omkring pressen – og ytringsfriheden i det hele taget – gik desværre også mod syd. Ovre i USA, krævede Krigsministeriet – tidligere kendt som Forsvarsministeriet – nu, at journalister skal sværge ikke at indsamle og viderebringe oplysninger, der ikke på forhånd har været godkendt til offentliggørelse af Pentagon, hvilket reelt set var et forbud mod journalistik. Eller i hvert fald indførelse af censur.  

En lille fugl havde pippet om, at John Bolton – altså Donald Trumps tidligere sikkerhedsrådgiver, som nu er kommet på den amerikanske præsidents sorte liste – skulle gæste Folketinget for at mødes med det Udenrigspolitiske Nævn.  På selve dagen – den fjerde september – lod en anden lille fugl mig vide, at John Bolton sad nede i en sort limousine ved Folketingets hovedindgang og ventede på, at klokken nærmede sig 11 formiddag, hvor han ville blive hentet.  Så jeg tog opstilling ved siden af bilen og beredte mig på at møde manden, der i amerikansk politik er kendt som moustachet – på grund af hans hvalrosoverskæg – og som kondoren, fordi han er en udenrigspolitisk høg af rang.  I disse tider er Bolton dog først og fremmest på spanden, nu hvor Donald Trump har set sig sur på ham, og senest har FBI-agenter ransaget hans hjem i Bethesda, Maryland, og her beslaglagt telefoner, mapper og USB-nøgler. Og når vi nu ved, hvor ømskindet, nøjeregnende og hævngerrigt et menneske USA’s præsident er, er spørgsmålet selvfølgelig, om det nu også er klogt for et lille land som Danmark at beværte John Bolton inde i vores nationale parlament? Da klokken var lidt i elleve, kom partihopperen Christian Friis Bach (V) og Lars-Christian Brask (LA) og to funktionærer fra præsidiet ud for at tage imod Bolton. Og så trådte John Bolton ud af bilen og hilste pænt på Friis Bach og Brask. Han lignede en lille, skrøbelig mand, der ubesværet ville kunne glide ind i rollen som Hr. Schwann i en amerikansk versionering af Matador.  Den næste, John Bolton hilste på, var mig, der ville høre, om han ville give pressen et interview.  “Mister Bolton, I am a Danish journalist, nice to meet you,” sagde jeg indledningsvist.  “Nice to meet you,” svarede John Bolton venligt og forklarede så, at han senere samme dag skulle tale til et arrangement, som Dansk Erhverv stod for i Øksnehallen i København.  “Kan jeg bede om en kort udtalelse om Grønland?” spurgte jeg John Bolton, men til min overraskelse skred Christian Friis Bach pludselig ind og sagde, at det måtte vente til senere.  “Hvorfor det?” spurgte jeg forbløffet, mens vi sammen gik ind gennem Folketingets ankomstportal.  “Fordi han har sagt nej,” fastslog Christian Friis Bach, som i øvrigt er formand for Det Udenrigspolitiske Nævn.   “Nej … du har sagt nej,” korrigerede jeg Christian Friis Bach.  “Nej … han sagde nej. Jeg spurgte ham, og så sagde han nej,” lød det fra Christian Friis Bach, som åbenbart var i sit rigoristiske hjørne.  “Det hørte jeg ham ikke sige,” svarede jeg, og jeg havde parentes bemærket altså hørt alt, hvad der var kommet ud af John Boltons mund, fra han steg ud af bilen og frem til nu. Foruden alt hvad Christian Friis Bach havde sagt undervejs. Den samtale, Friis Bach henviste til, kunne således kun have foregået inde i Friis Bachs eget hoved.  “Så respekterer vi det,” slog Christian Friis Bach fast og fandt tydeligvis en stor tilfredsstillelse i rigtigt at sætte mig på plads. Så jeg trak mig strategisk tilbage til baggrunden. Oppe i Vandrehallen var der stillet et sort afspærringsbånd op foran samrådsværelse 1-133, hvor Udenrigspolitisk Nævn skulle mødes med John Bolton. Måske i forventning om, at Boltons besøg ville blive et tilløbsstykke for pressen, men jeg var tilsyneladende den eneste journalist, der var optaget af begivenheden.  