Mads Brügger

Direktør og ansvarshavende chefredaktør for Frihedsbrevet. Født 1972, journalist, filminstruktør og forfatter. BA i Film og Medievidenskab. Har tidligere været programchef hos Radio24syv og før det journalist og studievært hos Danmarks Radio.

Mads@frihedsbrevet.dk

Prins Hen­riks hemmelighed

“Jeg var tre år i militæret, men i Algeriet var jeg kun et år. Men i sådan en krig er man konfronteret med det faktum, at man selv kan dø når som helst, og at man også kan komme i den situation selv at skulle dræbe. Man spekulerer selvfølgelig over sådan en problemstilling, det er i hvert fald et foruroligende dilemma at befinde sig i. Men hvis man siger, at det enten er ham eller mig, så foretrækker jeg trods alt, at det er ham. I hvert fald modner det at leve konstant under det pres at dræbe eller blive dræbt. Og det var situationen.” Ordene stammer fra Prins Henrik, den nu afdøde prinsgemal. Kongens far. Mens jeg researchede til Frihedsbrevets podcastserie Prins Henriks Krig, ovre i Rigsarkivet i København, faldt jeg over udtalelsen i et højstemt fødselsdagsinterview med prinsen, skrevet af journalisten Ninka, og bragt i Politiken den 3. april 1994 under overskriften “60 år uden panik”.  Og det er stort set det, Prins Henrik siger om Algeriet i den ombæring, og Ninka har tilsyneladende ingen opfølgende spørgsmål. Som for eksempel om prinsen rettelig siger til hende, at han har slået mennesker ihjel? Det får lov til at stå hen i det uvisse.

Læs bogen ‘Det koster et mandat’

Foto: Frihedsbrevet

Bliv medlem af Frihedsbrevet, og læs eller lyt til bogen og de hemmelige optagelser. Mike Fonseca var en kun 27-årig ung mand fra Køge, der søgte valg til Folketinget, fordi han oprigtigt troede på det nystiftede parti Moderaterne, når de sagde de var arnested for en helt ny politisk kultur. En politisk kultur, der var sund og frisk. Og god. Paradoksalt nok fandt Mike Fonseca for enden af vejen en politisk kultur, der er så grim og snavset, at den ikke tåler dagens lys. I den forstand er det passende, at denne fortælling kulminerer i en kælder på Islands Brygge, hvor partiformanden Lars Løkke Rasmussen virkelig tager bladet fra munden. Med skjulte lydoptagelser, dagbogsnotater og fortrolige mails – og tekstbeskeder dokumenteres her det forløb som ledte frem til at Mike Fonseca blev smidt ud af regeringspartiet Moderaternes folketingsgruppe, fordi han var blevet kæreste med en 15-årig pige. Desuden fortæller Mike Fonseca for første gang selv om de hændelser, der stadig plager ham. For kan det virkelig passe, at Lars Løkke Rasmussen forsøgte at købe både hans tavshed og hans mandat, og hvor stiller det så vores demokrati?

Fri Mads #143: Ube­byr­det af det, som kun­ne have været

Illustration: Malthe Emil Kibsgaard

For lige at tage sorgerne på forskud‚ så bliver dette min sidste stuegang i et længere stykke tid. I værste fald i hele seks måneder. Jeg er nemlig blevet idømt karantæne af Folketingets præsidium for noget så specielt som  “manglende situationsforståelse”, og hvis man som læser hænger på til slutningen af denne beretning, har jeg tænkt mig at uddybe, hvordan jeg er havnet i denne prekære situation. Men først skal vi tilbage til den 27. marts, om eftermiddagen, hvor jeg i udkanten af Borgens perimeter observerede forhenværende folketingsmedlem og nuværende direktør for Økologisk Landsforening, Rasmus Prehn (S). Han stod i det funklende klare solskin og talte i telefon, og vi fik lige vinket til hinanden, og ved selvsyn kunne jeg konstatere, at Prehn var i bedre humør end nogensinde. Jeg taler om supergodt humør, simpelthen. Der er heller ikke noget, der er så befordrende for folketingsmedlemmernes sindstilstand som at slippe ud af Borgens musehjul og så få sig en ordentlig, fed lobbytjans. Som Kamala Harris sikkert ville sige det, var Rasmus Prehn blevet en person, der nu var “ubebyrdet af det, der kunne have været.” 

