Noter fra en valg­kamp #5: Da Poli­ti­kens che­fre­dak­tør bad alle om at give Met­te Fre­de­rik­sen et “meget-meget stort bifald”

Det, Met­te mener, er, at drik­ke­van­det skal være rent, de ældre skal have bed­re for­hold, de unge skal have bed­re for­hold, de blin­de skal have bed­re for­hold, psy­ki­a­tri­en skal have bed­re for­hold, og alle Arner­ne skal så san­de­lig også have bed­re for­hold, og så kan hun både se sig selv i en midter‑, rød og soci­al­de­mo­kra­tisk min­dre­tals­re­ge­ring – men nu må vi jo se, hvad væl­ger­ne bestem­mer. Og hun hader for­re­sten ikke de rige, men hun kan godt lide balan­ce, de bre­de­ste skul­dre må bære det tun­ge­ste læs, og det er vig­tigt, at bør­ne­ne kom­mer væk fra de soci­a­le medi­er, for deres egen skyld.

Alt det­te kan jeg for­stå efter at have til­bragt tirs­dag efter­mid­dag i sel­skab med stats­mi­ni­ste­ren. 

Det begynd­te klok­ken 15, hvor hun på for­hånd hav­de annon­ce­ret, at hun vil­le gå live på det soci­a­le medie Ins­ta­gram og sva­re på bru­ger­nes spørgs­mål. Det­te var ikke min før­ste rodeo, og jeg vid­ste såle­des på for­hånd, at sand­syn­lig­he­den for at smi­de en mønt ud af et køren­de tog og så ram­me en spand, der står et til­fæl­digt sted på stræk­nin­gen, var stør­re end at træn­ge igen­nem den soci­al­de­mo­kra­ti­ske kampag­ne­ma­ski­ne med et spørgs­mål.

Da liveud­sen­del­sen gik i gang et par minut­ter for sent, sad hun rime­ligt langt væk fra skær­men og lig­ne­de en, der lod, som om hun ikke vid­ste, at tele­fo­nens kame­ra var tændt, og der her­fra send­tes live på Ins­ta­gram.

Hun sad ved sit skri­ve­bord i Stats­mi­ni­ste­ri­et, hvor hun iført et par bril­ler, man så godt som aldrig ser hen­de iført, kig­ge­de i nog­le papi­rer. 

Alt imens strøm­me­de kom­men­ta­rer ind fra bru­ge­re, der så med live.

Man­ge skrev: “Hej Met­te.”

Andre skrev: “Du er en dår­lig stats­mi­ni­ster.”

Efter et minuts tid rej­ste hun sig og hev en Y‑stol ind for­an kame­ra­et, hvor hun pak­ke­de bril­ler­ne væk og kig­ge­de direk­te ind i kame­ra­et.

“Hej, og vel­kom­men her til … en live,” ind­led­te hun.