Mads Brügger

“Så skal der fandeme laves kritisk reportage,” sagde Danmarksdemokraternes strategichef Mark Thorsen, da jeg kom op i presselogen lørdag den 6. december klokken lidt i 13 om eftermiddagen. Nede i salen vrimlede det med voksne og børn, der spændt ventede på, at Hr. Skæg skulle optræde til Folketingets Juletræsfest.  “Ja, det skal der! Det vil nok føre til, at jeg får karantæne på livstid,” svarede jeg Mark Thorsen, og så grinede vi lidt af det. Kort forinden, ved Folketingets hovedindgang, havde jeg mødt den unge rigsborger Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti. Han var i selskab med Christian Bülow, også fra Dansk Folkeparti, der ligesom Mikkel Bjørn var blevet valgt ind i Københavns Borgerrepræsentation. Bülow sagde, at han var kommet til at sidde ved siden af Frie Grønnes Sikandar Siddique, men tilsyneladende havde Siddique på sociale medier givet udtryk for, at han sidder ved siden af Mikkel Bjørn, men Sikandar Siddique lever jo også i sin helt egen virkelighed. Mere nåede jeg ikke at tale med Bjørn & Bülow, for de skulle op til Dansk Folkepartis hovedbestyrelsesmøde, som altså blev afholdt midt i Folketingets Juletræsfest.

Det engelske udtryk enshittification har været årets ord i Storbritannien, USA og Australien og blev oprindeligt coinet af den canadiske forfatter Cory Doctorow. Det betegner en proces, hvormed digitale platforme og tjenesteydelser kvalitetsmæssigt forfalder og nedbrydes over tid og bliver til … lort.  På dansk kan udtrykket vel bedst oversættes til lortificering, og spørgsmålet er, om ordet ikke kan bredes ud til at omfatte samfundet i bred forstand? For eksempel det danske folkestyre. Og i hvert fald helt oplagt SVM-regeringen og i særdeleshed Socialdemokratiet, hvor Mette Frederiksen (S) på forbløffende kort tid er gået fra at være en uovervindelig, magtfuldkommen, præsidentiel statsminister til at være dansk politiks svar på Kamala Harris.

Mangler du den sidste julegave? Så har Frihedsbrevet din ryg. Lige nu kan du give et årsabonnement som gavekort – og så får du et tryk af en original tegning af Frihedsbrevets tegner Malthe Emil Kibsgaard med.  Tegningen forestiller de burnerphones, som departementschef Barbara Bertelsen købte på Fisketorvet midt i skandalen om de slettede sms'er. Tegningen findes kun i 100 eksemplarer, og de er alle nummererede og signerede af mig.

Medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti Anders Vistisen har deltaget som betalt foredragsholder ved en luksuriøs konference i Malaysia, der handlede om skattetænkning og opnåelse af dobbelt statsborgerskab, samt hvordan man gemmer sine penge og sine ædelmetaller væk i skattely og bliver en global borger.  “Jeg oplevede dog ingen på konferencen tale om at unddrage sig skatter,” bedyrer Anders Vistisen over for Frihedsbrevet.  Gør man sig den ulejlighed ved selvsyn at gennemgå programmet for konferencen, kan man hurtigt se, at skattetænkning ikke desto mindre fyldte ganske meget på menuen. Samme dag som Anders Vistisen talte, var der blandt andet et panel med titlen “beskyt dine aktiver globalt”, efterfulgt af et oplæg om “udfordringer ved offshore banking”.

