Mads Brügger

Det var en tirsdag i midten af august, at jeg igen nærmede mig Folketinget. Jeg havde fået mit skilt tilbage, det privilegerede adgangskort med det blå bånd, som var blevet taget fra mig, da jeg blev idømt tre måneders karantæne fra Christiansborg for … hvad var det nu, det var? … åh jo;  “manglende situationsforståelse”.  Ligesom med fængselsfanger, der typisk udsluses på en søndag, hvor verden ikke kører på fuldt blus og samlet set virker mindre farlig, havde en læser af mine stuegange anbefalet, at jeg vendte tilbage til Borgen på en dag, hvor der ikke skete så meget, at jeg ville blive overstimuleret og gå helt fra snøvsen. Altså i modsætning til at vente til den syvende oktober, hvor Folketinget åbner officielt efter sommerpausen med hele det fulde orgelbrus.  Det var et godt råd, så derfor valgte jeg at dyppe foden i badekarret den 14. august, hvor jeg kunne se, at det eneste, der var på bedding, var et møde i salen. Mødet omhandlede i øvrigt førstebehandlingen af et stykke lovgivning, der kommer til at give forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og hans lille øjentjener beredskabsminister Torsten Schack Pedersen (V) uhyggeligt meget magt.  I mellemtiden havde jeg haft tid til at tænke det hele igennem. For som vi ved fra formand Mao, er det aldrig for sent med selvkritik. Og når jeg regnede efter, kunne jeg godt se, at jeg faktisk var trådt ved siden af. For mit oprindelige løfte til Frihedsbrevets læsere var jo, at jeg kun ville kigge og aldrig gribe ind, præcis som den intergalaktiske voyeur The Watcher fra Marvels tegneserieunivers bærer sig an.  “He will never interfere,” som løftet lyder på engelsk.  Men det var jo netop det, jeg havde gjort mig skyldig i, da jeg tog Rasmus Paludan med på min stuegang; jeg havde grebet ind og introduceret et stykke udefrakommende virkelighed i Borgens gange, nemlig Rasmus Paludan. Og det var jo denne sociale intervention, der endte med at føre til min karantæne. Så fra nu af var jeg fast besluttet på aldrig mere at gribe ind igen, men kun at kigge. Hvorfor jeg også havde skudt en løs idé om at holde en reception på Borgen i anledning af min tilbagekomst til hjørne.  En anden årsag var, at en opklarende telefonsamtale med Snapstinget havde åbenbaret, at man ikke bare sådan kan holde en reception i Folketinget. Jeg skulle skrive til Folketingets eventafdeling og alt muligt, og for enden af denne vej kunne jeg klart fornemme, at jeg sagtens kunne havne et sted, hvor jeg på ny havde gjort mig skyldig i manglende situationsforståelse. For det er jo sådan, det virker, når man får et rap over nallerne; man bliver håndsky af det.  Noget andet, jeg havde brugt min sommerferie på, var at undre mig over, at så få af mine kolleger på Borgen havde protesteret over min karantæne. Det virkede snarere‚ som om de var lettede over at slippe af med mig, for det var hvert fald ikke meget frontgemeinschaft, jeg mærkede fra Presselogens side. Men det skaber jo unægteligt også ro i hønsegården, når der engang imellem forsvinder et uregerligt stykke fjerkræ. I dette tilfælde en rød amerikaner, som vel må være betegnelsen for den høneart, jeg selv tilhører.  De altid flinke folketingsbetjente tog venligt imod mig, og snart stod jeg på den anden side af sikkerhedsslusen. Det føltes rart at være tilbage igen, men også lidt usikkert. Ligesom i en drøm‚ hvor man pludselig befinder sig i sin gamle folkeskole.  Så mødte jeg en kollega fra pressekorpset, der ved selvsyn kunne konstatere, at jeg var tilbage.  “Du er tilbage,” sagde han.  Han fortalte så, at han lige kom fra en briefing med Alex Vanopslagh (LA), som handlede om, hvad der skulle ske til Liberal Alliances sommergruppemøde.  “Men sådan noget bliver du jo ikke inviteret med til,” sagde min kollega og understregede, at jeg ikke var gået glip af noget.  Nu gjaldt det mødet i salen, som var sat til at starte om 10 minutters tid. Men Presselogen, hvorfra jeg normalt følger med i det arbejdende folkestyre, var nu under ombygning, fordi der skulle gøres plads til simultantolkning til grønlandsk, hvilket formanden for Esbjerg Havn – Søren Gade – ellers tilbage i september 2023 havde forklaret til DR, var alt for dyrt. “En af årsagerne er rent praktisk, at så skal vi bygge Folketinget om for godt 40 millioner, og hvis man skulle tage den fulde model, vil det koste yderligere 200 millioner om året,” sagde Søren Gade dengang.  Men efter at USA’s præsident Donald Trump rettede sit dræberblik mod Grønland, er pengene pludselig dukket op, så nu kan Folketingets medlemmer snart høre Aki-Matilda Høegh-Dam holde taler på grønlandsk oversat til dansk, og hun kan høre danske taler oversat til grønlandsk … hvis det da ikke lige var, fordi hun har søgt orlov fra Folketinget for at “kunne optimere sine kræfter” i det grønlandske parlament, hvor hun også har fået en plads. Her er det lige værd at bemærke, at den eneste årsag til hele øvelsen med simultantolkning til grønlandsk i Folketinget er, at Aki-Matilda Høegh-Dam, som er født i Hillerød og taler klingende dansk, har insisteret på at holde sine taler på grønlandsk. Altså lidt som hvis man ringer til værten, som har inviteret til middag, og gør gældende, at man både er veganer og nøddeallergiker og afholdsmand for så helt at blive væk.

