Christian Stadil prædiker alle de rigtige ting – nu anklages milliardæren for dårlig karma
Det korte af det lange
I en tid, hvor milliardærer ofte portrætteres som visionære og altruistiske helte, træder Christian Stadil, den prominente og buddhistisk-inspirerede erhvervsmand, frem som en særlig en af slagsen.
Gennem en årrække har medierne beskrevet Christian Stadil som en skarp og dygtig erhvervsmand, der med sin unikke ledelses- og brandingstil prædiker god karma, mens han driver det verdensomspændende milliardkonglomerat Thornico.
Men flere tidligere medarbejdere og en række hændelser, som Frihedsbrevet nu kan oprulle, tegner et andet og mindre flatterende billede af Christian Stadil.
Hele historien
Professor i ledelse Steen Hildebrandt har gennem årtier optrådt som ledelsesekspert i medierne og udgivet og medvirket i flere end hundrede bøger om, hvordan man leder virksomheder.
Når han ser tilbage på sin lange karriere, er der kun en bog, den velansete professor fortryder, han har medvirket i. Det drejer sig om bogen Company karma, som han udgav med Hummel-milliardæren Christian Stadil i 2007.
I samtalebogen fremmaner Stadil og Hildebrandt med fokus på karma og med afsæt i buddhisme en helt særlig ledelsesfilosofi.
Bogen er på mange måder blevet symbolet på, hvordan en af Danmarks mest kendte erhvervsmænd er blevet hovedrig ved at gøre tingene anderledes og på en bund af god karma.
“Klare sig godt ved at gøre noget godt,” lyder Christian Stadils mantra.
Men for Steen Hildebrandt smager bogen hverken af god karma eller millioner.
“Jeg har skrevet rigtig mange bøger – men Company karma er den eneste bog, jeg fortryder, jeg har medvirket i. Begrebet ‘company karma’ er desværre et flop, som jeg aldrig ville benytte i dag. Det er popsmart og hører ingen steder hjemme,” siger Steen Hildebrandt, der er professor emeritus i organisation- og ledelsesteori ved Aarhus Universitet.
Han står ved alt, han udtaler i bogen. Men for ham er det helt store problem, at der i hans øjne er tale om et blålys. Christian Stadil er nemlig ikke det, han foregiver at være, mener Hildebrandt:
“Jeg ærgrer mig over, at jeg har skrevet den bog sammen med Christian Stadil, for jeg kan ikke se, hvor og hvordan han praktiserer det. Det er meget problematisk, og det er meget ærgerligt,” siger Steen Hildebrandt.
Christian Stadil har ikke ønsket at stille op til et interview med Frihedsbrevet. Men i et længere skriftligt svar skriver han følgende til Steen Hildebrandts kritik.
“I forhold til Steens udtalelse så kan jeg egentlig godt forstå ham da bogens cases, begrebet, settingen mm. jo meget var mine, hvorfor han måske har følt sig spændt lidt for et begreb, han ikke havde så meget at gøre med især efterfølgende. Så har der været presseskriverier herom ala jeres mm. kan jeg måske godt forstå, at en anerkendt professor syntes er lidt ærgerligt. Men vi havde ellers et godt samarbejde, og Steen er en good guy,” skriver Stadil.
Men Steen Hildebrandt er langtfra den eneste, som mener, at Christian Stadil ikke praktiserer, hvad han prædiker.
Frihedsbrevet har talt med en lang række tidligere medarbejdere i Christian Stadils konglomerat kaldet Thornico, der tæller mere end 130 virksomheder, herunder tøjmærket Hummel.
Flere af dem kan ikke genkende, at company karma-filosofien gennemsyrer organisationen.
I stedet siger de ligesom Steen Hildebrandt, at når Christian Stadil messer god karma, så er det et kynisk marketingstunt.
