Rege­rin­gens kur mod svag­hed i ånden

Oprust­nin­gen af det dan­ske for­svar er ikke nok. Skal natio­nen stå imod Putin, Trump og hvem der ellers gem­mer sig af fjen­der, afkræ­ves dan­sker­ne også en “ånde­lig oprust­ning”, lyder påstan­den fra en hånd­fuld ministre.

Hvad skal det nu bety­de? Kan sta­ten blan­de sig i bor­ger­nes dan­nel­se? Bør den? Har den gjort det før?

I den­ne serie om ånde­lig oprust­ning under­sø­ger Fri­heds­bre­vet omfan­get af rege­rin­gens nye sjælekamp.

I en hånd­fuld højstem­te minut­ter tors­dag mor­gen i sid­ste uge lød hun ikke som lan­dets stats­mi­ni­ster, men som en kom­bi­na­tion af en hær­fø­rer og en sjæle­hyr­de for den menig­hed, der er danskerne. 

Fra Fol­ke­tin­gets taler­stol ind­led­te Met­te Fre­de­rik­sen årets afslut­nings­de­bat ved at liste en ræk­ke nav­ne på det, der kun­ne tol­kes som for­trop­pen i den omsig­gri­ben­de “ånde­li­ge oprust­ning”, som hun og fle­re af rege­rin­gens mini­stre på det sene­ste har påkaldt sig:

“Mozart, Edith Piaf og Picas­so (…) Marie Curie. Kier­ke­gaard. Marx. Darwin. Rous­seau, Lut­her. Og Han­nah Arendt,” oprem­se­de stats­mi­ni­ste­ren med tryk på hvert et navn og fort­sat­te: “Václav Havel, Ste­fan Zweig og Hartvig Frisch.”

Da holdt Fre­de­rik­sen en kunst­pau­se og spej­de­de ud over Fol­ke­tings­sa­len, som om hun ven­te­de på, at Kier­ke­gaard, Picas­so og de andre vil­le bekræf­te deres fremmøde. 

Inden da hav­de stats­mi­ni­ste­ren min­det til­hø­rer­ne om, at “den ver­den­sor­den, som vores fri­hed, tryg­hed og vel­stand har hvilet på siden Anden Ver­denskrig” er “tru­et”, og at trus­len kræ­ver, at dan­sker­ne er vil­li­ge “til at kæm­pe for det”.

For hvad? For “et stærkt Dan­mark” og for “et stærkt Euro­pa”, sag­de Fre­de­rik­sen, inden hun med et for hen­de gan­ske aty­pisk aka­de­misk sprog uddy­be­de, at Euro­pa ikke er “et sted”, men “en idé”.

I skud­linj­en den­ne dag stod hver­ken Krim eller Bal­ti­kum, men “Anne Frank, Den lil­le prins, Ein­ste­in, Astrid Lind­gren, Tho­mas Mann (…) Tolki­en og J. K. Rowling.”

”Euro­pa er vores ånds­liv,” under­stre­ge­de Fre­de­rik­sen klædt i hvidt jak­ke­sæt og gjor­de det klart for alle, at taler­sto­len den­ne tors­dag var beste­get af Salon-Met­te og ikke Mak­rel-Met­te, hen­des anden og mere fol­kekæ­re persona.

Sidst­nævn­tes van­li­ge Shu-bi-dua-cita­ter og øvri­ge refe­ren­cer i gulv­høj­de var fejet bort. I ste­det bevæb­ne­de hun sig med tungt reto­risk skyts fra øver­ste euro­pæ­i­ske hyl­de: “Kaf­ka, Ursu­la Von der Ley­en, Jacques Del­ors, Newton og Inge Leh­mann,” fort­sat­te statsministeren.

Blev man under­vejs for­pu­stet af alle de tun­ge nav­ne, er man lov­ligt undskyldt.

Det er man også, hvis man sid­der med ind­tryk­ket af, at net­op ånde­nød var den for­nem­mel­se, stats­mi­ni­ste­ren vil­le efter­la­de til­hø­rer­ne med. 

For de sene­ste måne­der har både hun og fle­re mini­stre med vari­e­ren­de ele­gan­ce for­søgt at for­mu­le­re, at den “ånde­li­ge oprust­ning fak­tisk [er] lige så vig­tig” som den mili­tæ­re, som stats­mi­ni­ste­ren selv sag­de til Kri­ste­ligt Dag­blad i april.

