Noter fra en valg­kamp #6: Fon­seca har tak­ket ja til et nyt liv på høj­re­fløj­en

Det er svært for mig at afgø­re, præ­cis hvor­dan jeg skal begyn­de den­ne arti­kel. 

Jeg kun­ne læg­ge for at for­tæl­le jer om, hvor­dan Nye Bor­ger­li­ges poli­ti­ske leder under­vejs på pres­se­mø­det den 5. marts sag­de de magi­ske ord “Kær­lig­hed har ingen alder”, da en jour­na­list fra Jyl­lands-Posten spurg­te hen­de, hvad par­tiets poli­tik var i for­hold til voks­ne, der bli­ver kære­ster med 15-åri­ge børn. 

Jeg kun­ne star­te med at for­tæl­le om, hvor­dan Nye Bor­ger­li­ge på pres­se­mø­det for­tal­te, at de har givet op på at stil­le op ved fol­ke­tings­val­get; for så plud­se­lig at få en Epi­Pen fyldt med håb skudt ind lige i bag­lå­ret. 

Eller jeg kun­ne bare kom­me til sagen og for­tæl­le jer om, hvor­dan i alver­den Mike Fon­seca selv for­kla­rer det kvan­tespring af et par­tiskif­te, han har fore­ta­get sig. 

Men som jeg ser det, er alle dis­se ting lige vig­ti­ge for mig at få med, hvis I skal for­stå, hvor­for det pres­se­mø­de, jeg i dag over­væ­re­de på Chri­sti­ans­borg, er noget af det skø­re­ste, jeg måske hidtil har ople­vet i min kar­ri­e­re som poli­tisk jour­na­list. 

Så lad os star­te ved begyn­del­sen. 

I sid­ste uge afly­ste Nye Bor­ger­li­ge et pres­se­mø­de, de skul­le have holdt, hvor de vil­le have præ­sen­te­ret løs­gæn­ge­ren Mike Fon­seca som nyt fol­ke­tings­med­lem. Aflys­nin­gen, for­kla­re­de de, skyld­tes, at man først vil­le have afkla­ret, hvor­vidt par­ti­et kun­ne stil­le op til Fol­ke­tin­get med hjælp fra Mike Fon­secas man­dat eller ikke. 

Det mener Inden­rigs­mi­ni­ste­ri­et nem­lig ikke, at de kan. 

Uden at der er kom­met nogen stør­re afkla­ring, valg­te de dog her tors­dag for­mid­dag at hol­de pres­se­mø­det med en uges for­sin­kel­se. 

Nu skul­le Mike Fon­seca præ­sen­te­res som ny kan­di­dat.