Fri Mads #142: Hånd­te­ring af ube­hag, del 2

Illustration: Malthe Emil Kibsgaard

Har man en sød tand for det skøre, er det her for tiden nemt at få stillet sin sult. For hvor end man kigger hen, sker der fuldkommen vanvittige ting lige for næsen af en, og det er svært at holde styr på alle tosserierne.  For eksempel er der sket det ubegribelige, at Søren Pind er blevet administrerende direktør for interesseorganisationen Aktive Ejere og er således nu chef for Henrik Sass Larsen, der giver den i rollen som politisk direktør. Skal man trække paralleller til tegneseriernes verden, svarer det lidt til, at Jokeren og Pingvinen er teamet op og nu arbejder sammen som lobbyister for kapitalinteresser. 

Fri Mads #141: Hånd­te­ring af ube­hag, del 1

Illustration: Malthe Emil Kibsgaard

For at parafrasere Dan Turèll; man skulle have været folketingsmedlem. For det skulle man virkelig. Mens riget stander i våde, krigstrommerne buldrer, og de røde postkasser skrottes, har det for eksempel været muligt for medlemmerne af Finansudvalget at komme en hel uge til Japan med alt betalt for – citat – “at få en status og fremtidsudsigter for Japans økonomi”.  Mens dette læses, er de afsted, og “de” er blandt andre store personligheder som Simon Kollerup (S), Jesper Petersen (S) og Benny Engelbrecht (S).  Ifølge programmet kan de glæde sig til at komme på cykeltur i Kyoto, men det er skam ikke sjov og spas alt sammen, for i anledning af kvindernes internationale kampdag er der også sat hele 45 minutter af til at diskutere lighed mellem kønnene, når danskerne besøger det japanske parlament. Bemærk i den forbindelse at Japan målt på ligestilling ligger helt i bund, som nummer 118 ud af 146 lande ifølge World Economic Forum. Prisen for den samlede pakke lyder på hele 600.000 kroner. 

Fri Mads #140: Ver­den af i går

Illustration: Malthe Emil Kibsgaard

Sig nærmede sig tiden for det 55ende møde i salen, datoen var den 18/2 2025, og om en lille halv time, klokken 13, ville det gå løs. Den såkaldte udvidede spørgetime med statsministeren – som var blevet udskudt på grund af tingenes rærlige tilstand – skulle nu endelig finde sted.  Fra min post oppe i presselogen anede jeg intet om alle de store oplevelser, jeg havde i vente. Vel var jeg klar over, at der snart skulle være debat om krigen i Ukraine ovre i Landstingssalen, og jeg havde også gjort plads i min kalender til receptionen for Rasmus Prehns (S) nye bog. Men jeg anede intet om, hvad der rent faktisk ville foregå til disse sammenkomster, og havde endnu ikke opsnappet, at ugen ovenikøbet ville slutte af med en reception i Snapstinget i anledning af politisk ordfører Jan Ejnar Jørgensens (V) 60-års fødseldag. Det var her, jeg opdagede, at Jakob Ellemann-Jensen og Jan E. Jørgensen sammen har optrådt som snobberne Fritz og Poul til Venstres sommergruppemøde, og det kribler virkelig i mine fingre for at komme til at skrive i dybden om det.  Faktisk har jeg så meget at berette om, at jeg overvejer at dele min rapport op i to dele, for jeg har også mødt den rigtige Fritz, nemlig Fritz Schur, og så har jeg været på sporet af Bergur Løkke Rasmussen (M) og taget ham i at være lobbyist for en kontroversiel vognmandsvirksomhed.  Men hver ting til sin tid, og lige nu sad jeg altså oppe i presselogen og ventede på statsministeren. 

