Mads Brügger

Det var SVM-regeringens sidste dage, og flankerne blev lukket af en for en. Valgkanonerne blev trillet ud til kontaktlinjerne, og violinerne blev hårdt stemt.  Forude ventede det endelige opgør.  I den forgangne uge var regeringen sammen med Enhedslisten og SF trådt frem til et doorstep i Finansministeriet og havde her meddelt pressen, at der nu skal udsendes fødevarechecks til de danskere, som har mindst. På bagkanten kom det dog frem, at godt og vel tredive procent af disse 660.000 forventede fødevarechecks bliver udbetalt til den halvdel af befolkningen, der tjener mest … men hvad gør det, når det først og fremmest handlede om at gøre sig til overfor danskerne i en ruf?  Senest har Jyllands-Posten i øvrigt bragt til torvs, at omtrent 150 bandemedlemmer og rockere også kan glæde sig til at få en dejlig fødevarecheck.  “For den, der har, til ham skal der gives, og han skal have overflod,” som der så rigtigt står skrevet i Matthæusevangeliet. 

Dette er satire. Og et eksperiment. Det eksperimentelle består i, at alt indholdet er genereret af kunstig intelligens, og er som sådan uberørt af menneskehænder.  Anledningen bag Projekt X er selvfølgelig Projekt Y, det AI-baserede, borgerlige nyhedsmedie, som en mildt sagt kulørt ejerkreds meldte ud sidste år – med den kontroversielle mediemand Michael Dyrby i spidsen. Fidusen ved Projekt Y er planen om at benytte en særlig AI-teknologi, som medejeren Lars Tvede hævder at være i besiddelse af, til at generere journalistisk indhold. Om dette påfund ender med at blive en dreng eller en pige, må tiden vise, men i mellemtiden er det jo ikke forbudt at lave lidt sjov med Projekt Y. For kan man gøre andet, når man kigger på en ejerkreds, der blandt andre tæller Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt, tidligere udenrigsminister Anders Samuelsen og rigmanden Lars Seier?  Så derfor Projekt X. I hvert afsnit, som udkommer en gang om ugen, mødes ejerkredsen online for at diskutere den forgangne uges nyhedsstrøm og for sammen at braine på, hvordan det lille nye medie, de barsler med, ville have grebet det an. Ja, i det hele taget for at finde et fælles fodslag.

Retfærdigvis skal det siges, at det ikke var udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), der fistbumpede den danske ambassadør til Washington, da de kom ud fra mødet i Eisenhower-bygningen, hvor de havde talt Grønland med udenrigsminister Marco Rubio og vicepræsident J.D. Vance.  Det var faktisk lige omvendt; det var ambassadør Jesper Møller Sørensen, som gav Løkke en knytnævehilsen. Set med diplomatiske lorgnetter en mindre lapsus, som Møller Sørensen nok fortryder i dag.  Løkke skal heller ikke høre et ondt ord for at styrke sig med en tobakscigaret oven på turen ind i løvens hule. Man skal jo, som man siger det i det amerikanske, “ryge dem, hvis man har dem”.  Derimod vil jeg gerne dvæle lidt ved, at Løkke selv, helt uopfordret, til det efterfølgende pressemøde på terrassen foran den danske ambassade sagde, at han “ikke er en Chamberlain” – altså som i den engelske premierminister Neville Chamberlain (1869-1940), der regnes som indbegrebet af en blåøjet og godtroende politiker. Selvfølgelig grundet mødet med Adolf Hitler i München i 1938, der efter Chamberlains opfattelse gik så godt, at han straks fløj hjem og lovede englænderne “fred i vor tid”. Som bekendt var der ikke rigtig hold i den udmelding.  Lars Løkke Rasmussen sagde endda flere gange til pressen, at han ikke var nogen Chamberlain, han var helt vild med at sige det, og som vi ved fra psykologien, så peger det i modsat retning, jo mere man siger, at man ikke er noget.  Og kigger man efter i Neville Chamberlains og Lars Løkke Rasmussens meritter, så er der faktisk ganske mange ligheder imellem dem; som for eksempel en track record som værende pragmatiske, processtærke administratorer. Systemets mænd. Desuden var Chamberlain en aktiv piberyger, og det er jo også noget, som Løkke har taget op på det seneste. Og vel lovede Løkke os ikke “fred i vor tid” – han lovede os derimod en “high level working group” – men ikke så snart var denne famøse arbejdsgruppe blevet meldt ud, før Donald Trump fik det hele til at sprænge i luften mere end nogensinde, og nu fremstår denne arbejdsgruppe mest som et stykke naiv ønsketænkning fra dansk side.  Sidst jeg så Løkke, til endnu et doorstep i Borgen foran det hemmelige, sikrede mødelokale SIKLO, sagde Løkke til journalisternes overraskelse, at denne arbejdsgruppe “nok er noget pumpet op”. Der var snarere, ifølge Løkke, tale om “dialog på et højt niveau”. Altså det, som andre mennesker normalt kalder for diplomati. 