For enden af denne klamamse får jeg foretræde for Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt og gennemfører et interview med ham om den for partiet så helt enormt tåkrummende affære, det er med den fælles kronik fra folketingsgruppen, der blev bragt i avisen Jyllands-Posten og sidenhen afpubliceret igen. Det blev kronikken, fordi den utroligt nok rummede direkte citater fra en række politikere og meningsdannere, som de aldrig nogensinde var fremkommet med. Sat sammen med partiets trussel om at ville sagsøge De Radikales leder Martin Lidegaard for at sprede urigtige oplysninger om Dansk Folkepartis politik, er det faktisk så pinlig en udvikling, at man bliver helt svimmel af at tænke på det. Metaforisk sagt svarer det lidt til at beskylde en anden mand for at være en fyldebøtte, for så senere samme aften selv at blive fundet i en syvhestes brandert på Andys Bar med en rød ballon bundet om lillefingeren. Men det kommer jeg til, og det eneste stemningsbillede, jeg vil plante i læsernes hoved ind til da, er synet af en kæmpestor papkasse på Morten Messerschmidts mødebord, som ifølge partiets formand rummer en pakkekalender til Messerschmidts lille, hvide bomuldshund Hugo, som et medlem af Dansk Folkeparti hvert år indsender til partiets leder. Først skal vi tilbage til den tolvte november klokken kvart over 11 om formiddagen, hvor jeg igen nærmede mig Borgen. Hvad der ventede mig, var en fuldkommen begivenhedsløs stuegang, hvor det hele var blevet sat på hold. Fordi kommunal- og regionsvalg. Generalprøven på det kommende folketingsvalg ventede forude, og violinerne var hårdt stemt. Folketinget var derfor blevet strippet for liv. De få folketingsmedlemmer, jeg mødte, enten kom fra et vælgerarrangement eller var på vej til et. Det var alle mand til pumperne. Som for eksempel de konservatives Mette Abildgaard, der var på vej til Helsingør for her at se borgmester Benedikte Kiær spille fodbold. “Knæk og bræk,” sagde jeg til Mette Abildgaard. “Det får jeg ikke brug for,” svarede Mette Abildgaard. Så sikker var hun på, at den var hjemme. Så trissede jeg rundt ude i Provianten for at blive klogere på Morten Messerschmidts trusler om at ville trække de Radikales leder Martin Lidegaard i retten for at tale usandt om Dansk Folkepartis politik – vel nok den bedste julegave man nogensinde kunne give de Radikale. Stridens kerne var et debatmøde i Randers, hvor Martin Lidegaard havde sagt, at Dansk Folkeparti vil “internere og deportere tusindvis af medborgere, bare fordi de har en anden tro eller har en anden hudfarve end de fleste af os, der er i rummet her”. Lidegaards udtalelse kom oven på et opsigtsvækkende interview med Morten Messerschmidt i Weekendavisen, hvor Dansk Folkepartis formand satte tal på de mange tusinde danskere, der skal sendes ud af landet, hvis han får magt, som han har agt. Men Messerschmidt ville ikke have siddende på sig, at dette forehavende på nogen måde drejer sig om hudfarve, og derfor varslede han nu et sagsanlæg mod Martin Lidegaard. Det eneste jeg tog med mig hjem fra Provianten var, at de Radikale havde hyret Rene Offersen som advokat, mens Dansk Folkeparti efter sigende havde sat advokat Carlo Siebert i spil. Det skulle alt sammen være rigtigt nok, men på rygteplanet hørte jeg også, at Offersen spontant skulle have skreget af grin, da han blev præsenteret for Dansk Folkepartis trusler. Som jeg opfattede pointen, var det, at Offersen var helt sikker på, at Dansk Folkeparti kommer til at tabe sagen med et brag. Det samme mener i øvrigt juraprofessor Sten Schaumburg-Müller. Så gik der nogle dage, og så opstod sagen med en kronik fra Dansk Folkepartis folketingsgruppe, der var blevet bragt i Jyllands-Posten torsdag den 13. november under overskriften “Remigration er ikke deportation” for så helt at blive fjernet igen. “Jeg tror, det er første gang, det sker i de ti år, jeg har været debatredaktør,” fortalte avisens kronikredaktør, Henrik Højgaard Sejerkilde, senere til P1 Morgen. Problemet med kronikken var, at den rummede direkte citater fra Venstres Søren Pind, Weekendavisens chefredaktør Martin Krasnik og Enhedslistens politiske ordfører Pelle Dragsted, som de aldrig havde sagt eller skrevet. For eksempel at Søren Pind på Facebook skulle have skrevet, at: “Remigration er et dæknavn for det, nazisterne kaldte Endlösung”. Et andet sted i kronikken stod der, at Martin Krasnik i Weekendavisen har skrevet, at “remigration er en eufemisme for deportation”, og at “det har vi hørt