Så jeg tog plads bag ved båndet for at følge med i, hvem der ellers dukkede op. For stuegang handler jo i sin essens om at kigge og se, hvad der sker.  Den første MF’er der kom gående, var løsgængeren Jon Stephensen, der var blevet mere langhåret og væsentligt mere solbrændt, siden sidst jeg så ham. Og det var dejligt at se ham igen, for Jon Stephensen er jo en umådeligt fascinerende skikkelse i dansk politik. Der er ingen som ham derude, for ligesom med Schrödingers berømte kat, der på en og samme tid både er levende og død, er Jon Stephensen havnet et helt unikt sted, hvor han både er med i Moderaternes folketingsgruppe og samtidig er udenfor Moderaternes folketingsgruppe. Sagt mere prosaisk har han fået status som observatør til deres gruppemøder, hvilket må siges at være en meget Lars Løkkesk måde at binde Jon Stephensen endnu tættere til masten på.  Men spørgsmålet er, om Jon Stephensen var kommet længere ind i varmen end det? Fra flere kilder havde jeg nemlig hørt, at han under en rejse til Grønland med Grønlandsudvalget tilbage i starten af august måned højlydt havde udbredt sig om, at han var blevet lovet, at han ville blive gjort til fuldbyrdet medlem af Moderaternes folketingsgruppe inden partiets sommergruppemøde, og desuden var han blevet stillet i udsigt, at han ville få København som valgkreds.  Mine kilder sagde også, at Jon Stephensen havde underholdt medlemmerne af Grønlandsudvalget med, at såfremt alt dette ikke blev realiseret, så ville han tage bladet fra munden og fortælle højt og bredt om, at han var blevet tilbudt en million kroner af Moderaterne for at træde ud af Folketinget.  Men bortset fra at Jon Stephensen var blevet spottet i periferien af partiets sommergruppemøde ved Hotel Scheelsminde i Jylland i slutningen af august måned, var der ikke kommet nogen udmeldinger fra partiet om, at han nu var blevet lukket helt ind i varmen igen. Og samtidig var Jon Stephensen ikke gået i pressen og havde berettet om forsøget på at købe hans mandat. Så hvad var egentlig op og ned i denne mystiske sag?  “Hvordan går det?” spurgte jeg Jon Stephensen, som tog opstilling på den anden side af afspærringsbåndet.  “Jamen, det går da fint … det går da fint, Mads,” svarede han.  “Er du egentlig … er du blevet lukket helt ind (i Moderaternes folketingsgruppe, red.)?” lød mit næste spørgsmål.  “Jeg har ikke så meget at sige … øøhh … jeg synes mere, det er en betragtning om spidskandidat … det er jo ikke til at vide, om det er det,” svarede Jon Stephensen.  “En betragtning om spidskandidat,” udbrød jeg forbavset, for hvad i alverden skulle det nu betyde?  “Ja,” replicerede Jon Stephensen.  “Okay! Det er jo spændende, Jon!” sagde jeg begejstret.  “En gisning … altså om det,” lød det kryptisk fra Jon Stephensen, som muligvis var kommet til at tale over sig.  “En gisning om det?” spurgte jeg forvirret.  “Ja,” svarede Jon Stephensen.  “Og hvornår vil det blive afklaret, om det er mere end en gisning?” spurgte jeg så.  “Om det, du skrev,” svarede Jon Stephensen.  “Det har jeg ikke skrevet,” svarede jeg, hvorefter Jon Stephensen så meget underlig ud i hovedet og straks gik ind til John Bolton i samrådsværelset.  Bemærk lige i den forbindelse, hvor velsignet det er at leve i et univers, hvor der er sket det helt utrolige og svært fatbare, det er, at Jon Stephensen og John Bolton har mødt hinanden.

