Kapi­tel 1: Et spø­gel­se rej­ser gen­nem Euro­pa

Det­te er før­ste kapi­tel af Blekin­ge­ga­dens Aka­de­mi: En arti­kel­se­rie i tre dele om den ånde­li­ge gen­fød­sel af den beryg­te­de dan­ske ban­de som i revo­lu­tio­nens navn plyn­dre­de Dan­mark i to årti­er og send­te pen­ge­ne til en ter­r­or­grup­pe i Mel­le­mø­sten – en prak­sis, som i for­læn­gel­se af Gaza-kon­flik­ten nu stu­de­res af en ny gene­ra­tion. 

Artik­len kan også lyt­tes som en lyd­for­tæl­ling. Under­vejs fin­der du des­u­den udvalg­te, læn­ge­re klip med skjul­te opta­gel­ser fra Tor­kil Lau­e­sens oplæg, som kan lyt­tes sær­skilt.

Amster­dam, klok­ken 21.00

Menin­gen var, at Tor­kil Lau­e­sens masterclass i lav­prak­tisk volds­ro­man­tik skul­le vare to timer, men nu er der gået fire, og den histo­ri­ske dan­ske for­bry­der lig­ner ikke en mand, der har tænkt sig at for­la­de ger­nings­ste­det fri­vil­ligt. 

Ikke nu, hvor spot­ly­set ende­lig er tændt igen, og slet ikke her, hvor che­fi­de­o­lo­gen fra Blekin­ge­ga­de­ban­den er meget mere end et for­tids­levn: Her­in­de, i den­ne højlof­te­de, hvid­ma­le­de sal med tyk­ke, blå søj­ler, er Tor­kil Lau­e­sen et for­bil­le­de for en ny gene­ra­tion af akti­vi­ster, der ido­li­se­rer ban­dens hand­le­kraft.

Dagens lære er, hvor­dan for­ti­den for­bin­des til nuti­den, hvor­dan Tor­kil Lau­e­sen for­bin­der Viet­nam­kri­gen med den aktu­el­le Gaza-krig og med den anti-impe­ri­a­li­sti­ske bevæ­gel­se som sådan. 

Pensum består af Lau­e­sens prak­ti­ske erfa­ring med at plyn­dre sit eget land og smug­le pen­ge og våben vide­re til den palæsti­nen­si­ske ter­r­or­grup­pe kal­det Fol­ke­fron­ten til Palæsti­nas Befri­el­se i håbet om, at net­op de vil­le føre an i kom­mu­ni­stisk ver­dens­re­vo­lu­tion. PFLP, som ter­r­or­grup­pens navn for­kor­tes, fin­des sta­dig og mar­ke­re­de sig sene­st ved at del­ta­ge i Hamas’ angreb på Isra­el den 7. okto­ber 2023.

Det er med afsæt i den histo­rie, at Tor­kil Lau­e­sen for et øje­blik siden løf­te­de blik­ket, spej­de­de ud over de unge akti­vi­ster og opfor­dre­de dem til at spør­ge hin­an­den: “Fører vores prak­sis os vide­re på ret­te vej?” Kan vi gøre mere eller andet for at “støt­te palæsti­nen­ser­ne direk­te”?

Den moral­ske opsang, han er ble­vet bedt om at give, leve­rer han i et lang­som­me­ligt men intenst tone­le­je uden uds­ving, sid­den­de på en fir­kan­tet sce­ne dæk­ket af et stort, per­sisk tæp­pe. Med et rød-hvid-ter­net par­tisa­ner­tørklæ­de hvi­len­de som et sjal over skul­dre­ne, let for­over­bø­jet ryg, spred­te ben, én hånd i lom­men og den anden kon­stant gesti­ku­le­ren­de ud i luf­ten.