“Det gav ret god opmærksomhed at dyrke karma-vinklen, men vi havde ikke noget af det i firmaet. Det var blot en idé til at give firmaet en identitet og god PR. Havde Christian Stadil været interesseret i rock ’n’ roll, så var det måske endt med det i stedet. Nu blev det tilfældigvis karma, han kastede sig over,” siger en tidligere centralt placeret kilde i Hummel, der ønsker at være anonym.
Hovedpersonen selv mener ikke, det er et sandfærdigt billede, der bliver tegnet af ham i denne artikel. Christian Stadil mener derimod, Frihedsbrevet bevidst er gået på jagt efter nogle få kritikere, der har et horn i siden på ham, i stedet for at beskrive de positive sider af milliardærens forretningseventyr.
“Det fremgår tydeligt at I fra start har besluttet jer for at skrive noget negativt, hvorefter I for at legitimere dette har søgt i øst og i vest og mere end 20 år tilbage for at finde selv det mindste, der måtte have en negativ klang. Hvad med at høre de 6000 medarbejdere og xxxx partnere, som faktisk er glade for at arbejde for og sammen med os?!” indleder han sit svar til Frihedsbrevet.
En mand med mange talenter
Christian Stadil er i mere end to årtier blevet hyldet af medierne for sin unikke ledelses- og brandingstrategi, der har transformeret virksomheder, og hvor genrejsningen af tøjmærket Hummel står som den 51-årige erhvervsmands store svendestykke.
Den autodidakte rigmandssøn er blevet milliardær sammen med faren, den erfarne og velhavende erhvervsadvokat Thor Stadil, i konglomeratet Thornico, hvis navn er en sammentrækning af Thor og Christians mellemnavn Nicholas.
Men på trods af ejerskabet af en milliardvirksomhed er Christian Stadil sit eget brand.
I utallige interviews og tv-optrædener som for eksempel i DR’s Løvens Hule har Christian Stadil med sin karakteriske skaldede isse, runde briller og mørke rullekrave fremført fortællingen om, hvordan han er blevet inspireret af buddhismen til at lave en ny måde at drive forretning på.
“Han har skabt en fortælling om sig selv og sit brand, som folk har lappet i sig som fed fløde. Jeg tror, du kan vække en bedrøvet hustru fra Tarm midt om natten, og så vil hun kunne sige noget om Hummels værdier: Noget med yoga og meditation,” sagde foredragsholder Christine Feldthaus i et portræt af Stadil i Information tilbage i 2017.
Erhvervsmanden og milliardæren Christian Stadil er særligt kendt for sin ledelses- og brandingstrategi, company karma, der er inspireret af buddhismen. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix.
Stadils koncept company karma er ifølge ham selv en ekstrem version af corporate social responsibility.
For eksempel var det med Hummel som drivkraft, at der blev oprettet et fodboldlandshold for det undertrykte Tibet i 2001. Og firmaet var også med som tøjsponsor, da Afghanistans kvinder i 2004 for første gang i historien fik lov til at deltage i De Olympiske Lege.
Men Stadil har også tidligere fået stor kritik for sine forretninger med autoritære regimer såsom Saudi-Arabien, Kina og Rusland.
Og sidste år endte Christian Stadil og Hummel i en shitstorm, da de til VM-slutrunden i fodbold i Qatar præsenterede en sort landsholdstrøje, der skulle symbolisere et sørgebind over ørkenstatens manglende respekt for menneskerettigheder.
Problemet var bare, at VM-trøjen blev produceret i Kina, og Hummel havde samtidig åbnet en butik i Qatars naboland Saudi Arabien. Et land, der gang på gang bliver kritiseret for sin manglende respekt for menneskerettigheder og omfattende brug af dødsstraf.
“Vores sorte Qatar trøje relateret til VM i Qatar eksempelvis skulle man nok have produceret i et andet land end Kina, men det fjerner ikke det faktum, at jeg og vi stadig synes, at det var en vigtig pointe og projekt vi kom ud med,” skriver Christian Stadil.
Men ifølge kritikerne indkapsler det netop fortællingen om Christian Stadil, som beskyldes for at prædike én ting, mens han i virkeligheden gør noget helt andet.