Det var en tirsdag i midten af august, at jeg igen nærmede mig Folketinget. Jeg havde fået mit skilt tilbage, det privilegerede adgangskort med det blå bånd, som var blevet taget fra mig, da jeg blev idømt tre måneders karantæne fra Christiansborg for … hvad var det nu, det var? … åh jo;  “manglende situationsforståelse”.  Ligesom med fængselsfanger, der typisk udsluses på en søndag, hvor verden ikke kører på fuldt blus og samlet set virker mindre farlig, havde en læser af mine stuegange anbefalet, at jeg vendte tilbage til Borgen på en dag, hvor der ikke skete så meget, at jeg ville blive overstimuleret og gå helt fra snøvsen. Altså i modsætning til at vente til den syvende oktober, hvor Folketinget åbner officielt efter sommerpausen med hele det fulde orgelbrus.  Det var et godt råd, så derfor valgte jeg at dyppe foden i badekarret den 14. august, hvor jeg kunne se, at det eneste, der var på bedding, var et møde i salen. Mødet omhandlede i øvrigt førstebehandlingen af et stykke lovgivning, der kommer til at give forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og hans lille øjentjener beredskabsminister Torsten Schack Pedersen (V) uhyggeligt meget magt.  I mellemtiden havde jeg haft tid til at tænke det hele igennem. For som vi ved fra formand Mao, er det aldrig for sent med selvkritik. Og når jeg regnede efter, kunne jeg godt se, at jeg faktisk var trådt ved siden af. For mit oprindelige løfte til Frihedsbrevets læsere var jo, at jeg kun ville kigge og aldrig gribe ind, præcis som den intergalaktiske voyeur The Watcher fra Marvels tegneserieunivers bærer sig an.  “He will never interfere,” som løftet lyder på engelsk.  Men det var jo netop det, jeg havde gjort mig skyldig i, da jeg tog Rasmus Paludan med på min stuegang; jeg havde grebet ind og introduceret et stykke udefrakommende virkelighed i Borgens gange, nemlig Rasmus Paludan. Og det var jo denne sociale intervention, der endte med at føre til min karantæne. Så fra nu af var jeg fast besluttet på aldrig mere at gribe ind igen, men kun at kigge. Hvorfor jeg også havde skudt en løs idé om at holde en reception på Borgen i anledning af min tilbagekomst til hjørne.  En anden årsag var, at en opklarende telefonsamtale med Snapstinget havde åbenbaret, at man ikke bare sådan kan holde en reception i Folketinget. Jeg skulle skrive til Folketingets eventafdeling og alt muligt, og for enden af denne vej kunne jeg klart fornemme, at jeg sagtens kunne havne et sted, hvor jeg på ny havde gjort mig skyldig i manglende situationsforståelse. For det er jo sådan, det virker, når man får et rap over nallerne; man bliver håndsky af det.  Noget andet, jeg havde brugt min sommerferie på, var at undre mig over, at så få af mine kolleger på Borgen havde protesteret over min karantæne. Det virkede snarere‚ som om de var lettede over at slippe af med mig, for det var hvert fald ikke meget frontgemeinschaft, jeg mærkede fra Presselogens side. Men det skaber jo unægteligt også ro i hønsegården, når der engang imellem forsvinder et uregerligt stykke fjerkræ. I dette tilfælde en rød amerikaner, som vel må være betegnelsen for den høneart, jeg selv tilhører.  De altid flinke folketingsbetjente tog venligt imod mig, og snart stod jeg på den anden side af sikkerhedsslusen. Det føltes rart at være tilbage igen, men også lidt usikkert. Ligesom i en drøm‚ hvor man pludselig befinder sig i sin gamle folkeskole.  Så mødte jeg en kollega fra pressekorpset, der ved selvsyn kunne konstatere, at jeg var tilbage.  “Du er tilbage,” sagde han.  Han fortalte så, at han lige kom fra en briefing med Alex Vanopslagh (LA), som handlede om, hvad der skulle ske til Liberal Alliances sommergruppemøde.  “Men sådan noget bliver du jo ikke inviteret med til,” sagde min kollega og understregede, at jeg ikke var gået glip af noget.  Nu gjaldt det mødet i salen, som var sat til at starte om 10 minutters tid. Men Presselogen, hvorfra jeg normalt følger med i det arbejdende folkestyre, var nu under ombygning, fordi der skulle gøres plads til simultantolkning til grønlandsk, hvilket formanden for Esbjerg Havn – Søren Gade – ellers tilbage i september 2023 havde forklaret til DR, var alt for dyrt. “En af årsagerne er rent praktisk, at så skal vi bygge Folketinget om for godt 40 millioner, og hvis man skulle tage den fulde model, vil det koste yderligere 200 millioner om året,” sagde Søren Gade dengang.  Men efter at USA’s præsident Donald Trump rettede sit dræberblik mod Grønland, er pengene pludselig dukket op, så nu kan Folketingets medlemmer snart høre Aki-Matilda Høegh-Dam holde taler på grønlandsk oversat til dansk, og hun kan høre danske taler oversat til grønlandsk … hvis det da ikke lige var, fordi hun har søgt orlov fra Folketinget for at “kunne optimere sine kræfter” i det grønlandske parlament, hvor hun også har fået en plads. Her er det lige værd at bemærke, at den eneste årsag til hele øvelsen med simultantolkning til grønlandsk i Folketinget er, at Aki-Matilda Høegh-Dam, som er født i Hillerød og taler klingende dansk, har insisteret på at holde sine taler på grønlandsk. Altså lidt som hvis man ringer til værten, som har inviteret til middag, og gør gældende, at man både er veganer og nøddeallergiker og afholdsmand for så helt at blive væk.