“Jeg var tre år i militæret, men i Algeriet var jeg kun et år. Men i sådan en krig er man konfronteret med det faktum, at man selv kan dø når som helst, og at man også kan komme i den situation selv at skulle dræbe. Man spekulerer selvfølgelig over sådan en problemstilling, det er i hvert fald et foruroligende dilemma at befinde sig i. Men hvis man siger, at det enten er ham eller mig, så foretrækker jeg trods alt, at det er ham. I hvert fald modner det at leve konstant under det pres at dræbe eller blive dræbt. Og det var situationen.” Ordene stammer fra Prins Henrik, den nu afdøde prinsgemal. Kongens far. Mens jeg researchede til Frihedsbrevets podcastserie Prins Henriks Krig, ovre i Rigsarkivet i København, faldt jeg over udtalelsen i et højstemt fødselsdagsinterview med prinsen, skrevet af journalisten Ninka, og bragt i Politiken den 3. april 1994 under overskriften “60 år uden panik”.  Og det er stort set det, Prins Henrik siger om Algeriet i den ombæring, og Ninka har tilsyneladende ingen opfølgende spørgsmål. Som for eksempel om prinsen rettelig siger til hende, at han har slået mennesker ihjel? Det får lov til at stå hen i det uvisse.

Bliv medlem af Frihedsbrevet, og læs eller lyt til bogen og de hemmelige optagelser. Mike Fonseca var en kun 27-årig ung mand fra Køge, der søgte valg til Folketinget, fordi han oprigtigt troede på det nystiftede parti Moderaterne, når de sagde de var arnested for en helt ny politisk kultur. En politisk kultur, der var sund og frisk. Og god. Paradoksalt nok fandt Mike Fonseca for enden af vejen en politisk kultur, der er så grim og snavset, at den ikke tåler dagens lys. I den forstand er det passende, at denne fortælling kulminerer i en kælder på Islands Brygge, hvor partiformanden Lars Løkke Rasmussen virkelig tager bladet fra munden. Med skjulte lydoptagelser, dagbogsnotater og fortrolige mails – og tekstbeskeder dokumenteres her det forløb som ledte frem til at Mike Fonseca blev smidt ud af regeringspartiet Moderaternes folketingsgruppe, fordi han var blevet kæreste med en 15-årig pige. Desuden fortæller Mike Fonseca for første gang selv om de hændelser, der stadig plager ham. For kan det virkelig passe, at Lars Løkke Rasmussen forsøgte at købe både hans tavshed og hans mandat, og hvor stiller det så vores demokrati?