Og hvad bety­der det så?

Det gav Mat­ti­as Tes­faye, Fre­de­rik­sens par­ti­fæl­le, et bud på alle­re­de i janu­ar. Han var den før­ste til at gni­de på lampen: 

Den fæl­les­pa­tri­o­ti­ske ånd for­søg­te bør­ne- og under­vis­nings­mi­ni­ste­ren at frem­kal­de i et inter­view i Wee­ken­da­vi­sen, hvor han lod sig cite­re for, at “det er fint med mili­tær oprust­ning, men hvis ikke der er en til­sva­ren­de ånde­lig oprust­ning, så sik­rer vi ikke Dan­marks, Vestens og Euro­pas suveræ­ni­tet og sikkerhed”. 

Beho­vet skyl­des, uddy­be­de Tes­faye, at dan­sker­nes beskyt­te­de til­væ­rel­se i ly af “den ame­ri­kan­ske sik­ker­heds­pa­raply” siden efter­krig­sti­den har haft kon­se­kven­ser for vores “fæd­re­land­skær­lig­hed” og for­stå­el­sen af, “hvem vi er som folk”.

Det skal genop­træ­nes, og det “begyn­der i sko­len”, sag­de Tes­faye, og for­bandt her den stats­li­ge for­bin­del­se mel­lem kol­lek­ti­vets for­svar og indi­vi­dets dan­nel­se ved at defi­ne­re fol­ke­sko­len som natio­nens “indre forsvarslinje”. 

Sam­me for­bin­del­se ser hans chef, Met­te Fre­de­rik­sen. I omtal­te inter­view i Kri­ste­ligt Dag­blad i april var det hver­ken Ruslands eller Ame­ri­kas leder, som stats­mi­ni­ste­rens frem­hæ­ve­de som oprust­nin­gens årsag: Hoved­s­kur­ken var her alle de skær­me i fol­ke­sko­len og “ver­dens dyg­tig­ste men­ne­sker”, som for­sø­ger at gøre os afhæn­gi­ge af dem. Alt­så, tech­gi­gan­ter­ne. I sam­me inter­view vars­le­de hun et for­bud mod smartp­ho­nes i folkeskolen.

Skur­ke er der nok af, inde såvel som ude, og når de smuk­ke unge men­ne­sker en dag bli­ver myn­di­ge, ven­ter den nyligt opstram­me­de vær­nepligt – og, for fle­re af dem, tje­ne­ste ved den ydre forsvarslinje.

Og skul­le enkel­te af frem­ti­dens sol­da­ter mang­le moti­va­tion for at ofre sig i tje­ne­sten – eller lige­frem have dri­stet sig til at reflek­te­re over en per­son­lig af slagsen – er Ven­stres kir­ke­mi­ni­ster Mor­ten Dahlin kom­met dem til undsætning:

“Dan­ske sol­da­ter skal kæm­pe for kri­sten­dom­men,” lød rubrik­ken i et stort inter­view, Dahlin gav til Ber­ling­s­ke forleden. 

Her gav kir­ke­mi­ni­ste­ren sit besyv med til defi­ni­tio­nen af den ånde­li­ge oprust­ning, for iføl­ge Dahlin er Fre­de­rik­sens og Tes­fay­es fokus på “sko­len, dan­nel­sen og lit­te­ra­tu­ren” ikke tilstrækkelig. 

“Bevidst­he­den om kri­sten­dom­mens vær­di mang­ler vi nu, hvor vi har brug for en dob­belt oprust­ning af Dan­mark,” siger Dahlin i interviewet. 

Han hen­vi­ser til en Gal­lup-rap­port om euro­pæ­er­nes dalen­de kamp­vil­je som belæg for, at fær­re er vil­li­ge til at “dø for Danmark”.

Her kun­ne man tro, at den libe­ra­le mini­ster vil­le frem­hæ­ve ellers hjem­me­van­te begre­ber om fri­hed og andre prin­ci­pi­el­le vær­di­er, men nej, vi skal læn­ge­re ind i sindet.

Det er “i kri­sten­dom­men, tro­en og den krist­ne kul­tu­rarv, at man fin­der den kamp­vil­je”, siger Dahlin i Ber­ling­s­ke, hvor­ef­ter han selv opsum­me­rer sit bud, som skul­le det afle­ve­res på en sten­tav­le: “Og der­med kæm­per du selv­føl­ge­lig også for kristendommen.”