Hvem opfandt Hummel Retro?
I Marselisborg Skov syd for Aarhus knejser Varna Palæets to hvide tårne i konkurrence med trækronerne, mens to mænd stiger ud af en sort Chrysler PT Cruiser.
Den ene af dem er Christian Nicholas Stadil, og på det her tidspunkt i 2001 er han arving til Thornico, der to år forinden i 1999 har købt det trængte tøjfirma Hummel.
Christian Stadil vil genoplive det gamle tøjmærke, og ifølge fortællingen de seneste tyve år er det netop, hvad Stadil gør, da han lancerer en retrokollektion bestående af nyfortolkede designs af originalt Hummel-tøj.
Navnet på kollektionen er Hummel Retro, og den har sidenhen vist sig at udgøre hjørnestenen i Christian Stadils egen fortælling om, hvor dygtig en erhvervsmand han er.
Netop tilblivelsen af Hummel Retro regnes for at være et af de absolutte vendepunkter i historien om det hæderkronede tøjmærke, der udviklede sig fra at være på afgrundens rand i 1990’erne til en solstrålehistorie som et af Danmarks stærkeste brands og et alternativ til mastodonter som Nike og Adidas.
De indledende tanker til det, der skulle vise sig at være en genistreg, gjorde Christian Stadil sig, da han rundt omkring i verden kunne se retrobølgen spire.
“Når jeg rejste rundt i verden, kunne jeg se, at unge på gaden begyndte at gå med gammelt sportstøj, og da jeg for sjov gik ned i en UFF-genbrugsbutik, fik jeg at vide, at alt Hummel-tøjet var udsolgt og i øvrigt blev revet væk. Det gav mig ideen til at relancere mærket, og jeg kontaktede Hummel,” som Stadil i 2004 forklarede til Berlingske.
Men Hummel var tilsyneladende ikke helt med på den idé.
“Jeg henvendte mig til Hummel i slutningen af 1998 og snakkede med deres adm. direktør, der syntes, jeg var fuldstændig tosset, for Hummel havde aldrig lavet modetøj før, og retrotøj var på det tidspunkt ukendt,” sagde Christian Stadil til Børsen i et portræt fra 2004, hvor det blev udlagt, som om Christian Stadil droppede ud af jurastudiet for at forfølge ideen om retrokollektionen.
Men tilbage til den sorte Chrysler.
Den anden mand i bilen hedder Søren Erenskjold Andersen.
Han sælger Hummel-tøj i sin butik Pladasque i Aarhus, og ifølge ham selv har han et nært forhold til tøjmærket og ikke mindst Christian Stadil, som han på det tidspunkt er private venner med, og som han ofte frekventerer det aarhusianske natteliv i selskab med.
Men Søren Erenskjold Andersen ved ikke, hvad der venter ham den dag i Marselisborg Skov.
“Han ringer en dag og spørger, om jeg er hjemme, og om jeg har lyst til at køre en tur med ham,” fortæller Søren Erenskjold Andersen.
Men det er først, da de to mænd har gået en tur i skoven, at meningen med mødet kommer frem.
“Vi går bare og sludrer lidt, da Christian pludselig ud af det blå vender sig mod mig og siger: ‘Det der med, at du har fundet på Hummel Retro og lavet kollektionerne. Det kommer aldrig nogensinde ud, at det er dig, der har lavet det’.”
Søren Erenskjold Andersen er mundlam. For han mener, det er ham, der har fundet på Hummel Retro. Fra 1997 har den lille butiksindehaver forsøgt at få Hummel med på ideen om at lave en decideret retrokollektion.
Men han har aldrig fået noget svar og besluttede sig derfor for at tage sagen i egen hånd. Han lavede sin egen kollektion og tog i 1999 til sportsmesse i Vejle, hvor han viste kollektionen til Hummels daværende salgsdirektør, den tidligere landsholdsspiller i fodbold Bjørn Kristensen.