For lige at tage sorgerne på forskud‚ så bliver dette min sidste stuegang i et længere stykke tid. I værste fald i hele seks måneder. Jeg er nemlig blevet idømt karantæne af Folketingets præsidium for noget så specielt som  “manglende situationsforståelse”, og hvis man som læser hænger på til slutningen af denne beretning, har jeg tænkt mig at uddybe, hvordan jeg er havnet i denne prekære situation. Men først skal vi tilbage til den 27. marts, om eftermiddagen, hvor jeg i udkanten af Borgens perimeter observerede forhenværende folketingsmedlem og nuværende direktør for Økologisk Landsforening, Rasmus Prehn (S). Han stod i det funklende klare solskin og talte i telefon, og vi fik lige vinket til hinanden, og ved selvsyn kunne jeg konstatere, at Prehn var i bedre humør end nogensinde. Jeg taler om supergodt humør, simpelthen. Der er heller ikke noget, der er så befordrende for folketingsmedlemmernes sindstilstand som at slippe ud af Borgens musehjul og så få sig en ordentlig, fed lobbytjans. Som Kamala Harris sikkert ville sige det, var Rasmus Prehn blevet en person, der nu var “ubebyrdet af det, der kunne have været.” 

Har man en sød tand for det skøre, er det her for tiden nemt at få stillet sin sult. For hvor end man kigger hen, sker der fuldkommen vanvittige ting lige for næsen af en, og det er svært at holde styr på alle tosserierne.  For eksempel er der sket det ubegribelige, at Søren Pind er blevet administrerende direktør for interesseorganisationen Aktive Ejere og er således nu chef for Henrik Sass Larsen, der giver den i rollen som politisk direktør. Skal man trække paralleller til tegneseriernes verden, svarer det lidt til, at Jokeren og Pingvinen er teamet op og nu arbejder sammen som lobbyister for kapitalinteresser. 

For at parafrasere Dan Turèll; man skulle have været folketingsmedlem. For det skulle man virkelig. Mens riget stander i våde, krigstrommerne buldrer, og de røde postkasser skrottes, har det for eksempel været muligt for medlemmerne af Finansudvalget at komme en hel uge til Japan med alt betalt for – citat – “at få en status og fremtidsudsigter for Japans økonomi”.  Mens dette læses, er de afsted, og “de” er blandt andre store personligheder som Simon Kollerup (S), Jesper Petersen (S) og Benny Engelbrecht (S).  Ifølge programmet kan de glæde sig til at komme på cykeltur i Kyoto, men det er skam ikke sjov og spas alt sammen, for i anledning af kvindernes internationale kampdag er der også sat hele 45 minutter af til at diskutere lighed mellem kønnene, når danskerne besøger det japanske parlament. Bemærk i den forbindelse at Japan målt på ligestilling ligger helt i bund, som nummer 118 ud af 146 lande ifølge World Economic Forum. Prisen for den samlede pakke lyder på hele 600.000 kroner. 