Fri Mads #139: Fryg­tens gave

Illustration: Malthe Emil Kibsgaard

Det var den næstsidste dag i januar måned, og aftenen forinden var den 38-årige svensk-irakiske koranafbrænder Salwan Momika blevet skudt og dræbt, da han stod ude på altanen til sin lejlighed i byen Södertalje syd for Stockholm. Af uvisse årsager havde det svenske samfund ikke været i stand til at beskytte ham. Kort tid efter blev fem personer anholdt, men snart gik det hele i glemmebogen på grund af Trump og Grønland, og længere fremme indtraf så skoleskyderiet i Örebro, der trængte drabet på Salwan Momika endnu længere tilbage i korttidshukommelsen.  Til sidst var det, som om det aldrig var sket, at en mand i Sverige var blevet slået ihjel, fordi han havde stukket ild til en bog. Men torsdag den 30. januar var det stadig friskt stof, og alles tanker gik naturligvis til vores egen Rasmus Paludan, som vel strengt taget er disse breddegraders førende koranafbrænder og derfor Danmarks mest truede person. 

Fri Mads #138: Den Bru­ne Bog

Illustration: Malthe Emil Kibsgaard

Men før vi går til vaflerne, må jeg lige meddele nogle ting, som jeg brænder for at komme af med.  Vigtigst er, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) er begyndt at ryge pibe. Det har jeg fra flere kilder. En god kilde har endda mødt Løkke i fuld firspring hen over Kongens Nytorv i København med en snade i munden.  Min kilde sagde, at det klædte ham.  Målt op imod evigheden er det en lillebitte ting, at Løkke ryger pibe, javist, men alligevel; hvad betyder det? Inden for drømmetydning denoterer en pibe typisk noget seksuelt. Mødet mellem pibens mundstykke og læberne er helt oplagt coitalt, men det at ryge pibe kan også være et call back til det, som Freud kalder den orale fase, og kan derfor have med en følelse af usikkerhed at gøre. Men som salig Freud også bemærkede; nogle gange er en cigar bare en cigar. I øvrigt begyndte Løkke allerede at ryge pibe i gymnasiet i Helsinge, så måske han bare har genoptaget en gammel vane? 

Fri Mads #137: Idiotplottet

Illustration: Malthe Emil Kibsgaard

Salig Carl Schmitt (1888-1985), Adolf Hitlers jurist, mente, at politik var noget, som gjaldt den helt store klinge. Det meste af det palaver, der regnes for politik i dagens Danmark, ville Schmitt have betragtet som værende netop det; de rene ubetydeligheder. Han havde ingen tålmodighed med personfnidder og småtterier. Nej, for Schmitt handler politik ene og alene om følgende spørgsmål: Hvem er vi venner med, og hvem er vi fjender med? Således, hvis han stadig var i blandt os, ville Carl Schmitt have været slemt skuffet over dansk politik årgang 2024. Men 2025 tegner allerede nu til at blive en helt anden sag. For hvad det herrens år 2025 begyndte med, var netop politik, som Carl Schmitt forstod det. Hvem er vores venner, hvem er vores fjender, og hvem skal have kniven?

Fri Mads #136: Nota­ter fra kaninhullet

Hvad er det, man siger? “Man må tage, hvad man kan få.” Sådan gælder det i nær sagt alle livets forhold, herunder også i den politiske verden.  Statsminister Mette Frederiksen (S) kunne hverken blive generalsekretær for NATO eller præsident for Det Europæiske Råd, men til gengæld er hun nu blevet gjort til kommandør af første grad af Dannebrogordenen og bør rettelig tituleres Kommandør Frederiksen, hvilket alt andet lige har noget schwung over sig. Meget, meget fint. Men også dyrt for skatteborgerne, for ifølge Politiken ligner det en tanke, at der er blevet handlet i porten, således at kongehuset kort før indgåelsen af finansloven for næste år fik tildelt 36 millioner kroner til “håndtering af merudgifter”, hvilket velsagtens må være den reelle pris for at hænge en orden på Mette Frederiksen og fire andre socialdemokrater. Til gengæld er Kommandør Frederiksen så også den første socialdemokratiske statsminister med kors og bånd og stjerner på, og jeg er sikker på, at Stauning, Jens Otto Krag og Anker hepper på hende fra det hinsides.