At det var Søren Erenskjold Andersen, der var idémanden bag Hummel Retro, bliver bakket op af flere tidligere medarbejdere, som Frihedsbrevet har talt med i forbindelse med denne artikel.
“Søren Ehrenskjold kom til mig og præsenterede retrokollektionen, som han hjalp os med at sætte i gang. Christian Stadil er en fantast på det område. Han gjorde det til sin egen opfindelse, da kollektionen var sat i gang,” siger Bjørn Kristensen.
Det afviser Christian Stadil i dag.
“Bjørn (Bjørn Kristensen, salgsdirektør i Hummel 1997–2001, red.) fortalte, at en ung sej fyr ved navn Søren også havde en ide til retro, som han tidligere havde henvendt sig til Hummel om, noget man havde kigget på men ikke rigtig gjort noget ved. Det blev foreslået, at jeg gav ham et besøg. Og det gjorde jeg, og sød musik opstod,” skriver Christian Stadil.
Men den forklaring giver Bjørn Kristensen i dag ikke meget for, efter Frihedsbrevet har præsenteret ham for Christian Stadils svar.
“Det understreger bare, hvilken fantast, han er. Han var slet ikke i selskabet, da vi skabte den første kollektion,” lyder kritikken fra Bjørn Kristensen.
Fik ikke en krone
Det var Christian Stadil, der i offentligheden endte med at få æren for Hummels store retrosats.
Det ramte Søren Erenskjold Andersen hårdt.
“Jeg blev virkelig virkelig ked af det. Jeg har aldrig oplevet så kyniske mennesker før. Det var jeg ikke forberedt på. Det ramte mig hårdt. Der gik flere år, hvor jeg havde det siddende i kroppen,” siger Søren Erenskjold Andersen og fortsætter:
“Jeg fik ikke en krone for mit arbejde for Hummel. Jeg håber, der er nogen, der har dårlig smag i munden. Bagefter følte jeg mig virkelig røvrendt,” siger Søren Erenskjold Andersen.
I Aarhus Stiftstidende den 30. september 2000 blev Søren Erenskjold Andersen hyldet for at stå bag Hummel Retro. Christian Stadil gjorde det senere til sin egen opfindelse, lyder kritikken.
Med tiden har Christian Stadil modereret sin egen fortælling om, hvordan Hummels retrosatsning blev til.
I 2012 tilskrev Christian Stadil faktisk en del af æren til Søren Erenskjold Andersen.
“Der var også en rigtig cool fyr nede i Aarhus, som også skal have stor ære, det skal siges. En, der havde en butik, der var daglig leder af en butik, der hed Pladasque. En, der hed Søren. En rigtig god fyr. Og han havde også ringet ud til Hummel og sagt ‘Hvorfor relancerer I ikke brandet og så videre?’ Så han skal virkelig også have en stor tak,” sagde Christian Stadil i en video om Hummels historie, der er lagt op på tøjmærkets YouTube-kanal.
Men selvom Søren Erenskjold Andersen – ifølge Stadil i dag – skal have en stor ære for Hummels relancering, så har han aldrig set skyggen af penge for det arbejde, han lavede for Hummel.
Til det svarer Christian Stadil, at det var hverken Søren Erenskjold Andersen eller ham selv, der fandt på at lave retrokollektioner, men derimod Adidas, og dermed kan ingen tage æren for ideen.
“I en virksomhed som Hummel har vi gennem årene haft ja måske hundredvis af designere ansat, både fast som freelance. Jeg ville ønske, at man kunne takke dem alle. Men det er jo ikke ‘tyveri’, når man gør brug af en ekstern part til at hjælpe en med noget. Og Søren hjalp bestemt! — og ham har jeg faktisk af samme grund takket; i talrige foredrag, medier som på SoMe.”
Til kritikken om, at Søren Erenskjold Andersen aldrig har fået betaling for sit arbejde, siger Christian Stadil.
“Søren blev spurgt, om han ville fortsætte med at hjælpe mod en procent af salget men sagde nej til det og det er den historie.”