før. I 1930’erne i Tyskland”. Men det har Martin Krasnik aldrig skrevet. Så med andre ord var Dansk Folkeparti havnet midt i det gamle mundheld fra 1970’erne; nemlig læresætningen om, at “det man siger, er man selv, for det står i Aktuelt”, som børn dengang sagde til hinanden. Spørgsmålet var så, hvordan i alverden det kunne lade sig gøre, at et topstyret, moderne politisk parti med en hel kommunikationsafdeling med tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet Asger Juhl i spidsen som kommunikationschef var kommet til at træde så meget i spinaten? Når jeg gik op til Dansk Folkeparti i Gul Gang på tredje sal for at finde svar, sagde en ansat i partiet spontant til mig: “Det må du tale med Asger (Juhl, red.) om” og lavede en bevægelse med hænderne, som om vedkommende skubbede en stor pose lort væk fra sig. Men Asger Juhl var væk, og det samme var Morten Messerschmidt, og snart kom der historier ud i pressen om, at partiets ledelse simpelthen var gået i flyverskjul. Men der var heldigvis meget andet at interessere sig for. Og skrive om. Kommunalvalget selvfølgelig. I skrivende stund er det blevet en sport blandt kommentariatets medlemmer at overgå hinanden i hyperbolske skildringer af, hvor stor en katastrofe kommunalvalget endte med at være for Socialdemokraterne. Der er blevet brugt ord som blodbad, kæberasler og nedsmeltning. Alt dette er sandt, og man kan sagtens give den endnu mere gas på klaviaturet. For når man læser i valgets teblade, er det umuligt at overdrive, hvor stor nedturen er for Socialdemokratiet. København er faldet, men det er næsten kun glasur på smertenskagen, for hvad der gør mindst lige så ondt på sosserne, måske endda endnu mere, er tabet af de mindre købstæder, hvor socialdemokraterne har hersket i generationer. Som for eksempel en by som Køge.

Beklager mit forsinkede udkomme, men jeg har været på en rejse til Washington D.C., USAs hovedstad, for ved selvsyn at opleve, hvad der sker i et samfund, hvor staten er blevet lukket ned. Den korte version af den oplevelse er, at livet i vid udstrækning går videre. Den lidt længere version er, at Washington er blevet til et sted, hvor det altid er søndag, og det eneste, der stikker ud i landskabet, er grupperne af nationalgardister, som på præsident Donald Trumps ordre vandrer hvileløst rundt i gadebilledet. Som sådan gestalter de udmærket tendensen med en tiltagende sammenblanding af militær og politi, som man ser overalt i den vestlige verden.  Nu hvor jeg er tilbage, vil jeg skynde mig at rette op på efterslæbet, selvom det meste af det, som beskrives nedenfor, efterhånden er en rum tid siden.  Derfor vil jeg starte med det nyeste nye, som er dugfriske informationer, der tilgik mig i fredags:   I Borgens gange har jeg nemlig hørt, at medlemmerne af forsvarsforligskredsen i stigende grad undrer sig over, hvad der foregår med den principielle beslutning om, at Søværnets nye fregatter så vidt muligt skal bygges i Danmark. For efter en langvarig øvelse som mundede ud i, at Frederikshavn blev kåret som byen, hvor de nye fregatter skal samles – i øvrigt til stor ærgrelse for formanden for Esbjerg Havn – er det som om, at forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) på det seneste har trukket i en helt anden retning.  For pludselig er det kommet på banen, at den næste generation fregatter måske i stedet for skal bygges og samles i udlandet. Ikke noget der siges højt, men som mærkes på de indre linjer. Ifølge en kilde hænger dette uventede vejrskifte sammen med ekspertudvalget, der rådgiver Troels Lund Poulsen, og det hænger i særdeleshed – siger rygtet – sammen med udvalgets formand, som er A.P. Møller Mærsks tidligere administrerende direktør Søren Skou. Hvilket giver udmærket mening, for går man tilbage i tidslinjen, kan man nemlig se, at Mærsk og Søren Skou tilbage i april måned af deres hjertes godhed tilbød Danmark at få bygget vores nye krigsskibe på rederiets værft ude i Sydkorea, hvilket Troels Lund Poulsen dengang kvitterede for med at sige, at tilbuddet gjorde ham “meget glad”. Siden fulgte så principbeslutningen om, at de danske krigsskibe i stedet skal bygges og samles i Danmark, men her på det seneste har forligskredsen oplevet at blive belært om problemerne med en dansk model af en hidkaldt ekspert fra Mærsk, og der tales også om studieture til udlandet. Spørgsmålet er så, om Søren Skou og Troels Lund Poulsen varetager Danmarks interesser, eller om de snarere varetager A.P. Møller Mærsks interesser?

