Mads Brügger

Kig nøje på det ovenstående billede. Det er taget af Informations fotograf Maria Høy Hansen og forestiller Løkkes (M) særlige rådgiver Karen Clement, der står med sin mobiltelefon til et pressemøde i Finansministeriet og er i gang med at filme noget. Det, hun filmer, er min mobiltelefon. På hendes skærm kan man se, at hun har zoomet helt ind på min mobiltelefon og i hvert fald har filmet skærmens indhold i hele 26 sekunder.  Nu kan man jo mene, at en journalist, der selv har udsat alle mulige andre for skjult kamera, kun har godt af at at smage sin egen medicin, men man kan også mene, at det er lige lovligt groft – hvis ikke direkte ulovligt? – at en offentligt ansat spindoktor således forsøger at kigge en journalist over skuldrene. Nu ville jeg jo aldrig sidde til et pressemøde og kommunikere skriftligt med kilder, hvis identitet jeg havde lovet at beskytte, men tænk nu, hvis det var tilfældet? Selv siger Karen Clement, at hun havde hovedet under armen, og at hun har slettet materialet igen, men der melder sig alligevel en mængde spørgsmål, som jeg vender tilbage til længere fremme i denne stuegang, som derudover selvfølgelig står i folketingsvalgets tegn.  For nu kom det; begivenheden, som patriarker, profeter og punditter havde spået om og håbet på. Valget. Den sidste tvivl om valgets snarlige komme forsvandt for mit vedkommende i Vandrehallen torsdag den 26. februar, hvor jeg stod og talte med seniorrådgiver i Liberal Alliances presseafdeling, Peter Astrup. Han var selv af den opfattelse, at der stadig var længe til folketingsvalget og havde lige lagt et opslag ud på et socialt medie, hvor han netop gjorde dette synspunkt gældende. Han var besynderligt nok helt upåvirket af virakken, som ellers kendetegnede Borgen denne formiddag. Der var sendevogne parkeret langs med Ridebanen, Vandrehallen var oplyst af projektører, og hele det politiske pressekorps flaksede rundt og handlede valgrygter med hinanden. Noget stort var helt evident under opsejling.  Pludselig kom Liberal Alliances Lars-Christian Brask, som er medlem af Folketingets præsidium, hen til os.  “Valget bliver udskrevet nu,” sagde han til Peter Astrup og fortsatte:  “Jeg skal ned og modtage Serbiens præsident, og ALT er blevet aflyst.”  Så gik han igen.  “Nå?! Jamen, der kan du bare se,” sagde Peter Astrup og tilføjede, at han nu ville slette det opslag, han lige havde lagt op.  Oppe i presselogen var der tæt pakket. Det var der også nede i salen.  Når jeg kiggede på min blok, kunne jeg se, at mine seneste notater gik to dage tilbage, nemlig tilbage til den 24/2, hvor jeg var til pressemøde i Finansministeriet om 2035-planen. Et rigtigt pressemøde, som blev afholdt inde i det rum, der kaldes rentekammeret, og som har grønne vægge og barokmalerier i loftet. En smuk kulisse til, hvad jeg antog, ville være SVM-regeringens sidste pressemøde, før folketingsvalget blev udskrevet.  De fremmødte journalister fik udleveret en folder med titlen “DK2035 – et stærkt Danmark i en usikker verden”. Umiddelbart var det oplagt at vende sætningen om og i stedet skrive “et usikkert Danmark i en stærk verden”, for var det ikke snarere det, som var tilfældet?  På forsiden var der et billede af en kvinde, som krammer med en dreng med en gul hue på. Inde i folderen kunne man læse om, hvorledes regeringen vil “prioritere midlerne til at tage hånd om de vigtigste udfordringer”. Når man bladrede rundt i tryksagen, kunne man desuden regne sig frem til, at pengene hurtigt fik ben at gå på; alene 43 milliarder var sat af til at løfte udgifterne til forsvar og sikkerhed. 23 milliarder til “det demografiske træk”, altså det som i gamle dage hed ældrebyrden. 15 milliarder til klimatilpasning og 6 milliarder til at nedsætte momsen på alle fødevarer. Plus lidt til vindmøller og beredskabet. På slutstregen var alle pengene blevet spenderet. 