“Jeg var tre år i militæret, men i Algeriet var jeg kun et år. Men i sådan en krig er man konfronteret med det faktum, at man selv kan dø når som helst, og at man også kan komme i den situation selv at skulle dræbe. Man spekulerer selvfølgelig over sådan en problemstilling, det er i hvert fald et foruroligende dilemma at befinde sig i. Men hvis man siger, at det enten er ham eller mig, så foretrækker jeg trods alt, at det er ham. I hvert fald modner det at leve konstant under det pres at dræbe eller blive dræbt. Og det var situationen.” Ordene stammer fra Prins Henrik, den nu afdøde prinsgemal. Kongens far. Mens jeg researchede til Frihedsbrevets podcastserie Prins Henriks Krig, ovre i Rigsarkivet i København, faldt jeg over udtalelsen i et højstemt fødselsdagsinterview med prinsen, skrevet af journalisten Ninka, og bragt i Politiken den 3. april 1994 under overskriften “60 år uden panik”.  Og det er stort set det, Prins Henrik siger om Algeriet i den ombæring, og Ninka har tilsyneladende ingen opfølgende spørgsmål. Som for eksempel om prinsen rettelig siger til hende, at han har slået mennesker ihjel? Det får lov til at stå hen i det uvisse.

Bliv medlem af Frihedsbrevet, og læs eller lyt til bogen og de hemmelige optagelser. Mike Fonseca var en kun 27-årig ung mand fra Køge, der søgte valg til Folketinget, fordi han oprigtigt troede på det nystiftede parti Moderaterne, når de sagde de var arnested for en helt ny politisk kultur. En politisk kultur, der var sund og frisk. Og god. Paradoksalt nok fandt Mike Fonseca for enden af vejen en politisk kultur, der er så grim og snavset, at den ikke tåler dagens lys. I den forstand er det passende, at denne fortælling kulminerer i en kælder på Islands Brygge, hvor partiformanden Lars Løkke Rasmussen virkelig tager bladet fra munden. Med skjulte lydoptagelser, dagbogsnotater og fortrolige mails – og tekstbeskeder dokumenteres her det forløb som ledte frem til at Mike Fonseca blev smidt ud af regeringspartiet Moderaternes folketingsgruppe, fordi han var blevet kæreste med en 15-årig pige. Desuden fortæller Mike Fonseca for første gang selv om de hændelser, der stadig plager ham. For kan det virkelig passe, at Lars Løkke Rasmussen forsøgte at købe både hans tavshed og hans mandat, og hvor stiller det så vores demokrati?

For lige at tage sorgerne på forskud‚ så bliver dette min sidste stuegang i et længere stykke tid. I værste fald i hele seks måneder. Jeg er nemlig blevet idømt karantæne af Folketingets præsidium for noget så specielt som  “manglende situationsforståelse”, og hvis man som læser hænger på til slutningen af denne beretning, har jeg tænkt mig at uddybe, hvordan jeg er havnet i denne prekære situation. Men først skal vi tilbage til den 27. marts, om eftermiddagen, hvor jeg i udkanten af Borgens perimeter observerede forhenværende folketingsmedlem og nuværende direktør for Økologisk Landsforening, Rasmus Prehn (S). Han stod i det funklende klare solskin og talte i telefon, og vi fik lige vinket til hinanden, og ved selvsyn kunne jeg konstatere, at Prehn var i bedre humør end nogensinde. Jeg taler om supergodt humør, simpelthen. Der er heller ikke noget, der er så befordrende for folketingsmedlemmernes sindstilstand som at slippe ud af Borgens musehjul og så få sig en ordentlig, fed lobbytjans. Som Kamala Harris sikkert ville sige det, var Rasmus Prehn blevet en person, der nu var “ubebyrdet af det, der kunne have været.” 

Har man en sød tand for det skøre, er det her for tiden nemt at få stillet sin sult. For hvor end man kigger hen, sker der fuldkommen vanvittige ting lige for næsen af en, og det er svært at holde styr på alle tosserierne.  For eksempel er der sket det ubegribelige, at Søren Pind er blevet administrerende direktør for interesseorganisationen Aktive Ejere og er således nu chef for Henrik Sass Larsen, der giver den i rollen som politisk direktør. Skal man trække paralleller til tegneseriernes verden, svarer det lidt til, at Jokeren og Pingvinen er teamet op og nu arbejder sammen som lobbyister for kapitalinteresser. 

For at parafrasere Dan Turèll; man skulle have været folketingsmedlem. For det skulle man virkelig. Mens riget stander i våde, krigstrommerne buldrer, og de røde postkasser skrottes, har det for eksempel været muligt for medlemmerne af Finansudvalget at komme en hel uge til Japan med alt betalt for – citat – “at få en status og fremtidsudsigter for Japans økonomi”.  Mens dette læses, er de afsted, og “de” er blandt andre store personligheder som Simon Kollerup (S), Jesper Petersen (S) og Benny Engelbrecht (S).  Ifølge programmet kan de glæde sig til at komme på cykeltur i Kyoto, men det er skam ikke sjov og spas alt sammen, for i anledning af kvindernes internationale kampdag er der også sat hele 45 minutter af til at diskutere lighed mellem kønnene, når danskerne besøger det japanske parlament. Bemærk i den forbindelse at Japan målt på ligestilling ligger helt i bund, som nummer 118 ud af 146 lande ifølge World Economic Forum. Prisen for den samlede pakke lyder på hele 600.000 kroner.