Det var blevet den første tirsdag i oktober, og som Grundloven kræver det, skulle Folketinget åbnes. Når det var ordnet, fulgte så åbningsdebatten, og så gik de ellers alle sammen på efterårsferie.  Samme procedure som sidste år.  Samme procedure som alle år.  Men der var trods alt nogle ting, der stak ud i landskabet denne tirsdag morgen på Borgen, noget der var usædvanligt, også for den trænede iagttager. For oppe i Vandrehallen, der summede af hektisk aktivitet, var Folketingets formand Søren Gade ved at give et interview til TV 2’s journalist Camilla Stampe. Han havde ellers forsøgt at undgå hende i månedsvis, efter hun for alvor begyndte at grave i Søren Gades nebengesjæft som formand for Esbjerg Havn.  “Det er historisk, det der,” hviskede en ansat hos TV 2 til mig, mens vi på afstand fulgte med i mødet mellem Gade og Stampe.  Længere nede i hallen stod Dansk Folkepartis grundlægger Pia Kjærsgaard i en rosa spadseredragt og strålede af glæde. En ny meningsmåling havde løftet partiet langt op fra spærregrænsen og op mod højder, der indikerede, at DF står til at blive det største parti i blå blok. I forhold til at Pia Kjærsgaards livsværk havde været lige ved at styrte i grus, havde hun således god grund til at føle lettelse.  Hvad skete der ellers? Politiet gik rundt med en bombehund, og inde i Landstingssalen var DR ved at gøre klar til en særudgave af DR2’s program Debatten med alle partilederne minus den præsidentielle statsminister Mette Frederiksen (S). Senere skulle det vise sig, at det mest bemærkelsesværdige ved udsendelsen var, at Lars Boje Mathiesen fra Borgernes Parti til lejligheden havde valgt at iføre sig en blød, humanistisk kloge-Åge-brille.    Ude i Rigsdagsgården havde aktivisten og koranafbrænderen Lars Theilade taget opstilling med et banner, der kræver et forbud mod Islam. Han havde smidt et israelsk flag over skuldrene, lidt som en kappe, og stod og råbte i en megafon.  “Er der nogen, der vil blive fornærmede over, at vi brænder det palæstinensiske flag?” lød det fra Lars Theilade.  Omtrent ti politibetjente fulgte med i alt, hvad Lars Theilade foretog sig.  Så fik han øje på mig, der stod oppe ved Folketingets hovedindgang og røg en cigaret. Han råbte, at jeg var drevet af “nogle meget paranoide forestillinger om lukningen af Radio24syv”, men ikke desto mindre – og desværre, kan man sige – erklærede Lars Theilade, at han elsker mig.  “JEG ELSKER DIG MERE END NOGEN ANDRE!” skreg han.  Tilbage i Vandrehallen var der i mellemtiden gået frilandsmuseum i den. Med det forstås at der pludselig vandrede folk rundt i folkedragter, heriblandt politikeren Zenia Stampe (RV), som efter eget udsagn var klædt i en folkedragt fra Hedebo-egnen (som er området mellem det sydlige København, Roskilde og Køge). I forbifarten fik jeg øje på de Radikales Stinus Lindgreen, der var helt klædt i sort, og som med det lange hår samlet i en hestehale efterhånden godt kunne ligne en russisk ortodoks munk med noget satanisme i ascendanten.   Klokken nærmede sig 10, og folketingspolitikerne kom nu dryppende ovre fra Christiansborgs Slotskirke, hvor de traditionen tro havde været til gudstjeneste. Kendte man sin besøgelsestid som journalist, tog man opstilling ved afspærringsbåndet lige ved trappen, der fører op til Vandrehallen, og håndplukkede blandt politikerne, når de kom forbi.  Hvis de altså havde lyst til at tale med pressen.  Det havde Venstres Jan E. Jørgensen ikke. Han skyndte sig videre sammen med sin ægtefælle, Jane Jørgensen.  