Dette er satire. Og et eksperiment. Det eksperimentelle består i, at alt indholdet er genereret af kunstig intelligens, og er som sådan uberørt af menneskehænder.  Anledningen bag Projekt X er selvfølgelig Projekt Y, det AI-baserede, borgerlige nyhedsmedie, som en mildt sagt kulørt ejerkreds meldte ud sidste år – med den kontroversielle mediemand Michael Dyrby i spidsen. Fidusen ved Projekt Y er planen om at benytte en særlig AI-teknologi, som medejeren Lars Tvede hævder at være i besiddelse af, til at generere journalistisk indhold. Om dette påfund ender med at blive en dreng eller en pige, må tiden vise, men i mellemtiden er det jo ikke forbudt at lave lidt sjov med Projekt Y. For kan man gøre andet, når man kigger på en ejerkreds, der blandt andre tæller Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt, tidligere udenrigsminister Anders Samuelsen og rigmanden Lars Seier?  Så derfor Projekt X. I hvert afsnit, som udkommer en gang om ugen, mødes ejerkredsen online for at diskutere den forgangne uges nyhedsstrøm og for sammen at braine på, hvordan det lille nye medie, de barsler med, ville have grebet det an. Ja, i det hele taget for at finde et fælles fodslag.

Før jeg går til stålet, vil jeg lige pege på en scene, der er at finde i første afsnit af første sæson af tv-serien Fargo, som er et spin off på spillefilmen af samme navn. Her mødes to mænd, som af højde og drøjde, men også i forhold til deres mentalitet, er perfekte i rollerne som avatarer for Mette Frederiksens Danmark og for Donald Trumps USA. Den førstnævnte er det evige mobbeoffer Lester Nygaard, som spilles af Martin Freeman. Hans modstykke er den skruppel- og grænseløse lejemorder Lorne Malvo, der spilles af Billy Bob Thornton.  De to mænd mødes på en diner i en provinsby i Minnesota for at tale om, at Lorne Malvo netop har myrdet Sam Hess, ejeren af et lokalt speditionsfirma, som har været Lester Nygaards plageånd lige fra barnsben af. Lorne Malvo er af den opfattelse, at Lester Nygaard har bedt ham om at dræbe Sam Hess, hvilket ikke helt er sådan, Lester Nygaard ser på sagerne. Men nu er det altså blevet ordnet, og mens Lester Nygaard lader sandheden synke ind, siger Lorne Malvo disse ord:  “Dit problem er, at du tilbringer hele dit liv i den opfattelse, at der er regler. Det er der ikke. Vi plejede at være gorillaer. Vi havde kun det, vi selv kunne tage, og som vi kunne forsvare. Sandheden er, at du er mere mand i dag, end du var i går. Det er en rød flod, Lester, vores liv. Det lort, de får os til at æde. Dag efter dag. Chefen, konen og så videre. Det slider os ned. Hvis vi ikke kæmper imod og lader dem vide, at du stadig er en abe inderst inde, hvor det tæller, så bliver du bare skyllet væk.” 