“Hej Lars!” sagde formanden for Esbjerg Havn, da udenrigsminister og partiformand Lars Løkke Rasmussen (M) trådte ind i en ellers tom folketingssal.  Det var onsdag den 18. februar, klokken var lidt i tretten om eftermiddagen, og snart skulle der være ministerspørgetid. De første spørgsmål var til Løkke og kom fra Enhedslistens Trine Pertou Mach og handlede ikke overraskende om det emne, som hun er monomanisk besat af, nemlig palæstinensernes ve og vel.  “Dejligt fredeligt at komme herind,” sagde Løkke til Søren Gade (V), mens han rigtigt tog rummet i besiddelse. Man kunne se på Løkke, at han stadig surfede rundt på bølgen fra tv-serien Udenrigsministeren, hvor den forudsætningsløse tv-seer får indtryk af, at landet ledes af en knusende genial diplomat og statsmand, som opererer på et niveau, der er langt over Mette Frederiksen (S) og Troels Lund Poulsen (V).  Nu kan jeg tage fejl, men det næste Søren Gade sagde, lød unægteligt, som om han sagde‚ “skal vi ikke bare gå i baren?”, men det var jo svært at få til at give mening. Jeg kunne heller ikke tro mine ører, da det lød, som om de to mænd talte om at danse lanciers, men senere den dag opdagede jeg, at slottets beboere snart skal til hofbal, hvorfor de rent faktisk er begyndt at øve sig i at danse lanciers. For eksempel har medlemmerne af Liberal Alliances folketingsgruppe fået undervisning i lanciers ovre i Proviantgården, hvor en danselærer kendt fra tv-programmet Vild med dans var blevet hyret ind. Kender man lidt til begrebet hypervirkelighed, hvor fiktion og virkelighed krydsbefrugter hinanden og frembringer en helt ny virkelighed, som føles mere virkelig end den rigtige virkelighed, vil man kunne nikke genkendende til disse oplysninger. 

Det var SVM-regeringens sidste dage, og flankerne blev lukket af en for en. Valgkanonerne blev trillet ud til kontaktlinjerne, og violinerne blev hårdt stemt.  Forude ventede det endelige opgør.  I den forgangne uge var regeringen sammen med Enhedslisten og SF trådt frem til et doorstep i Finansministeriet og havde her meddelt pressen, at der nu skal udsendes fødevarechecks til de danskere, som har mindst. På bagkanten kom det dog frem, at godt og vel tredive procent af disse 660.000 forventede fødevarechecks bliver udbetalt til den halvdel af befolkningen, der tjener mest … men hvad gør det, når det først og fremmest handlede om at gøre sig til overfor danskerne i en ruf?  Senest har Jyllands-Posten i øvrigt bragt til torvs, at omtrent 150 bandemedlemmer og rockere også kan glæde sig til at få en dejlig fødevarecheck.  “For den, der har, til ham skal der gives, og han skal have overflod,” som der så rigtigt står skrevet i Matthæusevangeliet. 

Dette er satire. Og et eksperiment. Det eksperimentelle består i, at alt indholdet er genereret af kunstig intelligens, og er som sådan uberørt af menneskehænder.  Anledningen bag Projekt X er selvfølgelig Projekt Y, det AI-baserede, borgerlige nyhedsmedie, som en mildt sagt kulørt ejerkreds meldte ud sidste år – med den kontroversielle mediemand Michael Dyrby i spidsen. Fidusen ved Projekt Y er planen om at benytte en særlig AI-teknologi, som medejeren Lars Tvede hævder at være i besiddelse af, til at generere journalistisk indhold. Om dette påfund ender med at blive en dreng eller en pige, må tiden vise, men i mellemtiden er det jo ikke forbudt at lave lidt sjov med Projekt Y. For kan man gøre andet, når man kigger på en ejerkreds, der blandt andre tæller Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt, tidligere udenrigsminister Anders Samuelsen og rigmanden Lars Seier?  Så derfor Projekt X. I hvert afsnit, som udkommer en gang om ugen, mødes ejerkredsen online for at diskutere den forgangne uges nyhedsstrøm og for sammen at braine på, hvordan det lille nye medie, de barsler med, ville have grebet det an. Ja, i det hele taget for at finde et fælles fodslag.