Til gengæld ville Danmarksdemokraternes leder Inger Støjberg gerne tale med mig. Jeg benyttede lejligheden til at minde hende om, at hun har sagt, at den partileder i Blå Blok, der får flest stemmer til næste folketingsvalg, skal være kongelig undersøger. Spørgsmålet var så, om hun stadig mener det nu, hvor Dansk Folkeparti har fået førertrøjen på? “Ja da. Selvfølgelig. Jeg står ved mit ord. Jeg mener det samme både før og efter et valg,” svarede hun.  Så kom Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt gående med sin førstedame, bakkesangerinden Dot Wessman. Jeg spurgte, om han kunne se sig selv i rollen som kongelig undersøger:  “Træerne vokser ikke ind i himlen. Vi afventer folketingsvalget, men det er en god måde at starte folketingsåret på,” svarede Morten Messerschmidt.

Det siges, at begyndelser er svære, så derfor er det en god ide at have flere bud på skitseblokken.  Jeg har for eksempel den her i baghånden:  “Denne stuegang er noget ud over det sædvanlige. Hvis jeg selv skal sige det. Jeg taler med Ungarns statsminister Viktor Orbán om, hvilket land der er mest demokratisk; Danmark eller Ungarn. Og jeg spørger Kroatiens statsminister Andrej Plenković, om han vil dø for sit land, ligesom at Mette Frederiksen (S) vil dø for Danmark. Desuden er jeg til pressemøde om chatkontrol inde i den dybe stats sakristi, nemlig Justitsministeriet. Og så er jeg øjenvidne til, at en DR-reporter laver indhold til sociale medier for et medlem af Dansk Folkeparti.”  En mindre selfie-journalistisk måde at slå tonen an på er den her:  “Eftersynet af danskernes beskyttelsesrum trækker ud. Det var ellers tilbage i maj måned, længe før at hybridkrigen kom til Danmark, at vores højt elskede beredskabsminister Torsten Schack Pedersen (V) erklærede, at nu skulle nationens beskyttelsesrum tages ud af mølposen og bringes up to date, startende med et eftersyn. Men som Jyllands-Posten har opdaget det, så er eftersynet her 4-5 måneder senere stadig ikke kommet i gang af den utrolige årsag, at Beredskabsministeriet tilsyneladende ikke har været i stand til at formulere noget så basalt som en tjekliste.  “Jeg er utålmodig”, sagde beredskabsministeren forleden dag til TV 2 News om problemet og tilføjede så, at det alligevel var “rettidig omhu”, og så ved vi jo allesammen godt hvad klokken er slået.” Den helt korte begyndelse er den her:  “Dagen før EU-topmødet satte hele statens sikkerhedsapparat sig tungt på Københavns centrum, og ved aftentide lød byen, som metropoler i politistater lyder; der var bomstille. Det var ellers kun i Pyongyang, Nordkoreas hovedstad, at jeg før havde hørt en storby, der var så stille om natten, som København var blevet det, og denne stilhed fyldte mig med en dyb rædsel.” Disse indledninger kan alle sammen noget, men efter moden overvejelse har jeg besluttet mig for at gå med mit fjerde bud:  “De higer og søger i gamle bøger, i oplukte høje, med spejdende øje,” gjorde pressen på Christiansborg. For rygtet sagde nemlig, at den mest magtfulde embedsmand i kongeriget, Statsministerets departementschef Barbara Beatrice Bertelsen, var blevet full blown bims. Jeg havde hørt det, og mine kolleger havde hørt det. Selv de mest loyale BBB-støtter var enige om det; Barbara Bertelsen var blevet helt gak gak på grund af det med dronerne.  Dronerne? Ja, dronerne. Var de der overhovedet, eller var det hele bare en kollektiv luftspejling af vores inderste frygt? Det var til at blive skør af, og det var netop det, som Statsministeriets departementschef var blevet, sagde rygtet. Og hvis hun var gået fra snøvsen, hvad så med den magtsyge herskerinde, som hun tjener under, nemlig socialdemokratismens Jezabel, statsminister Mette Frederiksen?  