Vel­kom­men til Lars Bojes vil­de ver­den: Før­ste år som for­mand

Da klok­ken hav­de slå­et kvart i to, var han der plud­se­lig. Langs væg­gen ane­de man ham. Han var iført en sort skjor­te og sort bla­zer; en mun­de­ring, der fik ham til at lig­ne en bede­mand.

De andre par­ti­for­mænd hav­de sid­det tro­ligt i Fol­ke­tings­sa­len, siden spør­ge­ti­men med stats­mi­ni­ste­ren gik i gang klok­ken 13, og der sad de ikke engang ale­ne. Fle­re af dem nød godt af opbak­nin­gen fra de af deres par­ti­med­lem­mer, der må beteg­nes som de mere vig­ti­ge, skul­le man ran­ge­re par­ti­er­nes med­lem­mer efter sådan et kri­te­rie.

Ja, fle­re af plad­ser­ne på den bager­ste ræk­ke var sågar opta­ge­de. Der hav­de løs­gæn­ge­re  såsom Jep­pe Søe, Jon Step­hen­sen og Mike Fon­seca  ind­fun­det sig, men de måt­te alt­så spej­de læn­ge efter deres side­mak­ker. Lars Boje Mat­hie­sen (BP) var ikke duk­ket op. De ene­ste andre par­ti­for­mænd, der ikke var duk­ket op, var Tro­els Lund Poul­sen (V) og Lars Løk­ke Ras­mus­sen (M), der af åben­ly­se årsa­ger var fri­ta­get.