Retfærdigvis skal det siges, at det ikke var udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), der fistbumpede den danske ambassadør til Washington, da de kom ud fra mødet i Eisenhower-bygningen, hvor de havde talt Grønland med udenrigsminister Marco Rubio og vicepræsident J.D. Vance.  Det var faktisk lige omvendt; det var ambassadør Jesper Møller Sørensen, som gav Løkke en knytnævehilsen. Set med diplomatiske lorgnetter en mindre lapsus, som Møller Sørensen nok fortryder i dag.  Løkke skal heller ikke høre et ondt ord for at styrke sig med en tobakscigaret oven på turen ind i løvens hule. Man skal jo, som man siger det i det amerikanske, “ryge dem, hvis man har dem”.  Derimod vil jeg gerne dvæle lidt ved, at Løkke selv, helt uopfordret, til det efterfølgende pressemøde på terrassen foran den danske ambassade sagde, at han “ikke er en Chamberlain” – altså som i den engelske premierminister Neville Chamberlain (1869-1940), der regnes som indbegrebet af en blåøjet og godtroende politiker. Selvfølgelig grundet mødet med Adolf Hitler i München i 1938, der efter Chamberlains opfattelse gik så godt, at han straks fløj hjem og lovede englænderne “fred i vor tid”. Som bekendt var der ikke rigtig hold i den udmelding.  Lars Løkke Rasmussen sagde endda flere gange til pressen, at han ikke var nogen Chamberlain, han var helt vild med at sige det, og som vi ved fra psykologien, så peger det i modsat retning, jo mere man siger, at man ikke er noget.  Og kigger man efter i Neville Chamberlains og Lars Løkke Rasmussens meritter, så er der faktisk ganske mange ligheder imellem dem; som for eksempel en track record som værende pragmatiske, processtærke administratorer. Systemets mænd. Desuden var Chamberlain en aktiv piberyger, og det er jo også noget, som Løkke har taget op på det seneste. Og vel lovede Løkke os ikke “fred i vor tid” – han lovede os derimod en “high level working group” – men ikke så snart var denne famøse arbejdsgruppe blevet meldt ud, før Donald Trump fik det hele til at sprænge i luften mere end nogensinde, og nu fremstår denne arbejdsgruppe mest som et stykke naiv ønsketænkning fra dansk side.  Sidst jeg så Løkke, til endnu et doorstep i Borgen foran det hemmelige, sikrede mødelokale SIKLO, sagde Løkke til journalisternes overraskelse, at denne arbejdsgruppe “nok er noget pumpet op”. Der var snarere, ifølge Løkke, tale om “dialog på et højt niveau”. Altså det, som andre mennesker normalt kalder for diplomati. 

Dette er satire. Og et eksperiment. Det eksperimentelle består i, at alt indholdet er genereret af kunstig intelligens, og er som sådan uberørt af menneskehænder.  Anledningen bag Projekt X er selvfølgelig Projekt Y, det AI-baserede, borgerlige nyhedsmedie, som en mildt sagt kulørt ejerkreds meldte ud sidste år – med den kontroversielle mediemand Michael Dyrby i spidsen. Fidusen ved Projekt Y er planen om at benytte en særlig AI-teknologi, som medejeren Lars Tvede hævder at være i besiddelse af, til at generere journalistisk indhold. Om dette påfund ender med at blive en dreng eller en pige, må tiden vise, men i mellemtiden er det jo ikke forbudt at lave lidt sjov med Projekt Y. For kan man gøre andet, når man kigger på en ejerkreds, der blandt andre tæller Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt, tidligere udenrigsminister Anders Samuelsen og rigmanden Lars Seier?  Så derfor Projekt X. I hvert afsnit, som udkommer en gang om ugen, mødes ejerkredsen online for at diskutere den forgangne uges nyhedsstrøm og for sammen at braine på, hvordan det lille nye medie, de barsler med, ville have grebet det an. Ja, i det hele taget for at finde et fælles fodslag.