Dette pikante spørgsmål rungede effektfuldt i Borgens gange, men ligesom med så meget andet i den politiske verden kunne det også sagtens være, at det hele bare var ammestuesnak, som man virkelig burde holde sig for god til at bringe videre.  Derfor må jeg rent principielt tage den dybeste afstand til, at jeg skriver om det her. Personligt var jeg mere optaget af, at jeg skulle ud på en next level stuegang. For hele Ridebanen, som omkranses af Borgen, var blevet fyldt op af enorme, hvide telte. Og i koncentriske ringe omkring denne teltby var der lag på lag af sikkerhedsafspærringer med kontrolposter og snigskytter og maskiner til at scanne tasker og menneskekroppe med. Og fra Tyskland, Frankrig og Sverige var der blevet sendt såkaldte “antidrone-kapaciteter” til København, hvis nu Putin skulle formaste sig til at flyve droner hen over Slotsholmen. 

Pludselig stod Nepals parlament i flammer. Det kom ud på nyhedsrullen, mens jeg var til samråd med klimaminister Lars Aagaard (M). Dagen efter blev MAGA-bevægelsens unge, hvide håb, Charlie Kirk, dræbt af en snigskytte under et debatarrangement ved et universitet i den amerikanske delstat Utah.  Det hele føltes, som om vi befandt os, som filosoffen Søren Kierkegaard ville have sagt det, på de 70.000 favnes dyb.  Altså helt nede i det mørkeste mørke.  Og så, for at gøre ondt værre, kom dronerne flyvende. Mandag aften i den forgangne uge blev Kastrup Lufthavn lagt ned af en såkaldt “kapabel aktør”, hvad så end denne betegnelse for dronernes bagmænd dækker over. Næste dag, den 23/9 kl. 17, var der orientering til partilederne om dronerne ovre i Justitsministeriet. Det hele var på forhånd indhyllet i et slør af hemmelighedskræmmeri, som gjorde, at man følte sig ført tilbage til de gode gamle corona-dage. For eksempel fik vi kun at vide, at dronerne var “temmeligt store”, men ikke præcis, hvor store de var, og det var også fortroligt, hvor dronerne var fløjet hen. Det eneste der kan siges med sikkerhed er, at vi godt kunne stryge Fætter BR og jydske bonderøve fra listen over mistænkte “kapable aktører”, for ifølge forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) var det ikke “Jens Hansen, der flyver rundt med en Fætter BR-drone.”  Da jeg selv kom forbi Justitsministeriet, var mødet allerede startet, og på gaden udenfor stod nogle journalister og kamerafolk fra DR og TV 2. Når de ringede ind til deres kilder inde i ministeriet for at spørge, hvor længe mødet varede, fik de at vide, at det var “fortroligt”. Som om der ville gå en alarm ovre i Kreml, hvis det kom frem, at mødet ville slutte klokken 18. Eller klokken 19. Journalisterne pressede på alt, hvad de kunne, men lige meget hjalp det; det var en statshemmelighed, hvornår dette møde sluttede.  Hvad mon de lavede derinde? Var der navneopråb for at efterprøve, hvem af partilederne der vil dø for Danmark, sådan som statsminister Mette Frederiksen siger, man skal være parat til at gøre i dette vanvittige interview i dagbladet Børsen?  Eller måske rigspolitichef Thorkild Fogde var i gang med at vise nogle splinternye anti-drone action cards frem? Det var i sandhed strenge tider, og stemningen omkring pressen – og ytringsfriheden i det hele taget – gik desværre også mod syd. Ovre i USA, krævede Krigsministeriet – tidligere kendt som Forsvarsministeriet – nu, at journalister skal sværge ikke at indsamle og viderebringe oplysninger, der ikke på forhånd har været godkendt til offentliggørelse af Pentagon, hvilket reelt set var et forbud mod journalistik. Eller i hvert fald indførelse af censur.  