Søren Erenskjold Andersen bestrider i dag på det kraftigste, at Christian Stadil skulle have tilbudt ham en aftale.
“Det er lodret løgn og latin. Det gør mig ked af det, at han (Christian Stadil, red.) kan være så langt ude,” siger Søren Erenskjold Andersen og fortsætter:
“Han har brug for at lyve, for at tingene ikke skal krakelere for ham,” siger han.
Frihedsbrevet har forelagt Søren Erenskjold Andersens seneste svar for Christian Stadil, der med egne ord ærgrer sig over forløbet.
“Det beskrevne forløb går 23 år tilbage hvorfor det er også er lidt besynderligt at det trækkes frem nu. Hvorfor ikke tidligere?! Men jeg er ærgerlig over, at han har det sådan især efter så mange år og det gør indtryk, men det ændrer ikke ved, at jeg ikke syntes, at vi i Hummel har taget æren for noget, vi ikke måtte,” skriver Christian Stadil.
Kina trumfede company karma
Det gik verden rundt, da Hummel i 2001 blev sponsor for Tibets fodboldlandshold.
Den undertrykte region havde siden 1950 været besat af Kina og har kæmpet for at komme ud af det kinesiske jerngreb og blive anerkendt som et selvstændigt land.
Nu gik Hummel ind og satte landsholdet og dermed Tibet på landkortet. Men idéen var ikke Christian Stadils. Derimod var det Michael Nybrandt, der som en del af sit eksamensprojekt på Kaospilot-uddannelsen fik ideen om at lave et tibetansk fodboldforbund og dermed et landshold.
Året er 2000, da Nybrandt henvender sig til Hummel og Christian Stadil med sin idé, og kort tid efter har Hummel tegnet et fem-årigt sponsorat.
Og herfra gik det stærkt.
Forsangeren i bandet U2, Bono, fik et eksemplar af landsholdstrøjen, ikonet Bob Dylan optrådte i trøjen på MTV, og inden længe havde den tibetanske trøje fået Hummel ind i de førende modebutikker verden over.
Ifølge Christian Stadil var Tibet en del af et spirituelt sats – og så kunne man på mange måder sammenligne Hummel og den undertrykte lilleputstat, mente han.
“Vi i Hummel udtaler os ikke politisk. Men det her er en hybrid mellem sport, religion, politik og populærkultur – altså fodbold. Det er også historien om den lille fighter, ligesom Hummel er lille i forhold til de helt store sportsmærker som Adidas og Nike. Vi satser derimod hellere på det skæve og ægte end det kendte og store,” forklarede Christian Stadil til Jyllands-Posten i 2001.
I Stadils egen bog Company karma fra 2007 kobler han direkte Hummel-filosofien med Tibet-sponsoratet, da det er “det første til at repræsentere company karma-filosofien,” som han skriver i bogen, hvor han også forklarer, hvordan alle vinder på sponsoratet ved at gøre brug af den såkaldte “fire gange win-model”, han senere har gjort til en grundsten i sin forretningsfilosofi.
“Tibet-sponsoratet er sustainable business – fire gange win. På ejersiden i virksomheden får vi presse og markedsføring. Og vi sælger da også nogle trøjer og relaterede produkter. Medarbejderne får intern historiefortælling og kultur. Og forhåbentlig en fed Tibet-trøje. Holdet får et sponsorat. Og så er der det fjerde ben, samfundet. Lidt af overskuddet fra salget af landsholdstrøjerne giver vi nemlig til eksiltibetanerne i Nordindien,” lød det fra Stadil om sponsoratet, der blev forlænget med yderligere fem år i 2006.
Alt var fryd og gammen, lige indtil Christian Stadil og Hummel fik øjnene op for Tibets autoritære storebror, Kina.
Og pludselig var samarbejdet mellem Tibet og Hummel anstrengt.
Væk var al snak om fire gange win, spiritual defence og fælles værdier med tibetanerne, der ellers havde været afgørende for Christian Stadils promovering af Hummel og ikke mindst ham selv.