Før jeg går til stålet, vil jeg lige pege på en scene, der er at finde i første afsnit af første sæson af tv-serien Fargo, som er et spin off på spillefilmen af samme navn. Her mødes to mænd, som af højde og drøjde, men også i forhold til deres mentalitet, er perfekte i rollerne som avatarer for Mette Frederiksens Danmark og for Donald Trumps USA. Den førstnævnte er det evige mobbeoffer Lester Nygaard, som spilles af Martin Freeman. Hans modstykke er den skruppel- og grænseløse lejemorder Lorne Malvo, der spilles af Billy Bob Thornton.  De to mænd mødes på en diner i en provinsby i Minnesota for at tale om, at Lorne Malvo netop har myrdet Sam Hess, ejeren af et lokalt speditionsfirma, som har været Lester Nygaards plageånd lige fra barnsben af. Lorne Malvo er af den opfattelse, at Lester Nygaard har bedt ham om at dræbe Sam Hess, hvilket ikke helt er sådan, Lester Nygaard ser på sagerne. Men nu er det altså blevet ordnet, og mens Lester Nygaard lader sandheden synke ind, siger Lorne Malvo disse ord:  “Dit problem er, at du tilbringer hele dit liv i den opfattelse, at der er regler. Det er der ikke. Vi plejede at være gorillaer. Vi havde kun det, vi selv kunne tage, og som vi kunne forsvare. Sandheden er, at du er mere mand i dag, end du var i går. Det er en rød flod, Lester, vores liv. Det lort, de får os til at æde. Dag efter dag. Chefen, konen og så videre. Det slider os ned. Hvis vi ikke kæmper imod og lader dem vide, at du stadig er en abe inderst inde, hvor det tæller, så bliver du bare skyllet væk.” 

Dette er satire. Og et eksperiment. Det eksperimentelle består i, at alt indholdet er genereret af kunstig intelligens, og er som sådan uberørt af menneskehænder.  Anledningen bag Projekt X er selvfølgelig Projekt Y, det AI-baserede, borgerlige nyhedsmedie, som en mildt sagt kulørt ejerkreds meldte ud sidste år – med den kontroversielle mediemand Michael Dyrby i spidsen. Fidusen ved Projekt Y er planen om at benytte en særlig AI-teknologi, som medejeren Lars Tvede hævder at være i besiddelse af, til at generere journalistisk indhold. Om dette påfund ender med at blive en dreng eller en pige, må tiden vise, men i mellemtiden er det jo ikke forbudt at lave lidt sjov med Projekt Y. For kan man gøre andet, når man kigger på en ejerkreds, der blandt andre tæller Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt, tidligere udenrigsminister Anders Samuelsen og rigmanden Lars Seier?

“Så skal der fandeme laves kritisk reportage,” sagde Danmarksdemokraternes strategichef Mark Thorsen, da jeg kom op i presselogen lørdag den 6. december klokken lidt i 13 om eftermiddagen. Nede i salen vrimlede det med voksne og børn, der spændt ventede på, at Hr. Skæg skulle optræde til Folketingets Juletræsfest.  “Ja, det skal der! Det vil nok føre til, at jeg får karantæne på livstid,” svarede jeg Mark Thorsen, og så grinede vi lidt af det. Kort forinden, ved Folketingets hovedindgang, havde jeg mødt den unge rigsborger Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti. Han var i selskab med Christian Bülow, også fra Dansk Folkeparti, der ligesom Mikkel Bjørn var blevet valgt ind i Københavns Borgerrepræsentation. Bülow sagde, at han var kommet til at sidde ved siden af Frie Grønnes Sikandar Siddique, men tilsyneladende havde Siddique på sociale medier givet udtryk for, at han sidder ved siden af Mikkel Bjørn, men Sikandar Siddique lever jo også i sin helt egen virkelighed. Mere nåede jeg ikke at tale med Bjørn & Bülow, for de skulle op til Dansk Folkepartis hovedbestyrelsesmøde, som altså blev afholdt midt i Folketingets Juletræsfest.

Det engelske udtryk enshittification har været årets ord i Storbritannien, USA og Australien og blev oprindeligt coinet af den canadiske forfatter Cory Doctorow. Det betegner en proces, hvormed digitale platforme og tjenesteydelser kvalitetsmæssigt forfalder og nedbrydes over tid og bliver til … lort.  På dansk kan udtrykket vel bedst oversættes til lortificering, og spørgsmålet er, om ordet ikke kan bredes ud til at omfatte samfundet i bred forstand? For eksempel det danske folkestyre. Og i hvert fald helt oplagt SVM-regeringen og i særdeleshed Socialdemokratiet, hvor Mette Frederiksen (S) på forbløffende kort tid er gået fra at være en uovervindelig, magtfuldkommen, præsidentiel statsminister til at være dansk politiks svar på Kamala Harris.