En lille fugl havde pippet om, at John Bolton – altså Donald Trumps tidligere sikkerhedsrådgiver, som nu er kommet på den amerikanske præsidents sorte liste – skulle gæste Folketinget for at mødes med det Udenrigspolitiske Nævn.  På selve dagen – den fjerde september – lod en anden lille fugl mig vide, at John Bolton sad nede i en sort limousine ved Folketingets hovedindgang og ventede på, at klokken nærmede sig 11 formiddag, hvor han ville blive hentet.  Så jeg tog opstilling ved siden af bilen og beredte mig på at møde manden, der i amerikansk politik er kendt som moustachet – på grund af hans hvalrosoverskæg – og som kondoren, fordi han er en udenrigspolitisk høg af rang.  I disse tider er Bolton dog først og fremmest på spanden, nu hvor Donald Trump har set sig sur på ham, og senest har FBI-agenter ransaget hans hjem i Bethesda, Maryland, og her beslaglagt telefoner, mapper og USB-nøgler. Og når vi nu ved, hvor ømskindet, nøjeregnende og hævngerrigt et menneske USA’s præsident er, er spørgsmålet selvfølgelig, om det nu også er klogt for et lille land som Danmark at beværte John Bolton inde i vores nationale parlament? Da klokken var lidt i elleve, kom partihopperen Christian Friis Bach (V) og Lars-Christian Brask (LA) og to funktionærer fra præsidiet ud for at tage imod Bolton. Og så trådte John Bolton ud af bilen og hilste pænt på Friis Bach og Brask. Han lignede en lille, skrøbelig mand, der ubesværet ville kunne glide ind i rollen som Hr. Schwann i en amerikansk versionering af Matador.  Den næste, John Bolton hilste på, var mig, der ville høre, om han ville give pressen et interview.  “Mister Bolton, I am a Danish journalist, nice to meet you,” sagde jeg indledningsvist.  “Nice to meet you,” svarede John Bolton venligt og forklarede så, at han senere samme dag skulle tale til et arrangement, som Dansk Erhverv stod for i Øksnehallen i København.  “Kan jeg bede om en kort udtalelse om Grønland?” spurgte jeg John Bolton, men til min overraskelse skred Christian Friis Bach pludselig ind og sagde, at det måtte vente til senere.  “Hvorfor det?” spurgte jeg forbløffet, mens vi sammen gik ind gennem Folketingets ankomstportal.  “Fordi han har sagt nej,” fastslog Christian Friis Bach, som i øvrigt er formand for Det Udenrigspolitiske Nævn.   “Nej … du har sagt nej,” korrigerede jeg Christian Friis Bach.  “Nej … han sagde nej. Jeg spurgte ham, og så sagde han nej,” lød det fra Christian Friis Bach, som åbenbart var i sit rigoristiske hjørne.  “Det hørte jeg ham ikke sige,” svarede jeg, og jeg havde parentes bemærket altså hørt alt, hvad der var kommet ud af John Boltons mund, fra han steg ud af bilen og frem til nu. Foruden alt hvad Christian Friis Bach havde sagt undervejs. Den samtale, Friis Bach henviste til, kunne således kun have foregået inde i Friis Bachs eget hoved.  “Så respekterer vi det,” slog Christian Friis Bach fast og fandt tydeligvis en stor tilfredsstillelse i rigtigt at sætte mig på plads. Så jeg trak mig strategisk tilbage til baggrunden. Oppe i Vandrehallen var der stillet et sort afspærringsbånd op foran samrådsværelse 1-133, hvor Udenrigspolitisk Nævn skulle mødes med John Bolton. Måske i forventning om, at Boltons besøg ville blive et tilløbsstykke for pressen, men jeg var tilsyneladende den eneste journalist, der var optaget af begivenheden.  