Sig nærmede sig tiden for det 55ende møde i salen, datoen var den 18/2 2025, og om en lille halv time, klokken 13, ville det gå løs. Den såkaldte udvidede spørgetime med statsministeren – som var blevet udskudt på grund af tingenes rærlige tilstand – skulle nu endelig finde sted.  Fra min post oppe i presselogen anede jeg intet om alle de store oplevelser, jeg havde i vente. Vel var jeg klar over, at der snart skulle være debat om krigen i Ukraine ovre i Landstingssalen, og jeg havde også gjort plads i min kalender til receptionen for Rasmus Prehns (S) nye bog. Men jeg anede intet om, hvad der rent faktisk ville foregå til disse sammenkomster, og havde endnu ikke opsnappet, at ugen ovenikøbet ville slutte af med en reception i Snapstinget i anledning af politisk ordfører Jan Ejnar Jørgensens (V) 60-års fødseldag. Det var her, jeg opdagede, at Jakob Ellemann-Jensen og Jan E. Jørgensen sammen har optrådt som snobberne Fritz og Poul til Venstres sommergruppemøde, og det kribler virkelig i mine fingre for at komme til at skrive i dybden om det.  Faktisk har jeg så meget at berette om, at jeg overvejer at dele min rapport op i to dele, for jeg har også mødt den rigtige Fritz, nemlig Fritz Schur, og så har jeg været på sporet af Bergur Løkke Rasmussen (M) og taget ham i at være lobbyist for en kontroversiel vognmandsvirksomhed.  Men hver ting til sin tid, og lige nu sad jeg altså oppe i presselogen og ventede på statsministeren. 

Det var den næstsidste dag i januar måned, og aftenen forinden var den 38-årige svensk-irakiske koranafbrænder Salwan Momika blevet skudt og dræbt, da han stod ude på altanen til sin lejlighed i byen Södertalje syd for Stockholm. Af uvisse årsager havde det svenske samfund ikke været i stand til at beskytte ham. Kort tid efter blev fem personer anholdt, men snart gik det hele i glemmebogen på grund af Trump og Grønland, og længere fremme indtraf så skoleskyderiet i Örebro, der trængte drabet på Salwan Momika endnu længere tilbage i korttidshukommelsen.  Til sidst var det, som om det aldrig var sket, at en mand i Sverige var blevet slået ihjel, fordi han havde stukket ild til en bog. Men torsdag den 30. januar var det stadig friskt stof, og alles tanker gik naturligvis til vores egen Rasmus Paludan, som vel strengt taget er disse breddegraders førende koranafbrænder og derfor Danmarks mest truede person. 

Men før vi går til vaflerne, må jeg lige meddele nogle ting, som jeg brænder for at komme af med.  Vigtigst er, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) er begyndt at ryge pibe. Det har jeg fra flere kilder. En god kilde har endda mødt Løkke i fuld firspring hen over Kongens Nytorv i København med en snade i munden.  Min kilde sagde, at det klædte ham.  Målt op imod evigheden er det en lillebitte ting, at Løkke ryger pibe, javist, men alligevel; hvad betyder det? Inden for drømmetydning denoterer en pibe typisk noget seksuelt. Mødet mellem pibens mundstykke og læberne er helt oplagt coitalt, men det at ryge pibe kan også være et call back til det, som Freud kalder den orale fase, og kan derfor have med en følelse af usikkerhed at gøre. Men som salig Freud også bemærkede; nogle gange er en cigar bare en cigar. I øvrigt begyndte Løkke allerede at ryge pibe i gymnasiet i Helsinge, så måske han bare har genoptaget en gammel vane? 

Salig Carl Schmitt (1888-1985), Adolf Hitlers jurist, mente, at politik var noget, som gjaldt den helt store klinge. Det meste af det palaver, der regnes for politik i dagens Danmark, ville Schmitt have betragtet som værende netop det; de rene ubetydeligheder. Han havde ingen tålmodighed med personfnidder og småtterier. Nej, for Schmitt handler politik ene og alene om følgende spørgsmål: Hvem er vi venner med, og hvem er vi fjender med? Således, hvis han stadig var i blandt os, ville Carl Schmitt have været slemt skuffet over dansk politik årgang 2024. Men 2025 tegner allerede nu til at blive en helt anden sag. For hvad det herrens år 2025 begyndte med, var netop politik, som Carl Schmitt forstod det. Hvem er vores venner, hvem er vores fjender, og hvem skal have kniven?