I stedet havde den buddhistisk-inspirerede topchef mere travlt med at komme ud af kontrakten for at føje kineserne, som Michael Nybrandt husker det.
“Det interessante er, at vores samarbejde ikke var baseret på velgørenhed, som mange fejlagtigt tror. Det var cool business med Tibets landshold som en regulær vare, Stadil var interesseret i og betalte for. Det krævede mange ressourcer fra os at forhandle med Hummel, og jeg skulle være vaks ved havelågen for at ikke at blive kanøflet,” siger Michael Nybrandt, der understreger, at balladen i dag er fortid for ham.
Da Hummel pludselig ville ud af kontrakten, forsøgte Christian Stadil at påberåbe sig en form for force majeure, erindrer Michael Nybrandt.
“Uheldigvis endte vores samarbejde pludseligt midt i en kontraktperiode, da Hummel ønskede at udforske nye forretningsmuligheder i Kina – en beslutning, der indlysende ikke var kompatibel med et fortsat samarbejde med det tibetanske landshold. Set i bakspejlet ville jeg ønske, at Hummel havde håndteret den situation med større karakter og betalt, hvad de skyldte os. I stedet forsøgte de at løbe fra deres aftale med alle mulige undskyldninger om force majeure, noget der slet ikke var nedfældet i vores kontrakt,” siger han.
Hele forløbet gør, at Michael Nybrandt, der har oplevet Christian Stadil på godt og ondt, ser anderledes på company karma-filosofien i praksis.
“Jeg har da med glæde bemærket, hvordan Stadil har kunnet anvende den buddhistiske filosofi til at fremme interesse for sig selv og sine virksomheder – også længe efter vores samarbejde ophørte – her tænker jeg specifikt på begrebet company karma, som Hummel bryster sig af. Der var nok mere company end karma over vores samarbejde,” siger Michael Nybrandt.
Christian Stadil har ikke ønsket kommentere Michael Nybrandts kritik, men tilbage i 2012, da Ekstra Bladet i første omgang kunne fortælle historien om, hvordan Hummel droppede Tibet, erkendte Christian Stadil dog, at Tibet-sponsoratet ikke var foreneligt med forretningen i Kina.
“Det er klart, at man ikke kan lave forretninger i Kina, når man støtter Tibet,” sagde han.
Anklager for åben skærm
I Christian Stadils Company karma-bog gør erhvervsmanden sig til bannerfører for, at man skal huske den gode afsked, når man som virksomhed siger farvel til sine medarbejdere.
Hvis et samarbejde ikke afsluttes på en ordentlig måde, kan der opstå en “karmisk ubalance”, som Stadil pointerer i sin bog.
“De mennesker, man siger farvel til, er nogle af de vigtigste ambassadører for ens virksomhed overhovedet. I en lille verden er det ekstra vigtigt at sige farvel til dem på den rigtige måde – ellers får man det lige tilbage i bærret igen.”
Men der findes flere eksempler på det, der kunne ligne “karmisk ubalance” i Thornico.
Et af dem fandt sted den 22. februar 2017, hvor et af de måske mest opsigtsvækkende pressemøder i nyere, dansk erhvervshistorie udspillede sig.
En tydeligt påvirket Christian Stadil havde indkaldt pressen for at informere om, at man agtede at politianmelde Hummels forhenværende direktør Søren Schriver for bedrageri og mandatsvig.
Hvorfor dette skulle gøres på åben skærm, er stadig lidt af et mysterium. To uger inden pressemødet var Søren Schriver blevet fyret efter 24 år som administrerende direktør i Hummel.
Men nu sad Christian Stadil foran pressekorpset flankeret af sin advokat Christian Th. Kjølbye fra advokatfirmaet Plesner og spillede hemmelige lydbidder, der ifølge Stadil afslørede, at Søren Schriver havde forsøgt at hive penge ud af Hummel og over i sit private selskab.
De grove beskyldninger på pressemødet fik TV2 til at spørge, om Christian Stadil nu også var helt sikker i sin sag. 100 procent, lød det fra Stadil.