Så jeg tog plads bag ved båndet for at følge med i, hvem der ellers dukkede op. For stuegang handler jo i sin essens om at kigge og se, hvad der sker.  Den første MF’er der kom gående, var løsgængeren Jon Stephensen, der var blevet mere langhåret og væsentligt mere solbrændt, siden sidst jeg så ham. Og det var dejligt at se ham igen, for Jon Stephensen er jo en umådeligt fascinerende skikkelse i dansk politik. Der er ingen som ham derude, for ligesom med Schrödingers berømte kat, der på en og samme tid både er levende og død, er Jon Stephensen havnet et helt unikt sted, hvor han både er med i Moderaternes folketingsgruppe og samtidig er udenfor Moderaternes folketingsgruppe. Sagt mere prosaisk har han fået status som observatør til deres gruppemøder, hvilket må siges at være en meget Lars Løkkesk måde at binde Jon Stephensen endnu tættere til masten på.  Men spørgsmålet er, om Jon Stephensen var kommet længere ind i varmen end det? Fra flere kilder havde jeg nemlig hørt, at han under en rejse til Grønland med Grønlandsudvalget tilbage i starten af august måned højlydt havde udbredt sig om, at han var blevet lovet, at han ville blive gjort til fuldbyrdet medlem af Moderaternes folketingsgruppe inden partiets sommergruppemøde, og desuden var han blevet stillet i udsigt, at han ville få København som valgkreds.  Mine kilder sagde også, at Jon Stephensen havde underholdt medlemmerne af Grønlandsudvalget med, at såfremt alt dette ikke blev realiseret, så ville han tage bladet fra munden og fortælle højt og bredt om, at han var blevet tilbudt en million kroner af Moderaterne for at træde ud af Folketinget.  Men bortset fra at Jon Stephensen var blevet spottet i periferien af partiets sommergruppemøde ved Hotel Scheelsminde i Jylland i slutningen af august måned, var der ikke kommet nogen udmeldinger fra partiet om, at han nu var blevet lukket helt ind i varmen igen. Og samtidig var Jon Stephensen ikke gået i pressen og havde berettet om forsøget på at købe hans mandat. Så hvad var egentlig op og ned i denne mystiske sag?  “Hvordan går det?” spurgte jeg Jon Stephensen, som tog opstilling på den anden side af afspærringsbåndet.  “Jamen, det går da fint … det går da fint, Mads,” svarede han.  “Er du egentlig … er du blevet lukket helt ind (i Moderaternes folketingsgruppe, red.)?” lød mit næste spørgsmål.  “Jeg har ikke så meget at sige … øøhh … jeg synes mere, det er en betragtning om spidskandidat … det er jo ikke til at vide, om det er det,” svarede Jon Stephensen.  “En betragtning om spidskandidat,” udbrød jeg forbavset, for hvad i alverden skulle det nu betyde?  “Ja,” replicerede Jon Stephensen.  “Okay! Det er jo spændende, Jon!” sagde jeg begejstret.  “En gisning … altså om det,” lød det kryptisk fra Jon Stephensen, som muligvis var kommet til at tale over sig.  “En gisning om det?” spurgte jeg forvirret.  “Ja,” svarede Jon Stephensen.  “Og hvornår vil det blive afklaret, om det er mere end en gisning?” spurgte jeg så.  “Om det, du skrev,” svarede Jon Stephensen.  “Det har jeg ikke skrevet,” svarede jeg, hvorefter Jon Stephensen så meget underlig ud i hovedet og straks gik ind til John Bolton i samrådsværelset.  Bemærk lige i den forbindelse, hvor velsignet det er at leve i et univers, hvor der er sket det helt utrolige og svært fatbare, det er, at Jon Stephensen og John Bolton har mødt hinanden.