Dette er satire. Og et eksperiment. Det eksperimentelle består i, at alt indholdet er genereret af kunstig intelligens, og er som sådan uberørt af menneskehænder.  Anledningen bag Projekt X er selvfølgelig Projekt Y, det AI-baserede, borgerlige nyhedsmedie, som en mildt sagt kulørt ejerkreds meldte ud sidste år – med den kontroversielle mediemand Michael Dyrby i spidsen. Fidusen ved Projekt Y er planen om at benytte en særlig AI-teknologi, som medejeren Lars Tvede hævder at være i besiddelse af, til at generere journalistisk indhold. Om dette påfund ender med at blive en dreng eller en pige, må tiden vise, men i mellemtiden er det jo ikke forbudt at lave lidt sjov med Projekt Y. For kan man gøre andet, når man kigger på en ejerkreds, der blandt andre tæller Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt, tidligere udenrigsminister Anders Samuelsen og rigmanden Lars Seier?

“Så skal der fandeme laves kritisk reportage,” sagde Danmarksdemokraternes strategichef Mark Thorsen, da jeg kom op i presselogen lørdag den 6. december klokken lidt i 13 om eftermiddagen. Nede i salen vrimlede det med voksne og børn, der spændt ventede på, at Hr. Skæg skulle optræde til Folketingets Juletræsfest.  “Ja, det skal der! Det vil nok føre til, at jeg får karantæne på livstid,” svarede jeg Mark Thorsen, og så grinede vi lidt af det. Kort forinden, ved Folketingets hovedindgang, havde jeg mødt den unge rigsborger Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti. Han var i selskab med Christian Bülow, også fra Dansk Folkeparti, der ligesom Mikkel Bjørn var blevet valgt ind i Københavns Borgerrepræsentation. Bülow sagde, at han var kommet til at sidde ved siden af Frie Grønnes Sikandar Siddique, men tilsyneladende havde Siddique på sociale medier givet udtryk for, at han sidder ved siden af Mikkel Bjørn, men Sikandar Siddique lever jo også i sin helt egen virkelighed. Mere nåede jeg ikke at tale med Bjørn & Bülow, for de skulle op til Dansk Folkepartis hovedbestyrelsesmøde, som altså blev afholdt midt i Folketingets Juletræsfest.

Det engelske udtryk enshittification har været årets ord i Storbritannien, USA og Australien og blev oprindeligt coinet af den canadiske forfatter Cory Doctorow. Det betegner en proces, hvormed digitale platforme og tjenesteydelser kvalitetsmæssigt forfalder og nedbrydes over tid og bliver til … lort.  På dansk kan udtrykket vel bedst oversættes til lortificering, og spørgsmålet er, om ordet ikke kan bredes ud til at omfatte samfundet i bred forstand? For eksempel det danske folkestyre. Og i hvert fald helt oplagt SVM-regeringen og i særdeleshed Socialdemokratiet, hvor Mette Frederiksen (S) på forbløffende kort tid er gået fra at være en uovervindelig, magtfuldkommen, præsidentiel statsminister til at være dansk politiks svar på Kamala Harris.

Mangler du den sidste julegave? Så har Frihedsbrevet din ryg. Lige nu kan du give et årsabonnement som gavekort – og så får du et tryk af en original tegning af Frihedsbrevets tegner Malthe Emil Kibsgaard med.  Tegningen forestiller de burnerphones, som departementschef Barbara Bertelsen købte på Fisketorvet midt i skandalen om de slettede sms'er. Tegningen findes kun i 100 eksemplarer, og de er alle nummererede og signerede af mig.

Medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti Anders Vistisen har deltaget som betalt foredragsholder ved en luksuriøs konference i Malaysia, der handlede om skattetænkning og opnåelse af dobbelt statsborgerskab, samt hvordan man gemmer sine penge og sine ædelmetaller væk i skattely og bliver en global borger.  “Jeg oplevede dog ingen på konferencen tale om at unddrage sig skatter,” bedyrer Anders Vistisen over for Frihedsbrevet.  Gør man sig den ulejlighed ved selvsyn at gennemgå programmet for konferencen, kan man hurtigt se, at skattetænkning ikke desto mindre fyldte ganske meget på menuen. Samme dag som Anders Vistisen talte, var der blandt andet et panel med titlen “beskyt dine aktiver globalt”, efterfulgt af et oplæg om “udfordringer ved offshore banking”.