Det er søn­dag og lands­rå­dets anden­dag, da det for alvor går hen og bli­ver inter­es­sant i Tivo­li Hotels kon­gres­sal, hvor Det Kon­ser­va­ti­ve Fol­ke­par­ti har invi­te­ret på besøg.



Dagen ind­le­des med natio­nalsang, hvor­ef­ter Mona Juul gen­væl­ges som for­mand og resten af besty­rel­sen til deres respek­ti­ve rol­ler, her­un­der den kræftram­te Micha­el Zieg­ler som kom­mu­nal­po­li­tisk næst­for­mand in absentia. 

Der har været rela­tivt få jour­na­li­ster til ste­de ved wee­ken­dens arran­ge­ment, og blot én poli­tisk ana­ly­ti­ker har jeg fået øje på. Det er sjæl­dent et godt tegn. 

Det er ikke et par­ti, der er sær­ligt meget inter­es­sant at sige om eller at læg­ge mær­ke til. Det, jour­na­li­ster­ne for alvor er inter­es­se­re­de i at høre Mona Juul om, når de får mulig­he­den for det, er, hvor­vidt hun den pågæl­den­de dag har beslut­tet sig for at afvi­se at gøre Met­te Fre­de­rik­sen til stats­mi­ni­ster. Til det sva­rer hun typisk noget med, at hun ikke er ulti­ma­tiv, og at hun går til valg på at få mest mulig kon­ser­va­tiv poli­tik igennem.

Sva­ret faldt igen i går, da en jour­na­list bemær­ke­de ved lør­da­gens møde med pres­sen, at Søren Pape op mod det sene­ste valg hav­de nævnt, at han ikke kun­ne se sig selv gøre Met­te Fre­de­rik­sen til stats­mi­ni­ster. Til det sva­re­de hun:

“Det er der ikke nogen for­skel på nu, kan jeg hil­se at sige. Jeg har svært ved at se det for mig. Jeg siger bare, og det er helt klas­sisk prag­ma­tisk at ikke være så ski­de ulti­ma­tiv, når man er kon­ser­va­tiv, at man lige præ­cis siger: ‘Lad nu væl­ger­ne tale’.”

Sam­ti­dig kører de kon­ser­va­ti­ve for tiden en kampag­ne, man vir­ke­lig ikke kan slå sig på. “Vel­kom­men til den vir­ke­li­ge ver­den” hed­der den, og den hand­ler om, at Mona Juul har meget mere erhverv­ser­fa­ring end alle de andre fol­ke­tings­med­lem­mer. Der­for hol­der der ude for­an Tivo­li-hotel­let en bus, der er omfav­net i kon­ser­va­tiv-grøn, lige­som der er hængt i hvert fald ét ban­ner op et sted i Dan­mark, jeg end­nu ikke har loka­li­se­ret, der præ­sen­te­rer hen­des ver­sus andre top­po­li­ti­ke­res erhverv­ser­fa­ring. Øverst står der Mona Juul, 28 år. Nede­nun­der Met­te Fre­de­rik­sen, 1 år. Så Tro­els Lund Poul­sen, 3 år. 

Der­til har man indryk­ket annon­cer rundt omkring i det køben­havn­ske bybil­le­de, der tager form af et stort bil­le­de af Mona Juul og så et kri­tisk citat om rege­rin­gen, det kun­ne for eksem­pel være “Sta­ten bru­ger fle­re pen­ge på før­tids­pen­sion end på hele For­sva­ret”. Dis­se annon­cer vir­ker til at være en god idé, for da Epi­ni­on for nylig offent­lig­gjor­de den sene­ste kendt­heds­må­ling, sva­re­de 37 pro­cent af de ads­purg­te, at de ikke kend­te Mona Juul. Ander­le­des så det ud for ven­ner­ne i den blå blok: Alex Vanop­slagh (LA) lå på 10 pro­cent, Mor­ten Mes­ser­s­ch­midt (DF ) på 5 pro­cent og Inger Støj­berg (DD) på 2 procent.

Og så går det hver­ken sådan for alvor frem eller til­ba­ge i menings­må­lin­ger­ne. Det er gået i tom­gang. I den sene­ste menings­må­ling fra Vox­me­ter står Det Kon­ser­va­ti­ve Fol­ke­par­ti til at få 0,5 pro­cent­po­int fle­re stem­mer, end det gjor­de ved val­get i 2022; de ene­ste par­ti­er, der har flyt­tet sig min­dre, er hen­holds­vis ven­ner­ne fra KLAR-alli­an­cen, Radi­ka­le Ven­stre, der står til at miste 0,2 pro­cent­po­int, og så Alter­na­ti­vet, der står til at miste 0,1. 

Om det er en kon­se­kvens af eller et symp­tom på det­te, ved jeg ikke, men lands­mø­de­ts før­ste dag var en rela­tivt flad fornemmelse.

Som en af de få jour­na­li­ster poin­te­r­er over for mig søn­dag for­mid­dag: “Det er, som om de har cyk­let i mod­vind for læn­ge og nu er helt færdige.”