“Jeg er sikker på, at når I hører den bevisførelse, vi fremlægger i dag – nogle af Danmarks bedste strafferetsadvokater siger, at det er den mest overbevisende bevisførelse, de har set i deres 20-årige karriere – når I ser den, så er jeg sikker på, at I også vil se, at der ikke var nogen vej udenom,” sagde han.
På trods af at Christian Stadil kaldte sagen for “en af de mest overbevisende sager nogensinde”, så er der her – seks år efter det famøse pressemøde – ikke faldet dom i sagen, men Søren Schriver har siden 2021 været tiltalt for bedrageri.
Vi har kontaktet Søren Schriver, men han har ikke ønsket at medvirke i et interview eller svare på spørgsmål.
Christian Stadil pointerer i sit svar, at Søren Schriver er tiltalt for groft bedrageri, og man var i sin gode ret til at bortvise ham.
Den franske forbindelse
Men Søren Schriver er ikke den eneste opsigtsvækkende afsked, som Frihedsbrevet er kommet på sporet af i forbindelse med tilblivelsen af denne artikel.
Flere tidligere ansatte fortæller, hvordan Christian Stadil pludselig har afbrudt samarbejdet med venner og samarbejdspartnere og ladet flere af dem stå uforstående tilbage.
En af dem er franske Remi Chouissa, der siden 1996 var Hummels indgang til det franske og tunesiske marked. Altså lige indtil han ikke var det mere.
Eventyret fik nemlig en brat ende for Remi Chouissa, da Hummel afbrød samarbejdet med hans virksomhed i 2018.
Ifølge franskmanden skyldtes det, at Hummel ville have markedet for sig selv.
“De sagde, at vi producerede Hummel-produkter i Tunesien uden Hummels opsyn, og de kom med en masse falske beskyldninger for at komme ud af kontrakten med os,” siger han og fortsætter:
“Jeg har kendt Christian, siden han var studerende. Og sådan sluttede han mere end 20 års samarbejde. Jeg har haft mange samarbejdspartnere i mit arbejdsliv, men jeg har aldrig oplevet den slags behandling før – aldrig,” siger Remi Chouissa.
I dag giver han ikke meget for Christian Stadils snak om karma og buddhistisk ledelsesstil.
“Det mest skuffende er kløften mellem den person, han udgav sig for at være, og så den person, han virkelig var.”
Kan du uddybe det?
“Det værste for mig var ikke de penge, vi mistede, men at vi havde kendt ham i så lang tid. Den mangel på hensyn fortjente vi ikke. Jeg mener, at buddhisme er bygget på menneskelige hensyn og respekt. Company karma var bullshit,” siger Remi Chouissa.
Til kritikken svarer Christian Stadil følgende.
“Remi som var licenspartner for Hummel i mange år men som vi med hjemmel i vores kontrakt valgte ikke at forlænge aftalen med da vi gerne ville drive markedet selv. Irriterende for ham, men en del af det at drive forretning og især i dag hvor mange tager markeder tilbage. Har jo ikke noget med god eller dårlig karma/CSR at gøre.”
Sagsøgt for millioner
Listen over søgsmål fra tidligere medarbejdere og samarbejdspartnere tegner også et billede af, at de i hvert fald har svært ved at se karmaen i Thornico.
I 2016 blev Stadil-familien stævnet for 100 millioner kroner i Venezuela af deres mangeårige samarbejdspartner Ole Bødtker Nielsen, der mente, at den kendte erhvervsfamilie med ulovlige midler blandt andet havde forsøgt at tvinge ham ud af deres fælles selskab, Productos Danimex.
I 2017 blev Stadil-familiens tidligere rederi Thorco dømt til at betale sin direktør i Singapore, Mikael Hansen, én million dollars for et internt opgør om aktiesalg. Mikael Hansen vandt sagen både i byretten og i landsretten, men i dag mangler han stadig at se alle pengene.
Han langer kraftigt ud efter Thor og Christian Stadil.
“Det er lige meget, hvad der er sagt. Det er lige meget, hvad der er aftalt. Det er Thor Stadil fuldstændig ligeglad med. Han tromler bare igennem. Hvis folk er i knæ, så gør han alt for virkelig at udnytte situationen og udnytte dem, han har aftaler med. Han kan nærmest sidde og grine af det.”
Kritikken af Christian Stadil er ligeledes hård.
“Min opfattelse er, at Christian Stadil ikke gør noget, der ikke er for egen vindings skyld. Der bliver ikke gjort noget for at støtte et projekt. Det handler om markedsføring og helt sikkert også om dollars. Han gør ikke noget, fordi han er en god person, han skal have det maksimale ud af det økonomisk og se godt ud i medierne,” siger Mikael Hansen.
Christian Stadil har ikke ønsket at forholde sig til Mikael Hansens kritik.
Han går heller ikke nærmere ind i sagen om Ole Bødtker Nielsen, men fremhæver i sit svar, at Ole Bødtker Nielsen “var i fængsel og anklaget for at have stjålet fra os”.
I et skriftlig svar til Frihedsbrevet kalder Ole Bødtker Nielsen anklagerne mod ham for falske og skriver samtidig, at han forventer at vinde retssagen mod Stadil.
“Sagen fra 2016 med vores anklage mod Stadil for svindel mm. er fortsat under behandling i Venezuela og forventes afsluttet i nær fremtid med et for os gunstigt resultat,” skriver Ole Bødtker Nielsen.
Stadil påstod at have forudset finanskrisen
Kimen til Steen Hildebrandt og Christian Stadils bog, Company karma, der blev udgivet i 2007, blev sået, da makkerparret – ifølge Stadil – havde gjort sig noget af en åbenbaring.
De havde ifølge Stadil nærstuderet en række statistikker over faldende levetid hos virksomheder i udvalgte brancher, samtidig med at investorer på den amerikanske børs skilte sig hurtigere af med deres aktier.
Det gjorde, at professoren og erhvervsmanden var i stand til at forudse, at en finanskrise var på vej til at ramme verden, før det rent faktisk skete i 2008.
Det var i hvert fald det, Christian Stadil påstod, da han i 2011 – tre år efter finanskrisen – holdt company karma-foredrag for en række erhvervsfolk.
“Den grundlæggende grund til, at vi skrev bogen, og den vigtigste grund, var, at det var lige før krisen. Bogen havde også den funktion, at det var en advarsel mod det, der var på vej til at ske,” forklarede Christian Stadil under et foredrag, der i dag kan findes på YouTube.
Her måtte han også erkende, at der desværre ikke blev handlet efter bogen.
“Vi valgte at skrive bogen som en advarsel, så hjalp det ikke så meget. Men det var i hvert fald målet,” sagde Stadil på foredraget.
Men det passer ikke, siger Steen Hildebrandt i dag.
“Vi forudså ikke noget som helst,” lyder afvisningen fra professoren.
Udover at Steen Hildebrandt i dag fortryder sin medvirken i bogen, så har han også sagt nej til, at bogen skal genoptrykkes og dermed givet afkald på at tjene flere penge på samarbejdet mellem ham og Christian Stadil.
“For flere år siden kom det på tale, at bogen skulle genoptrykkes. Det sagde jeg nej til, og det vil jeg gøre igen,” siger Steen Hildebrandt.
Ved du noget om sagen, som du mener, vi også bør vide? Så tøv endelig ikke med at kontakte os anonymt på frihedsbrevet@protonmail.com.
Kan du lide, hvad du læste?
Bliv medlem i dag, og få adgang til al Frihedsbrevets indhold. Fra vores otte afsnit lange podcastserie Huset Færch, hvor Mads Brügger udfolder en vild fortælling om en skandaleombrust rigmandsfamilie, til magtkritisk og undersøgende journalistik om finans, politik og kultur.
Der er ingen bindingsperiode.
Allerede medlem? Log ind her